Hvad gør man med tvangsfjernede børn? :'(

Tommelise skriver:

Tvang og magt giver jeg ikke så forfærdelig meget for.

Der er masser af forældre med mangel på selvindsigt, der sidder og bekræfter hinanden i, at "kommunen har bortført deres børn"

Vi hører kun deres version.

Det er jeg helt enig i, men der findes ligeledes et hav af artikler fra psykologer , beretninger fra advokater osv.

jeg er enig i at mange RIGTIG mange mangler selv indsigt, for selvf er deres alles bærn ikke en fejl anbringelse 

Anonym skriver:

Det er jeg helt enig i, men der findes ligeledes et hav af artikler fra psykologer , beretninger fra advokater osv.

jeg er enig i at mange RIGTIG mange mangler selv indsigt, for selvf er deres alles bærn ikke en fejl anbringelse 

 

 

Det ved jeg godt. 

Der er helt sikkert sagsbehandlere, der aldrig vil indrømme, at de tog fejl. Sagsbehandlere der skulle have valgt et andet job. Og så kan vi tale om magtmisbrug.

Og en af mine rigtig gode veninder fik tvangsfjernet sit første barn.

Vi har først mødt hinanden i en moden alder, og derfor skete det læææænge, for vi blev veninder.

Hun fik barnet hjemgivet efter 1 år og fik en undskyldning af kommunen.

Og der skete desværre noget skidt i  plejefamilien.

Synes jeg så, hun mangler selvindsigt og er en dårlig mor ?

Næh - vi har talt om det, og jeg anerkender, at det har været svært, og det er klart, at hun synes, det er utilgiveligt.

Jeg er ikke fordømmende.

Og jeg synes også, det skal være rigtig skidt, før det ikke er bedst for et barn at være hos sine forældre.

Vi synes jo også alle sammen, at det er helt forfærdeligt, når politiet slæber et skrigende, grædende barn af sted, hvis forældrene ikke vil udlevere barnet. Det er jo også et overgreb på barnet.

Men om det virkelig var en fejlanbringelse i det nævnte tifælde, kan jeg ikke vide.

Men selvfølgelig stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved det over for hende.

Begrundelsen var, at hun var for tæt knyttet til barnet, og at det gik ud over lillesøsteren. Det kan sagtens være en fejlvurdering, men en symbiose mellem en mor og et barn KAN være usund. Og barnet viste sig senere at have en diagnose. 

Jeg er ikke i tvivl om, at hun har været god ved lillesøsteren, men måske har det handlet om, at hun fornemmede noget anderledes ved sit første barn og dermed var tæt knyttet til det.

Hun ved også godt, at det er noget skidt, at hendes to første børn har set hende få bank af deres far. 

Heldigvis fungerer lillesøsteren rigtig godt i dag, har studentereksamen og klarer sig fint. 

Og hun har en god kæreste i dag, der behandler hende ordentligt og er far til hendes 3. barn.

Hun er en meget kærlig mor, der vil gå gennem ild og vand for sine børn. Hendes børn er det vigtigste i hendes liv og kommer altid først. 

Og en sød og dejlig veninde.

Og den der med advokaterne. Er du klar over, hvordan en advokat kan finde på at udnytte situationen ?

Den tager vi lige i en anden tråd.

Tommelise skriver:

Det ved jeg godt. 

Der er helt sikkert sagsbehandlere, der aldrig vil indrømme, at de tog fejl. Sagsbehandlere der skulle have valgt et andet job. Og så kan vi tale om magtmisbrug.

Og en af mine rigtig gode veninder fik tvangsfjernet sit første barn.

Vi har først mødt hinanden i en moden alder, og derfor skete det læææænge, for vi blev veninder.

Hun fik barnet hjemgivet efter 1 år og fik en undskyldning af kommunen.

Og der skete desværre noget skidt i  plejefamilien.

Synes jeg så, hun mangler selvindsigt og er en dårlig mor ?

Næh - vi har talt om det, og jeg anerkender, at det har været svært, og det er klart, at hun synes, det er utilgiveligt.

Jeg er ikke fordømmende.

Og jeg synes også, det skal være rigtig skidt, før det ikke er bedst for et barn at være hos sine forældre.

