Familie "nasser"

Nielsen333 skriver:

Så fordi jeg har svaret på folks kommentarer til mig, så mener du jeg har brugt meget tid på at fortælle hvor meget jeg synes noget? Tænker du jeg skulle have undladt at svare på kommentarerne? Hvis ja, hvorfor skriver du så selv nogle lange, uddybende og til tider afsporende svar til mig, som du vel skriver for at jeg skal svare på dem? Giver da ingen mening Mit råd går (heller) ikke ud på at gøre søsteren til syndebuk. Det er lidt sjovt at der er så mange, som simpelthen ikke tror på at man kan involvere sin familie i sine problemer uden det har den ene og den anden og den tredje konsekvens. For mig virker det næsten som om folk selv har erfaringer med ikke at kunne gøre det uden det skaber konflikt. Jeg synes godt nok det er trist, hvis man ikke føler man kan tale med sin familie når man har brug for råd. Ift alt det du skriver om at der måske er tale om en misforståelse, så har jeg allerede skrevet, at hvis det viser sig at dét TS skriver ikke er hele sandheden, så ændrer det naturligvis præmissen for mit svar. Men du mener simpelthen det er TS der skal ændre adfærd, så søsteren ikke  kommer til at opføre sig som hun gør? Den lader vi lige stå... 

TS skriver ingen steder at hun har gjort noget som helst for at få løst problemet. Derfor vil første step i min optik da helt klart være at TS får lukket op for en dialog med søsteren omkring søsterens ændrede adfærd, da det jo lyder til at det førhen har fungeret fint. Og hvis de har været meget tætte, skal det også kunne lade sig gøre at få talt igennem som søstre. 
Der er da ikke noget værre end at andre har talt sammen om fx ens adfærd og så efterfølgende blive konfronteret, uden at have en chance for at have gjort noget ved adfærden før andre blev inddraget. 

Det vil da være mega ubehageligt for søsteren, hvis TS og forældre taler sammen, hvad tænker du TS skal have sine forældre til at gøre i den her situation?

Ville du selv i sådan situation som det første tale med dine forældre om din søster, før du selv havde gjort noget ved problemet?

Selvfølgelig må/kan og skal man bede sine forældre om hjælp, hvis det er noget kritisk man ikke synes man kan stå alene med, men at inddrage forældrene i økonomiske irritationer, synes jeg simpelthen er for langt ude. 


Mine ældste børn er 11 og 12 år kan seriøst have nogle konflikter jeg simpelthen ikke vil gå ind i. De er stadig børn og selvfølgelig bliver jeg til tider nødt til at hjælpe dem ud af en konflikt. Men jeg lærer dem også at de selv skal kunne løse dem og lærer dem vigtigheden i at få sagt til hinanden, hvis de synes den ene går over deres grænse. 
Jeg ringer heller ikke til min mor, hvis min mand og jeg har en konflikt, der bliver vi altså nødt til, som voksne mennesker, selv at kunne løse det. 

Anonym skriver:

TS skriver ingen steder at hun har gjort noget som helst for at få løst problemet. Derfor vil første step i min optik da helt klart være at TS får lukket op for en dialog med søsteren omkring søsterens ændrede adfærd, da det jo lyder til at det førhen har fungeret fint. Og hvis de har været meget tætte, skal det også kunne lade sig gøre at få talt igennem som søstre. 
Der er da ikke noget værre end at andre har talt sammen om fx ens adfærd og så efterfølgende blive konfronteret, uden at have en chance for at have gjort noget ved adfærden før andre blev inddraget. 

Det vil da være mega ubehageligt for søsteren, hvis TS og forældre taler sammen, hvad tænker du TS skal have sine forældre til at gøre i den her situation?

Ville du selv i sådan situation som det første tale med dine forældre om din søster, før du selv havde gjort noget ved problemet?

Selvfølgelig må/kan og skal man bede sine forældre om hjælp, hvis det er noget kritisk man ikke synes man kan stå alene med, men at inddrage forældrene i økonomiske irritationer, synes jeg simpelthen er for langt ude. 


