Kære du
Der er ingen gode råd. Hobbyer, acceptere og meget mere hjælper præcis ingen ting, for det handler om tanker og følelser.
Jo det kan være fornuftigt at tale med psykolog som formodentlig også vil snakke med dig om at rumme den sorg du har. Du kan måske også tage kontakt til forældre og sorg og tale med ligesindede - gav mig langt mere end en psykolog. Netop det at kunne spejle sig og vide man er altså ikke helt tosset.
Så nu vil jeg give dig lidt af min historie, så kan det være du kan spejle dig i den.
Modsat dig har jeg hverken svært ved at blive gravid eller gennemføre graviditet, men lige som dig har jeg mistet mit andet barn. Min datter Lia blev født 4 dage over termin tilsyneladende helt igennem perfekt, men hun gemte på en hemmelighed. Et lille hjerte som ikke var udviklet som det skulle og hun døde derfor pludseligt 4 dage gammel.
I begyndelsen var ideen om endnu et barn slet ikke realistisk, men der gik kun kort tid, så var jagten på en graviditet sat ind. Jeg blev hurtig gravid, en graviditet midt i en sorg så stor, så jeg egentlig ikke kunne forholde mig til at være gravid og elske det lille væsen. Det viste sig, at min mave gemte på en lille dreng og det kunne jeg bruge som undskyldning for ikke at knytte mig fordi det var forbundet med en potentiel sorg som jeg ikke kunne rumme igen.
Han blev født, og jeg tog afstand. 7 uger gik der før jeg elskede og før jeg ikke mente, at jeg ville bytte ham med min døde datter, hvis jeg fik muligheden.
Men han var ikke nok. Jeg hadede mig selv for den følelse, hadede mig selv for ikke bare at kunne nyde mine to børn. Hele min verden drejede sig om babyer, store maver, familier med to piger. Gik jeg en tur, så så jeg barnevogne alle vegne.
Jeg vidste, at vi ikke skulle have flere børn. Jeg spiste p-piller og var som du ikke skuffet, men alligevel fik jeg et lille stik hver måned (det skal siges min store datter er lavet på p-piller). Jeg foreslog manden at blive steriliseret, da det var ham der ikke ville have flere børn og så jeg måske kunne slippe tanken - men det ville han ikke.
Jeg endte med at blive gravid, fik endnu en søn og kunne mærke jeg var ved at finde en ro, men jeg så stadig barnevogne, babymaver osv alle vegne.
En jul var vi i Tivoli og noget skete, jeg opdagede at jeg kiggede på mænd. Det var helt fantastisk, jeg opdagede ikke kvindernes maver eller barnevognen i deres hænder, men jeg lod mærke til alle de flotte mænd (jeg fik en ny hobby ha ha ha 
).
Hvad der hjalp aner jeg ikke andet end tiden og min accept af min sorg, accept af min misundelse, og at tale om det og netop ikke møde: få dig en hobby, men møde øre der lyttede, for jeg vidste jo godt at jeg ikke skulle have flere børn, jeg vidste jo godt det var dumt, jeg vidste jo godt jeg burde fokusere på noget andet- men jeg kunne jo for fanden ikke.
Det tog 7 år, 7 år hvor alt min opmærksomhed var centreret om babyer, børn, gravide. Jeg kan stadig få et stik i hjertet, brysterne kan føles som når mælken løber til, og jeg kan stadig stryge hånden over maven og tænke: bare en gang til. Det er 15 år siden min datter døde, og med hendes død ændrede jeg mig. Jeg smed karriere på hold for at være MOR, jeg havde kun fokus på den del af livet. Nu er jeg ved at finde Line igen, og nej hvor er det skønt. Jeg er stadig vild med babyer, men er helt sikker på den næste i familien ikke skal komme fra min mave.
Så kæmpe kram til dig, mit råd må være find nogle ligesindede, nogle hvor det er okay at drømme om den baby der aldrig skal komme, om den lykkelige graviditet, hvor man skriver sin terminsdag i kalenderen og så ved (tror man) at der er livet lyserødt. Det har du aldrig fået hele vejen og du vil aldrig få det hele vejen. Den skønne naivitet, den skønne tro på livet og lykken. Den hvirnman tror at sorg kan forsvinde med en hobby og et andet perspektiv