Vi synes jo også alle sammen, at det er helt forfærdeligt, når politiet slæber et skrigende, grædende barn af sted, hvis forældrene ikke vil udlevere barnet. Det er jo også et overgreb på barnet.

Men om det virkelig var en fejlanbringelse i det nævnte tifælde, kan jeg ikke vide.

Men selvfølgelig stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved det over for hende.

Begrundelsen var, at hun var for tæt knyttet til barnet, og at det gik ud over lillesøsteren. Det kan sagtens være en fejlvurdering, men en symbiose mellem en mor og et barn KAN være usund. Og barnet viste sig senere at have en diagnose. 

Jeg er ikke i tvivl om, at hun har været god ved lillesøsteren, men måske har det handlet om, at hun fornemmede noget anderledes ved sit første barn og dermed var tæt knyttet til det.

Hun ved også godt, at det er noget skidt, at hendes to første børn har set hende få bank af deres far. 

Heldigvis fungerer lillesøsteren rigtig godt i dag, har studentereksamen og klarer sig fint. 

Og hun har en god kæreste i dag, der behandler hende ordentligt og er far til hendes 3. barn.

Hun er en meget kærlig mor, der vil gå gennem ild og vand for sine børn. Hendes børn er det vigtigste i hendes liv og kommer altid først. 

Og en sød og dejlig veninde.

Og den der med advokaterne. Er du klar over, hvordan en advokat kan finde på at udnytte situationen ?

Den tager vi lige i en anden tråd.

 

Altså - det er min veninde, er har fået en god kæreste, der ikke er voldelig - ikke datteren.

Tommelise skriver:

Det ved jeg godt. 

Der er helt sikkert sagsbehandlere, der aldrig vil indrømme, at de tog fejl. Sagsbehandlere der skulle have valgt et andet job. Og så kan vi tale om magtmisbrug.

Og en af mine rigtig gode veninder fik tvangsfjernet sit første barn.

Vi har først mødt hinanden i en moden alder, og derfor skete det læææænge, for vi blev veninder.

Hun fik barnet hjemgivet efter 1 år og fik en undskyldning af kommunen.

Og der skete desværre noget skidt i  plejefamilien.

Synes jeg så, hun mangler selvindsigt og er en dårlig mor ?

Næh - vi har talt om det, og jeg anerkender, at det har været svært, og det er klart, at hun synes, det er utilgiveligt.

Jeg er ikke fordømmende.

Og jeg synes også, det skal være rigtig skidt, før det ikke er bedst for et barn at være hos sine forældre.

Vi synes jo også alle sammen, at det er helt forfærdeligt, når politiet slæber et skrigende, grædende barn af sted, hvis forældrene ikke vil udlevere barnet. Det er jo også et overgreb på barnet.

Men om det virkelig var en fejlanbringelse i det nævnte tifælde, kan jeg ikke vide.

Men selvfølgelig stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved det over for hende.

Begrundelsen var, at hun var for tæt knyttet til barnet, og at det gik ud over lillesøsteren. Det kan sagtens være en fejlvurdering, men en symbiose mellem en mor og et barn KAN være usund. Og barnet viste sig senere at have en diagnose. 

Jeg er ikke i tvivl om, at hun har været god ved lillesøsteren, men måske har det handlet om, at hun fornemmede noget anderledes ved sit første barn og dermed var tæt knyttet til det.

Hun ved også godt, at det er noget skidt, at hendes to første børn har set hende få bank af deres far. 

Heldigvis fungerer lillesøsteren rigtig godt i dag, har studentereksamen og klarer sig fint. 

Og hun har en god kæreste i dag, der behandler hende ordentligt og er far til hendes 3. barn.

Hun er en meget kærlig mor, der vil gå gennem ild og vand for sine børn. Hendes børn er det vigtigste i hendes liv og kommer altid først. 

Og en sød og dejlig veninde.

Og den der med advokaterne. Er du klar over, hvordan en advokat kan finde på at udnytte situationen ?

Den tager vi lige i en anden tråd.

 

Du må gerne skrive om det her i tråden, jeg har i hvert fald ikke noget imod det. Men selvfølgelig promoverer advokater deres arbejde ligesom så mange andre. Det er jo ikke ensbetydende med, at det de fortæller om systemets overgreb ikke er korrekt.