Mine ældste børn er 11 og 12 år kan seriøst have nogle konflikter jeg simpelthen ikke vil gå ind i. De er stadig børn og selvfølgelig bliver jeg til tider nødt til at hjælpe dem ud af en konflikt. Men jeg lærer dem også at de selv skal kunne løse dem og lærer dem vigtigheden i at få sagt til hinanden, hvis de synes den ene går over deres grænse. 
Jeg ringer heller ikke til min mor, hvis min mand og jeg har en konflikt, der bliver vi altså nødt til, som voksne mennesker, selv at kunne løse det. 

Tror du skal læse mine svar igen, hvis du mener at jeg ikke synes TS selv skal tage en snak med søsteren.

At blande sine forældre ind i et problem man har med sin ægtefælle er da noget helt helt andet. 

Nielsen333 skriver:

Så fordi jeg har svaret på folks kommentarer til mig, så mener du jeg har brugt meget tid på at fortælle hvor meget jeg synes noget? Tænker du jeg skulle have undladt at svare på kommentarerne? Hvis ja, hvorfor skriver du så selv nogle lange, uddybende og til tider afsporende svar til mig, som du vel skriver for at jeg skal svare på dem? Giver da ingen mening Mit råd går (heller) ikke ud på at gøre søsteren til syndebuk. Det er lidt sjovt at der er så mange, som simpelthen ikke tror på at man kan involvere sin familie i sine problemer uden det har den ene og den anden og den tredje konsekvens. For mig virker det næsten som om folk selv har erfaringer med ikke at kunne gøre det uden det skaber konflikt. Jeg synes godt nok det er trist, hvis man ikke føler man kan tale med sin familie når man har brug for råd. Ift alt det du skriver om at der måske er tale om en misforståelse, så har jeg allerede skrevet, at hvis det viser sig at dét TS skriver ikke er hele sandheden, så ændrer det naturligvis præmissen for mit svar. Men du mener simpelthen det er TS der skal ændre adfærd, så søsteren ikke  kommer til at opføre sig som hun gør? Den lader vi lige stå... 

Det jeg mener er, at du har nu har forklaret mange gange, at ts bør involvere sine forældre i sit problem med søsteren. Særligt fordi, du mener, at der må være gået noget galt i opdragelsen af søsteren og at forældrene må have stor interesse i at ændre på søsterens adfærd.

Jeg kunne forstå, hvis der var tale om et alvorligt problem som stoffer eller alkohol eller vold el.lign. så er vi efter min mening ude i nogle ekstremer, som gør, at det kan være svært at stå alene med.

Her er der, som jeg læser det, tale om, at ts gennem noget tid har haft oplevelsen af at være blevet misbrugt økonomisk. (Vi taler her ikke om, at søsteren har stjålet fra hende/lånt penge af hende uden at betale tilbage eller fået ts til at optage lån i banken for søsterens skyld fx) Første gang undrede hun sig måske bare. Anden gang tænkte hun måske "det var lige godt satans". Tredje gang tænkte hun måske "ej, nu gider jeg snart ikke mere" og så fremdeles. Jeg tror, det er meget udbredt, at man kan komme ud for sådan noget og det kan handle om økonomi og alt muligt andet. Men det med, at første gang siger man måske ikke noget (Det er jo også nogle gange noget med at vælge sine kampe med omhu), anden gang gør man måske heller ikke. Man vil måske gerne lige se, om der er et mønster i det, før man tager fat i det. Pludselig kan man være havnet der, hvor man lige pludselig er blevet i tvivl, om det er en selv den er gal med eller om det er den anden. Og så er det, at man kan vælge at spørge herinde. Så sker der det, at folk herinde generelt er meget hurtige til at dømme den ene eller den anden. Og det er selvom vi altid kun får den ene version af historien at vide. Men ts' version - det er jo hendes sandhed. Jeg tror på alt, hvad hun skriver, og jeg kan godt forstå, at hun føler sig uretfærdigt behandlet. Men så er der også søsterens sandhed. Og det handler ikke om, at den ene eller den anden lyver. Men det handler om, at de hver især ikke lægger fokus samme sted og derfor har det resulteret i, at den ene er blevet ked af det.

