Kan man være “for meget” mor?

Tommelise skriver:

Ja - men sker der så noget ved at gøre hende opmærksom på, at det ikke er fair at udnytte SU systemet for at undgå at komme i job eller læreplads ?

Jeg ser ikke noget forkert i at prioritere at gå hjemme. Jeg er såmænd enig i, at det er godt at lære børnene at følge sin passion.

Men jeg synes også, der er en stor værdi i at lære sine børn, at man ikke "bare" får SU for at slippe for et job - man må gerne vise sine børn, at man netop kan få SU, så man har mulighed for at få sin drømmeuddannelse.

 

Overhovedet ikke. Det har jeg også selv skrevet. 

Forskellen ligger for mig i at man godt, på den anden side af skærmen, kan vise medfølelse alá "det er ikke sikkert det her var din intention, men det er altså dumt at fotsætte" kontra de mere kontante beskeder. Det sidste kan nemt føles som et angreb, så modtageren ender med at lukke ned i stedet for at lytte.

Og jeg er for øvrigt enig i det med su. (Eller det behøver nu ikke være drømmeuddannelsen, men bare en uddannelse man ønsker at færddiggøre og bruge)

Jeg tænker at du er nødt til at tænke at der findes andet i verdenen end dine børn. Hvad så når de vokser op og bliver 14-15 år og ikke gider at hænge ud sammen med mooooar? 

Hvad skal mor så lave? Fordi mor har ingen uddannelse eller arbejde, og går hjemme hele dagen og bliver forsørget af far. Men ... hvis fr så bliver træt af det, og skrider - hvad har mor aå tilbage?  

Jeg ser på det på en lidt anden måde, som måske kan beskrives som: “hvordan sikrer man sig, at man kan blive andet end mor”

for mig er det et centralt spørgsmål. Et ud af to parforhold holder ikke, hvordan sikrer man at man kan klare sig hvis manden - eller man selv - vil gå? Hvad skal lives fyldes med når de små ikke er så små længere? Hvordan sikrer man at man bliver udfordret og udviklet på andre områder end det som de små bringer? Hvordan bliver man en god rollemodel for sine børn?

der er helt sikkert andre svar end arbejde, men for mig giver arbejdet (og uddannelse) rimelige svar på ovenstående. Men jeg indrømmer gerne at jeg nok også er farvet af at jeg personligt ville føle det som en nedgradering hvis min identitet og mit arbejde var at være mor (og husholderske).

Tanken er god- men det er ødelæggende på den lange bane for dine børn, din partner og børnenes forhold med ham, jeres forhold som par og i sidste ende også dig selv. 

Jeg er aldrig startet op på noget, men intentionen om at snylte på systemet. Jeg har startet op med gode intentioner men med et hjerte der ikke kunne være med til det sidste skridt. 

Jeg har stadig en vision. Jeg kunne godt tænke mig på sigt at blive dagplejemor. Det har jeg altid gerne villet. Men så længe mine børn er under skolealderen kan det ikke lade sig gøre, da jeg så ikke må have dem hjemme i åbningstiden og så mister jeg igen tid. 

Hvis jeg er dagplejer når de begge nær skolealderen kan jeg stadig være hos dem om morgenen og være der når de kommer hjem fra skole ��

så jeg har stadig drømme men de er lidt længere ud i fremtiden da jeg ligene ikke vil kunne forene det med to forholdsvis små børn der stadig begge går i børnehave. 

Jeg er sådan set ikke bekymret for hvad der evt ville ske ved en skilsmisse. Man kan altid få en form for kontanthjælp i dk og ellers kan jeg få ægtefællebidrag og lignende, plus vi har masser opsparing. Og ellers er jeg jo bare tvunget til at finde et arbejde hvis det skulle ske. Det bekymrer mig slet ikke. 

Anonym skriver:

Jeg er aldrig startet op på noget, men intentionen om at snylte på systemet. Jeg har startet op med gode intentioner men med et hjerte der ikke kunne være med til det sidste skridt. 