Hvad angår din veninde, så er jeg faktisk ret chokeret over at læse, at hun fik fjernet sit ene barn fordi hun var så tæt knyttet til ham/hende at det gik ud over det andet barn. Grunden til jeg bliver chokeret er, at jeg selv kender en familie, hvor moren bruger så meget energi på sit yngste barn, at hun stort set ikke har tid og overskud til sit andet barn. Det yngste barn er meget alvorligt sygt, og de er tit indlagt på hospitalet, også i meget lange perioder. Så der er jo en god grund til at tingene er som de er. Men jeg vil desværre stadig mene at hun svigter det ældste barn. Hun gør nemlig ikke rigtig noget for at ændre situationen, så hun kan få mere tid sammen med ham. Hun har for eksempel takket nej til aflastning af det yngste barn, og hun nægter at lade faren tage mere over med det yngste barn, så hun selv kan få en pause. For mig virker det som om hun ikke forstår, at de valg hun tager går ud over hendes ældste barn. Det er så trist at se hvordan det ældste barns selvværd daler mere og mere. Han har efterhånden en alder hvor han forstår at han bliver forbigået og overset. Og samtidig er han ikke gammel nok til at forstå, at det jo ikke er fordi hans mor elsker ham mindre at hun vælger som hun gør. Jeg kan godt være bange for, at når han en dag bliver gammel nok til at forstå dette, så vil det måske være for sent. For hvis man som barn først har opbygget en følelse af at være mindre værd, eller af at ens behov er mindre vigtige, så kan det jo have indvirkning på hele resten af ens liv. Jeg vil endda vove at påstå at det er mere reglen end undtagelsen? Så ja, jeg synes bestemt det er trist. Men jeg havde aldrig nogensinde troet, at den slags familieproblemer kunne få kommunen til at skride ind med tvangsfjernelse. Jeg ved godt at kommunerne har meget fokus på sund tilknytning, og at de kan finde på at tvangsfjerne hvis de mener der er tale om symbiose. Men jeg havde ikke troet at man ville tvangsfjerne et barn nærmest udelukkende for at tilgodese et andet barn i familien. Såvidt jeg ved er der ingen der tvivler på morens omsorgsevne for det ældste barn i den familie jeg kender. Hvis jeg skal være helt ærlig med hånden på hjertet, så vil jeg mene at det ældste barn ville have haft en bedre barndom hvis det yngste barn ikke boede hjemme på fuld tid. Jeg håber at moren en dag vil give lidt slip på sit behov for kontrol. Jeg kan sagtens forstå at hun har det behov når hendes barn har været på kanten af døden flere gange. Det ændrer bare ikke på at jeg ville ønske at hun også var der mere for det ældste barn. Men ja, jeg blev lidt chokeret da jeg læste din beretning her. Måske var det barn ikke blevet anbragt hvis diagnosen var blevet opdaget i tide. Så havde kommunen nok været mere large med morens måde at gøre tingene på. Eller hvad tænker du??? 

Anonym skriver:

Du må gerne skrive om det her i tråden, jeg har i hvert fald ikke noget imod det. Men selvfølgelig promoverer advokater deres arbejde ligesom så mange andre. Det er jo ikke ensbetydende med, at det de fortæller om systemets overgreb ikke er korrekt.

