2 årsdagen for projekt baby.

Tjuhl skriver:

jeg må sige, at jeg, som ufrivillig barnløs, bliver meget stødt over dit indlæg til tråden, Bavianis. Det er virkelig nedladende at trække alting sammen til et "ked af jeg ikke ammede, ked af jeg ikke blev tynd dagen efter, ked af jeg ikke fødte derhjemme"...det er slet ikke det det handler om! det handler ikke om perfekte ting, det handler om, at man er PISSEbange for, at det overhovedet ikke kan lade sig gøre - NOGENSINDE - at få et barn!

man går som ufrivillig barnløs igennem en meget lang sorgperiode hvor man ikke forstår hvorfor man ikke kan få det til at lykkedes når nu man gør ALTING korrekt. Det begynder langsomt at slide på ens forhold og tanken om at "hvis jeg var sammen med en anden havde vi sikkert fået børn nu" melder sig sammen med følelsen af, at man ikke er en ordentlig kvinde når man ikke kan give liv. Så begynder ens sexliv at blive fuldkommen automatisk: vi gør det udelukkende for at undfange et barn. og intet sker og man kan ikke snakke om det fordi det gør skidehamrende ondt i ens hjerte, for man kan MÆRKE det barn i sine arme, men man kan ikke få lov til at holde det!

Når man beslutter sig for at gå videre til behandling starter en helt ny sorg. man indser, at man IKKE får børn naturligt og man føler sig som en kæmpe fiasko - helt på ny. og man er hunderæd for alle de undersøgelser og tests man skal igennem. er der noget galt med en? er der noget galt med ens mand? og hvad nu hvis man selv virker og ens mand ikke gør? og hvad nu hvis det er omvendt, vil han så blive? man går ikke "bare lige" videre til behandling, man græder og sørger i en periode og så finder man - meget langsomt - modet til at komme videre og forsøger at se det positivt, at "det kan lykkes" - måske - med behandling. men man kommer i en bås, man bliver ufrivilligt barnløs FOR ALVOR og det er et mærkat der meget hurtigt kan komme til at fylde hele ens bevidsthed. man syntes man er sådan en fiasko fordi man ikke kan få børn sammen med det menneske man elsker allerhøjest, og lige pludselig kan man ikke rigtig komme i tanker om, at man nogensinde har haft succes med noget. det spreder sig som tråde ud i ens liv og man mister sin selvtillid og tænker, at andre tænker at man ikke dur.

samtidig skal man tage mod til behandlingen i sig selv. det er frygteligt uoverskueligt når man har været til den første samtale. der er ingen der taler om at man er et nervevrag og at man sidder og bider sig i kinden under hele samtalen for ikke at begynde at tude. der bliver talt fakta og de fakta er ikke letfordøjelige! man skal stoppes fuld af hormoner. man skal tage sprøjter - SELV. man skal undersøges MANGE gange og med få dages varsel hver eneste cyklus. og disse undersøgelser består primært af indvendige scanninger, hvilket er meget grænseoverskridende for mange kvinder - bl.a. mig der før hele dette cirkus var sikker på jeg skulle have planlagt kejsersnit fordi jeg er incest barn og kun havde fået lavet to underlivsundersøgelser selvom jeg var 27 af bare skræk for at blive rodet ved "dernede". desuden er disse scanninger ofte smertefulde, ligesom behandlingen i sig selv kan være smertefuld. og uanset hvad har de fleste en reaktion på hormonerne, der føles ligesom ens værste menstruationshumør gange 10! man laver desuden mange flere æg end normalt, og det spænder for mig så meget i underlivet, at jeg ikke kan stå oprejst i ca 3 dage omkring ægløsning.

man sidder i venterummet på klinikken og kigger rundt på de andre der også sidder der og kan slet ikek forstå at man er havnet her. jeg har i et år nægtet at hilse på nogen i venterummet - selvom der er flere der har sagt hej til mig - fordi jeg ikke ville være "en af dem".

ikke mindst er der udsigten til, at man lige pludselig løber tør for forsøg på i det offentlige uden at være blevet gravid. hvad gør man så? har man råd til privatklinik? JA, det er pengene værd, men HAR man pengene????

hvis man bliver gravid, hvad så næste gang? kan man få mere end eet barn? nogle vil måske mene, at "det må jo så også være fint", men når man har troet at man - ligesom de fleste andre - selv kunne få lov at bestemme hvor mange børn man ville have og hvornår man ville have dem, er det utrolig hårdt at skulle acceptere, at det overhovedet ikke er op til en selv og den børneflok man måske har drømt om siden man var lille, den får man højst sandsynligt ikke. hvis man da overhovedet får et enkelt!