Jeg skriver ikke "nogle lange, uddybende og til tiderafsporende svar", for at du skulle svare på dem. Det var såmænd bare for at komme med nogle eksempler på, hvordan mennesker kan komme til at gøre hinanden ondt uden at være klar over det.

Derudover så synes jeg også, der er stor forskel på at "tale" med sin mor om et problem til at "involvere" moderen i problemet. Giver det mening?

Som beskrevet, så tror jeg ikke, at ts lyver eller går undladt dele af historien, men uanset hvad, så er det hendes version og hendes sandhed, fordi den er baseret på, hvordan hun har oplevet hele situationen og hvordan hun føler omkring det. Det gør ikke ts' version til en løgn, fordi søsteren fortæller "samme sandhed", bare set fra en anden synsvinkel og med nogle andre perspektiver og andre følelser omkring det.

Og ja, ts er nødt til at ændre adfærd på den måde, at hun er nødt til at sige fra over for søsteren, få taget en snak med hende. At sige fra er også adfærd, men der er heller ikke noget galt i, at ts fortæller søsteren, at hun synes, at hun har opført sig uhensigtsmæssigt. Hvordan og hvorledes det skal siges og formuleres, det ved jeg ikke. Det må ts finde ud af, for hun kender sin søster. Jeg synes bare, det er vigtigt, at det ikke bliver et angreb på søsteren. Og det tror jeg, det måske ville kunne føles som om, hvis ts går bag om ryggen på søsteren.

Anonym skriver:

Det jeg mener er, at du har nu har forklaret mange gange, at ts bør involvere sine forældre i sit problem med søsteren. Særligt fordi, du mener, at der må være gået noget galt i opdragelsen af søsteren og at forældrene må have stor interesse i at ændre på søsterens adfærd.

Jeg kunne forstå, hvis der var tale om et alvorligt problem som stoffer eller alkohol eller vold el.lign. så er vi efter min mening ude i nogle ekstremer, som gør, at det kan være svært at stå alene med.

Her er der, som jeg læser det, tale om, at ts gennem noget tid har haft oplevelsen af at være blevet misbrugt økonomisk. (Vi taler her ikke om, at søsteren har stjålet fra hende/lånt penge af hende uden at betale tilbage eller fået ts til at optage lån i banken for søsterens skyld fx) Første gang undrede hun sig måske bare. Anden gang tænkte hun måske "det var lige godt satans". Tredje gang tænkte hun måske "ej, nu gider jeg snart ikke mere" og så fremdeles. Jeg tror, det er meget udbredt, at man kan komme ud for sådan noget og det kan handle om økonomi og alt muligt andet. Men det med, at første gang siger man måske ikke noget (Det er jo også nogle gange noget med at vælge sine kampe med omhu), anden gang gør man måske heller ikke. Man vil måske gerne lige se, om der er et mønster i det, før man tager fat i det. Pludselig kan man være havnet der, hvor man lige pludselig er blevet i tvivl, om det er en selv den er gal med eller om det er den anden. Og så er det, at man kan vælge at spørge herinde. Så sker der det, at folk herinde generelt er meget hurtige til at dømme den ene eller den anden. Og det er selvom vi altid kun får den ene version af historien at vide. Men ts' version - det er jo hendes sandhed. Jeg tror på alt, hvad hun skriver, og jeg kan godt forstå, at hun føler sig uretfærdigt behandlet. Men så er der også søsterens sandhed. Og det handler ikke om, at den ene eller den anden lyver. Men det handler om, at de hver især ikke lægger fokus samme sted og derfor har det resulteret i, at den ene er blevet ked af det.

Jeg skriver ikke "nogle lange, uddybende og til tiderafsporende svar", for at du skulle svare på dem. Det var såmænd bare for at komme med nogle eksempler på, hvordan mennesker kan komme til at gøre hinanden ondt uden at være klar over det.

