Når far ikke vil putte

Hvis du nu rent faktisk læste hvad jeg skrev, kunne du måske forstå hvad jeg skriver

Og det er da helt normalt og iorden at man kan undre sig på andres menneskers vejne .

Vi er faktisk en del der undre os over de forældre der lige har brug for en uges ferie for dem selv og sender ungerne afsted, der er åbenbart mange der synes det er hårdt at være sammen med sine egne børn . At jeg ikke har det på samme måde gør jo netop at jeg undres og ikke forstår det.

Det er da ikke noget med empati at gøre 

Går heller ikke ud fra at du forstår de mennesker som begår drab osv. Man kan og skal ikke forstå alle mennesker, men sundt at undres

Men du undrer dig ikke. Du dømmer og er skeptisk

Det er helt forskellige ting. 

For mig er en undren neutral og udviser forståelse for valget, som modparten har taget. 

Dine formuleringer indeholder ikke meget forståelse for din modpart og du er klar skeptisk. Dermed dømmer du sprogligt din modpart - bevidst eller ubevidst udtryk for, at du er uenig. 
Det er ikke en undren. 

Når man er skeptiker i sin sprogbrug, men forsøger at maskere “undren”, så kan man ikke rigtig sætte lighedstegn ved en empatisk tilgang til andres holdninger. 

Så nej - du undrer dig ikke. Du er skeptisk - dermed klart dømmende, og det vil jeg aldrig sætte i en klar sammenhæng med en empatisk udfoldelse af sine tanker - og dermed slet ikke “ en undren”

Men nu er jeg også meget nørdet og - fagligt nørdet med semantik. 

Og skepsis er ofte udtrykt med usympatisk, hvilket dine halv ironiske argumenter også bærer præg af. 

og jeg vil meget gerne give en analyse af din tydelige skepsis frem for undren/ 

“Vi er faktisk en del der undre os over de forældre der lige har brug for en uges ferie for dem selv og sender ungerne afsted, der er åbenbart mange der synes det er hårdt at være sammen med sine egne børn . At jeg ikke har det på samme måde gør jo netop at jeg undres og ikke forstår det.”

Her afslører din brug af adverbier, (kaldet biord) og din brug af adjektiv, din klare skepsis. At du ikke blot er uforstående, men dømmer. 

Det er kun et af de parametre man kan se det på. Men det er meget klassisk her, man ser hvordan adverbialer danner en indre stemme gennem det skriftlige udtryk. Der findes (til andre fagnørder) masser af materiale på området :-)

Anonym skriver:

Men du undrer dig ikke. Du dømmer og er skeptisk

Det er helt forskellige ting. 

For mig er en undren neutral og udviser forståelse for valget, som modparten har taget. 

Dine formuleringer indeholder ikke meget forståelse for din modpart og du er klar skeptisk. Dermed dømmer du sprogligt din modpart - bevidst eller ubevidst udtryk for, at du er uenig. 
Det er ikke en undren. 

Når man er skeptiker i sin sprogbrug, men forsøger at maskere “undren”, så kan man ikke rigtig sætte lighedstegn ved en empatisk tilgang til andres holdninger. 

Så nej - du undrer dig ikke. Du er skeptisk - dermed klart dømmende, og det vil jeg aldrig sætte i en klar sammenhæng med en empatisk udfoldelse af sine tanker - og dermed slet ikke “ en undren”

 

Men nu er jeg også meget nørdet og - fagligt nørdet med semantik. 

Og skepsis er ofte udtrykt med usympatisk, hvilket dine halv ironiske argumenter også bærer præg af. 

og jeg vil meget gerne give en analyse af din tydelige skepsis frem for undren/ 

“Vi er faktisk en del der undre os over de forældre der lige har brug for en uges ferie for dem selv og sender ungerne afsted, der er åbenbart mange der synes det er hårdt at være sammen med sine egne børn . At jeg ikke har det på samme måde gør jo netop at jeg undres og ikke forstår det.”

 

Her afslører din brug af adverbier, (kaldet biord) og din brug af adjektiv, din klare skepsis. At du ikke blot er uforstående, men dømmer. 

Det er kun et af de parametre man kan se det på. Men det er meget klassisk her, man ser hvordan adverbialer danner en indre stemme gennem det skriftlige udtryk. Der findes (til andre fagnørder) masser af materiale på området :-)

Tak!

Men du undrer dig ikke. Du dømmer og er skeptisk

Det er helt forskellige ting. 

For mig er en undren neutral og udviser forståelse for valget, som modparten har taget. 

