Kan ikke slippe det.

Anonym skriver:

Jeg tror kommentaren var velment og læser den hverken som ufølsom eller uempatisk og andre nævner faktisk de samme ting. Men det kommer vel an på hvad du havde håbet på af svar...

Hvis du hverken kan eller vil have flere børn men kan ikke slippe tanken om det, tror du så ikke det måske vil hjælpe at tale med en professionel om det?... 

Jeg læser den ikke som konstruktiv. 

Hvordan er få en hoppy og vil du bare stryges med hårene, konstruktiv? 

lineog4 skriver:

Kære du

Der er ingen gode råd. Hobbyer, acceptere og meget mere hjælper præcis ingen ting, for det handler om tanker og følelser. 

Jo det kan være fornuftigt at tale med psykolog som formodentlig også vil snakke med dig om at rumme den sorg du har. Du kan måske også tage kontakt til forældre og sorg og tale med ligesindede - gav mig langt mere end en psykolog. Netop det at kunne spejle sig og vide man er altså ikke helt tosset.

Så nu vil jeg give dig lidt af min historie, så kan det være du kan spejle dig i den. 

Modsat dig har jeg hverken svært ved at blive gravid eller gennemføre graviditet, men lige som dig har jeg mistet mit andet barn. Min datter Lia blev født 4 dage over termin tilsyneladende helt igennem perfekt, men hun gemte på en hemmelighed. Et lille hjerte som ikke var udviklet som det skulle og hun døde derfor pludseligt 4 dage gammel. 

I begyndelsen var ideen om endnu et barn slet ikke realistisk, men der gik kun kort tid, så var jagten på en graviditet sat ind. Jeg blev hurtig gravid, en graviditet midt i en sorg så stor, så jeg egentlig ikke kunne forholde mig til at være gravid og elske det lille væsen. Det viste sig, at min mave gemte på en lille dreng og det kunne jeg bruge som undskyldning for ikke at knytte mig fordi det var forbundet med en potentiel sorg som jeg ikke kunne rumme igen. 

Han blev født, og jeg tog afstand. 7 uger gik der før jeg elskede og før jeg ikke mente, at jeg ville bytte ham med min døde datter, hvis jeg fik muligheden.

Men han var ikke nok. Jeg hadede mig selv for den følelse, hadede mig selv for ikke bare at kunne nyde mine to børn. Hele min verden drejede sig om babyer, store maver, familier med to piger. Gik jeg en tur, så så jeg barnevogne alle vegne. 

Jeg vidste, at vi ikke skulle have flere børn. Jeg spiste p-piller og var som du ikke skuffet, men alligevel fik jeg et lille stik hver måned (det skal siges min store datter er lavet på p-piller). Jeg foreslog manden at blive steriliseret, da det var ham der ikke ville have flere børn og så jeg måske kunne slippe tanken - men det ville han ikke. 

Jeg endte med at blive gravid, fik endnu en søn og kunne mærke jeg var ved at finde en ro, men jeg så stadig barnevogne, babymaver osv alle vegne. 

En jul var vi i Tivoli og noget skete, jeg opdagede at jeg kiggede på mænd. Det var helt fantastisk, jeg opdagede ikke kvindernes maver eller barnevognen i deres hænder, men jeg lod mærke til alle de flotte mænd (jeg fik en ny hobby ha ha ha ). 

Hvad der hjalp aner jeg ikke andet end tiden og min accept af min sorg, accept af min misundelse, og at tale om det og netop ikke møde: få dig en hobby, men møde øre der lyttede, for jeg vidste jo godt at jeg ikke skulle have flere børn, jeg vidste jo godt det var dumt, jeg vidste jo godt jeg burde fokusere på noget andet- men jeg kunne jo for fanden ikke.

Det tog 7 år, 7 år hvor alt min opmærksomhed var centreret om babyer, børn, gravide. Jeg kan stadig få et stik i hjertet, brysterne kan føles som når mælken løber til, og jeg kan stadig stryge hånden over maven og tænke: bare en gang til. Det er 15 år siden min datter døde, og med hendes død ændrede jeg mig. Jeg smed karriere på hold  for at være MOR, jeg havde kun fokus på den del af livet. Nu er jeg ved at finde Line igen, og nej hvor er det skønt. Jeg er stadig vild med babyer, men er helt sikker på den næste i familien ikke skal komme fra min mave. 