Derudover så synes jeg også, der er stor forskel på at "tale" med sin mor om et problem til at "involvere" moderen i problemet. Giver det mening?

Som beskrevet, så tror jeg ikke, at ts lyver eller går undladt dele af historien, men uanset hvad, så er det hendes version og hendes sandhed, fordi den er baseret på, hvordan hun har oplevet hele situationen og hvordan hun føler omkring det. Det gør ikke ts' version til en løgn, fordi søsteren fortæller "samme sandhed", bare set fra en anden synsvinkel og med nogle andre perspektiver og andre følelser omkring det.

Og ja, ts er nødt til at ændre adfærd på den måde, at hun er nødt til at sige fra over for søsteren, få taget en snak med hende. At sige fra er også adfærd, men der er heller ikke noget galt i, at ts fortæller søsteren, at hun synes, at hun har opført sig uhensigtsmæssigt. Hvordan og hvorledes det skal siges og formuleres, det ved jeg ikke. Det må ts finde ud af, for hun kender sin søster. Jeg synes bare, det er vigtigt, at det ikke bliver et angreb på søsteren. Og det tror jeg, det måske ville kunne føles som om, hvis ts går bag om ryggen på søsteren.

Men man går jo netop ikke bag om ryggen på nogen ved at fortælle hvad der foregår, medmindre der er tale om en personlig hemmelighed, hvilket jo ikke er tilfældet her. Jeg siger ikke at du tror nogen lyver. Siger at hvis der er noget væsentligt TS har udeladt, så ændrer det selvfølgelig mit svar til hende. Længere eller mere kompliceret er det faktisk slet ikke. 

Nielsen333 skriver:

Men man går jo netop ikke bag om ryggen på nogen ved at fortælle hvad der foregår, medmindre der er tale om en personlig hemmelighed, hvilket jo ikke er tilfældet her. Jeg siger ikke at du tror nogen lyver. Siger at hvis der er noget væsentligt TS har udeladt, så ændrer det selvfølgelig mit svar til hende. Længere eller mere kompliceret er det faktisk slet ikke. 

Der er vi så uenige om, hvorvidt man går bag om ryggen på andre... Jeg synes ikke, det behøver at handle om personlige hemmeligheder, før man kan tale om at gå bag om ryggen. Lige så snart man har noget negativt at sige om andre og man ikke siger det til personen selv, så mener jeg det er at gå bag om ryggen.  Men jeg synes ikke, det er at gå bag om ryggen at gå til psykolog eller andre med tavshedspligt eller hvis ts søgte råd hos en veninde, som ikke kender søsteren eller andet. Hvis ts bevidst skulle have udeladt dele af sandheden så er det i min verden ikke ret meget anderledes end at lyve. Men det tror nu ikke, hun har.

Anonym skriver:

Der er vi så uenige om, hvorvidt man går bag om ryggen på andre... Jeg synes ikke, det behøver at handle om personlige hemmeligheder, før man kan tale om at gå bag om ryggen. Lige så snart man har noget negativt at sige om andre og man ikke siger det til personen selv, så mener jeg det er at gå bag om ryggen.  Men jeg synes ikke, det er at gå bag om ryggen at gå til psykolog eller andre med tavshedspligt eller hvis ts søgte råd hos en veninde, som ikke kender søsteren eller andet. Hvis ts bevidst skulle have udeladt dele af sandheden så er det i min verden ikke ret meget anderledes end at lyve. Men det tror nu ikke, hun har.

Jeg taler ikke kun om hvis hun gjorde det bevidst. 

