Corona og landets økonomi

Tommelise skriver:

Man kunne jo også spørge, om det kan svare sig med alle de scanninger af gravide. Om det måske er ressourcespild, eller om det kun er kvinder over 35, der skal have tilbudt særlige undersøgelser.

Eller om det skal være gratis at blive solomor. 

Jeg tror sgu godt NF kan betale sig... et barn med downs er rasende dyrt. Så dyrt, at det betaler sig at scanne alle. 

Men det er jo nogle komplicerede udregninger. Derfor er det godt, at bl.a. medicinrådet findes. 

Abracadabra skriver:

Jeg tror sgu godt NF kan betale sig... et barn med downs er rasende dyrt. Så dyrt, at det betaler sig at scanne alle. 

Men det er jo nogle komplicerede udregninger. Derfor er det godt, at bl.a. medicinrådet findes. 

Jeg laver heller ikke nogle konklusioner, da jeg jo heller ikke ved, om det kan betale sig.

Det er nemlig kompliceret.

Men når der tales så meget om, hvad der er noget værd og hvad der ikke er - så skal det også handle om, om vi er villige til at ofre det, der kunne ramme os selv.

lineog4 skriver:

Det var undret mig et stykke tid, at de to modsætninger om man vil har været økonomi versus menneskeliv. 

For er det rent faktisk menneskeliv som i den enkelte på 76 år vi redder med vores indsats, eller er det et sundhedsvæsen, er det netop de unge med fx kræft som stadig kan få sin behandling fordi vi får glæder kurven, er det den enkelt sunehdsmedarbejder som ikke skal stå i umenneskelige forhold såvel fysisk og psykisk. Jo det er også menneskeliv i Italien er der døde læger og sygeplejersker som knoklede og endte med døden. Og selvsagt er hver enkelt historie en historie om et menneske med en familie, venner, børn osv.

Men stiller man spørgsmålet som der har været i pressen i: skal vi bruge 3 milliarder pr menneskeliv? Så bliver det hele så forsimplet og mangler i min optik perspektivet og glemmer alle andre faktorer. Der er faktorer som: Hvad gør det ved arbejdsmarkedet vi giver los og mange danskere skal være syge på samme tid, hvad gør det ved sundhedsvæsenet i den periode, vil vi se døde af for os i Danmark ellers simple ting som vi plejer at kunne hjælpe fordi der simpelthen ikke er ressourcer nok i systemet mens det er værst, vil skolerne alligevel lukke fordi mange medarbejdere og børn er smittede og sat i karantæne og på den måde ikke kan opretholde en nødpasning, plus det menneskelige kan medarbejderen gå på arbejde som om intet er hændt når begge er forældre er døde med en uges mellemrum eller manden ligger i respirator. 

Jeg er sikker på, at de som beslutter lytter og vurderer en bred vifte af faktorer både de sundhedsfaglige (og her ikke kun i forhold til virus, men også den mentale sundhed), økonomer, faggrupper osv. Og når vi sidder i vores kedsomhed og vurderer alene med modsætningen etik og økonomi, så griber vi slet ikke paletten.

Jeg siger ikke, at man skal undgå det kritiske for konstruktive kritiske spørgsmål er altid godt, men jeg tænker vi skal erkende vi simpelthen ikke har viden nok til at kende den rigtige løsning i denne periode. Så spørg spørg spørg, men undgå konklusioner baseret alene på en faktor.

Jeg selv hmm jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg mener. Men jeg føler mig tryg både på egne og min ældre mors vegne. Jeg er glad for at jeg ikke går nede i indskolingshuset, dagligt underviser 36 7-8 årige, som kommer på skødet, skal trøstes, har 11 taller, som jeg ikke kan holde mig 2-3 meter fra. Er glad for, at der beskeden kom i går: en kollega er smittet, så behøver jeg ikke fået sug i maven, for jeg har ikke mødt personen i 14 dage.