Så kæmpe kram til dig, mit råd må være find nogle ligesindede, nogle hvor det er okay at drømme om den baby der aldrig skal komme, om den lykkelige graviditet, hvor man skriver sin terminsdag i kalenderen og så ved (tror man) at der er livet lyserødt. Det har du aldrig fået hele vejen  og du vil aldrig få det hele vejen. Den skønne naivitet, den skønne tro på livet og lykken. Den hvirnman tror at sorg kan forsvinde med en hobby og et andet perspektiv 

Tusind tak for dine skønne beskeder

Du fanger essensen så fint. Det er en process jeg skal igennem. 

Jeg har været i psykolog forløb, det fik jeg ikke meget ud af. Tale med ligesindede har hjulpet i perioder. 

Jeg tror ærligt også det er fordi vi nærmer os min søns fødselsdag

Anonym skriver:

Tusind tak for dine skønne beskeder

Du fanger essensen så fint. Det er en process jeg skal igennem. 

Jeg har været i psykolog forløb, det fik jeg ikke meget ud af. Tale med ligesindede har hjulpet i perioder. 

Jeg tror ærligt også det er fordi vi nærmer os min søns fødselsdag

Det er 15 år siden min datter døde, og mærkedage ripper stadig op i alt, men det kan også bare være et ord, en lugt, den over glade mor med sin datter  på vejen eller ja små ting som sætter alt i bevægelse igen.

Jeg kender sorgen, hullet og manglen så godt nu, så jeg bare kan nikke goddag, være nysgerrig på om det er et af de store huller eller de små, og ja så kender jeg jo vejen op af hullet - den er hård og gør ondt, men jeg ved, at jeg kan.

Jeg er nået der til, hvor jeg ikke har fokus på drømmen om barnet som ikke skal komme, nu er det mere en vemod, en det kunne have været skønt, men det er okay følelse. 

Det er dog ikke en hemmelighed, at jeg stadig synes babyer er helt fantastiske og jeg stadig kan være misundelig på dem, som tænker det bare handler om at få flyttet tankerne hen på fx en hobby. Jeg kan også stadig føle misundelse på de som skal starte livet som forældre, og som heldigvis forventer det hele bare er let og fantastisk.

At miste forandrer en, og tænker også det at anerkende at ens dyrebareste ikke bare skal skøjte gennem livet også forandrer en. 

Måske du ikke skulle kæmpe imod følelserne, men lære dem at kende. Grine lidt af dem, fortælle dem at jo jo jeg ved godt hvad I vil og mener, men.... sige pænt goddag og så på gensyn for nu skal jeg. Jeg har accepteret den del af mig selv, den totalt irrationelle del, den misundelige del, den sorgfulde del. Jeg har accepteret, at jeg ikke rationelt kan argumentere med mine følelser - tror det er så skide svært at forstå, hvis man ikke har stået i det følelseshav. Kan fx huske, da vi skulle til 3 måneders opfølgning edter min datters død - jeg var følelsesmæssigt så skuffet over, at de ikke til mødet sagde: vi har fundet en løsning, og nu har vi hende her til jer - tag I hjem og nyd at være en familie med to levende børn. Min fornuft vidste jo godt, at det ikke ville ske, men følelser er ikke altid fornuftige og kan ikke styres af hverken psykolog eller hobbyer. Men vi kan lære at rumme dem og tøjle dem. 

Håber I får en god dag for jeres søn selvom den gør ondt. Jeg hvert år, at det er kærligheden som fylder mere end sorgen. Men samtidig er det også dybt ambivalent for det er jo netop i sorgen jeg er tættest på min datter. 

Jeg læser den ikke som konstruktiv. 

Hvordan er få en hoppy og vil du bare stryges med hårene, konstruktiv? 

At have hobbyer er sundt fordi det giver en andre ting at gå op i end at svælge i ens tanker så det er jeg sikker på er godt ment

At stryges med hårene er bare et udtryk, jeg gætter på det er blevet skrevet fordi du virker meget afvisende overfor alles råd om hvordan du måske kan slippe tankerne og komme videre...