Jeg har stadig en vision. Jeg kunne godt tænke mig på sigt at blive dagplejemor. Det har jeg altid gerne villet. Men så længe mine børn er under skolealderen kan det ikke lade sig gøre, da jeg så ikke må have dem hjemme i åbningstiden og så mister jeg igen tid. 

Hvis jeg er dagplejer når de begge nær skolealderen kan jeg stadig være hos dem om morgenen og være der når de kommer hjem fra skole ��

så jeg har stadig drømme men de er lidt længere ud i fremtiden da jeg ligene ikke vil kunne forene det med to forholdsvis små børn der stadig begge går i børnehave. 

Jeg er sådan set ikke bekymret for hvad der evt ville ske ved en skilsmisse. Man kan altid få en form for kontanthjælp i dk og ellers kan jeg få ægtefællebidrag og lignende, plus vi har masser opsparing. Og ellers er jeg jo bare tvunget til at finde et arbejde hvis det skulle ske. Det bekymrer mig slet ikke. 

Min pointe er heller ikke, at du ikke må vælge at gå hjemme hos dine børn.

Men at du må gøre det for egen regning.

Hvis du fortsætter på SU - så udnytter du systemet. 

Jeg er aldrig startet op på noget, men intentionen om at snylte på systemet. Jeg har startet op med gode intentioner men med et hjerte der ikke kunne være med til det sidste skridt. 

Jeg har stadig en vision. Jeg kunne godt tænke mig på sigt at blive dagplejemor. Det har jeg altid gerne villet. Men så længe mine børn er under skolealderen kan det ikke lade sig gøre, da jeg så ikke må have dem hjemme i åbningstiden og så mister jeg igen tid. 

Hvis jeg er dagplejer når de begge nær skolealderen kan jeg stadig være hos dem om morgenen og være der når de kommer hjem fra skole ��

så jeg har stadig drømme men de er lidt længere ud i fremtiden da jeg ligene ikke vil kunne forene det med to forholdsvis små børn der stadig begge går i børnehave. 

Jeg er sådan set ikke bekymret for hvad der evt ville ske ved en skilsmisse. Man kan altid få en form for kontanthjælp i dk og ellers kan jeg få ægtefællebidrag og lignende, plus vi har masser opsparing. Og ellers er jeg jo bare tvunget til at finde et arbejde hvis det skulle ske. Det bekymrer mig slet ikke. 

Det er rigtig fint at du er nået til den erkendelse at du egentlig ikke vil de uddannelser. Så kan pladserne gå til nogen der vil  

Jeg tager hatten af for kvinder og mænd det kan holde ud at gå hjemme dag efter dag! Jeg kunne aldrig selv. Jeg holder virkelig meget af at være andet end mor men vi er forskellige og det skal vi være  

Men. Nu har du fundet ud af at du om et par år når ungerne går i skole gerne vil være dp. Super. Så indtil da, skal i finde ud af at finansiere at du går hjemme, ud af egen lomme du siger i har en stor opsparing, så måske kan denne være med til at spæde til, sammen med din mands løn? Og så må man jo ellers bare holde udgifterne nede. - eller alternativt kunne du have et deltidsjob. Som andre også nævner så er det skam muligt at hente bringe, være med til gymnastik og opvisninger osv osv, selv med fuld tid. Men selvfølgelig har man ikke mega god tid hele tiden men med 20-25 timer fx, kunne du stadig have meget meget god tid dine børn er jo i institution, det var anderledes hvis i havde valgt at have dem hjemme indtil skole start  

Jeg tror, at hvis i aktivt vælger at du skal være hjemmegående nu og har en klar plan om et dp job senere, så vil spørgsmålene ophøre indtil nu tror jeg folk har undret sig , fordi de har set dig hoppe rundt fra job til uddannelse og så den næste uddannelse osv. Det har nok virket rastløst og uden mål, set udefra du har selv vidst indeni at du dybest set ønskede at være hjemme, men udefra har det lignet at du ikke vidste hvad du skulle eller ville  

Anonym skriver:

Jeg er aldrig startet op på noget, men intentionen om at snylte på systemet. Jeg har startet op med gode intentioner men med et hjerte der ikke kunne være med til det sidste skridt. 