oveni det hele er der den konstante tanke, at for nogle lykkedes det bare IKKE. og man kan jo sagtens være "en af dem". hvad hvis man aldrig nogensinde får et barn? kan man overhovedet tænke den tanke til ende uden at føle at al luften bliver slået ud af maven? det er en meget omfattende sorg, for hvis man ikke bliver mor, så bliver man heller ikke mormor eller farmor eller oldemor. Det er altså ikke "bare" een rolle man skal acceptere at man ikke får lov at spille, det er mange. roller som for langt de fleste kommer helt naturligt, endda uventet og nogle gange uvelkomment.

det har ikke noget at gøre med, at man gerne vil være perfekt og gøre ALTING korrekt (amme et år, føde hjemme, blive tynd kort efter fødslen), det har noget at gøre med sorgen over ikke at få et barn, som man allerede elsker utrolig højt. det føles på mange måder som om man har MISTET det barn, inden det overhovedet kom til verden.

 

det lyder måske rigtig hårdt og arrigt det her indlæg, men folk der ikke er ufrivilligt barnløse har INGEN ide om hvor stor en smerte det er og hvor svært det er at leve med dag ud og dag ind. Og når du så samtidig skriver sådan som du gør til et menneske i stor sorg, så bliver jeg utrolig stødt. for det handler på ingen måde om at ville være perfekt, det handler om, at man forsøger at overleve og komme igennem den sorg. og at hver eneste beslutning i den forbindelse giver ny sorg.

jeg har selv været i barnløshedsbehandling i et år, 6 IUI behandlinger, og jeg er alligevel i en helt ny sorg over, at vi skal videre til IVF.

jeg håber du og alle andre der læser dette håbløst lange indlæg forstår hvad jeg prøver at sige og tænker jer lidt mere om inden I skriver til "os". I er MEGET velkomne herinde, men I må forstå at vi er skrøbelige mennesker når det gælder vores barnløshed.

 

Altså Trine, du kan bare noget med ord!!!!!! Du rammer bare så plet hver evig eneste gang!!!!!! Og skriver virkelig så jeg sidder og tænker : ja, ja det er lige sådan det er!!!!! Selvom jeg ikke længere er ufrivillig barnløs sidder de 7 års kamp stadig dybt dybt i min krop, og vil være der for altid.

Til Kitty: Du får lige et kæmpe  

Mange tanker fra

Lisbeth

jeg må sige, at jeg, som ufrivillig barnløs, bliver meget stødt over dit indlæg til tråden, Bavianis. Det er virkelig nedladende at trække alting sammen til et "ked af jeg ikke ammede, ked af jeg ikke blev tynd dagen efter, ked af jeg ikke fødte derhjemme"...det er slet ikke det det handler om! det handler ikke om perfekte ting, det handler om, at man er PISSEbange for, at det overhovedet ikke kan lade sig gøre - NOGENSINDE - at få et barn!

man går som ufrivillig barnløs igennem en meget lang sorgperiode hvor man ikke forstår hvorfor man ikke kan få det til at lykkedes når nu man gør ALTING korrekt. Det begynder langsomt at slide på ens forhold og tanken om at "hvis jeg var sammen med en anden havde vi sikkert fået børn nu" melder sig sammen med følelsen af, at man ikke er en ordentlig kvinde når man ikke kan give liv. Så begynder ens sexliv at blive fuldkommen automatisk: vi gør det udelukkende for at undfange et barn. og intet sker og man kan ikke snakke om det fordi det gør skidehamrende ondt i ens hjerte, for man kan MÆRKE det barn i sine arme, men man kan ikke få lov til at holde det!

Når man beslutter sig for at gå videre til behandling starter en helt ny sorg. man indser, at man IKKE får børn naturligt og man føler sig som en kæmpe fiasko - helt på ny. og man er hunderæd for alle de undersøgelser og tests man skal igennem. er der noget galt med en? er der noget galt med ens mand? og hvad nu hvis man selv virker og ens mand ikke gør? og hvad nu hvis det er omvendt, vil han så blive? man går ikke "bare lige" videre til behandling, man græder og sørger i en periode og så finder man - meget langsomt - modet til at komme videre og forsøger at se det positivt, at "det kan lykkes" - måske - med behandling. men man kommer i en bås, man bliver ufrivilligt barnløs FOR ALVOR og det er et mærkat der meget hurtigt kan komme til at fylde hele ens bevidsthed. man syntes man er sådan en fiasko fordi man ikke kan få børn sammen med det menneske man elsker allerhøjest, og lige pludselig kan man ikke rigtig komme i tanker om, at man nogensinde har haft succes med noget. det spreder sig som tråde ud i ens liv og man mister sin selvtillid og tænker, at andre tænker at man ikke dur.

