Kan man være “for meget” mor?

Jeg synes der er flere facetter i det du skriver. Først dit oprindelige spørgsmål: kan man være for meget mor? Ja hvis man er mor på en måde så man begrænser sine børn fx ikke lader dem lege med venner, kræver de altid sover sammen med mor osv. Men det er slet ikke sådan jeg læser din beskrivelse. Der læser jeg om en mor, der elsker st være mor, nyder den tid det er muligt med børnene og nej så er man ikke for meget mor (man skal selvsagt lige være sikker på, at man i sin glæde over tiden med børnene også husker at give rum og tid til at far kan være far).

Så er der dine omgivelser. Jeg må være ærlig at sige, at jeg håber alle mine børn får en uddannelse, så hvis de vælger at være hjemmegående, så vælger de det fordi de vil være hjemmegående og ikke fordi de ikke har andre valg. Skulle et af mine børn have en historie som din, ville jeg også være bekymret. Du giver udtryk for ved dine handlinger, at du gerne vil en uddannelse, men du gennemfører ikke (og jeg tænker du må være i gang med noget a la en ungdomsuddannelse eller kort uddannelse, da du ellers vil ophøre på et tidspunkt) og det ville da bekymre mig som mor til dig. Og jeg ville nok også give udtryk for min bekymring og for om det ikke var på tide at bide i der sure æble og gennemføre et eller andet. 

Så er der som samfundsborger, jeg synes principielt det er dybt forkert at misbruge SU systemet for at have råd til at gå hjemme og have tid til sine børn. SU systemet er for at yde en økonomisk hjælp så alle i Danmark økonomisk har muligheden for at tage en uddannelse, det er ikke for at alle i Danmark kan shoppe rundt og dermed have råd til i realiteten at være hjemmegående. Jeg har stor respekt for de som vælger at være hjemmegående, men så er det enten med tilskud til at passe eget barn, ved at den anden part får fradraget - det er ikke på en SU. 

Så nej du er i min optik ikke for meget mor, men du burde træffe et valg: vil jeg tage en uddannelse og dermed være berettiget til en SU, så gør du det og gør den færdig. Eller vil jeg være hjemmegående, så er jeg det og modtager ikke SU. Jeg tror også, at bliver du klar i spyttet om, at du er hjemmegående, så stopper bekymringerne for så er det ikke fordi du ikke kan gennemføre en uddannelse, men fordi du har truffet et andet valg.

Pøj pøj med valget 

Vidste ikke lige hvordan jeg skulle formulere overskriften- men sådan helt alvorligt. Kan man være for meget mor?

sagen er den at jeg er mor til to dejlige børn, og den ældste er 5 år. Jeg har altid været den der holdt barsel herhjemme, og efterfølgende afleveret og hentet begge børn hver eneste dag. Dette fordi jeg har valgt at arbejde hjemmefra, og de seneste 2 år studeret hjemmefra. 

Jeg hopper lidt rundt på forskellige enkeltfag, og studieretninger, simpelthen fordi jeg ikke kan få mig selv til at få et arbejde, eller elevplads, spm jo vil betyde at jeg får betydeligt mindre tid med mine børn, og at manden så kommer til at få flere af mine opgaver. 

Jeg ELSKER at være sammen med den, og elsker dagligt at have en føler på hvordan det går i børnehaven osv. Jeg vil have tid til at tage med dem begge til gymnastik og svømning, jeg vil kunne tage med på sygehusbesøg, møder i børnehaven osv, uden problemer.

jeg fornemmer på familien at de synes jeg snart skal finde ud af hvad jeg vil og komme videre. Men jeg kan bare mærke at jeg ikke er klar til at give afkald på al den tid med mine børn. 

Jeg spurgte manden igår om han så det som  et problem- det gjorde han slet ikke. Økonomien er ganske fin og vi mangler absolut intet. Der er bare det her konstante pres fra omverdenen af, at man skal tage den her uddannelse og få det rigtige arbejde. Og jeg føler slet ikke jeg passer ind i den boks. I hvert fald ikke nu, med to forholdsvis små børn. 

Hvad tænker i? Er der andre der har det på samme måde som mig?

Enig med Carina og Abracadabra.

Vi andre deltager altså også i vores børns liv på samme måde, vi gør det bare ved siden af vores arbejde, får kabalen til at gå op ved at bruge ferie og afspadsering - og ja, nogle gange må man så prioritere elller undvære, velkommen til virkelighedens verden!

Det er os, der betaler for dit driver-liv, så forstår godt dem, der siger, at du skal lette en vis legemsdel.

Jeg er også hjemmegående fordi jeg elsker at være sammen med vores børn og holde styr på alt herhjemme, mere end jeg holder af at arbejde ude. Jeg tror selv jeg hviler så meget i den “rolle” at jeg aldrig får kritiske spørgsmål omkring det- ihvertfald ikke ude i den virkelige verden. Jeg har dog en udd. (Som jeg desværre ikke kan se mig selv arbejde med) men ville nok sørge for at gøre et eller andet færdigt parallelt med børnene, su’en udløber jo også en dag- og så er chancen forspildt. Det er stadig lettere med børn under uddannelse i forhold til børn under arbejde. 

Men at lade være med at arbejde og ikke få en uddannelse eller dygtiggøre sig, er uden vision i min optik. 

Det er da meget mere sikkert for en familie når begge kan bidrage. Hvad hvis manden bliver fyret eller han vil skilles?

En af de fornemmeste opgaver som forældre er da også at vise ens at man skal finde en passion og følge den. Og lige nu er ts livsstil lidt rodløs mht “hvad vil jeg med mit liv”. Ikke specielt visionspræget. Og det kan da godt være tidspunktet hvor kærlige skub kan fremme denne proces. 