Dine formuleringer indeholder ikke meget forståelse for din modpart og du er klar skeptisk. Dermed dømmer du sprogligt din modpart - bevidst eller ubevidst udtryk for, at du er uenig. 
Det er ikke en undren. 

Når man er skeptiker i sin sprogbrug, men forsøger at maskere “undren”, så kan man ikke rigtig sætte lighedstegn ved en empatisk tilgang til andres holdninger. 

Så nej - du undrer dig ikke. Du er skeptisk - dermed klart dømmende, og det vil jeg aldrig sætte i en klar sammenhæng med en empatisk udfoldelse af sine tanker - og dermed slet ikke “ en undren”

 

Men nu er jeg også meget nørdet og - fagligt nørdet med semantik. 

Og skepsis er ofte udtrykt med usympatisk, hvilket dine halv ironiske argumenter også bærer præg af. 

og jeg vil meget gerne give en analyse af din tydelige skepsis frem for undren/ 

“Vi er faktisk en del der undre os over de forældre der lige har brug for en uges ferie for dem selv og sender ungerne afsted, der er åbenbart mange der synes det er hårdt at være sammen med sine egne børn . At jeg ikke har det på samme måde gør jo netop at jeg undres og ikke forstår det.”

 

Her afslører din brug af adverbier, (kaldet biord) og din brug af adjektiv, din klare skepsis. At du ikke blot er uforstående, men dømmer. 

Det er kun et af de parametre man kan se det på. Men det er meget klassisk her, man ser hvordan adverbialer danner en indre stemme gennem det skriftlige udtryk. Der findes (til andre fagnørder) masser af materiale på området :-)

Åh gud nogen mennesker har simpelthen for meget tid 

Dette er et debatforum, ikke en dansk stil

Jeg er undrende og ja jeg er også skeptisk, det er faktisk muligt at være begge ting på samme tid Jeg dømmer ikke, men ingen har fortalt mig hvorfor man får børn, hvis man synes det er et arbejde og ikke gider bruge tid på dem, så ja jeg undres stadig. Hvis nogen kan svare, ville det være dejligt, for så kunne det være at min skepsis blev gjort til skamme og man må selv om, om man skriver "faktisk", "lige" og "hårdt" i svaret, jeg kan godt tag det og tolker ikke på jeres svar eller retter på formuleringen 

Åh gud nogen mennesker har simpelthen for meget tid 

Dette er et debatforum, ikke en dansk stil

Jeg er undrende og ja jeg er også skeptisk, det er faktisk muligt at være begge ting på samme tid Jeg dømmer ikke, men ingen har fortalt mig hvorfor man får børn, hvis man synes det er et arbejde og ikke gider bruge tid på dem, så ja jeg undres stadig. Hvis nogen kan svare, ville det være dejligt, for så kunne det være at min skepsis blev gjort til skamme og man må selv om, om man skriver "faktisk", "lige" og "hårdt" i svaret, jeg kan godt tag det og tolker ikke på jeres svar eller retter på formuleringen 

Det tog mig omkring 3 min at skrive og analysere din skrivestil. Så ved ikke, hvor meget tid du bruger på et indlæg.  Synes det er oprigtigt interessant at se folks skrivestil og hvor meget den påvirker modtageren, så dine indlæg er bestemt  min tid værd rent fagligt. 

Så jeg spilder ikke tiden, men får erhvervserfaring. På den måde kan man sige, at dine skriver ikke går i glemmebogen hos mig, men anvendes rent praktisk. 

En dansk stil er i øvrigt en helt anden genre end en tekstanalyse, hvilket et debatforum på sin vis også er, da det kræver en analytisk sans og forståelse af kohæsion og kohærens (sammenhænge i tekst og ordniveau) for at kunne deltage optimalt. 

Men rent semantisk kan du ikke undres og være skeptisk på samme tid. 

Det svarer til at sige “jeg kommer kl 7, men jeg kommer ikke kl 7” 

Du skal være mere end velkommen til at fortsætte dit skriveri med den ironiske distance. Det er klart også det letteste, når man ikke kan/orker forholde sig til argumenter. (Nu lavede jeg lige en stråmand) Men det er typisk grunden til, at man forholder sig ironisk. 

- du glemte i øvrigt “åbenbart” 

For at komme tilbage til dit retoriske spørgsmål (for det er jo ikke et reelt spørgsmål, når man helt åbenlyst som dig, har svaret via sin skepsis) 

Der kan være forældre, der er nødt til at arbejde. Måske har de en massiv gæld/har været uheldige på boligmarkedet, ligget i en grim skilsmisse, blevet alvorligt syge osv. 