samtidig skal man tage mod til behandlingen i sig selv. det er frygteligt uoverskueligt når man har været til den første samtale. der er ingen der taler om at man er et nervevrag og at man sidder og bider sig i kinden under hele samtalen for ikke at begynde at tude. der bliver talt fakta og de fakta er ikke letfordøjelige! man skal stoppes fuld af hormoner. man skal tage sprøjter - SELV. man skal undersøges MANGE gange og med få dages varsel hver eneste cyklus. og disse undersøgelser består primært af indvendige scanninger, hvilket er meget grænseoverskridende for mange kvinder - bl.a. mig der før hele dette cirkus var sikker på jeg skulle have planlagt kejsersnit fordi jeg er incest barn og kun havde fået lavet to underlivsundersøgelser selvom jeg var 27 af bare skræk for at blive rodet ved "dernede". desuden er disse scanninger ofte smertefulde, ligesom behandlingen i sig selv kan være smertefuld. og uanset hvad har de fleste en reaktion på hormonerne, der føles ligesom ens værste menstruationshumør gange 10! man laver desuden mange flere æg end normalt, og det spænder for mig så meget i underlivet, at jeg ikke kan stå oprejst i ca 3 dage omkring ægløsning.

man sidder i venterummet på klinikken og kigger rundt på de andre der også sidder der og kan slet ikek forstå at man er havnet her. jeg har i et år nægtet at hilse på nogen i venterummet - selvom der er flere der har sagt hej til mig - fordi jeg ikke ville være "en af dem".

ikke mindst er der udsigten til, at man lige pludselig løber tør for forsøg på i det offentlige uden at være blevet gravid. hvad gør man så? har man råd til privatklinik? JA, det er pengene værd, men HAR man pengene????

hvis man bliver gravid, hvad så næste gang? kan man få mere end eet barn? nogle vil måske mene, at "det må jo så også være fint", men når man har troet at man - ligesom de fleste andre - selv kunne få lov at bestemme hvor mange børn man ville have og hvornår man ville have dem, er det utrolig hårdt at skulle acceptere, at det overhovedet ikke er op til en selv og den børneflok man måske har drømt om siden man var lille, den får man højst sandsynligt ikke. hvis man da overhovedet får et enkelt!

oveni det hele er der den konstante tanke, at for nogle lykkedes det bare IKKE. og man kan jo sagtens være "en af dem". hvad hvis man aldrig nogensinde får et barn? kan man overhovedet tænke den tanke til ende uden at føle at al luften bliver slået ud af maven? det er en meget omfattende sorg, for hvis man ikke bliver mor, så bliver man heller ikke mormor eller farmor eller oldemor. Det er altså ikke "bare" een rolle man skal acceptere at man ikke får lov at spille, det er mange. roller som for langt de fleste kommer helt naturligt, endda uventet og nogle gange uvelkomment.

det har ikke noget at gøre med, at man gerne vil være perfekt og gøre ALTING korrekt (amme et år, føde hjemme, blive tynd kort efter fødslen), det har noget at gøre med sorgen over ikke at få et barn, som man allerede elsker utrolig højt. det føles på mange måder som om man har MISTET det barn, inden det overhovedet kom til verden.

 

det lyder måske rigtig hårdt og arrigt det her indlæg, men folk der ikke er ufrivilligt barnløse har INGEN ide om hvor stor en smerte det er og hvor svært det er at leve med dag ud og dag ind. Og når du så samtidig skriver sådan som du gør til et menneske i stor sorg, så bliver jeg utrolig stødt. for det handler på ingen måde om at ville være perfekt, det handler om, at man forsøger at overleve og komme igennem den sorg. og at hver eneste beslutning i den forbindelse giver ny sorg.

jeg har selv været i barnløshedsbehandling i et år, 6 IUI behandlinger, og jeg er alligevel i en helt ny sorg over, at vi skal videre til IVF.

jeg håber du og alle andre der læser dette håbløst lange indlæg forstår hvad jeg prøver at sige og tænker jer lidt mere om inden I skriver til "os". I er MEGET velkomne herinde, men I må forstå at vi er skrøbelige mennesker når det gælder vores barnløshed.

 

Puha! Jeg sidder med en klump i halsen og tårer i øjnene...

