Det er idag præcis to år siden vi startede "Projekt baby", i håb om at vi kunne få det barn vi længe havde drømt om, men ville vente med til det rette tidspunkt. 1. feb. 2008 så vi hinanden i øjnene og tænkte "Nu er vi klar, nu gør vi det"... Men vi vidste ikke hvilken kamp det ville blive....
Jeg har her til morgen testet negativ igen, og mens. er på vej. Som 24 gange før. Men denne gang har det flået mit hjerte i stykker som aldrig før! Vi troede begge inderligt på at det skulle være denne gang... Men nej... Selvfølgelig ikke, fristes jeg til at sige.
Så morgenen er fuld af tårer. Selv fra en mand, der meget sjældent viser følelser. Han er lige gået ud ad døren i sit arbejdstøj, og jeg har pakket tasken til semesterstart. Mest af alt har vi lyst til at blive hjemme og holde om hinanden. Sige "At det nok skal gå".. Men tror begge vi har mistet håbet. Om ikke andet, så for en stund!
Det er en stor smerte ikke at blive en del af statistikken på 92% der bliver gravide inden for 2 år.. Jeg føler at oddsene for os bliver værre og værre. Håbet bliver i al fald mindre og mindre....
Kærligheden mellem os bliver heldigvis større og større... Det er altid noget vi har hinanden.. Det er nu vi må holde sammen, tage hinanden i hånden og gå videre i kampen og i livet...
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med dette indlæg. Men det er ikke et forsøg på at få gode råd til, hvordan vi får en positiv test og et barn.. De råd har vi hørt og levet efter. Det er nok skrevet for min egen skyld. For at tømme hovedet og erkende: Jeg skal bare ikke være mor endnu.. Men jeg håber jeg bliver det!
Kitty
Anmeld