Jeg har endnu ikke et mødt en mor eller far, der ikke rent praktisk troede på, at de gav deres børn et godt liv ved at fortage de valg, de gjorde. 
Måske mener de, at de har behov for aflastningen, fordi de har været lagt ned med depressioner samtidig med, at deres bedstemor var afgået ved døden. 

Folk vil altid deres børn det bedste. Så kan det godt være, at der eksisterer en masse teoretiske argumenter for, hvorfor de ikke burde foretage de valg. 

Men at kunne sætte sig udover egen verden og forstå - som i rent faktisk forstå andres livssituation kræver  indlevelse - hvilket man teknisk gør via sin empati (som kan være mere eller mindre veludviklet qua eksempelvis barndommen)

Så jeg kan faktisk godt forstå, hvor nogle folk slår ihjel. Men accepterer jeg det? Nej. For der i er forskellen nemlig. 

Det super empatiske menneske forstår og lytter - MEN accepterer og undskylder ikke nødvendigvis præmissen eller bliver med personen, hvis det eksempelvis er en morder.

Fortvivlet skriver:

Åh gud nogen mennesker har simpelthen for meget tid 

Dette er et debatforum, ikke en dansk stil

Jeg er undrende og ja jeg er også skeptisk, det er faktisk muligt at være begge ting på samme tid Jeg dømmer ikke, men ingen har fortalt mig hvorfor man får børn, hvis man synes det er et arbejde og ikke gider bruge tid på dem, så ja jeg undres stadig. Hvis nogen kan svare, ville det være dejligt, for så kunne det være at min skepsis blev gjort til skamme og man må selv om, om man skriver "faktisk", "lige" og "hårdt" i svaret, jeg kan godt tag det og tolker ikke på jeres svar eller retter på formuleringen 

Seriøst??

Du ved Jo IKKE ville børn du vil få.

Du ved Jo IKKE hvordan det er, før du står i det!! 

Og det kan være monster hårdt.. 

Ja det er et "arbejde".. Du får det til at lyde som de ikke gider deres børn.. 

Hvad?? Må man ikke sende børnene på ferie hos bedsteforældrene og så være derhjemme alene? 

Fortvivlet skriver:

Åh gud nogen mennesker har simpelthen for meget tid 

Dette er et debatforum, ikke en dansk stil

Jeg er undrende og ja jeg er også skeptisk, det er faktisk muligt at være begge ting på samme tid Jeg dømmer ikke, men ingen har fortalt mig hvorfor man får børn, hvis man synes det er et arbejde og ikke gider bruge tid på dem, så ja jeg undres stadig. Hvis nogen kan svare, ville det være dejligt, for så kunne det være at min skepsis blev gjort til skamme og man må selv om, om man skriver "faktisk", "lige" og "hårdt" i svaret, jeg kan godt tag det og tolker ikke på jeres svar eller retter på formuleringen 

Nu du spørger: Jeg er gravid med nr 3, og jeg synes godt nok, at det er hårdt arbejde at have børn. Og min mand og jeg kan godt finde på at lade vores børn være i institution en enkelt dag, hvor den ene eller begge forældre har fri. Og nogle gange ville jeg, ærligt og åbent talt, ønske jeg havde valgt et andet liv uden børn - fordi jeg virkelig synes, det er hårdt arbejde - og fordi jeg nogle gange er pissetræt af at stå til rådighed for de små hoveder, som stiller krav i en uendelighed og ikke levner mig et øjeblik til mig selv.

Og du vil så gerne vide, hvorfor jeg har valgt at få dem - og hvorfor (kan jeg forestille mig) at jeg bliver ved med at blive gravid - hvorfor ikke stoppe efter et eller maks to børn?? Når det nu er sådan jeg har det. Jeg vil prøve at forklare det, grundene er mange.

1: Livet er, for mig, ikke enten eller. Følelser er ikke altid entydige. Jeg kan ønske mine børn hen hvor peberet gror - samtidig med, at jeg elsker dem så højt, at jeg næsten selv går i stykker, hvis de er ulykkelige, og min dag bliver bedre bare af at se et smil. Jeg kan være SÅ træt af mit morliv - og samtidig savne ungerne, så snart de er ude af døren. Jeg kan føle, at mit liv kun går ud på at smøre leverpostejsmadder, der ikke bliver spist, samtidig med at jeg føler at det med at få børn har givet mig mere end noget andet. Jeg tror, vi er mange, der har det sådan.

2: Jeg elsker at bruge tid sammen med mine børn. Vi har lige været på ferie, det har været fantastisk! Så at sætte lighedstegn mellem at synes det er hårdt og at man ikke vil være sammen med sine børn - det mener jeg er helt forkert!

