2 årsdagen for projekt baby.

kitty skriver:

Tusind tak allesammen. Det varmer på en kold dag.

Som prikken over I'et har en veninde annonceret sin graviditet - selvfølgelig i 1. hug - og jeg græder stadig... Ikke af misundelse, for jeg er glad på deres vejne, men af min egen magtesløshed og hjerte-smerte... Det kunne bare ikke blive værre...

Jeg skal nok blive hel igen. Samle mig selv op og tage chancen igen. Men lige nu vil jeg være trist, og lade følelserne flyde ud af mig.. Lade tårerne trille, og håbe at modløsheden triller med.

Der er et barn til os derude. Jeg håber det snart finder vej til os, for her er overflod af kærliged at give af..

Kære kitty

Jeg er grådkvalt på dine vegne - . Det er virkelig uretfærdigt og kender det alt for godt:  man håber og håber og venter og venter og tænker positivt hver gang for så at blive slået ud måned efter måned. Man bliver træt og udmattet følelsesmæssigt fordi  man bare så gerne vil være gravid og ikke bliver det, mens veninderne en efter en kommer i lykkelige omstændigheder...(har selv prøvet i 1 1/2 år SUK)

Jeg har derfor valgt at gå til en fertilitslæge, og det har givet mig nyt mod og håb - det er svært at erkende at man ikke kan ad naturlig vej, og man vender og drejer faktorer som måske har indvirkning på at man ikke er blevet gravid - man bliver skør. 

Mange mange positive tanker til dig - du har min fulde sympati.

Hilsen PIPI som også er på februar listen. 

Hold da op jeg synes din historie er meget ligesom min, eller min er ligesom din .. Hmm ... Det er i denne måned, februar, nu også 2 år siden jeg stoppede med mine p-piller og nu måtte der gerne komme en graviditet. Og så man havde nok håbet at man ville være gravid inden man nåede den dag, men ak nej.

En veninde har også lige ringet til mig og fortalt hun var gravid, er selvfølgelig rigtig glad på hendes vegne, men hader mig selv for at jeg næsten ikke kan holde tanken ud om at skulle være i samme lokale som hende og se hendes mave vokse. Det er forfærdeligt at have det sådan og som du skriver er man jo bare ked af det over ens egen smerte og alt den fortvivlelse og bekymringer der ligger i at være barnløs.

Jeg kan bare mærke jeg er rigtig strid for tiden, er helt håbløs overfor kæresten der ikke forstår hvordan jeg kan græde over at en af mine veninder er gravid og hvordan jeg kan være så egoistisk. Ser mig ikke selv som egoistisk, græder jo bare over om mit eget ønske om at blive mor mon nogensinde skal blive hørt.

Hvad skulle vi dog gøre uden hinanden i det her, for det er da godt nok noget fanden har skabt det her barnløshed. Suk.

Sofiekdk skriver:

Hold da op jeg synes din historie er meget ligesom min, eller min er ligesom din .. Hmm ... Det er i denne måned, februar, nu også 2 år siden jeg stoppede med mine p-piller og nu måtte der gerne komme en graviditet. Og så man havde nok håbet at man ville være gravid inden man nåede den dag, men ak nej.

En veninde har også lige ringet til mig og fortalt hun var gravid, er selvfølgelig rigtig glad på hendes vegne, men hader mig selv for at jeg næsten ikke kan holde tanken ud om at skulle være i samme lokale som hende og se hendes mave vokse. Det er forfærdeligt at have det sådan og som du skriver er man jo bare ked af det over ens egen smerte og alt den fortvivlelse og bekymringer der ligger i at være barnløs.

Jeg kan bare mærke jeg er rigtig strid for tiden, er helt håbløs overfor kæresten der ikke forstår hvordan jeg kan græde over at en af mine veninder er gravid og hvordan jeg kan være så egoistisk. Ser mig ikke selv som egoistisk, græder jo bare over om mit eget ønske om at blive mor mon nogensinde skal blive hørt.