Hvad angår din veninde, så er jeg faktisk ret chokeret over at læse, at hun fik fjernet sit ene barn fordi hun var så tæt knyttet til ham/hende at det gik ud over det andet barn. Grunden til jeg bliver chokeret er, at jeg selv kender en familie, hvor moren bruger så meget energi på sit yngste barn, at hun stort set ikke har tid og overskud til sit andet barn. Det yngste barn er meget alvorligt sygt, og de er tit indlagt på hospitalet, også i meget lange perioder. Så der er jo en god grund til at tingene er som de er. Men jeg vil desværre stadig mene at hun svigter det ældste barn. Hun gør nemlig ikke rigtig noget for at ændre situationen, så hun kan få mere tid sammen med ham. Hun har for eksempel takket nej til aflastning af det yngste barn, og hun nægter at lade faren tage mere over med det yngste barn, så hun selv kan få en pause. For mig virker det som om hun ikke forstår, at de valg hun tager går ud over hendes ældste barn. Det er så trist at se hvordan det ældste barns selvværd daler mere og mere. Han har efterhånden en alder hvor han forstår at han bliver forbigået og overset. Og samtidig er han ikke gammel nok til at forstå, at det jo ikke er fordi hans mor elsker ham mindre at hun vælger som hun gør. Jeg kan godt være bange for, at når han en dag bliver gammel nok til at forstå dette, så vil det måske være for sent. For hvis man som barn først har opbygget en følelse af at være mindre værd, eller af at ens behov er mindre vigtige, så kan det jo have indvirkning på hele resten af ens liv. Jeg vil endda vove at påstå at det er mere reglen end undtagelsen? Så ja, jeg synes bestemt det er trist. Men jeg havde aldrig nogensinde troet, at den slags familieproblemer kunne få kommunen til at skride ind med tvangsfjernelse. Jeg ved godt at kommunerne har meget fokus på sund tilknytning, og at de kan finde på at tvangsfjerne hvis de mener der er tale om symbiose. Men jeg havde ikke troet at man ville tvangsfjerne et barn nærmest udelukkende for at tilgodese et andet barn i familien. Såvidt jeg ved er der ingen der tvivler på morens omsorgsevne for det ældste barn i den familie jeg kender. Hvis jeg skal være helt ærlig med hånden på hjertet, så vil jeg mene at det ældste barn ville have haft en bedre barndom hvis det yngste barn ikke boede hjemme på fuld tid. Jeg håber at moren en dag vil give lidt slip på sit behov for kontrol. Jeg kan sagtens forstå at hun har det behov når hendes barn har været på kanten af døden flere gange. Det ændrer bare ikke på at jeg ville ønske at hun også var der mere for det ældste barn. Men ja, jeg blev lidt chokeret da jeg læste din beretning her. Måske var det barn ikke blevet anbragt hvis diagnosen var blevet opdaget i tide. Så havde kommunen nok været mere large med morens måde at gøre tingene på. Eller hvad tænker du??? 

Jeg er ikke så chokeret, som du er.

For jeg har ikke kommunens vurdering af sagen. Jeg ved ikke præcis, hvad der lå til grund for anbringelsen. Jeg har ikke læst papirerne.

Jeg ved ikke noget om, om der dengang var nogle små tegn på mistrivsel hos barn nr. 2, og at de ville handle i tide, fordi man ikke "gambler med små børn"

Og jeg har jo kun moderens version. Jeg kan jo ikke spørge dem, der tog beslutningen.

Faktisk har jeg troet, at grunden til anbringelsen var volden i hjemmet. Det var først den dag, jeg spurgte hende, hvorfor det kun var det ældste barn, der blev anbragt, at hun fortalte det.

Faktisk var det hele ikke så godt, da hun ventede barn nr. 1  - ikke kun p.gr.a. den voldelige kæreste, men hun var ung (dog ikke purung) og havde f.eks. været på byture og drukket under graviditen (måske før hun opdagede den). Måske frygtede hun, at fostret havde taget skade. Men faderen ville have barnet.

Så paradoksalt nok havde hun selvindsigt - overvejelsen om abort var jo bl.a. fordi hun ikke havde opført sig "efter bogen", under graviditeten.

Men jeg forstår, at det var frygteligt for hende, og jeg ville ønske, at der have været tale om en anden plejefamilie. 

Og jeg har da frygtelig ondt af hende, fordi hun skulle opleve det.

Dog synes jeg, hun har haft en fantastiske evne til at undgå bitterhed. Hvis den har været der (og det må den jo have været), så har hun sluppet den. Det er ikke noget, man mærker på hende i dag.

Måske fordi hun ikke er bange for, at vi synes, hun er en dårlig mor.

Og måske fordi hun ikke kan ændre på fortiden.

Men eftersom hun fik en undskyldning, så kunne der jo godt være tale om et barn, der ikke skulle have været anbragt. Måske var undskyldningen også p.gr.a. det, der skete i plejefamilien.

Og det er som sagt mange år siden. I dag er der mere fokus på diagnoser. Og det er jo rigtig godt.

Tommelise skriver:

Det ved jeg godt. 

