Tjuhl skriver:
jeg må sige, at jeg, som ufrivillig barnløs, bliver meget stødt over dit indlæg til tråden, Bavianis. Det er virkelig nedladende at trække alting sammen til et "ked af jeg ikke ammede, ked af jeg ikke blev tynd dagen efter, ked af jeg ikke fødte derhjemme"...det er slet ikke det det handler om! det handler ikke om perfekte ting, det handler om, at man er PISSEbange for, at det overhovedet ikke kan lade sig gøre - NOGENSINDE - at få et barn!
man går som ufrivillig barnløs igennem en meget lang sorgperiode hvor man ikke forstår hvorfor man ikke kan få det til at lykkedes når nu man gør ALTING korrekt. Det begynder langsomt at slide på ens forhold og tanken om at "hvis jeg var sammen med en anden havde vi sikkert fået børn nu" melder sig sammen med følelsen af, at man ikke er en ordentlig kvinde når man ikke kan give liv. Så begynder ens sexliv at blive fuldkommen automatisk: vi gør det udelukkende for at undfange et barn. og intet sker og man kan ikke snakke om det fordi det gør skidehamrende ondt i ens hjerte, for man kan MÆRKE det barn i sine arme, men man kan ikke få lov til at holde det!
Når man beslutter sig for at gå videre til behandling starter en helt ny sorg. man indser, at man IKKE får børn naturligt og man føler sig som en kæmpe fiasko - helt på ny. og man er hunderæd for alle de undersøgelser og tests man skal igennem. er der noget galt med en? er der noget galt med ens mand? og hvad nu hvis man selv virker og ens mand ikke gør? og hvad nu hvis det er omvendt, vil han så blive? man går ikke "bare lige" videre til behandling, man græder og sørger i en periode og så finder man - meget langsomt - modet til at komme videre og forsøger at se det positivt, at "det kan lykkes" - måske - med behandling. men man kommer i en bås, man bliver ufrivilligt barnløs FOR ALVOR og det er et mærkat der meget hurtigt kan komme til at fylde hele ens bevidsthed. man syntes man er sådan en fiasko fordi man ikke kan få børn sammen med det menneske man elsker allerhøjest, og lige pludselig kan man ikke rigtig komme i tanker om, at man nogensinde har haft succes med noget. det spreder sig som tråde ud i ens liv og man mister sin selvtillid og tænker, at andre tænker at man ikke dur.
samtidig skal man tage mod til behandlingen i sig selv. det er frygteligt uoverskueligt når man har været til den første samtale. der er ingen der taler om at man er et nervevrag og at man sidder og bider sig i kinden under hele samtalen for ikke at begynde at tude. der bliver talt fakta og de fakta er ikke letfordøjelige! man skal stoppes fuld af hormoner. man skal tage sprøjter - SELV. man skal undersøges MANGE gange og med få dages varsel hver eneste cyklus. og disse undersøgelser består primært af indvendige scanninger, hvilket er meget grænseoverskridende for mange kvinder - bl.a. mig der før hele dette cirkus var sikker på jeg skulle have planlagt kejsersnit fordi jeg er incest barn og kun havde fået lavet to underlivsundersøgelser selvom jeg var 27 af bare skræk for at blive rodet ved "dernede". desuden er disse scanninger ofte smertefulde, ligesom behandlingen i sig selv kan være smertefuld. og uanset hvad har de fleste en reaktion på hormonerne, der føles ligesom ens værste menstruationshumør gange 10! man laver desuden mange flere æg end normalt, og det spænder for mig så meget i underlivet, at jeg ikke kan stå oprejst i ca 3 dage omkring ægløsning.
man sidder i venterummet på klinikken og kigger rundt på de andre der også sidder der og kan slet ikek forstå at man er havnet her. jeg har i et år nægtet at hilse på nogen i venterummet - selvom der er flere der har sagt hej til mig - fordi jeg ikke ville være "en af dem".
ikke mindst er der udsigten til, at man lige pludselig løber tør for forsøg på i det offentlige uden at være blevet gravid. hvad gør man så? har man råd til privatklinik? JA, det er pengene værd, men HAR man pengene????
hvis man bliver gravid, hvad så næste gang? kan man få mere end eet barn? nogle vil måske mene, at "det må jo så også være fint", men når man har troet at man - ligesom de fleste andre - selv kunne få lov at bestemme hvor mange børn man ville have og hvornår man ville have dem, er det utrolig hårdt at skulle acceptere, at det overhovedet ikke er op til en selv og den børneflok man måske har drømt om siden man var lille, den får man højst sandsynligt ikke. hvis man da overhovedet får et enkelt!
oveni det hele er der den konstante tanke, at for nogle lykkedes det bare IKKE. og man kan jo sagtens være "en af dem". hvad hvis man aldrig nogensinde får et barn? kan man overhovedet tænke den tanke til ende uden at føle at al luften bliver slået ud af maven? det er en meget omfattende sorg, for hvis man ikke bliver mor, så bliver man heller ikke mormor eller farmor eller oldemor. Det er altså ikke "bare" een rolle man skal acceptere at man ikke får lov at spille, det er mange. roller som for langt de fleste kommer helt naturligt, endda uventet og nogle gange uvelkomment.
det har ikke noget at gøre med, at man gerne vil være perfekt og gøre ALTING korrekt (amme et år, føde hjemme, blive tynd kort efter fødslen), det har noget at gøre med sorgen over ikke at få et barn, som man allerede elsker utrolig højt. det føles på mange måder som om man har MISTET det barn, inden det overhovedet kom til verden.
det lyder måske rigtig hårdt og arrigt det her indlæg, men folk der ikke er ufrivilligt barnløse har INGEN ide om hvor stor en smerte det er og hvor svært det er at leve med dag ud og dag ind. Og når du så samtidig skriver sådan som du gør til et menneske i stor sorg, så bliver jeg utrolig stødt. for det handler på ingen måde om at ville være perfekt, det handler om, at man forsøger at overleve og komme igennem den sorg. og at hver eneste beslutning i den forbindelse giver ny sorg.
jeg har selv været i barnløshedsbehandling i et år, 6 IUI behandlinger, og jeg er alligevel i en helt ny sorg over, at vi skal videre til IVF.
jeg håber du og alle andre der læser dette håbløst lange indlæg forstår hvad jeg prøver at sige og tænker jer lidt mere om inden I skriver til "os". I er MEGET velkomne herinde, men I må forstå at vi er skrøbelige mennesker når det gælder vores barnløshed.
Sidder med tårer i øjnene over dit indlæg i denne debat - for det er præcis sådan jeg har det, men har bare ikke kunne sætte ord på det hele 
Jeg har svært ved at overskue det hele.. Nogle gode råd til hvordan man kommer igennem det?
