Godt skrevet og jeg tror du har helt ret! 
Jeg er den yngste ud af 5, hvor der fra den ældste til mig er 14 år! Min mor var kun knap 22, da hun fik den ældste og 35 da hun fik mig.. Mine ældste søskende, 3 af dem (Hvor min mor var 22, 25 og 30) har NYDT at have hende som mor med alle deres udflugter, legetimer, godnatlæsning og senere med skolearbejde..
Min yngste bror og jeg (Hvor min mor var 32 og 35) har ikke rigtigt fået noget af de der udflugter, legetimer eller lign. Jeg kan huske jeg næsten altid fik beskeden : Jeg gider ikke, spørg dine brødre! Jeg kan ikke huske jeg fik godnathistorier, men det kan de 3 ældste? Og jeg kan ved gud heller ikke huske jeg fik hjælp med mine lektier, selvom jeg havde brug for det, men det kan de ældste også... 
Jeg har konfronteret min mor med dette og hendes svar var rent faktisk, at hun nok ikke havde så meget energi som hun havde med de første, da hun jo var noget yngre med dem..
Og da jeg fortalte min mor vi ventede os, blev hun overlykkelig og syntes det var alletiders vi begyndte så tidligt, da hun ved jeg også gerne vil have mange børn - inden jeg bliver "for gammel" ...
Jeg siger ikke at alle er/får det sådan, men det er af egen erfaring og min mor tilstår endda 
UNDSKYLD det blev så langt og rodet! 
Tror du ikke nærmere, at det at din mor ikke havde så meget energi tilbage til dig og din bror, handlede om, at hun havde 3 børn i forvejen? Jeg tror simpelthen ikke på det med, at 'ældre' mødre har mindre energi til deres børn end yngre, så det synes jeg ikke er et holdbart argument.
Når det er sagt, så er jeg overbevist om, at det ikke handler om alder men om modenhed, om man bliver en god mor eller ej. Og hvornår man er moden nok er jo meget meget individuelt. Set i bakspejlet var jeg i hvert fald ikke moden nok til at blive mor i 20'erne og er lykkelig for, at jeg ventede til jeg var 32. Og jeg har en masse energi og overskud til mine to børn, selvom jeg er 'gammel' 