Jeg ved jeg formodentlig skal have corvid 19, men jeg ville gerne gå fri, jeg vil gerne min familie går fri. 

Økonomi ved jeg simpelthen ikke nok om, men jeg ved nok til at vide det ikke er simpelt, og det handler ikke om kun om så meget mister vi ved nedlukning versus ikke nedlukning.

Jeg er slet ikke uenig i, at den brede, nuancerede og varierede debat er højrelevant. Både nu og, for alvor, når regnskabet (i enhver sammenhæng) skal gøres op bagefter. 
Ikke desto mindre er det langt fra kedsomhed , der driver mig til at åbne også for den rent etiske debat - det er heller ikke en løsning på den aktuelle situation, jeg er på jagt efter. Jeg synes oprigtigt, det er spændende at overveje perspektiverne i, hvornår vi som mennesker giver køb på principper, som vi normalt opfatter som kendetegnende for civiliseret og humanistisk adfærd. For vi er allesammen i stand til at nå dertil. 

Jeg fik debatten med mine tre 9. klasser i kristendomskundskab i går - meget spændende at høre (=læse), hvor forskelligt de unge ser på dette og at grunde over, hvorfra deres individuelle absolutter kommer. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er slet ikke uenig i, at den brede, nuancerede og varierede debat er højrelevant. Både nu og, for alvor, når regnskabet (i enhver sammenhæng) skal gøres op bagefter. 
Ikke desto mindre er det langt fra kedsomhed , der driver mig til at åbne også for den rent etiske debat - det er heller ikke en løsning på den aktuelle situation, jeg er på jagt efter. Jeg synes oprigtigt, det er spændende at overveje perspektiverne i, hvornår vi som mennesker giver køb på principper, som vi normalt opfatter som kendetegnende for civiliseret og humanistisk adfærd. For vi er allesammen i stand til at nå dertil. 

Jeg fik debatten med mine tre 9. klasser i kristendomskundskab i går - meget spændende at høre (=læse), hvor forskelligt de unge ser på dette og at grunde over, hvorfra deres individuelle absolutter kommer. 

Men hvad tænker de unge? 

Det er deres fremtid , og deres liv vi lige nu ændre .

Synes de det er pengene værd , eller er de bange for hvordan det bliver for dem at vokse op i et udsultet samfund ? 

Skal vi for enhver pris bruge løs  - eller er det på tide at reflektere  over om vi slår flere ihjel på sigt ved ikke at stoppe op i panikken,  og vurderer hvor vi nu er ? 

Mine store børn er ret frustrerede,  og bekymrede- 

Min  yngste af de ældste s uddannelse  er stoppet - og han er bange for han fx ikke kan få en læreplads når de lukker op igen. 

Jeg har en på knap 15 , og han er bekymret for om den uddannelse han  gerne vil have  - ikke bliver så "let " hvis pengene ikke er der til man kan det vi kunne før. 

Men.ja - hvad tænker "dine" store børn om det hele? 

Men hvad tænker de unge? 

Det er deres fremtid , og deres liv vi lige nu ændre .

Synes de det er pengene værd , eller er de bange for hvordan det bliver for dem at vokse op i et udsultet samfund ? 

Skal vi for enhver pris bruge løs  - eller er det på tide at reflektere  over om vi slår flere ihjel på sigt ved ikke at stoppe op i panikken,  og vurderer hvor vi nu er ? 

Mine store børn er ret frustrerede,  og bekymrede- 

Min  yngste af de ældste s uddannelse  er stoppet - og han er bange for han fx ikke kan få en læreplads når de lukker op igen. 

Jeg har en på knap 15 , og han er bekymret for om den uddannelse han  gerne vil have  - ikke bliver så "let " hvis pengene ikke er der til man kan det vi kunne før. 

Men.ja - hvad tænker "dine" store børn om det hele? 

 

Tror du ikke de unges bekymringer i hvert fald de på 18 og ned er en del af farvet af deres forældres, venners osv bekymringer.