Dit indlæg gik rent ind, og jeg måtte bare kommentere det, selvom det ikke er rettet til mig...

Jeg tror, at det først er nu, at jeg indser hvor hårdt og sorgfyldt det må være at være en del af kategorien "Ufrivillig barnløs". Jeg er hverken gravid eller hører under kategorien (endnu), og jeg kan ikke sige, at jeg ved hvad i må gennemgå, men jeg kan, efter at have læst dit indlæg, bedre sætte mig ind i omfanget af de tanker I går med.

Jeg anerkender jeres kamp, desperation og sorg, og jeg håber at den trods alt resulterer i noget godt.

Mange tanker fra Rikke, som måske engang bliver en af jer  - hvem ved?

Alexis skriver:

Bavianis: Jeg ved ik om det var så hårdt ment det du skriver her, men jeg er ret enig med Thjul. Synes ikke den fremstilling er helt fair... Langt fra faktisk.

Barnløshed er et noget større problem end gevinst i første forsøg, minus stækmærker og Size 0 bukser efter en uge... Det handler om reel personlig, og meget alvorlig krise - ikke luksusproblemer. Og der er uanset om man er 24, 28, 38, osv osv..

Correct me hvis jeg/vi har opfatten det helt forkert... Men det var bare lige min reaktion på dit indlæg til Kitty...

jeg tror heller ikke Bavianis mener det så hårdt, hun plejer at være en dejlig gæv kvinde.

jeg bliver bare selv utrolig ked af det over den slags "kommentarer" og går fuldkommen i forsvarsposition, og så tænkte jeg, at istedet for at råbe og skrige, så skulle man måske forsøge at forklare ned i detaljer hvor omfattende en sorg barnløshed er

lisbeth2910 skriver:

Altså Trine, du kan bare noget med ord!!!!!! Du rammer bare så plet hver evig eneste gang!!!!!! Og skriver virkelig så jeg sidder og tænker : ja, ja det er lige sådan det er!!!!! Selvom jeg ikke længere er ufrivillig barnløs sidder de 7 års kamp stadig dybt dybt i min krop, og vil være der for altid.

Til Kitty: Du får lige et kæmpe  

Mange tanker fra

Lisbeth

ja, selvfølgelig gør de det! jeg kan slet ikke forestille mig nogensinde at slippe af med mærkatet ufrivillig barnløs, men hvis det en dag sker, så ændrer det jo ikke ved de ting vi har været igennem for at skrælle det mærkat af

det er også det, at når man først går i behandling, så er HELE end hverdag koncentreret om kampen, det er ikke bare lidt sex på bestemte tidspunkter af cyklus, det er hver dag hele dagen i en hel cyklus.

MEN! så er der jo sådan nogle kvinder som dig, der har været i helvede og retur - flere gange - og som alligevel ender med en lykkelig familie, og du er i hvert fald den der strålende positivitet der får mig til at tænke, at det KAN lykkes når jeg syntes det ser allersortest ud

Riksen skriver:

Puha! Jeg sidder med en klump i halsen og tårer i øjnene...

Dit indlæg gik rent ind, og jeg måtte bare kommentere det, selvom det ikke er rettet til mig...

Jeg tror, at det først er nu, at jeg indser hvor hårdt og sorgfyldt det må være at være en del af kategorien "Ufrivillig barnløs". Jeg er hverken gravid eller hører under kategorien (endnu), og jeg kan ikke sige, at jeg ved hvad i må gennemgå, men jeg kan, efter at have læst dit indlæg, bedre sætte mig ind i omfanget af de tanker I går med.

Jeg anerkender jeres kamp, desperation og sorg, og jeg håber at den trods alt resulterer i noget godt.

Mange tanker fra Rikke, som måske engang bliver en af jer  - hvem ved?

jeg er glad for, at det er til at forstå selvom man ikke er ufrivillig barnløs

og jeg håber så inderligt at du ALDRIG kommer i vores gruppe - men hvis du gør, så er der et fantastisk netværk herinde

Tjuhl skriver:

jeg må sige, at jeg, som ufrivillig barnløs, bliver meget stødt over dit indlæg til tråden, Bavianis. Det er virkelig nedladende at trække alting sammen til et "ked af jeg ikke ammede, ked af jeg ikke blev tynd dagen efter, ked af jeg ikke fødte derhjemme"...det er slet ikke det det handler om! det handler ikke om perfekte ting, det handler om, at man er PISSEbange for, at det overhovedet ikke kan lade sig gøre - NOGENSINDE - at få et barn!

