Når far ikke vil putte

Altså i min fritid læser jeg bøger, artikler, går på cafe/museer/drikker drinks på en altan. Nyder en samtale uden at skulle afbrydes konstant. I min fritid indretter jeg mig ikke efter andres behov og lyster. 

I mit liv med børn er der godt nok meget arbejde. Arbejde som i rengøring hver dag, opvask, oprydning, tøjsammenfoldning, sygepleje, Indkøb, aftaler på børnenes vegne, lektielæsning, opvågninger 5-10 gange om natten, rensning af sutteflasker.

ovenstående nyder jeg ikke. Jeg nyder selskabet mine mine børn. Mine børn er ikke et arbejde - men alt det rundt omkring dem er. Og det fylder gigantisk meget af tiden. 

 

Hvis du altid har er ansvar - og du altid er den, der står til rådighed, så har du aldrig tid, som er din helt alene. I de fleste brancher kaldes dette er rådighedstillæg fordi man anerkender, at man faktisk er yderst begrænset i sit “rådighedsrum”

Så står du til rådighed for andre hele tiden, fordi den anden forældre ikke gør - så skal det ikke underkendes eller italesættes som fritid. 

nogle gange kan alenetid (ikke fritid) kombineres med en ophængning af tøjvask osv. men det er - i min verden - ikke det samme som at tage sig fritiden til at tage en øl med sine venner, et sted man helt selv kan vælge, uden at tage hensyn til sendetider, madtider og ulvetimer. 

Og jo. Teknisk set tjener jeg penge på at passe mine børn og få det hele til at hænge sammen. 
Det kaldes barsel.

Det er tid, som er delvist skabt af samfundet til at du skal tage dig dine børns opvækst, så vi får gode samfundsborgere og nogle mennesker, som vil tage en uddannelse/arbejde og tage sig af samfundet oå sigt. 

Så min barsel er eksempelvis fra 9-16, hvor min man er væk. Der tjener jeg min barselsløn/dagpenge. Resten af tiden med børnene deler vi. 

Når jeg ikke længere er på barsel, så er der stadig et arbejde i at have børn. Alt det der skal ordnes rundt om børnene. Og der dele vi igen sol og vind ret lige herhjemme. Så kan der sagtens være perioder, hvor jeg har mere fritid/arbejde eller han har.

"Så min barsel er eksempelvis fra 9-16, hvor min man er væk. Der tjener jeg min barselsløn/dagpenge. Resten af tiden med børnene deler vi."

Så du ser seriøst din barsel som arbejde og samligner det med et 9-16 job

Er det så også arbejde at gøre rent efter sig selv og vaske sit eget tøj ? 

Alt det du nævner er jo daglige gøremål og igen intet har at gøre med arbejde.

Og selvom man konstant har et ansvar, har det da intet at gøre med tid for sig selv. Det kan man da sagtens have efter at ungerne er blevet puttet 

TS mand arbejder mange timer, så det er da helt fair at TS som har studeret, hvilket som oftest ikke er mange timer, og nu går hjemme tager det meste af de daglige gøremål

Fortvivlet skriver:

"Så min barsel er eksempelvis fra 9-16, hvor min man er væk. Der tjener jeg min barselsløn/dagpenge. Resten af tiden med børnene deler vi."

Så du ser seriøst din barsel som arbejde og samligner det med et 9-16 job

Er det så også arbejde at gøre rent efter sig selv og vaske sit eget tøj ? 

Alt det du nævner er jo daglige gøremål og igen intet har at gøre med arbejde.

Og selvom man konstant har et ansvar, har det da intet at gøre med tid for sig selv. Det kan man da sagtens have efter at ungerne er blevet puttet 

TS mand arbejder mange timer, så det er da helt fair at TS som har studeret, hvilket som oftest ikke er mange timer, og nu går hjemme tager det meste af de daglige gøremål

Jeg synes du fordrejer debatten lidt - for i bund og grund handler den ikke om de daglige gøremål, men om tid og de ting der følger med at have et barn; altså bade, made, putte, skifte osv. 
Og i mit/vores tilfælde gælder der lige præcis NUL fritid/alenetid til mig de sidste 3 år (først barsel med barn hjemme hele dagen + barnet først sov kl. 22-23, og senere dagpleje hvor jeg har studeret fra 9-15 for derefter at hente barn, der stadig først sov mellem kl. 22-23). 