Min på 17 lige om lidt har ikke de samme bekymringer som dine børn. Hun ved det her betyder noget for økonomien, hun taler en del om den italienske økonomi (nu er det jo også det nede hun sidder), men det handler i høj grad om bekymringen for, at der er nogle som vil blive fattige. Hun er mindre bekymret for Danmark, fordi Danmark som udgangspunkt havde en bedre økonomi og heller ikke er så hårdt ramt. Hun ved godt det også har betydning i Danmark og det vil give nogle ændringer måske også direkte for hende  men hun taler ikke om at prisen er for høj. 

Så er hun bekymret globalt  for når virus fx rammer Afrika. Og hun er bekymret for den verden det vil give - kan må så ikke længere rejse, vil mange dø, vil mange unge og børn lide osv.

Og så helt egoistisk er hendes tænker på: kan jeg komme til Danmark, skal jeg i karantæne, hvornår må jeg se mine venner. Vil jeg til Danmark når jeg potentielt kan smitte - bør jeg ikke smide min egoisme væk og gøre som alle anbefaler osv. 

1. 
   
   

   
   
   

   Tror du ikke de unges bekymringer i hvert fald de på 18 og ned er en del af farvet af deres forældres, venners osv bekymringer.

   Min på 17 lige om lidt har ikke de samme bekymringer som dine børn. Hun ved det her betyder noget for økonomien, hun taler en del om den italienske økonomi (nu er det jo også det nede hun sidder), men det handler i høj grad om bekymringen for, at der er nogle som vil blive fattige. Hun er mindre bekymret for Danmark, fordi Danmark som udgangspunkt havde en bedre økonomi og heller ikke er så hårdt ramt. Hun ved godt det også har betydning i Danmark og det vil give nogle ændringer måske også direkte for hende  men hun taler ikke om at prisen er for høj. 

   Så er hun bekymret globalt  for når virus fx rammer Afrika. Og hun er bekymret for den verden det vil give - kan må så ikke længere rejse, vil mange dø, vil mange unge og børn lide osv.

   Og så helt egoistisk er hendes tænker på: kan jeg komme til Danmark, skal jeg i karantæne, hvornår må jeg se mine venner. Vil jeg til Danmark når jeg potentielt kan smitte - bør jeg ikke smide min egoisme væk og gøre som alle anbefaler osv. 

Jo måske- men så burde han ikke være så bekymret , da han færdes i et ret priviligeret miljø  - hvor bruger betalinger ikke får nogen til at  ligge søvnløs .

Men derfor er det jo stadig en usikker fremtid der venter  - 

Og så kommer det jo også an på hvilken vej man gerne vil gå uddannelse set  - da jeg tror at det private arbejds marked bliver kraftigt forringet. 

Og så lyder din datter så dejlig empatisk  - Gad godt jeg kunne tænke på miljøet som 1 priotet i mine tanker  - men det er jeg alt for egoistisk til 

1. 
   
   

   
   
   

   Tror du ikke de unges bekymringer i hvert fald de på 18 og ned er en del af farvet af deres forældres, venners osv bekymringer.

   Min på 17 lige om lidt har ikke de samme bekymringer som dine børn. Hun ved det her betyder noget for økonomien, hun taler en del om den italienske økonomi (nu er det jo også det nede hun sidder), men det handler i høj grad om bekymringen for, at der er nogle som vil blive fattige. Hun er mindre bekymret for Danmark, fordi Danmark som udgangspunkt havde en bedre økonomi og heller ikke er så hårdt ramt. Hun ved godt det også har betydning i Danmark og det vil give nogle ændringer måske også direkte for hende  men hun taler ikke om at prisen er for høj. 

   Så er hun bekymret globalt  for når virus fx rammer Afrika. Og hun er bekymret for den verden det vil give - kan må så ikke længere rejse, vil mange dø, vil mange unge og børn lide osv.