Hvad skulle vi dog gøre uden hinanden i det her, for det er da godt nok noget fanden har skabt det her barnløshed. Suk.

Det lyder godt nok frygtelig ens. Og hvor er det hårdt!

Men jeg elsker baby.dk, og at vi kan have hinanden. Idag har det i hvert fald hjulpet mig til at tømme hovedet, og få lidt fortrøstende ord! Vi må holde sammen!

Jeg håber vi begge snart får det som vi øsnker!

Sødeste Kitty.

Jeg sidder her med tårer i øjnene, for jeg kan helt ind til det mørkeste, dybeste sted i hjertet følge hvordan du har det.

Hvordan humørt svinger, håbet svinder og kommer igen, hvordan man ligefrem kan få kvalme og jalousi fordi endnu en veninde, et familiemedlem eller kollega kommer og fortæller, at hun er blevet gravid.

Især når det sker hurtigt for folk og man selv står i stampe gør det så usigeligt ondt. Og hvor flov og trykket man kan blive over sin egen reaktion, selv om den jo er fuldstændig naturlig og en del af det at ønske noget så stærkt.

Tror virkelig ikke der findes en større kraft end den man kan finde i ønsket om at blive forældre.

Og derfor er det netop også så vigtigt, at huske hinanden. Både i venskaberne herinde og de forhold vi har til vores mænd.

Vi må være stærke, tage os af hinanden og være der for hinanden. For ingen andre end de ufrivillige barnløse, kan forstå hvad vi går igennem. De kan måske prøve, men forstå det helt ind til benet - nej.

Derfor glæder det mig også at læse, at du og manden vokser mere og mere ind mod hinanden og ikke væk fra hinanden som man så ofte hører om. Det er meget stærkt og smukt.

Jeg vil ikke skrive noget om, at det nok skal lykkes, for den sætning kan drive mig til vanvid når jeg selv har det ad røv til. Så vil ikke udsætte andre for den.

Nogle gange skal man bare have lov at græde, skrige, bande og lade det hele komme ud uden et optimistisk klap på hovedet.

De kærligste knus og kram  og lidt ekstra håbstøv din vej.

kitty skriver:

Det lyder godt nok frygtelig ens. Og hvor er det hårdt!

Men jeg elsker baby.dk, og at vi kan have hinanden. Idag har det i hvert fald hjulpet mig til at tømme hovedet, og få lidt fortrøstende ord! Vi må holde sammen!

Jeg håber vi begge snart får det som vi øsnker!

Det håber jeg også at i gør. Og mig også

Hej Kitty

I har da ret til at gå til lægen nu og blive undersøgt - er det noget I har overvejet? Jeg føler utroligt meget med Jer, og tænker at det ville være så barskt hvis I gik et år mere - et år I måske kunne have brugt på at blive gravide med et lille skub fra videnskaben??

Hvad tænker du om det?

Alexis skriver:

Sødeste Kitty.

Jeg sidder her med tårer i øjnene, for jeg kan helt ind til det mørkeste, dybeste sted i hjertet følge hvordan du har det.

Hvordan humørt svinger, håbet svinder og kommer igen, hvordan man ligefrem kan få kvalme og jalousi fordi endnu en veninde, et familiemedlem eller kollega kommer og fortæller, at hun er blevet gravid.

Især når det sker hurtigt for folk og man selv står i stampe gør det så usigeligt ondt. Og hvor flov og trykket man kan blive over sin egen reaktion, selv om den jo er fuldstændig naturlig og en del af det at ønske noget så stærkt.

Tror virkelig ikke der findes en større kraft end den man kan finde i ønsket om at blive forældre.

Og derfor er det netop også så vigtigt, at huske hinanden. Både i venskaberne herinde og de forhold vi har til vores mænd.