Jeg ved godt det er vilkår for mange enlige at stå alene om alt praktisk der har med barnet at gøre, men det bør ikke være tilfældet når man er en familie - uanset hvor meget den ene forælder arbejder  

Jeg har alene læst de første par indslag i tråden, så det kan være at denne del allerede er kommenteret af andre - men jeg læser dit opslag med rynkede bryn, ikke så meget på grund af den konkrete deling af ansvar og opgaver (som i øvrigt lyder fulkommen skævvredet hos jer, i forhold til hvilket familieliv jeg selv ville gide), men mere fordi det du skriver gennemsyres af en grundlæggende opfattelse fra jer begge om, at du er familiens projektleder og at børn og hus i udgangspunktet er dit ansvar - hvorefter I så skal forhandle og “give lov til” eller “kræve” at han deltager. Det lyder voldsomt umodent - både for den voksne mand som i mine øjne (og hvis jeg skulle gide ham) skulle anse sin familie som egen primære opgave delt med en ligeværdig partner, og så også fordi det skaber en barnlig konkurrence mellem jer om “hvem laver mest og hvad kan man slippe afsted med at undgå at tage ansvar for”.

Du skal ikke “give lov til” at han gør enten det ene eller andet. Du skal ikke “vælge to dage” hvor han mander sig op til at være far og putte sin unger. Han skal deltage i det omfang der giver en rimelig ansvars- og opgavefordeling mellem jer og det skal han sgu selv kunne finde ud af at definere. 

Egentlig havde jeg nok taget ungerne under armen og var smuttet, for det er simpelthen umandigt og usexet at sætte sig selv så meget i centrum - først havde jeg dog nok plantet børnene på skødet af ham og meddelt at jeg tog på weekendtur med veninderne, og at det nok var et meget fint tidspunkt for ham at lære at stå lidt på egne ben.

"Så min barsel er eksempelvis fra 9-16, hvor min man er væk. Der tjener jeg min barselsløn/dagpenge. Resten af tiden med børnene deler vi."

Så du ser seriøst din barsel som arbejde og samligner det med et 9-16 job

Er det så også arbejde at gøre rent efter sig selv og vaske sit eget tøj ? 

Alt det du nævner er jo daglige gøremål og igen intet har at gøre med arbejde.

Og selvom man konstant har et ansvar, har det da intet at gøre med tid for sig selv. Det kan man da sagtens have efter at ungerne er blevet puttet 

TS mand arbejder mange timer, så det er da helt fair at TS som har studeret, hvilket som oftest ikke er mange timer, og nu går hjemme tager det meste af de daglige gøremål

Når jeg vasker tøj her hjemme er det sjældent mit. Det er oftes børnenes tøj, rod osv. 

Når jeg rydder op, er der sjældent mit rod, for jeg rydder op med det samme - hvis jeg kan. 

Men ja. Jeg er teknisk set ansat OG frigivet fra mit normale arbejde til kunne tage mig af mit barn. 

Ellers - hvis man skulle følge dit argument - så ville man ikke skulle have penge på barsel. 

Men som sagt er jeg ikke professionel mor. Men alt det arbejde jeg udfører rundt om barnet - som netop varetager barnets behov - det er arbejde, for af mit barn kan trives, som det skal. Men jeg gør det gerne - for jeg vidste jo godt, at det var en “arbejdsopgave” ved at få mine vidunderlige børn. 

Jeg kalder det arbejde, netop fordi der er mange folk, som enten selv trives enormt godt i at rydde op og servicere ELLER aldrig har gjort det, og tror det er piece of cake med børn, som så mener, at (oftes) moderen nærmest har ferie på barsel/går hjemme. 

Og for en del - som jeg kender - så er arbejdslivet meget mere præget af frihed og muligheden for at udvikle sig selv på en helt anden måde. 

Jeg har da udviklet mig enormt af at få børn. Men jeg udvikler mig dælme også som mor på mit arbejde.

For jeg får tid til at reflektere på en helt anden måde på mit arbejde - og kan jeg ikke få det i ny og næ, fordi nogen ikke har forståelse eller evner at rumme, at en mor faktisk ikke synes det er fritid at samle lortebleer op og vaske gulve, så bliver jeg ærlig talt skør! 

Det er skønt og dejligt, at andre har det på andre måder og trives. Jeg har bare ikke temperamentet til altid at skulle tilsidesætte min “frihed” for en spontan leverpostejsmad. 

Men jeg ser hverken ned - eller forstår ikke, at man har en personlighed, hvor man faktisk ikke mærker at vasketøjet er en reel arbejdsbyrde. 

Men hvad er det, du ikke forstår med ordet arbejde i sammenhæng med børn? 
Arbejde handler jo ikke blot om at blive lønnet - 

Man arbejder jo også som frivillig? Det handler om, at man udfører en opgave, som skal laves for at resten af “flokken”, samfundet, jobbet osv kan komme videre. 