Der er helt sikkert sagsbehandlere, der aldrig vil indrømme, at de tog fejl. Sagsbehandlere der skulle have valgt et andet job. Og så kan vi tale om magtmisbrug.

Og en af mine rigtig gode veninder fik tvangsfjernet sit første barn.

Vi har først mødt hinanden i en moden alder, og derfor skete det læææænge, for vi blev veninder.

Hun fik barnet hjemgivet efter 1 år og fik en undskyldning af kommunen.

Og der skete desværre noget skidt i  plejefamilien.

Synes jeg så, hun mangler selvindsigt og er en dårlig mor ?

Næh - vi har talt om det, og jeg anerkender, at det har været svært, og det er klart, at hun synes, det er utilgiveligt.

Jeg er ikke fordømmende.

Og jeg synes også, det skal være rigtig skidt, før det ikke er bedst for et barn at være hos sine forældre.

Vi synes jo også alle sammen, at det er helt forfærdeligt, når politiet slæber et skrigende, grædende barn af sted, hvis forældrene ikke vil udlevere barnet. Det er jo også et overgreb på barnet.

Men om det virkelig var en fejlanbringelse i det nævnte tifælde, kan jeg ikke vide.

Men selvfølgelig stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved det over for hende.

Begrundelsen var, at hun var for tæt knyttet til barnet, og at det gik ud over lillesøsteren. Det kan sagtens være en fejlvurdering, men en symbiose mellem en mor og et barn KAN være usund. Og barnet viste sig senere at have en diagnose. 

Jeg er ikke i tvivl om, at hun har været god ved lillesøsteren, men måske har det handlet om, at hun fornemmede noget anderledes ved sit første barn og dermed var tæt knyttet til det.

Hun ved også godt, at det er noget skidt, at hendes to første børn har set hende få bank af deres far. 

Heldigvis fungerer lillesøsteren rigtig godt i dag, har studentereksamen og klarer sig fint. 

Og hun har en god kæreste i dag, der behandler hende ordentligt og er far til hendes 3. barn.

Hun er en meget kærlig mor, der vil gå gennem ild og vand for sine børn. Hendes børn er det vigtigste i hendes liv og kommer altid først. 

Og en sød og dejlig veninde.

Og den der med advokaterne. Er du klar over, hvordan en advokat kan finde på at udnytte situationen ?

Den tager vi lige i en anden tråd.

 

Ja det ved jeg, for mine børn var ogaå anbragt kort, dog kun i 1.5 så fik jeg dem hjem igen (uden advokat) 

Anonym skriver:

Ja det ved jeg, for mine børn var ogaå anbragt kort, dog kun i 1.5 så fik jeg dem hjem igen (uden advokat) 

Altså 1.5 mdr 

Anonym skriver:

Du må gerne skrive om det her i tråden, jeg har i hvert fald ikke noget imod det. Men selvfølgelig promoverer advokater deres arbejde ligesom så mange andre. Det er jo ikke ensbetydende med, at det de fortæller om systemets overgreb ikke er korrekt.