Nielsen333 skriver:

Nu ved jeg ikke lige med sikkerhed hvad det er for en anden bruger du henviser til, men har du overvejet så meget som en eneste gang, at min måde at svare dig på kunne handle om hvordan du selv formulerer dig? Det virker ikke sådan. Det er helt fint at du deler ud af dine egne erfaringer, og at du fraråder at gøre som jeg foreslår og argumenterer for hvorfor, men ved du hvad? Det er rent faktisk muligt at gøre dette uden at tillægge andre og det de skriver en masse negative egenskaber. Du kunne nemt være blevet på din egen banehalvdel, hvis du bare havde forklaret at du selv havde dårlige erfaringer med at blande dig i dine børns problemer, og derfor frarådede at involvere forældrene. Men du har i stedet i samtlige af dine svar til mig generaliseret ret groft om de konsekvenser det vil have at gøre som jeg foreslår. At det vil fratage børnene en vigtig læring, skabe unødig konflikt, og nu også at det må handle om ikke at kunne se hvor meget ens børn kan selv. At det har været sådan i dit eget tilfælde betyder jo altså ikke at det er sådan det forholder sig for alle. Mit forslag er heller ikke på nogen måde begrundet ud fra en antagelse om at TS "ikke kan selv", men det virker ikke rigtigt som om du kan (eller måske vil?) forstå, at det faktisk er muligt at få andres hjælp til en ubehagelig situation uden det er fordi man er svag eller mangler kompetencer. 

Læs gerne dit første indlæg igen og fortæl mig, hvem der generaliserer og konkluderer groft ... 

Du får det sidste ord - vi kommer tydeligvis ikke videre. Du  kunne overveje, om reaktionerne på hhv. dine og mine indlæg indikerer, at andre ikke opfatter vores dialog, som du fremstiller den. 

Fortsat god debatlyst. 

Nielsen333 skriver:

Men man går jo netop ikke bag om ryggen på nogen ved at fortælle hvad der foregår, medmindre der er tale om en personlig hemmelighed, hvilket jo ikke er tilfældet her. Jeg siger ikke at du tror nogen lyver. Siger at hvis der er noget væsentligt TS har udeladt, så ændrer det selvfølgelig mit svar til hende. Længere eller mere kompliceret er det faktisk slet ikke. 

nu ved vi jo ikke om søsteren er på samme måde over for forældrene eller at det kun er med søsteren? Så jo det kan at være gå bag ryggen på søsteren, fordi det har INTET med forældrene at gøre. Det har at TS ikke siger fra over for sin søster, så det er MELLEM dem, forældrene bør ikke blandes ind i en SNAK mellem to søstre. 

Mor og meget mere skriver:

Læs gerne dit første indlæg igen og fortæl mig, hvem der generaliserer og konkluderer groft ... 

Du får det sidste ord - vi kommer tydeligvis ikke videre. Du  kunne overveje, om reaktionerne på hhv. dine og mine indlæg indikerer, at andre ikke opfatter vores dialog, som du fremstiller den. 

Fortsat god debatlyst. 

Og du  kunne overveje, at bare fordi dine egne børn har manglet nogle kompetencer, som du i en eller anden grad har skullet have professionel hjælp til at lære dem, så behøver det ikke være tilfældet for alle andre. Jeg kan ikke lige se hvor det er jeg egentlig generaliserer? Jeg kommer med nogle råd ud fra den konkrete situation jeg har fået en beskrivelse af, og ikke ud fra mine egne personlige erfaringer - tilsyneladende i modsætning til dig. Du insisterer jo nærmest på, at hvis TS følger mit råd, så sker der det samme som der er sket i din familie. Det er igen det dér med at blive på sin egen banehalvdel. Prøv det, det er faktisk ikke så svært. 

Nielsen333 skriver:

Og du  kunne overveje, at bare fordi dine egne børn har manglet nogle kompetencer, som du i en eller anden grad har skullet have professionel hjælp til at lære dem, så behøver det ikke være tilfældet for alle andre. Jeg kan ikke lige se hvor det er jeg egentlig generaliserer? Jeg kommer med nogle råd ud fra den konkrete situation jeg har fået en beskrivelse af, og ikke ud fra mine egne personlige erfaringer - tilsyneladende i modsætning til dig. Du insisterer jo nærmest på, at hvis TS følger mit råd, så sker der det samme som der er sket i din familie. Det er igen det dér med at blive på sin egen banehalvdel. Prøv det, det er faktisk ikke så svært. 

Lækkert nedladende svar. Jeg undres ikke over at du føler dig misforstået...