Jeg har stadig en vision. Jeg kunne godt tænke mig på sigt at blive dagplejemor. Det har jeg altid gerne villet. Men så længe mine børn er under skolealderen kan det ikke lade sig gøre, da jeg så ikke må have dem hjemme i åbningstiden og så mister jeg igen tid. 

Hvis jeg er dagplejer når de begge nær skolealderen kan jeg stadig være hos dem om morgenen og være der når de kommer hjem fra skole ��

så jeg har stadig drømme men de er lidt længere ud i fremtiden da jeg ligene ikke vil kunne forene det med to forholdsvis små børn der stadig begge går i børnehave. 

Jeg er sådan set ikke bekymret for hvad der evt ville ske ved en skilsmisse. Man kan altid få en form for kontanthjælp i dk og ellers kan jeg få ægtefællebidrag og lignende, plus vi har masser opsparing. Og ellers er jeg jo bare tvunget til at finde et arbejde hvis det skulle ske. Det bekymrer mig slet ikke. 

Ja det er sgu godt vi har kontanthjælpen herhjemme, til nødstilfælde som hvis folk uden arbejde bliver skilt.

Ved ikke om du har svaret på det, men hvorfor melder du dig ikke ud af arbejde/SU samfundet? Så du kan gå hjemme med god samvittighed?

Loa skriver:

Ja det er sgu godt vi har kontanthjælpen herhjemme, til nødstilfælde som hvis folk uden arbejde bliver skilt.

Ved ikke om du har svaret på det, men hvorfor melder du dig ikke ud af arbejde/SU samfundet? Så du kan gå hjemme med god samvittighed?

Lidt off topic. , det er ret utroligt hvor mange mennesker jeg er stødt på som ser kh som det sikkerhedsnet de har hvis lokummet brænder. I stedet for at sikre sig med en a-kasse fx, eller ja, sit eget job. Arbejdsmarkedet i dag er benhårdt ift kriterier, så det er ikke bare ligetil at få et tilfældigt job uden uddannelse hvis korthuset falder sammen og det gør det heller ikke lettere hvis man har været udenfor markedet i flere år. men kh er åbenbart en fin mulighed for mange mennesker. Det forstår jeg ikke en hat af. 

Mor11 skriver:

Lidt off topic. , det er ret utroligt hvor mange mennesker jeg er stødt på som ser kh som det sikkerhedsnet de har hvis lokummet brænder. I stedet for at sikre sig med en a-kasse fx, eller ja, sit eget job. Arbejdsmarkedet i dag er benhårdt ift kriterier, så det er ikke bare ligetil at få et tilfældigt job uden uddannelse hvis korthuset falder sammen og det gør det heller ikke lettere hvis man har været udenfor markedet i flere år. men kh er åbenbart en fin mulighed for mange mennesker. Det forstår jeg ikke en hat af. 

Jeg synes også, at holdningen "så kan jeg bare få kontanthjælp" - er virkelig mærkelig - og temmelig trist.

Der er mennesker, der helt uforskyldt havner på kontanthjælp, f.eks.p.gr.a. sygdom. Det er forfærdeligt, når de bliver parkeret i stedet for komme på et ressourceforløb eller jobafklaringsforløb, fleksjob eller førtidspension. 

Men de mennesker, som bare ikke er motiverede - det forstår jeg ikke.

At man vælger at gå hjemme hos sine børn for egen regning. Det er noget andet. Men det er da en lidt trist holdning, at hvis jeg bliver skilt, så "kan jeg da altid få kontanthjælp"