På min skole har jeg sørget for, at bremsen blev sat i, da kontoret ville bestille materialer til juleklip i klasserne, og i stedet har jeg iværksat indsamling af brochurer, gamle bøger, reklameaviser, toiletruller, garnrester osv. osv. Jeg hygger mig så med at lave bæredygtig julepynt af genbrugsmaterialer og laver en udstilling til inspiration for mine kolleger, så de kan bruge ideerne i deres klasser. Det er immervæk 700 børn, der ikke kommer til at bruge oceaner af glanspapir, silkepapir etc. etc. på pynt, som alligevel oftest ryger ud i skraldespanden. Jeg håber, det breder sig til andre skoler og institutioner.
Madspild undgår vi langt hen ad vejen ved at planlægge indkøb nøje. Vores hunde og høns får de madrester, der er. Jeg har også insisteret på, at vi til svigerfamiliens sammenskuds-juletamtam i år går efter én og kun én medbragt ret pr. familie. Det plejer at være et orgie af alt, alt for meget mad.
Juleanden, eller -ænderne, har min mand skudt på jagt, og jeg køber flæskestegen ved en kollega, der har økologisk fritidslandbrug. Igen efter devisen kvalitet fremfor kvantitet. Og så har vi gode venner, der er næsten selvforsynende med grøntsager, så her aftager vi bl.a. rødkål og grønkål.
Jeg laver en del julegaver selv - i år bliver det bl.a. broderede puder med personlige motiver. Selv ønsker jeg mig kun genbrugsting og hjemmelavede sager både til fødselsdag og jul. Gaverne pakkes ind i aviser og lignende.
Mine børn er voksne og meget miljøbevidste, så de tager med glæde imod genbrugsting og -tøj. Jeg køber en del på Marketplace.
Jeg ANER til gengæld ikke, hvad jeg ville stille op med mindre unger, der ønsker sig plasticlegetøj og lignende. Jo, jeg ville da give dem noget af det, hvis der ikke var alternativer, de kunne fristes med. Men jeg ville undgå det billigste skrammel til pakkekalendere.
Anmeld
Citér