Anonym skriver:

At have hobbyer er sundt fordi det giver en andre ting at gå op i end at svælge i ens tanker så det er jeg sikker på er godt ment

At stryges med hårene er bare et udtryk, jeg gætter på det er blevet skrevet fordi du virker meget afvisende overfor alles råd om hvordan du måske kan slippe tankerne og komme videre...

Jeg har hoppyer. Det er naivt, line skriver det så flot, ville ønske at jeg havde den naivitet. At en hoppy kan kurere sorg.

Det råd er givet og er ikke brugbart. Så er den vist lukket nu.

lineog4 skriver:

Det er 15 år siden min datter døde, og mærkedage ripper stadig op i alt, men det kan også bare være et ord, en lugt, den over glade mor med sin datter  på vejen eller ja små ting som sætter alt i bevægelse igen.

Jeg kender sorgen, hullet og manglen så godt nu, så jeg bare kan nikke goddag, være nysgerrig på om det er et af de store huller eller de små, og ja så kender jeg jo vejen op af hullet - den er hård og gør ondt, men jeg ved, at jeg kan.

Jeg er nået der til, hvor jeg ikke har fokus på drømmen om barnet som ikke skal komme, nu er det mere en vemod, en det kunne have været skønt, men det er okay følelse. 

Det er dog ikke en hemmelighed, at jeg stadig synes babyer er helt fantastiske og jeg stadig kan være misundelig på dem, som tænker det bare handler om at få flyttet tankerne hen på fx en hobby. Jeg kan også stadig føle misundelse på de som skal starte livet som forældre, og som heldigvis forventer det hele bare er let og fantastisk.

At miste forandrer en, og tænker også det at anerkende at ens dyrebareste ikke bare skal skøjte gennem livet også forandrer en. 

Måske du ikke skulle kæmpe imod følelserne, men lære dem at kende. Grine lidt af dem, fortælle dem at jo jo jeg ved godt hvad I vil og mener, men.... sige pænt goddag og så på gensyn for nu skal jeg. Jeg har accepteret den del af mig selv, den totalt irrationelle del, den misundelige del, den sorgfulde del. Jeg har accepteret, at jeg ikke rationelt kan argumentere med mine følelser - tror det er så skide svært at forstå, hvis man ikke har stået i det følelseshav. Kan fx huske, da vi skulle til 3 måneders opfølgning edter min datters død - jeg var følelsesmæssigt så skuffet over, at de ikke til mødet sagde: vi har fundet en løsning, og nu har vi hende her til jer - tag I hjem og nyd at være en familie med to levende børn. Min fornuft vidste jo godt, at det ikke ville ske, men følelser er ikke altid fornuftige og kan ikke styres af hverken psykolog eller hobbyer. Men vi kan lære at rumme dem og tøjle dem. 

Håber I får en god dag for jeres søn selvom den gør ondt. Jeg hvert år, at det er kærligheden som fylder mere end sorgen. Men samtidig er det også dybt ambivalent for det er jo netop i sorgen jeg er tættest på min datter. 

Du er fantastisk til at sætte ord på

Jeg har hoppyer. Det er naivt, line skriver det så flot, ville ønske at jeg havde den naivitet. At en hoppy kan kurere sorg.

Det råd er givet og er ikke brugbart. Så er den vist lukket nu.

Der er altså ingen der har sagt noget om at hobbyer kan kurere ens sorg. Desuden var det ikke din sorg du spurgte om råd til, det var din besættelse af at blive gravid...

Hvis det bare er en vane så erstat den med en ny vane. Hvis det er mere end det så søg noget hjælp enten af professionelle eller måske en sorggruppe

Anonym skriver:

Der er altså ingen der har sagt noget om at hobbyer kan kurere ens sorg. Desuden var det ikke din sorg du spurgte om råd til, det var din besættelse af at blive gravid...

Hvis det bare er en vane så erstat den med en ny vane. Hvis det er mere end det så søg noget hjælp enten af professionelle eller måske en sorggruppe

Du bliver ved med at misforstå og jeg kan ikke få dig til at forstå hvad det handler om. Så jeg slutter her  hav en god dag

Der er altså ingen der har sagt noget om at hobbyer kan kurere ens sorg. Desuden var det ikke din sorg du spurgte om råd til, det var din besættelse af at blive gravid...