Fortvivlet skriver:

"Så min barsel er eksempelvis fra 9-16, hvor min man er væk. Der tjener jeg min barselsløn/dagpenge. Resten af tiden med børnene deler vi."

Så du ser seriøst din barsel som arbejde og samligner det med et 9-16 job

Er det så også arbejde at gøre rent efter sig selv og vaske sit eget tøj ? 

Alt det du nævner er jo daglige gøremål og igen intet har at gøre med arbejde.

Og selvom man konstant har et ansvar, har det da intet at gøre med tid for sig selv. Det kan man da sagtens have efter at ungerne er blevet puttet 

TS mand arbejder mange timer, så det er da helt fair at TS som har studeret, hvilket som oftest ikke er mange timer, og nu går hjemme tager det meste af de daglige gøremål

Er det ikke rigtig at du arbejder med børnepasning? Er det så ikke også fritid?

I øvrigt kan jeg som underviser på uni fortælle at vi forventer at de studerende arbejder 55 timer per uge i studieperioderne.

kamikaze skriver:

Er det ikke rigtig at du arbejder med børnepasning? Er det så ikke også fritid?

I øvrigt kan jeg som underviser på uni fortælle at vi forventer at de studerende arbejder 55 timer per uge i studieperioderne.

Jeg er pædagog, så jeg udfører et pædagogisk arbejde, hvilket består i, så meget andet end blot at "passe" og så er det ikke mine egne børn med andres børn.

Nok derfor at jeg synes at jeg har fri, når jeg er hjemme hos mine egne børn, når vi har ferier og jeg har barsel. Ser det absolut ikke som er arbejde, kan slet ikke se samligningen

Jeg er pædagog, så jeg udfører et pædagogisk arbejde, hvilket består i, så meget andet end blot at "passe" og så er det ikke mine egne børn med andres børn.

Nok derfor at jeg synes at jeg har fri, når jeg er hjemme hos mine egne børn, når vi har ferier og jeg har barsel. Ser det absolut ikke som er arbejde, kan slet ikke se samligningen

Skønt! Jamen jeg ser slet ikke pædagogisk arbejde som arbejde - det synes jeg personligt er utroligt nemt. Og jeg som ellers syntes, at pædagoger fik for lidt i løn. Den må jeg lige tage til revision - de skal da have mindre (spøg til side) 

Jeg har stor respekt for det pædagogiske arbejde. Jeg har en master i pædagogik - og syntes helt reelt, at det falder mig enormt naturligt. Men er klar over, at mange har det meget svært, da dette også er et temperament spørgsmål.  Men jeg får suget alle mine kræfter ud af alt det praktiske, der er rundt om det at have børn. 

Du vil også gerne fordreje temaet lidt, synes jeg. Ordet “arbejde” handler jo ikke om, at man får løn. Det handler om, at man udfører en funktion. Den funktion, som er få tøjvask, madlavning, badning, nattelige opvågninger, sure og trætte børn osv, er ikke alle (faktisk langt de færreste jeg kender), som bare elsker 24/7, derfor er der en analogi om, at børn er hårdt arbejde. Du er velkommen til at slå op i en ordbog. Herunder finder du forklaringer som “at varetage en funktion fysisk eller psykisk for at sikre fremdrift”

Jeg mener - helt oprigtigt - det må være skønt at have det sådan, som du skriver. 
MEN virkelig underligt, at man ikke kan sætte sig i andres sted og holder fast i “når jeg har det sådan - så burde du også”

Det håber jeg da, at du kan i dit pædagogiske arbejde, da empati er en kæmpe del af netop det og læren om, at vi ikke alle er ens og at respektere dette, er en af de største arbejder for pædagogisk personale. 

Men dejligt - du lyder som en billig samfundsborger - ingen løn til dig på arbejdet - for jeg kan slet ikke se forskellen på at yde pædagogisk omsorg på mine egne børn eller andres eller at passe andres børn eller mine egne. 

Anonym skriver:

Skønt! Jamen jeg ser slet ikke pædagogisk arbejde som arbejde - det synes jeg personligt er utroligt nemt. Og jeg som ellers syntes, at pædagoger fik for lidt i løn. Den må jeg lige tage til revision - de skal da have mindre (spøg til side) 

Jeg har stor respekt for det pædagogiske arbejde. Jeg har en master i pædagogik - og syntes helt reelt, at det falder mig enormt naturligt. Men er klar over, at mange har det meget svært, da dette også er et temperament spørgsmål.  Men jeg får suget alle mine kræfter ud af alt det praktiske, der er rundt om det at have børn. 