Hvad angår din veninde, så er jeg faktisk ret chokeret over at læse, at hun fik fjernet sit ene barn fordi hun var så tæt knyttet til ham/hende at det gik ud over det andet barn. Grunden til jeg bliver chokeret er, at jeg selv kender en familie, hvor moren bruger så meget energi på sit yngste barn, at hun stort set ikke har tid og overskud til sit andet barn. Det yngste barn er meget alvorligt sygt, og de er tit indlagt på hospitalet, også i meget lange perioder. Så der er jo en god grund til at tingene er som de er. Men jeg vil desværre stadig mene at hun svigter det ældste barn. Hun gør nemlig ikke rigtig noget for at ændre situationen, så hun kan få mere tid sammen med ham. Hun har for eksempel takket nej til aflastning af det yngste barn, og hun nægter at lade faren tage mere over med det yngste barn, så hun selv kan få en pause. For mig virker det som om hun ikke forstår, at de valg hun tager går ud over hendes ældste barn. Det er så trist at se hvordan det ældste barns selvværd daler mere og mere. Han har efterhånden en alder hvor han forstår at han bliver forbigået og overset. Og samtidig er han ikke gammel nok til at forstå, at det jo ikke er fordi hans mor elsker ham mindre at hun vælger som hun gør. Jeg kan godt være bange for, at når han en dag bliver gammel nok til at forstå dette, så vil det måske være for sent. For hvis man som barn først har opbygget en følelse af at være mindre værd, eller af at ens behov er mindre vigtige, så kan det jo have indvirkning på hele resten af ens liv. Jeg vil endda vove at påstå at det er mere reglen end undtagelsen? Så ja, jeg synes bestemt det er trist. Men jeg havde aldrig nogensinde troet, at den slags familieproblemer kunne få kommunen til at skride ind med tvangsfjernelse. Jeg ved godt at kommunerne har meget fokus på sund tilknytning, og at de kan finde på at tvangsfjerne hvis de mener der er tale om symbiose. Men jeg havde ikke troet at man ville tvangsfjerne et barn nærmest udelukkende for at tilgodese et andet barn i familien. Såvidt jeg ved er der ingen der tvivler på morens omsorgsevne for det ældste barn i den familie jeg kender. Hvis jeg skal være helt ærlig med hånden på hjertet, så vil jeg mene at det ældste barn ville have haft en bedre barndom hvis det yngste barn ikke boede hjemme på fuld tid. Jeg håber at moren en dag vil give lidt slip på sit behov for kontrol. Jeg kan sagtens forstå at hun har det behov når hendes barn har været på kanten af døden flere gange. Det ændrer bare ikke på at jeg ville ønske at hun også var der mere for det ældste barn. Men ja, jeg blev lidt chokeret da jeg læste din beretning her. Måske var det barn ikke blevet anbragt hvis diagnosen var blevet opdaget i tide. Så havde kommunen nok været mere large med morens måde at gøre tingene på. Eller hvad tænker du??? 

Nu skriver du, at du er meget chokeret.

Men uanset hvor meget jeg holder af min veninde, så må jeg erkende, at jeg rent objektivt IKKE ved, om der var tale om et overgreb fra systemet.

Tommelise skriver:

Nu skriver du, at du er meget chokeret.

Men uanset hvor meget jeg holder af min veninde, så må jeg erkende, at jeg rent objektivt IKKE ved, om der var tale om et overgreb fra systemet.

Har heller ikke skrevet at det var et overgreb i din venindes tilfælde. Det jeg mener er bare, at jeg ikke før har hørt om at man har fjernet et barn med tvang for at tage hensyn til andre børn i familien. Jeg har hørt om et enkelt tilfælde, hvor en mor til sidst gik med til en frivillig anbringelse af sit syge barn for at barnets søskende kunne få et pusterum. Men jeg har aldrig før hørt om at det er sket med tvang. Og det har faktisk undret mig meget, og så alligevel ikke. På den ene side er det jo logisk at tage hensyn til søskende, som jo desværre nogen gange bliver meget hårdt belastede af en brors eller søsters sygdom. Derfor synes jeg også helt personligt at tvangsanbringelser BØR forekomme i sådanne situationer, hvis forældrene ikke selv er villige til at modtage hjælp. Men på den anden side har det jo ikke noget med forældrenes omsorgsevne at gøre at de har et sygt barn, hvorfor det kan være svært at retfærdiggøre en anbringelse uden samtykke. I serviceloven står det så fint beskrevet, at for at et barn kan anbringes uden samtykke, så skal forældrene enten være ude af stand til at tage sig af det, eller barnet skal være kriminelt, voldeligt eller lignende. Det er jo hér det bliver rigtig interessant når det kommer til børn med svære diagnoser. For så kan der jo opstå en situation, hvor forældrene rent faktisk er ude af stand til at tage sig af barnet, selvom de er velfungerende i øvrigt, og selvom barnet ikke er kriminelt eller voldeligt. Så det bliver lidt til en gråzone i lovgivningen. Men ja, jeg har i hvert fald aldrig før hørt om at det er sket med tvang, og det lyder jo så også som om, at kommunen selv mener det var en fejlanbringelse i det tilfælde du fortæller om. Jeg tror simpelthen ikke der er fokus nok på hvor store konsekvenser det har for børn at være bror eller søster til et alvorligt sygt barn. Og så er det jo klart at kommunerne heller ikke kan tage stilling til det. Ved ikke om min beskrivelse giver mening? 