   Og så helt egoistisk er hendes tænker på: kan jeg komme til Danmark, skal jeg i karantæne, hvornår må jeg se mine venner. Vil jeg til Danmark når jeg potentielt kan smitte - bør jeg ikke smide min egoisme væk og gøre som alle anbefaler osv. 

Jo måske- men så burde han ikke være så bekymret , da han færdes i et ret priviligeret miljø  - hvor bruger betalinger ikke får nogen til at  ligge søvnløs .

Men derfor er det jo stadig en usikker fremtid der venter  - 

Og så kommer det jo også an på hvilken vej man gerne vil gå uddannelse set  - da jeg tror at det private arbejds marked bliver kraftigt forringet. 

Og så lyder din datter så dejlig empatisk  - Gad godt jeg kunne tænke på miljøet som 1 priotet i mine tanker  - men det er jeg alt for egoistisk til 

Jeg ville også ønske jeg var som hende, for jeg er langt mere egoistisk, tænker onde tanker eller i hvert fald grimme, er langt mere bekymret for netop mig selv og min familie end for hele verden. Nogen gange tænker jeg faktisk over, hvor hun er kommet fra.

Jeg tror de unge mennesker bekymrer sig i forhold til hvad man taler om der hjemme. Jeg vil gerne vedgå at Jeg er naiv økonomisk eller i hvert fald uvidende. Og er knapt så nervøs for fremtiden som en del andre, jeg ved godt der vil ske en ændring og vi vil kunne mærke det, men jeg tænker også  en stor del af os har langt fleste midler mellem hænderne end fx da jeg voksede på, hvor en middelklasse lønning som en lærers absolut ikke gav de muligheder økonomisk som det gør i dag (og det er ikke fordi vi er forgyldt, men fordi skatten er langt lavere, og en del forbrugsvarer samt rejser osv er langt billigere). Også fx SU da jeg fik udeboende SU med et barn fik jeg 3100 efter skat, og måtte arbejde en lille smule ved siden af. Nu er man ikke rig på SU men man får mere. Så jo hver enkelt får formodentlig færre penge mellem hænderne og en knap at skrue på i forhold til at få penge ind i det offentlige igen er at sætte skatten op - og der er jeg nok så rød som man kan blive og giver gerne 2-5 procent point mere (skal selvsagt ikke gælde for de lavest lønnede). Og fordi jeg er naiv omkring økonomi, så er det ikke det vi taler mest om her hjemme og har talt om i mine børns liv. Vi har haft periode med meget få penge og perioder ned penge, men det har ikke fyldt. 

Hvad vi derimod har talt en masse om er etik (når man er uddannet i filosofi så sker det, og ikke fordi vi er mere etiske eller moralske, men bare fordi jeg synes det er spændende), fattige, børn der har det svært (her er jeg vist lidt meget lærer), politik osv. Og der har smittet af. 

På samme måde tænker jeg det smitter a,f, hvis forældrene har en interesse for den økonomiske del af politik.

Og det skal lige siges, at jeg ikke forholder mg til det med værdier. Men blot ud fra egen viden og interesse. Jeg er vildt imponeret af dem, der kan forstå og fortolke de økonomiske tendenser og dem der kan forklare mig at mine naive tilgang på ingen måde holder. Og jeg tror at samfundet bliver bedst når alle faktorer bringes i spil og man lytter som i rigtigt lytter til hinanden. Og i denne situation  som vi er i nu, håber jeg st såvel økonomier, etikere, sundhedsfaglige (både inden for det fysiske og psykiske speciale), samfundsforskere mm. Taler sammen og ikke mindst lytter, så de kan guide os til den bedst mulige vej. 

Jeg selv har ingen idé om den bedst mulige vej, men kan se hvor galt det kan gå Italien, og der handler det ikke længere om at redde et enkelt menneskeliv på 90 år, men om et sygehusvæsen i Lombardiet som er skudt i sænk, om læger og sygeplejersker der dør fordi de har været udsat for smitte i en grad som er for høj, og så sandelig også om en økonomi der kan gå helt galt (og måske derfor der fx er kritik af Milano for ikke at tage det alvorligt nok).