Du vil også gerne fordreje temaet lidt, synes jeg. Ordet “arbejde” handler jo ikke om, at man får løn. Det handler om, at man udfører en funktion. Den funktion, som er få tøjvask, madlavning, badning, nattelige opvågninger, sure og trætte børn osv, er ikke alle (faktisk langt de færreste jeg kender), som bare elsker 24/7, derfor er der en analogi om, at børn er hårdt arbejde. Du er velkommen til at slå op i en ordbog. Herunder finder du forklaringer som “at varetage en funktion fysisk eller psykisk for at sikre fremdrift”

Jeg mener - helt oprigtigt - det må være skønt at have det sådan, som du skriver. 
MEN virkelig underligt, at man ikke kan sætte sig i andres sted og holder fast i “når jeg har det sådan - så burde du også”

Det håber jeg da, at du kan i dit pædagogiske arbejde, da empati er en kæmpe del af netop det og læren om, at vi ikke alle er ens og at respektere dette, er en af de største arbejder for pædagogisk personale. 

Men dejligt - du lyder som en billig samfundsborger - ingen løn til dig på arbejdet - for jeg kan slet ikke se forskellen på at yde pædagogisk omsorg på mine egne børn eller andres eller at passe andres børn eller mine egne. 

Hvis du nu rent faktisk læste hvad jeg skrev, kunne du måske forstå hvad jeg skriver

Og det er da helt normalt og iorden at man kan undre sig på andres menneskers vejne .

Vi er faktisk en del der undre os over de forældre der lige har brug for en uges ferie for dem selv og sender ungerne afsted, der er åbenbart mange der synes det er hårdt at være sammen med sine egne børn . At jeg ikke har det på samme måde gør jo netop at jeg undres og ikke forstår det.

Det er da ikke noget med empati at gøre 

Går heller ikke ud fra at du forstår de mennesker som begår drab osv. Man kan og skal ikke forstå alle mennesker, men sundt at undres

2018mor skriver:

Du har helt ret i, at det aldrig må blive en konkurrence om, hvem der gør mest og jeg kan godt se hvad du mener med, at mit opslag kan opfattes på den måde. Min kæreste slår græs og vasker bil og de andre “mandeting”, så det er absolut ikke fordi han intet laver. 

Jeg synes putningen er hård fordi jeg nu har stået med den i 3 år, stortset alene. Og først for 2 uger siden er vores søn stoppet med middagslur og sover derfor til normal tid om aftenen. Indtil da har han først sovet mellem kl. 22-23/23.30. Jeg er træt. Jeg er udkørt. Min første tanke når jeg vågner om morgenen er, at jeg gruer for endnu en putning i aften - til trods for at det nu er blevet langt nemmere og tidligere end det har været de sidste 2,5 år.  Vores putning herhjemme er egentlig ret stille og roligt og hyggelig; nattøj og ble på, børste tænder, læse en bog og synge en sang og så godnat. Men alligevel kan jeg bare mærke at jeg har brug for aflastning i det (måske handler det også om, at jeg, udover putningen, også lige skal klare maden inden og opvasken efter, tøjet der skal lægges sammen og på plads, og nå ja - en kæreste der forventer at jeg som det sidste også lige er frisk og har overskud til en omgang sex)

Kom til at tænke på da jeg var barn, mine forældre havde "reglen"; en puttede og den anden tog så opvasken, reddede op i køkkenet osv. Så npr putningen var overstået havde begge "fri". 

Måske I skulle tænke i samme løsning, altså den der putter har "fri" fra de andre ting og den som ikke putter sørger for det praktiske (mon så ikke pludselig det kan være attraktivt at tage putter ingen en gang imellem?).

IenFart skriver:

Da jeg selv er mand synes jeg godt jeg kan tillade mig at skrive det her. De der "mandeting" som han, og åbentbart andre, laver - de tæller røv og nøgler når man er en familie med helt små børn.

Jeg synes ikke det holder at du står med alt der har med husstanden at gøre, men den kamp skulle nok være taget for lang tid siden. Nu er barn nr 2 på vej og så bliver det først rigtig et problem. Han må ind i kampen hvis han er glad for og vil bevare sin familie. 

Tak - har aldrig forstået det med de mandetimer. Min mand er mand, ergo de ting han laver er mandeting og det er fx opvasken og oprydning af køkken, støvsugning, putte børn, købe ind, hænge vasketøj op, lave mad, redde senge, trøste, vaske gulv, rense toilettet, pudse vinduer og meget meget mere.

Egentlig faktisk præcis de samme ting som jeg gær  som så må være kvindeting.