3: Institution når man har fri? Vi er i forskellige situationer. Nogle har netværk tæt på, som kan hjælpe, nogle har ikke. Nogle er meget pressede i hverdagen pga job og fx psykiske vanskeligheder - nogle er ikke. Nogle har brug for at pleje parforholdet uden børn - andre har ikke. Vi har fx ikke nogle bedsteforældre, der kan passe - så nogle gange benytter vi os af, at vi begge har fri en hverdag, og så laver vi en datedag ud af det. Det er en meget egoistisk og overfladisk grund til at give børnene en dag i institution, hvor vi har fri. Det skammer jeg mig egentlig ikke over. Det er ikke det samme som at jeg ikke gider mine børn.

4: Jeg har selv mange søskende, og de betyder uendeligt meget for mig i mit voksenliv (og også da jeg var barn). Jeg vil gerne give mine børn den fantastiske gave at være en del af en flok - selvom det giver mere arbejde til os forældre. 

Jeg er vild med mine børn - men jeg er ikke vild med den gigantiske bunke af pligter, der følger med at få børn. Jeg kan faktisk godt synes det er surt, at mine behov kommer nederst i rækken. Det synes jeg ikke, man skal skamme sig over. Jeg synes det er noget af en fejlslutning, at man ikke skulle have fået børn, hvis man ikke elsker hvert sekund med tøjvask, bleskifte og leverpostej… (en overdrivelse af dine statements - endnu et lille retorisk kneb)

Fortvivlet skriver:

Åh gud nogen mennesker har simpelthen for meget tid 

Dette er et debatforum, ikke en dansk stil

Jeg er undrende og ja jeg er også skeptisk, det er faktisk muligt at være begge ting på samme tid Jeg dømmer ikke, men ingen har fortalt mig hvorfor man får børn, hvis man synes det er et arbejde og ikke gider bruge tid på dem, så ja jeg undres stadig. Hvis nogen kan svare, ville det være dejligt, for så kunne det være at min skepsis blev gjort til skamme og man må selv om, om man skriver "faktisk", "lige" og "hårdt" i svaret, jeg kan godt tag det og tolker ikke på jeres svar eller retter på formuleringen 

Du dømmer jo, når du skriver, at folk, der mener, det kan være  hårdt arbejde at være hjemme med børnene, ikke “gider bruge tid på dem”. Det er suverænt din fortolkning, at de ikke gider - det har ingen skrevet. 
Med samme logik/fordrejning kunne jeg udtrykke min undren og skepsis over, at din mand har fået børn, når han ikke gider bruge sin fritid på at putte dem, tage nogle af nætterne, husarbejdet - undskyld, de huslige pligter!  - eller at du ikke giver ham lov at hygge sig med dette i fritiden. Og når der nu ikke er tale om arbejde, men ren fritid, hvorfor er din holdning så, at mænd, hvis koner er på barsel eller hjemmegående, ikke kan/skal/bør forventes at tage samme del i familiens fritidsliv som deres koner - altså tage putningen, nætterne osv? Er det fordi, de ikke gider? 

Mor og meget mere skriver:

Du dømmer jo, når du skriver, at folk, der mener, det kan være  hårdt arbejde at være hjemme med børnene, ikke “gider bruge tid på dem”. Det er suverænt din fortolkning, at de ikke gider - det har ingen skrevet. 
Med samme logik/fordrejning kunne jeg udtrykke min undren og skepsis over, at din mand har fået børn, når han ikke gider bruge sin fritid på at putte dem, tage nogle af nætterne, husarbejdet - undskyld, de huslige pligter!  - eller at du ikke giver ham lov at hygge sig med dette i fritiden. Og når der nu ikke er tale om arbejde, men ren fritid, hvorfor er din holdning så, at mænd, hvis koner er på barsel eller hjemmegående, ikke kan/skal/bør forventes at tage samme del i familiens fritidsliv som deres koner - altså tage putningen, nætterne osv? Er det fordi, de ikke gider? 

Øh fordi de er på arbejde, sjovt nok

Øh fordi de er på arbejde, sjovt nok

Men faren i denne tråd er jo ikke på arbejde om natten og om aftenen. Og det er jo ikke arbejde, men fritid, at putte børn og tage dem om natten - det er faktisk ikke engang hårdt i din optik… så hvorfor skal farmand på arbejde ikke lige så meget på banen som mor, når han har fri?? Det er jo en del af fritiden på lige fod med at rydde op efter sig selv, som du siger. Eller skal far heller ikke rydde op efter sig selv, fordi han er på arbejde?

Fortvivlet skriver:

Øh fordi de er på arbejde, sjovt nok

Nu drejede det sig jo om efter arbejdstid - altså fritid.