2 årsdagen for projekt baby.

FrkT skriver:

Jeg kan kun sige mig 100% enig med Trine og de andre. Synes heller ikke dit indlæg var passende, rart (var faktisk direkte ubehageligt) eller gennemtænkt, Baviavis.

Trine, du rammer alt hvad jeg tror samtlige barnløse føler. Føler det også selv, selvom jeg dog ikke har prøvet så længe som jer. Håbet svinder mere og mere for hver gang mens dukker op. Og kan kun forestille mig at det må være endnu hårdere når man er i behandling, og det så ikke lykkes der. For så har man ikke helt så mange muligheder tilbage jo, og tanken om "sker det nogensinde" vokser mere og mere. At være ufrivilligt barnløs er slet ikke så overfladisk som om man får strækmærker eller ikke kan komme i sine bukser før flere år efter fødsel. For helvede da, jeg ville ELSKE at få strækmærker pga. en graviditet, jeg ville ELSKE at stå op midt om natten til mit grædende barn. Men kan jo ikke lade vær at tænke om det mon nogensinde sker.

Til Kitty; du ved hvor meget jeg hepper på at jeres drømmebaby finder vej til jer, med eller uden behandling.

lige præcis! jeg GLÆDER mig til at kunne skrive indlægget "jeg har simpelthen lyst til at kyle min unge ud af vinduet, så meget har h*n skreget idag"

Tjuhl skriver:

lige præcis! jeg GLÆDER mig til at kunne skrive indlægget "jeg har simpelthen lyst til at kyle min unge ud af vinduet, så meget har h*n skreget idag"

Hihi jahhh også mig.  Drømmescenarie

Tjuhl skriver:

lige præcis! jeg GLÆDER mig til at kunne skrive indlægget "jeg har simpelthen lyst til at kyle min unge ud af vinduet, så meget har h*n skreget idag"

Nemlig! Og spørge til de underlige knopper han/hun har fået på armene. Hente et overtræt barn i dagplejen og kæmpe med det indtil aftensmad, som er svært at få lavet med børnene hængende omkring én. Jeg glæder mig til at skulle puslehygge med min lille baby og bare føle alverdens kærlighed strømme fra mig og ind i det lille væsen. Ihhhhh nu tuder jeg

Anna og Trine; I er GULD værd! Elsker jer

Hvor er det bare smukt skrevet Tjuhl. Sidder her med tårer i øjnene og en klump i halsen. Nogle gange glemmer mig altså bare hvor stor en sorg det er og hvor meget det fylder i ens liv når man konstant går igennem det pres og ansvar på ens skuldre. Kan det virkelig være så svært at få et æg til at sætte sig fast, det er slet ikke til at forstå

Alle de tanker, bekymringer, følelser der ligger bag og ikke nok med når man rent faktisk får betegnelsen ufrivillig barnløs på sig, det er altså ikke en nem ting at acceptere at man er anderledes og ikke som andre. Samtidig med at alle andre overhaler en indenom, snyder foran i køen og føder deres børn inden vi andre overhoved når at blive gravide.

Jeg tror de fleste af os kræver langt fra perfektivitet, men bare at blive mor. Om det så kræver 9 mdr med den hårdeste graviditet, 30 timers fødsel og et kolikbarn så vil vi alle føle os som de heldigeste i verden når vi står med VORES barn i armene og tænker at det var kampen værd - for selvfølgelig sker det for os alle - det skal det ... tanken om at det ikke skulle ske er nok til at få mig til at knække samme, det kan jeg slet ikke få mig selv til at tænke, aldrig giver jeg op.

FrkT skriver:

Jeg kan kun sige mig 100% enig med Trine og de andre. Synes heller ikke dit indlæg var passende, rart (var faktisk direkte ubehageligt) eller gennemtænkt, Baviavis.

Trine, du rammer alt hvad jeg tror samtlige barnløse føler. Føler det også selv, selvom jeg dog ikke har prøvet så længe som jer. Håbet svinder mere og mere for hver gang mens dukker op. Og kan kun forestille mig at det må være endnu hårdere når man er i behandling, og det så ikke lykkes der. For så har man ikke helt så mange muligheder tilbage jo, og tanken om "sker det nogensinde" vokser mere og mere. At være ufrivilligt barnløs er slet ikke så overfladisk som om man får strækmærker eller ikke kan komme i sine bukser før flere år efter fødsel. For helvede da, jeg ville ELSKE at få strækmærker pga. en graviditet, jeg ville ELSKE at stå op midt om natten til mit grædende barn. Men kan jo ikke lade vær at tænke om det mon nogensinde sker.

Til Kitty; du ved hvor meget jeg hepper på at jeres drømmebaby finder vej til jer, med eller uden behandling.

Jeg synes vi skulle tage og få nogle strækmærker og hylende unger, søde! Jeg ville også elske at stå op til dem!

Tak for al den hjælp du har givet mig den seneste tid!