man går som ufrivillig barnløs igennem en meget lang sorgperiode hvor man ikke forstår hvorfor man ikke kan få det til at lykkedes når nu man gør ALTING korrekt. Det begynder langsomt at slide på ens forhold og tanken om at "hvis jeg var sammen med en anden havde vi sikkert fået børn nu" melder sig sammen med følelsen af, at man ikke er en ordentlig kvinde når man ikke kan give liv. Så begynder ens sexliv at blive fuldkommen automatisk: vi gør det udelukkende for at undfange et barn. og intet sker og man kan ikke snakke om det fordi det gør skidehamrende ondt i ens hjerte, for man kan MÆRKE det barn i sine arme, men man kan ikke få lov til at holde det!

Når man beslutter sig for at gå videre til behandling starter en helt ny sorg. man indser, at man IKKE får børn naturligt og man føler sig som en kæmpe fiasko - helt på ny. og man er hunderæd for alle de undersøgelser og tests man skal igennem. er der noget galt med en? er der noget galt med ens mand? og hvad nu hvis man selv virker og ens mand ikke gør? og hvad nu hvis det er omvendt, vil han så blive? man går ikke "bare lige" videre til behandling, man græder og sørger i en periode og så finder man - meget langsomt - modet til at komme videre og forsøger at se det positivt, at "det kan lykkes" - måske - med behandling. men man kommer i en bås, man bliver ufrivilligt barnløs FOR ALVOR og det er et mærkat der meget hurtigt kan komme til at fylde hele ens bevidsthed. man syntes man er sådan en fiasko fordi man ikke kan få børn sammen med det menneske man elsker allerhøjest, og lige pludselig kan man ikke rigtig komme i tanker om, at man nogensinde har haft succes med noget. det spreder sig som tråde ud i ens liv og man mister sin selvtillid og tænker, at andre tænker at man ikke dur.

samtidig skal man tage mod til behandlingen i sig selv. det er frygteligt uoverskueligt når man har været til den første samtale. der er ingen der taler om at man er et nervevrag og at man sidder og bider sig i kinden under hele samtalen for ikke at begynde at tude. der bliver talt fakta og de fakta er ikke letfordøjelige! man skal stoppes fuld af hormoner. man skal tage sprøjter - SELV. man skal undersøges MANGE gange og med få dages varsel hver eneste cyklus. og disse undersøgelser består primært af indvendige scanninger, hvilket er meget grænseoverskridende for mange kvinder - bl.a. mig der før hele dette cirkus var sikker på jeg skulle have planlagt kejsersnit fordi jeg er incest barn og kun havde fået lavet to underlivsundersøgelser selvom jeg var 27 af bare skræk for at blive rodet ved "dernede". desuden er disse scanninger ofte smertefulde, ligesom behandlingen i sig selv kan være smertefuld. og uanset hvad har de fleste en reaktion på hormonerne, der føles ligesom ens værste menstruationshumør gange 10! man laver desuden mange flere æg end normalt, og det spænder for mig så meget i underlivet, at jeg ikke kan stå oprejst i ca 3 dage omkring ægløsning.

man sidder i venterummet på klinikken og kigger rundt på de andre der også sidder der og kan slet ikek forstå at man er havnet her. jeg har i et år nægtet at hilse på nogen i venterummet - selvom der er flere der har sagt hej til mig - fordi jeg ikke ville være "en af dem".

ikke mindst er der udsigten til, at man lige pludselig løber tør for forsøg på i det offentlige uden at være blevet gravid. hvad gør man så? har man råd til privatklinik? JA, det er pengene værd, men HAR man pengene????

hvis man bliver gravid, hvad så næste gang? kan man få mere end eet barn? nogle vil måske mene, at "det må jo så også være fint", men når man har troet at man - ligesom de fleste andre - selv kunne få lov at bestemme hvor mange børn man ville have og hvornår man ville have dem, er det utrolig hårdt at skulle acceptere, at det overhovedet ikke er op til en selv og den børneflok man måske har drømt om siden man var lille, den får man højst sandsynligt ikke. hvis man da overhovedet får et enkelt!

oveni det hele er der den konstante tanke, at for nogle lykkedes det bare IKKE. og man kan jo sagtens være "en af dem". hvad hvis man aldrig nogensinde får et barn? kan man overhovedet tænke den tanke til ende uden at føle at al luften bliver slået ud af maven? det er en meget omfattende sorg, for hvis man ikke bliver mor, så bliver man heller ikke mormor eller farmor eller oldemor. Det er altså ikke "bare" een rolle man skal acceptere at man ikke får lov at spille, det er mange. roller som for langt de fleste kommer helt naturligt, endda uventet og nogle gange uvelkomment.

det har ikke noget at gøre med, at man gerne vil være perfekt og gøre ALTING korrekt (amme et år, føde hjemme, blive tynd kort efter fødslen), det har noget at gøre med sorgen over ikke at få et barn, som man allerede elsker utrolig højt. det føles på mange måder som om man har MISTET det barn, inden det overhovedet kom til verden.

