Mor og meget mere skriver:
Det er netop de følelsesladede beslutninger, jeg frygter - at panikken, frygten, utrygheden ved den forestående samfundsøkonomiske regning vil få indflydelse på etikken og skubbe ved vores grænser. Historisk set har det sjældent ført noget godt med sig, og i private relationer ved vi jo også, at store beslutninger med vidtrækkende konsekvenser ikke skal træffes, når bølgerne går allerhøjest.
Men jeg synes egentlig ikke, jeg kan formulere det skarpere og mere præcist end det er gjort i opslaget, jeg delte. At det netop er nu, vi får afprøvet, om vores humanistiske spilleregler kun gælder, når det overvejende går godt.
Der bliver en voldsom og vigtig debat i kølvandet på dette, hvor vi formentlig alle vil opleve, at nogle grænser er rykket og nogle absolutter måske er justeret hos den enkelte.
Det blev lige et lidt sent svar grundet travlhed, kan se at debatten har udviklet sig lidt, så laver lige et blandet svar/indlæg.
Jeg tænker egentlig, man kan argumentere, at et par af de beslutninger, der er taget, kunne være beslutninger der er taget i "følelsernes vold" også. Det er jo en mega svær debat at have, da der ingen videnskablig belæg er for hverken det ene eller det andet. Vi kan have en formodning om, at det at lukke hele landet gør, at vi ikke lægger vores sundhedsvæsen ned, og dermed er "omkostningen" ved dette tiltag retfærdiggjort, når man holder det op imod konsekvensen af ikke at lukke ned(lidt forsimplet). Samtidig er man selvfølgelig løbende nødt til at reflektere over, om omkostningen ved de enkelte tiltag rent faktisk har den forventet effekt - altså ex. at lukke landet næsten helt vs. kun halvt(som sverige), hvor meget mere undgår vi ved det ekstra set i forhold til, hvad omkostningen i samfundet er.
Jeg synes også det er uetisk at sætte værdi på et enkelt menneskes liv. Jeg er helt enig i, at man - rent etisk - ikke kan sige, at et liv er mere værd end en andens. Problemet med helt at afholde sig fra at gøre det, er, at vi ikke får belyst, de tiltag der tages set udfra et samfundsøkonomisk perspektiv.
Jeg hæfter mig ved, du skriver, du måske kan kaldes urealistisk i et senere indlæg - det vil jeg faktisk ikke kalde det. Sådan sat lidt på spidsen, beskriver du dig selv som den etiske, der bestemt aldrig kunne finde på at gøre menneskeliv op i kroner og øre, og den uetisk økonom, er ham, der giver køb på vores grundlæggende værdier. Men er det ikke også en af vores grundværdier at se på fællesskabet fremfor individet? Når man kun argumenter på individniveau - altså den svage kroniske syge er da lige så meget værd, som den unge friske agtig argumentation, så misser og glemmer man vel netop fællesskabet. Det økonomen prøver at sige er jo netop, at vi risikerer at sætte mange (fællesskabet) over styr for at redde enkelte. Og at regningen med det vi gør nu, kan være så stor, at vi faktisk i vores stræben efter at hjælpe individet - de svage, de ældre m.m., har sat vores alles grundlæggende velfærd over styr. Hvilket jo i mange år frem får konsekvenser for netop de svage i vores samfund. Jeg tænker, det da kan være ligeså etisk, som at sætte individet og dem som har behovet lige her og nu først.
Jeg vil godt lige igen understrege, at jeg er ENIG i de tiltag regeringen p.t. har sat i værk. Jeg deler ikke domdags profetien om, at vores økonomi ikke kan komme sig - selvom der nok kommer et par lidt hårde år - specielt set i lyset af verdensøkonomien generelt. Men jeg synes, vi konstant skal lave cost/benefit i forhold til tiltag, og konstant opveje, hvad vi ved og rette til, som vi bliver klogere. Også synes jeg ikke om, at man kalder et samfundsøkonomisk perspektiv for uetisk, da det for mig er et mindst ligeså vigtig bidrag til debatten, som alt andet - og mindst ligeså etisk.