Hvis det bare er en vane så erstat den med en ny vane. Hvis det er mere end det så søg noget hjælp enten af professionelle eller måske en sorggruppe

Tror udfordringer er, at I som svarer på fokus væk fra graviditet og babyer ikke forstår, at det faktisk er en del af sorgen. 

Hvis bare det handlede om at have fokus væk fra fx cigaretter når man er holdt op med at ryge, så ja helt enig find noget andet st sætte fokus på.

Når man har mistet et barn (og måske også når man har en sorg over at ens barn ikke følger den lyserøde lige vej), så kan sorgen vise sig med mange ansigter. 

Jeg sad ikke og græd over min datter var død 24 timer i døgnet, men jeg var i sorg 24 timer i døgnet. Sorgen viste sig fx ved en total overfokusering på graviditet og babyer. Da sorgen lige så stille bare blev til en latent mangel, mangel på mit barn, mangel på det menneske jeg skulle have givet min omsorg og kærlighed. Var det ikke længere en overfokusering, men det var stadig en irrationel følelse af, hvis bare jeg fik et barn så bliver hullet fyldt ud. 

Jeg kunne godt være startet til tusind ting (gjorde jeg), men det fylder ikke hullet, præcis på samme måde som 100 børn heller ikke kunne fylde det ud, men det kunne jeg ligesom ikke overbevise mine følelser om. Selv nu over 15 år efter, 15 år hvor jeg har været i de dybeste huller  har fået en synes jeg selv stor selvindsigt, selv nu kan jeg falde i og tænke, hvis bare jeg havde fået en lille pige mere, så ville mit liv føles mere fuldendt, så ville hullet i mit familiebillede ikke være så stort. 

Jeg kan godt se, at ts bad om råd til at få tankerne væk, og hvordan pokker skal nogen som ikke har stået i det forstå, at det handler ikke om vaner og uvaner, der handler om en sorg som forsøger at hele sig selv og tror løsningen er en graviditet. Formår man faktisk at få tankerne helt væk fra graviditet og babyer som jeg har fået, jamen så dukker sorgen bare op med et andet ansigt. 

Jeg forstår godt det er sindsyg svært at forstå, men man bliver også nogen gange nød til bare at lytte og så anerkende, at det forstår jeg ikke. Og når ts skriver det er et råd som for mig støder, jamen så er det jo det.

Havde jeg fået samme råd var jeg ikke blevet stødt, jeg havde grinet, for ærligt det er da lidt ved siden af. Jeg har mistet mit barn, jeg har to børn som har det svært og selvom jeg ved det er det bedste, så kan jeg ikke slippe tanken om den lykkelige graviditet. Råd: begynd til porcelænsmaling  

Nå men skriver egentlig bare for at forbinde netop ønsket om et barn, fokus på det urealistiske med sorgen - de to ting kan ikke skilles ad for ts (vil jeg tro, kunne det på ingen måde for mig).

Og hjælp forresten kan altså også bare være at nogen gider lytte, nogen selvom de ikke forstår bare lytter uden at ville fixe det. Sorg kan ikke fixes, sorg kan ikke tages væk og så er man repareret. Vi har en tendens til altid at ville handle og fixe tingene fremfor at være i dem. Hils de mærkelige tanker velkommen med mindre de bliver sygelige, lær at give dem den plads man kan rumme, men lær også at sige på gensyn til dem, hvis de er ikke er gode lige nu. 

Sorg er ikke farligt (for det meste), og hvor ville jeg ønske vi turde lytte fremfor at fixe.

Du bliver ved med at misforstå og jeg kan ikke få dig til at forstå hvad det handler om. Så jeg slutter her  hav en god dag

Intet misforstået, vi har bare en forskellig opfattelse af kommentarerne... 

Hvis du kun ville have råd fra folk der har personlig erfaring med dit problem så skulle du have formuleret dig bedre fra start af så du kunne have undgået andre velmente råd

Slut herfra og god dag til dig