Carina:-) skriver:

Men hvad tænker de unge? 

Det er deres fremtid , og deres liv vi lige nu ændre .

Synes de det er pengene værd , eller er de bange for hvordan det bliver for dem at vokse op i et udsultet samfund ? 

Skal vi for enhver pris bruge løs  - eller er det på tide at reflektere  over om vi slår flere ihjel på sigt ved ikke at stoppe op i panikken,  og vurderer hvor vi nu er ? 

Mine store børn er ret frustrerede,  og bekymrede- 

Min  yngste af de ældste s uddannelse  er stoppet - og han er bange for han fx ikke kan få en læreplads når de lukker op igen. 

Jeg har en på knap 15 , og han er bekymret for om den uddannelse han  gerne vil have  - ikke bliver så "let " hvis pengene ikke er der til man kan det vi kunne før. 

Men.ja - hvad tænker "dine" store børn om det hele? 

 

De har vidt forskellige holdninger ligesom resten af befolkningen, dog generelt mere “yderliggående” og radikale - i alle retninger. Sådan er de helt unges overbevisninger ofte; mere kompromisløse, idealistiske, “til ekstremerne”. 
Flertallet vil ofre alt økonomisk for at redde menneskeliv og kan ikke acceptere og/eller overskue nogen økonomisk grænse. Enkelte hylder “survival of the fittest” og mener, at man som voksen, særligt ældre, må være klar til og i stand til enten at redde sig selv eller acceptere at stå først for tur til at lade livet for det fælles bedste. 
Men altså, overvejende en opfattelse af, at dét at redde liv altid går forud for alt andet. 

Mor og meget mere skriver:

De har vidt forskellige holdninger ligesom resten af befolkningen, dog generelt mere “yderliggående” og radikale - i alle retninger. Sådan er de helt unges overbevisninger ofte; mere kompromisløse, idealistiske, “til ekstremerne”. 
Flertallet vil ofre alt økonomisk for at redde menneskeliv og kan ikke acceptere og/eller overskue nogen økonomisk grænse. Enkelte hylder “survival of the fittest” og mener, at man som voksen, særligt ældre, må være klar til og i stand til enten at redde sig selv eller acceptere at stå først for tur til at lade livet for det fælles bedste. 
Men altså, overvejende en opfattelse af, at dét at redde liv altid går forud for alt andet. 

Havde de så nogle overvejelser over hvilke konsekvenser det ville have for fremtiden?

Jeg tror også at de fleste helst vil ses som sympatiske,  og næstekærlige- 

Og det går ikke hånd i hånd med at være reflekterende over økonomi , og velfærd .

Så forstår godt at de fleste mener at alle ressourser skal bruges , ligegyldigt hvad det så måtte få af betydning .

Carina:-) skriver:

Havde de så nogle overvejelser over hvilke konsekvenser det ville have for fremtiden?

Jeg tror også at de fleste helst vil ses som sympatiske,  og næstekærlige- 

Og det går ikke hånd i hånd med at være reflekterende over økonomi , og velfærd .

Så forstår godt at de fleste mener at alle ressourser skal bruges , ligegyldigt hvad det så måtte få af betydning .

Jeg tror ikke, det handler om, hvordan de gerne vil ses  - det er da at underkende deres synspunkter at gøre det til et spørgsmål om at have et bestemt image. De virker yderst oprigtige og har i fraværet af klasseundervisning ikke kunnet påvirke hinandens synspunkter, men skrevet deres individuelle holdninger. 
Unge mennesker er i reglen meget idealistiske og kompromisløse, så det kommer ikke bag på mig, at de har disse holdninger - mange af dem. 
Jeg kunne godt komme med nogle bud på, hvad der får dem til at mene, som de gør, men det synes jeg egentlig er respektløst over for dem.