 

det lyder måske rigtig hårdt og arrigt det her indlæg, men folk der ikke er ufrivilligt barnløse har INGEN ide om hvor stor en smerte det er og hvor svært det er at leve med dag ud og dag ind. Og når du så samtidig skriver sådan som du gør til et menneske i stor sorg, så bliver jeg utrolig stødt. for det handler på ingen måde om at ville være perfekt, det handler om, at man forsøger at overleve og komme igennem den sorg. og at hver eneste beslutning i den forbindelse giver ny sorg.

jeg har selv været i barnløshedsbehandling i et år, 6 IUI behandlinger, og jeg er alligevel i en helt ny sorg over, at vi skal videre til IVF.

jeg håber du og alle andre der læser dette håbløst lange indlæg forstår hvad jeg prøver at sige og tænker jer lidt mere om inden I skriver til "os". I er MEGET velkomne herinde, men I må forstå at vi er skrøbelige mennesker når det gælder vores barnløshed.

 

Hvor er det bare godt skrevet trine! Tror lige du har formået at skrive ALT  hvad jeg har gået og tænkt og følt i de to år hvor vi forgæves har forsøgt....

Alt i ens verden bliver vendt op og ned... man kan græde over de mindste ting, man ligger søvnløs hver gang ens mens melder sig... Og når så behandlingen endelig er igang skal man overvinde nåle, kunstige hormoner, tanken om at det måske aldrig lykkes, penge til medicin osv osv...

Min kæreste og jeg fik selv tilbudet om IVF i Juli 09 - vi kunne starte med det samme... men først her i jan. 2010 blev vi "klar" til det.... der har været SÅ MANGE overvejelser.... oven i jeg lige skulle sluge at det var MIG som ikke var så super frugtbar... det er den størte beslutning at "slippe taget" over sin egen krop for en overgang til hormoner osv, og Kitty jeg kan kun sige at jeg SÅ GODT forstår jeres tanker, og i skal bare mærke efter helt inde i jer selv hvad der er det rigtige for jer

ps. alder og behandling har intet med hinanden at gøre.... ønsket er lige stort og frustrerende om man er 20 eller 30 osv... !

Knus Vinni!

Jeg kan kun sige mig 100% enig med Trine og de andre. Synes heller ikke dit indlæg var passende, rart (var faktisk direkte ubehageligt) eller gennemtænkt, Baviavis.

Trine, du rammer alt hvad jeg tror samtlige barnløse føler. Føler det også selv, selvom jeg dog ikke har prøvet så længe som jer. Håbet svinder mere og mere for hver gang mens dukker op. Og kan kun forestille mig at det må være endnu hårdere når man er i behandling, og det så ikke lykkes der. For så har man ikke helt så mange muligheder tilbage jo, og tanken om "sker det nogensinde" vokser mere og mere. At være ufrivilligt barnløs er slet ikke så overfladisk som om man får strækmærker eller ikke kan komme i sine bukser før flere år efter fødsel. For helvede da, jeg ville ELSKE at få strækmærker pga. en graviditet, jeg ville ELSKE at stå op midt om natten til mit grædende barn. Men kan jo ikke lade vær at tænke om det mon nogensinde sker.

Til Kitty; du ved hvor meget jeg hepper på at jeres drømmebaby finder vej til jer, med eller uden behandling.

TAK! tak Tjuhl!

Jeg sider her med tårerne trillende. Det er dét jeg føler.. Men jeg kommer aldrig til at skrive det så uddybende og følelsesfremkaldende som du... Jeg er gald for du vil dele, det betyder megt for mig, her hvor jeg står nu.

Jeg står ved en skillevej i min tilværelse. Jeg kommer til at tænke på Robert Frost' digt "The road not taken".. og jeg ved ikke hvorfor det dukker op.. Men jeg føler jeg står i den skov, og ved ikke om jeg skal fortsætte ud af det spor jeg er i, eller dreje af og tage en anden vej.. Behandlingen. Jeg kan kun se til svinget i skoven.. Derefter ved jeg ikke, hvad der kommer... Jeg kan sige ja til behandlingen.. Men jeg ved ikke, hvad det medfører. Jeg ved ikke hvorfor det dukkede op i mit hovede, men det gjorde det..

