Kan ikke slippe det.

Anonym skriver:

Intet misforstået, vi har bare en forskellig opfattelse af kommentarerne... 

Hvis du kun ville have råd fra folk der har personlig erfaring med dit problem så skulle du have formuleret dig bedre fra start af så du kunne have undgået andre velmente råd

Slut herfra og god dag til dig

Læs hvad Line skriver. Det kan ikke forklares bedre

Intet misforstået, vi har bare en forskellig opfattelse af kommentarerne... 

Hvis du kun ville have råd fra folk der har personlig erfaring med dit problem så skulle du have formuleret dig bedre fra start af så du kunne have undgået andre velmente råd

Slut herfra og god dag til dig

Må lige kommentere - jeg har nydt altid at kunne tale med mennesker som var forskellige, nogen gange har jeg stået som den der havde behov for der blev lyttet og andre gange har jeg været den der skulle lytte.

At være i dialog i virkeligheden eller på en debatside handler ikke kun om at tale men også om at lytte. At forsøge at se verden gennem den andens briller også selvom de briller er helt nye for en. 

Ja det er lettere at få råd fra nogle som har oplevet det samme, men man ønsker jo ikke kun at blive defineret ud fra en ting i sit liv.

Ts svarer: jeg har hobbyer, jeg har gået til psykolog, og i processen som denne tråd er, får ts måske endda en forståelse af, at det handler om noget andet også nemlig årsdagen for hendes søn. Men det er jo ikke kun ts som kan få en forståelse det kan alle vi andre også ved at lytte. 

Jeg lærer noget af alle kommentarerne, jeg lærer fx at jeg skal forklare mig bedre når sorgen dukker frem for fuld styrke, så skal jeg være klar i spyttet om jeg bare gerne vil have et rum  hvor folk lytter og ikke et rum hvor de vil fixe det for mig (i aller bedste mening).

Og må jeg sige til sidst, at jeg egentlig har prøvet som katten at gå rundt om den varme grød. For jo det er provokerende at skrive få en hobby. Det er en vending som i hvert fald hvor jeg kommer fra er en vending man bruger når man er træt af andre menneskers brok. Var formuleringen fx måske var det en god ide at se om du kan fylde det hul ud med noget andet fx en hobby så ville det straks have en anden klang - men der er vi jo forskellige. 

Må lige kommentere - jeg har nydt altid at kunne tale med mennesker som var forskellige, nogen gange har jeg stået som den der havde behov for der blev lyttet og andre gange har jeg været den der skulle lytte.

At være i dialog i virkeligheden eller på en debatside handler ikke kun om at tale men også om at lytte. At forsøge at se verden gennem den andens briller også selvom de briller er helt nye for en. 

Ja det er lettere at få råd fra nogle som har oplevet det samme, men man ønsker jo ikke kun at blive defineret ud fra en ting i sit liv.

Ts svarer: jeg har hobbyer, jeg har gået til psykolog, og i processen som denne tråd er, får ts måske endda en forståelse af, at det handler om noget andet også nemlig årsdagen for hendes søn. Men det er jo ikke kun ts som kan få en forståelse det kan alle vi andre også ved at lytte. 

Jeg lærer noget af alle kommentarerne, jeg lærer fx at jeg skal forklare mig bedre når sorgen dukker frem for fuld styrke, så skal jeg være klar i spyttet om jeg bare gerne vil have et rum  hvor folk lytter og ikke et rum hvor de vil fixe det for mig (i aller bedste mening).

Og må jeg sige til sidst, at jeg egentlig har prøvet som katten at gå rundt om den varme grød. For jo det er provokerende at skrive få en hobby. Det er en vending som i hvert fald hvor jeg kommer fra er en vending man bruger når man er træt af andre menneskers brok. Var formuleringen fx måske var det en god ide at se om du kan fylde det hul ud med noget andet fx en hobby så ville det straks have en anden klang - men der er vi jo forskellige. 

Jeg er helt enig i at det er provokerende at skrive få dig en hobby men det bliver jo efterfulgt af 'så du har noget andet at gå op i' hvilket da er det samme som at skrive fyld hullet ud med noget andet... men ja det er sjovt så forskelligt vi læser det

TS, jeg er glad for du har fået nogle råd du kan bruge og jeg føler med dig på trods af jeg ikke kan relatere til dit problem..

lineog4 skriver:

Det er 15 år siden min datter døde, og mærkedage ripper stadig op i alt, men det kan også bare være et ord, en lugt, den over glade mor med sin datter  på vejen eller ja små ting som sætter alt i bevægelse igen.

Jeg kender sorgen, hullet og manglen så godt nu, så jeg bare kan nikke goddag, være nysgerrig på om det er et af de store huller eller de små, og ja så kender jeg jo vejen op af hullet - den er hård og gør ondt, men jeg ved, at jeg kan.

Jeg er nået der til, hvor jeg ikke har fokus på drømmen om barnet som ikke skal komme, nu er det mere en vemod, en det kunne have været skønt, men det er okay følelse. 

Det er dog ikke en hemmelighed, at jeg stadig synes babyer er helt fantastiske og jeg stadig kan være misundelig på dem, som tænker det bare handler om at få flyttet tankerne hen på fx en hobby. Jeg kan også stadig føle misundelse på de som skal starte livet som forældre, og som heldigvis forventer det hele bare er let og fantastisk.

At miste forandrer en, og tænker også det at anerkende at ens dyrebareste ikke bare skal skøjte gennem livet også forandrer en. 

Måske du ikke skulle kæmpe imod følelserne, men lære dem at kende. Grine lidt af dem, fortælle dem at jo jo jeg ved godt hvad I vil og mener, men.... sige pænt goddag og så på gensyn for nu skal jeg. Jeg har accepteret den del af mig selv, den totalt irrationelle del, den misundelige del, den sorgfulde del. Jeg har accepteret, at jeg ikke rationelt kan argumentere med mine følelser - tror det er så skide svært at forstå, hvis man ikke har stået i det følelseshav. Kan fx huske, da vi skulle til 3 måneders opfølgning edter min datters død - jeg var følelsesmæssigt så skuffet over, at de ikke til mødet sagde: vi har fundet en løsning, og nu har vi hende her til jer - tag I hjem og nyd at være en familie med to levende børn. Min fornuft vidste jo godt, at det ikke ville ske, men følelser er ikke altid fornuftige og kan ikke styres af hverken psykolog eller hobbyer. Men vi kan lære at rumme dem og tøjle dem. 

Håber I får en god dag for jeres søn selvom den gør ondt. Jeg hvert år, at det er kærligheden som fylder mere end sorgen. Men samtidig er det også dybt ambivalent for det er jo netop i sorgen jeg er tættest på min datter. 

Tænkte lige det kan da virkelig ikke være 15 år siden indtil det lige gik op for mig at det er 9 år siden med Isaac i år!

Føler det var igår du støttede mig så meget  Tiden flyver virkelig afsted og alligevel står den stille hvert år til december 

grinny skriver:

Tænkte lige det kan da virkelig ikke være 15 år siden indtil det lige gik op for mig at det er 9 år siden med Isaac i år!

Føler det var igår du støttede mig så meget  Tiden flyver virkelig afsted og alligevel står den stille hvert år til december 

Er det virkelig 9 år siden, at du blev mor til Isaac? Hold nu op. Men ja en gang imellem virker drt som et helt liv siden, og andre gange virker det som om det var i går. 

Sorgen kan i hver fald ramme næsten lige så hurtigt, men samtidig er den så bekendt så jeg jo ved om så hullet er vildt dybt, så kommer jeg op igen og kan opleve lykke.