Vi må være stærke, tage os af hinanden og være der for hinanden. For ingen andre end de ufrivillige barnløse, kan forstå hvad vi går igennem. De kan måske prøve, men forstå det helt ind til benet - nej.

Derfor glæder det mig også at læse, at du og manden vokser mere og mere ind mod hinanden og ikke væk fra hinanden som man så ofte hører om. Det er meget stærkt og smukt.

Jeg vil ikke skrive noget om, at det nok skal lykkes, for den sætning kan drive mig til vanvid når jeg selv har det ad røv til. Så vil ikke udsætte andre for den.

Nogle gange skal man bare have lov at græde, skrige, bande og lade det hele komme ud uden et optimistisk klap på hovedet.

De kærligste knus og kram  og lidt ekstra håbstøv din vej.

Jeg sidder her, rigtig flov over min reaktion idag. Men på den anden side. Jeg kan ikke gøre for at jeg føler som jeg føler. Og gemmer jeg mine følelser er jeg ikke mig selv. Jeg har snakket med hende efterfølgende og forklaret min situation. Noget så kikset som en sms. Men det var det jeg kunne magte, og vi har fået "talt ud".. Men jeg er stadig flov over at kunne være så dårlig en veninde, men det bliver jeg jo ikke i bedre humør fra. Så "det er vand under broen", som svigerfar siger.. Strømmen har taget det, og jeg må videre... Men øv.. Det gør ondt!!

Og ja.. Jeg har givet mig selv lov til at græde idag. Meget. Men det har været godt! Jeg har sagt til kæresten, at jeg beklager at jeg er dybt umlig, men jeg gider ikke disktere det lige n.. Og han forstår det jo godt. Han er selv såret, og vi holder om hinanden uden 1000 ord. Stilheden siger nogle gange mere!

Jeg har sågar klaret at læse mit kompendie til i morgen, så tårene må ha' gjort godt. Noget kan jeg da glædes over!

Vi vil tage i biografen og bare være sammen. Jeg elsker sgu den mand

Tak for dine ord, søde!

Bavianis skriver:

Hej Kitty

I har da ret til at gå til lægen nu og blive undersøgt - er det noget I har overvejet? Jeg føler utroligt meget med Jer, og tænker at det ville være så barskt hvis I gik et år mere - et år I måske kunne have brugt på at blive gravide med et lille skub fra videnskaben??

Hvad tænker du om det?

Vi har været ved lægen begge to.

Jeg har fået taget blodprøver, og har været ved gyn. til scanning af æggestokke o.l. Jeg fejler intet. Manden venter svar på de sidste prøver, men umiddelbart er der ikke noget galt. Vi er uforklarligt barnløse.

Vi er idag begyndt at tale om behandling, og det kommer til at tage lidt tid at bestemme. Men det er ikke umuligt, at det vi forsøger det. Begge vores læger bakker os op i det, og hjælper os gerne videre. Gyn. vil også gerne hjælpe os. Så beslutningen ligger hos os.. Og den tygger vi på.... Men for mig er det nok næste skridt..

Indtil videre er det bare svært at erkende, at vi måske ikke "kan slev".. Men det er der jo ingen skam i...

Sender dig et kæmpe kram !!

Ved næsten ikke hva jeg skal sige, det er så forbandet uretfærdigt at noget der er så let for nogle, er så svært for andre.

Endnu engang KÆMPE bamse-cyber-

- du skriver bare hvis du har lyst, you know i'm here

Puha...

Jeg håber sådan for Jer at det er snart...

Jeg kan så udemærket forstå I er kede af det. Heldigvis bliver i stærkere og når i står med jeres ønskebarn så virker det hele sikkert ikke så hårdt, de i har været SÅ meget igennem...

Det bliver et barn der får lov til at mærke det store kærlighed og styrke mellem Jer, og et barn der vil føle sig SÅ ønsket...

Det skal nok komme...

Måske i skal have en hjælpende hånd (lige som os)...??

KÆMPE knus til dig...