Det du skriver.. Det er alle de tanker jeg går med nu. Bare på en lidt anden måde. For jeg har ikke været i behandlingen, og jeg har ikke siddet i venteværeldet. Jeg har ikke stukket i mig selv, eller er blevet scannet et utal af gange på en uge... Men jeg forestiller mig at sidde i den position, og det er dér filmen knækker. Jeg vil ikke være én af dem.. Jeg vil være kvinde. Kunne give liv til et barn skabt af kærlighed og ikke af "sex hver 2-3 dag, det er bedst siger bla bla bla", eller med mærkatet "fertilitetsklinik" ligesom made in china... Jeg vil også skide unger ud på samlebånd, undskyld sproget, og sige Torsdag kl 12 har jeg ÆL, og det ville passe perfekt med ferie og eksamener at få et barn om 9 måneder. Det gør vi! Men det kommer aldrig til at ske.

Måske bliver jeg aldrig mor. Måske kommer jeg aldrig til at bære et hjerte under mit. Føle et barn sparke, kæmpe mig igennem en fødsel.. Men det sværeste vil næsten være ikke at se min dejlige kæreste som stolt far.. Det vil være min skyld at han bliver snydt.. Havde han valgt en anden havde de måske to børn nu.. Og havde jeg en anden, havde vi måske også. Men nu er det sådan at VI er sammen, og VI ønsker et barn.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive mere.. Jeg er tom for ord og fuld af tårer... Men endnu engang TAK for al den hjælp du giver mig i denne tid! Det gør det hele bare en anelse lettere!

du har så meget ret thjul ( trine)

det er også sådan jeg har det

Tjuhl skriver:

jeg må sige, at jeg, som ufrivillig barnløs, bliver meget stødt over dit indlæg til tråden, Bavianis. Det er virkelig nedladende at trække alting sammen til et "ked af jeg ikke ammede, ked af jeg ikke blev tynd dagen efter, ked af jeg ikke fødte derhjemme"...det er slet ikke det det handler om! det handler ikke om perfekte ting, det handler om, at man er PISSEbange for, at det overhovedet ikke kan lade sig gøre - NOGENSINDE - at få et barn!

man går som ufrivillig barnløs igennem en meget lang sorgperiode hvor man ikke forstår hvorfor man ikke kan få det til at lykkedes når nu man gør ALTING korrekt. Det begynder langsomt at slide på ens forhold og tanken om at "hvis jeg var sammen med en anden havde vi sikkert fået børn nu" melder sig sammen med følelsen af, at man ikke er en ordentlig kvinde når man ikke kan give liv. Så begynder ens sexliv at blive fuldkommen automatisk: vi gør det udelukkende for at undfange et barn. og intet sker og man kan ikke snakke om det fordi det gør skidehamrende ondt i ens hjerte, for man kan MÆRKE det barn i sine arme, men man kan ikke få lov til at holde det!

Når man beslutter sig for at gå videre til behandling starter en helt ny sorg. man indser, at man IKKE får børn naturligt og man føler sig som en kæmpe fiasko - helt på ny. og man er hunderæd for alle de undersøgelser og tests man skal igennem. er der noget galt med en? er der noget galt med ens mand? og hvad nu hvis man selv virker og ens mand ikke gør? og hvad nu hvis det er omvendt, vil han så blive? man går ikke "bare lige" videre til behandling, man græder og sørger i en periode og så finder man - meget langsomt - modet til at komme videre og forsøger at se det positivt, at "det kan lykkes" - måske - med behandling. men man kommer i en bås, man bliver ufrivilligt barnløs FOR ALVOR og det er et mærkat der meget hurtigt kan komme til at fylde hele ens bevidsthed. man syntes man er sådan en fiasko fordi man ikke kan få børn sammen med det menneske man elsker allerhøjest, og lige pludselig kan man ikke rigtig komme i tanker om, at man nogensinde har haft succes med noget. det spreder sig som tråde ud i ens liv og man mister sin selvtillid og tænker, at andre tænker at man ikke dur.