Anonym skriver:

Har heller ikke skrevet at det var et overgreb i din venindes tilfælde. Det jeg mener er bare, at jeg ikke før har hørt om at man har fjernet et barn med tvang for at tage hensyn til andre børn i familien. Jeg har hørt om et enkelt tilfælde, hvor en mor til sidst gik med til en frivillig anbringelse af sit syge barn for at barnets søskende kunne få et pusterum. Men jeg har aldrig før hørt om at det er sket med tvang. Og det har faktisk undret mig meget, og så alligevel ikke. På den ene side er det jo logisk at tage hensyn til søskende, som jo desværre nogen gange bliver meget hårdt belastede af en brors eller søsters sygdom. Derfor synes jeg også helt personligt at tvangsanbringelser BØR forekomme i sådanne situationer, hvis forældrene ikke selv er villige til at modtage hjælp. Men på den anden side har det jo ikke noget med forældrenes omsorgsevne at gøre at de har et sygt barn, hvorfor det kan være svært at retfærdiggøre en anbringelse uden samtykke. I serviceloven står det så fint beskrevet, at for at et barn kan anbringes uden samtykke, så skal forældrene enten være ude af stand til at tage sig af det, eller barnet skal være kriminelt, voldeligt eller lignende. Det er jo hér det bliver rigtig interessant når det kommer til børn med svære diagnoser. For så kan der jo opstå en situation, hvor forældrene rent faktisk er ude af stand til at tage sig af barnet, selvom de er velfungerende i øvrigt, og selvom barnet ikke er kriminelt eller voldeligt. Så det bliver lidt til en gråzone i lovgivningen. Men ja, jeg har i hvert fald aldrig før hørt om at det er sket med tvang, og det lyder jo så også som om, at kommunen selv mener det var en fejlanbringelse i det tilfælde du fortæller om. Jeg tror simpelthen ikke der er fokus nok på hvor store konsekvenser det har for børn at være bror eller søster til et alvorligt sygt barn. Og så er det jo klart at kommunerne heller ikke kan tage stilling til det. Ved ikke om min beskrivelse giver mening? 

Men du glemmer, at det her skete for over 20 år siden.

Og at der var en voldelig mand i hjemmet.

"Det lyder, som om kommunen selv mener, at det var en fejlanbringelse" - det tror jeg også. For én ting er, at barnet bliver hjemgivet. Det er nok ikke så tit, der følger en undskyldning med.

Og som min veninde siger - hvad kan jeg bruge den til - og det kan hun jo heller ikke. Andet end at det var en anerkendelse at, at der var sket fejl.

Men det, der skete i plejefamilien, bliver aldrig kommunens skyld.

Og det er jo først bagefter, man bliver klar over, at det var en fejlanbringelse.

Måske blev det rent faktisk vurderet, at det var det bedste.

Det er ikke sikkert, at der er nogen, der har tænkt så meget i diagnoser. Heller ikke pædagoger eller andre.

Det ved man mere om i dag. Og der er større fokus på det. Heldigvis da. For det er bedre at støtte familien, hvis de er parat til at tage imod hjælp.

Jeg tror ikke, min venindes barn ville være blevet fjernet i dag. Jeg tror, hun havde fået støtte på en anden måde.

Og min personlige mening er, at det var bedst, hvis barnet var blevet i familien, og de havde modtaget støtte. Og jeg er på min venindes vegne vred over det, der skete i plejefamilien - også selv om det ikke var kommunens skyld.

Og jeg beundrer min veninde for, at hun har lagt det bag sig (om end man aldrig glemmer det).

Og et barn med en svær diagnose bliver nok i større omfang fjernet fra en ressourcesvag familie end en ressourcestærk.

Måske kunne den samme ressourcesvage familie uden problemer kunne tage sig af et "almindeligt" barn.

Hvis et af mine søskendes børn havde en diagnose, så ville børnene ikke være blevet fjernet. 

Eller min tætteste barndomsveninde. Både hun og hendes mand er vanvittigt ressourcestærke forældre, og min veninde har selv en uddannelse, der har ført hende til et job som pædagogisk leder på en friskole.

Du har ret i, at der er for lidt fokus på, hvor svært det er at være bror eller søster til et barn med en sygdom, en diagnose eller et handicap. Det giver fint mening, at du skriver det.