FrkT skriver:

Nemlig! Og spørge til de underlige knopper han/hun har fået på armene. Hente et overtræt barn i dagplejen og kæmpe med det indtil aftensmad, som er svært at få lavet med børnene hængende omkring én. Jeg glæder mig til at skulle puslehygge med min lille baby og bare føle alverdens kærlighed strømme fra mig og ind i det lille væsen. Ihhhhh nu tuder jeg

Anna og Trine; I er GULD værd! Elsker jer

ih nu tuder jeg også! jeg kom helt til at tænke på en pige jeg gik på hf med, som blev gravid og så smsede vi kort efter hun havde født og så skrev hun "jeg ligger bare her og bliver mere og mere forelsket i min lille pige" - jeg kan simpelthen tude over det til hver en tid

kitty skriver:

Jeg synes vi skulle tage og få nogle strækmærker og hylende unger, søde! Jeg ville også elske at stå op til dem!

Tak for al den hjælp du har givet mig den seneste tid!

I lige måde søde søde Anna

Ja, og husk nu: dreng til dig og pige til mig ELLER pige til dig og dreng til mig...... bryyyyyylluuuuuup

Sofiekdk skriver:

Hvor er det bare smukt skrevet Tjuhl. Sidder her med tårer i øjnene og en klump i halsen. Nogle gange glemmer mig altså bare hvor stor en sorg det er og hvor meget det fylder i ens liv når man konstant går igennem det pres og ansvar på ens skuldre. Kan det virkelig være så svært at få et æg til at sætte sig fast, det er slet ikke til at forstå

Alle de tanker, bekymringer, følelser der ligger bag og ikke nok med når man rent faktisk får betegnelsen ufrivillig barnløs på sig, det er altså ikke en nem ting at acceptere at man er anderledes og ikke som andre. Samtidig med at alle andre overhaler en indenom, snyder foran i køen og føder deres børn inden vi andre overhoved når at blive gravide.

Jeg tror de fleste af os kræver langt fra perfektivitet, men bare at blive mor. Om det så kræver 9 mdr med den hårdeste graviditet, 30 timers fødsel og et kolikbarn så vil vi alle føle os som de heldigeste i verden når vi står med VORES barn i armene og tænker at det var kampen værd - for selvfølgelig sker det for os alle - det skal det ... tanken om at det ikke skulle ske er nok til at få mig til at knække samme, det kan jeg slet ikke få mig selv til at tænke, aldrig giver jeg op.

Det er ramt på kornet! Så sandt som det står skrevet! Der trillede lige endnu en tåre...

Jeg er glad for at vi i fællesskab kan grifle ned, hvad det er for tanker og kampe vi går igennem!

Tjuhl skriver:

ih nu tuder jeg også! jeg kom helt til at tænke på en pige jeg gik på hf med, som blev gravid og så smsede vi kort efter hun havde født og så skrev hun "jeg ligger bare her og bliver mere og mere forelsket i min lille pige" - jeg kan simpelthen tude over det til hver en tid

Ja, det er jo lige det man drømmer om. Og når det så sker for, hvad der føles som alle andre, så bliver man jaloux på dem samtidig med ens eget håb svinder.....

Vi vil OGSÅ have en flok skrigende unger med kolik, mellemørebetændelse og hele møget!

Nu må ham hr.  gerne snart sende brev om hvornår han ankommer!

Sofiekdk skriver:

Hvor er det bare smukt skrevet Tjuhl. Sidder her med tårer i øjnene og en klump i halsen. Nogle gange glemmer mig altså bare hvor stor en sorg det er og hvor meget det fylder i ens liv når man konstant går igennem det pres og ansvar på ens skuldre. Kan det virkelig være så svært at få et æg til at sætte sig fast, det er slet ikke til at forstå

Alle de tanker, bekymringer, følelser der ligger bag og ikke nok med når man rent faktisk får betegnelsen ufrivillig barnløs på sig, det er altså ikke en nem ting at acceptere at man er anderledes og ikke som andre. Samtidig med at alle andre overhaler en indenom, snyder foran i køen og føder deres børn inden vi andre overhoved når at blive gravide.

Jeg tror de fleste af os kræver langt fra perfektivitet, men bare at blive mor. Om det så kræver 9 mdr med den hårdeste graviditet, 30 timers fødsel og et kolikbarn så vil vi alle føle os som de heldigeste i verden når vi står med VORES barn i armene og tænker at det var kampen værd - for selvfølgelig sker det for os alle - det skal det ... tanken om at det ikke skulle ske er nok til at få mig til at knække samme, det kan jeg slet ikke få mig selv til at tænke, aldrig giver jeg op.

Det sagde Søren til mig i foråret da jeg sagde, at jeg bare havde lyst til at få fjernet hele underlivet så jeg aldrig skulle tænke på graviditet mere og ikke mindst, så jeg ALDRIG skulle få menstruation igen: "Vi gir jo aldrig op, heller ikke når vi siger at vi gør"