samtidig skal man tage mod til behandlingen i sig selv. det er frygteligt uoverskueligt når man har været til den første samtale. der er ingen der taler om at man er et nervevrag og at man sidder og bider sig i kinden under hele samtalen for ikke at begynde at tude. der bliver talt fakta og de fakta er ikke letfordøjelige! man skal stoppes fuld af hormoner. man skal tage sprøjter - SELV. man skal undersøges MANGE gange og med få dages varsel hver eneste cyklus. og disse undersøgelser består primært af indvendige scanninger, hvilket er meget grænseoverskridende for mange kvinder - bl.a. mig der før hele dette cirkus var sikker på jeg skulle have planlagt kejsersnit fordi jeg er incest barn og kun havde fået lavet to underlivsundersøgelser selvom jeg var 27 af bare skræk for at blive rodet ved "dernede". desuden er disse scanninger ofte smertefulde, ligesom behandlingen i sig selv kan være smertefuld. og uanset hvad har de fleste en reaktion på hormonerne, der føles ligesom ens værste menstruationshumør gange 10! man laver desuden mange flere æg end normalt, og det spænder for mig så meget i underlivet, at jeg ikke kan stå oprejst i ca 3 dage omkring ægløsning.

man sidder i venterummet på klinikken og kigger rundt på de andre der også sidder der og kan slet ikek forstå at man er havnet her. jeg har i et år nægtet at hilse på nogen i venterummet - selvom der er flere der har sagt hej til mig - fordi jeg ikke ville være "en af dem".

ikke mindst er der udsigten til, at man lige pludselig løber tør for forsøg på i det offentlige uden at være blevet gravid. hvad gør man så? har man råd til privatklinik? JA, det er pengene værd, men HAR man pengene????

hvis man bliver gravid, hvad så næste gang? kan man få mere end eet barn? nogle vil måske mene, at "det må jo så også være fint", men når man har troet at man - ligesom de fleste andre - selv kunne få lov at bestemme hvor mange børn man ville have og hvornår man ville have dem, er det utrolig hårdt at skulle acceptere, at det overhovedet ikke er op til en selv og den børneflok man måske har drømt om siden man var lille, den får man højst sandsynligt ikke. hvis man da overhovedet får et enkelt!

oveni det hele er der den konstante tanke, at for nogle lykkedes det bare IKKE. og man kan jo sagtens være "en af dem". hvad hvis man aldrig nogensinde får et barn? kan man overhovedet tænke den tanke til ende uden at føle at al luften bliver slået ud af maven? det er en meget omfattende sorg, for hvis man ikke bliver mor, så bliver man heller ikke mormor eller farmor eller oldemor. Det er altså ikke "bare" een rolle man skal acceptere at man ikke får lov at spille, det er mange. roller som for langt de fleste kommer helt naturligt, endda uventet og nogle gange uvelkomment.

det har ikke noget at gøre med, at man gerne vil være perfekt og gøre ALTING korrekt (amme et år, føde hjemme, blive tynd kort efter fødslen), det har noget at gøre med sorgen over ikke at få et barn, som man allerede elsker utrolig højt. det føles på mange måder som om man har MISTET det barn, inden det overhovedet kom til verden.

 

det lyder måske rigtig hårdt og arrigt det her indlæg, men folk der ikke er ufrivilligt barnløse har INGEN ide om hvor stor en smerte det er og hvor svært det er at leve med dag ud og dag ind. Og når du så samtidig skriver sådan som du gør til et menneske i stor sorg, så bliver jeg utrolig stødt. for det handler på ingen måde om at ville være perfekt, det handler om, at man forsøger at overleve og komme igennem den sorg. og at hver eneste beslutning i den forbindelse giver ny sorg.

jeg har selv været i barnløshedsbehandling i et år, 6 IUI behandlinger, og jeg er alligevel i en helt ny sorg over, at vi skal videre til IVF.

jeg håber du og alle andre der læser dette håbløst lange indlæg forstår hvad jeg prøver at sige og tænker jer lidt mere om inden I skriver til "os". I er MEGET velkomne herinde, men I må forstå at vi er skrøbelige mennesker når det gælder vores barnløshed.

 

Vil bare sige det er et meget flot, personligt, modigt og meget rørede indlæg.

Selv om vores kamp om at få et barn "kun" tog et år så genkender jeg mange af de følelser du beskriver man må igennem og hvordan det påvirker en og hvilken sorg det er. I sær når alle omkring en "overhaler indenom" og får et eller flere børn mens man stadig selv kæmper.  Det er benhårdt! Og jeg kan kun forestille mig at jo længere i forløbet man kommer, jo flere år der går og behandlinger man må igennem jo dybere må sorgen også være.

Jeg ved godt at mit ønske ikke kan gøre en reel forskel, men jeg ønsker af hele mit hjerte at det må lykkes for dig, Kitty og andre herinde der kæmper så bravt at I må få jeres ønskebarn/-børn snarest!