 

Det er helt iorden at du har den holdning. Der er nok mange der mener at arbejde og uddannelse ikke var "meningen" med livet. Nogle har en vision om at rejse verden rund og arbejder kntenst på at få det til at ske, helt uden ambitionom at få en uddannelse nogensinde. Nogen ønsker en karrierre med vildt mange timer og hvor man nærmest kun bruger sit hus til at sove i. Nogle føler for at få familielivet til at køre som et nysmurt maskineri. Det er jo ikke op til andre at vurdere hvad rigtige drømme/visioner er.

Man kan også bidrage uden uddannelse, men så er det ikke altid spændende jobs man kan vælge og vrage imellem. Og jeg håber da, at de har taget snakken i hjemmet om hvad nu hvis -både ved arbejdsløshed, skilsmisse eller død. For jeg tilslutter mig at en backup plan er vigtig.

Og ja en passion kan være andet end et job. Jeg synes nu det er vigtigere at vise sine børn at man gør hvad der føles rigtigt og autentisk, selvom det ikke falder ind under hvad alle andre gør. (Og før nogen mistolker mig, så nej det handler ikke om at gøre hvad det passer én evt til skade for andre) Det kan da fint være at ts har brug for et skub. Det kan også være hun har brug for at se det er ok og endeligt tage beslutningen om at lade uddannelse og karrierre vente, fordi noget andet er vigtigere nu.

For øvrigt, selvom det ikke var det ts spurgte om, synes jeg at læse udelukkende for at få su til at være hjemme er amoralsk. Men man kan fint fortryde et studie og starte noget andet. For mig handler det om intentionen. Dog er jeg ikke så bekymret på samfundsplan, da det er begrænset hvor meget su man kan få. Hvis ts brænder det hele af på at fjumre og ikke finde sin hylde, bider det hende jo i røven den dag hun rigtig gerne vil noget. Det var måske en tanke.

Ts hvis du vil gå hjemme nogle år, så gør det helt -så skal de dumme spørgsmål nok stoppe 

Anonym skriver:

Det er helt iorden at du har den holdning. Der er nok mange der mener at arbejde og uddannelse ikke var "meningen" med livet. Nogle har en vision om at rejse verden rund og arbejder kntenst på at få det til at ske, helt uden ambitionom at få en uddannelse nogensinde. Nogen ønsker en karrierre med vildt mange timer og hvor man nærmest kun bruger sit hus til at sove i. Nogle føler for at få familielivet til at køre som et nysmurt maskineri. Det er jo ikke op til andre at vurdere hvad rigtige drømme/visioner er.

Man kan også bidrage uden uddannelse, men så er det ikke altid spændende jobs man kan vælge og vrage imellem. Og jeg håber da, at de har taget snakken i hjemmet om hvad nu hvis -både ved arbejdsløshed, skilsmisse eller død. For jeg tilslutter mig at en backup plan er vigtig.

Og ja en passion kan være andet end et job. Jeg synes nu det er vigtigere at vise sine børn at man gør hvad der føles rigtigt og autentisk, selvom det ikke falder ind under hvad alle andre gør. (Og før nogen mistolker mig, så nej det handler ikke om at gøre hvad det passer én evt til skade for andre) Det kan da fint være at ts har brug for et skub. Det kan også være hun har brug for at se det er ok og endeligt tage beslutningen om at lade uddannelse og karrierre vente, fordi noget andet er vigtigere nu.

For øvrigt, selvom det ikke var det ts spurgte om, synes jeg at læse udelukkende for at få su til at være hjemme er amoralsk. Men man kan fint fortryde et studie og starte noget andet. For mig handler det om intentionen. Dog er jeg ikke så bekymret på samfundsplan, da det er begrænset hvor meget su man kan få. Hvis ts brænder det hele af på at fjumre og ikke finde sin hylde, bider det hende jo i røven den dag hun rigtig gerne vil noget. Det var måske en tanke.

 

Ts hvis du vil gå hjemme nogle år, så gør det helt -så skal de dumme spørgsmål nok stoppe 

Nu skriver hun jo direkte, at hun "hopper rundt", fordi hun ikke kan få sig selv til at tage et arbejde eller en læreplads.

Hun har ikke fortrudt et studie og startet noget andet.

Hvis det var det, der var tale om, ville det amoralske slet ikke blive bragt på bane.

Tommelise skriver:

Nu skriver hun jo direkte, at hun "hopper rundt", fordi hun ikke kan få sig selv til at tage et arbejde eller en læreplads.

Hun har ikke fortrudt et studie og startet noget andet.

Hvis det var det, der var tale om, ville det amoralske slet ikke blive bragt på bane.

 

Det er jeg klar over. Nu var det ikke hendes spørgsmål, så jeg reagerede ikke på det til en start. Jeg tilføjede det egentlig blot for at understrege at jeg ikke synes det er en ok måde at være hjemmegående(studerende) på, med den intention.

Nu virker ts lidt usikker og uafklaret i sit oplæg, og jeg tænkte derfor at hun måske er startet med en rigtig intention om at færdiggøre, men er end hvor hun er nu med at hoppe rundt, fordi hun ikke tør tage det endelige skridt

Anonym skriver:

Det er jeg klar over. Nu var det ikke hendes spørgsmål, så jeg reagerede ikke på det til en start. Jeg tilføjede det egentlig blot for at understrege at jeg ikke synes det er en ok måde at være hjemmegående(studerende) på, med den intention.

Nu virker ts lidt usikker og uafklaret i sit oplæg, og jeg tænkte derfor at hun måske er startet med en rigtig intention om at færdiggøre, men er end hvor hun er nu med at hoppe rundt, fordi hun ikke tør tage det endelige skridt

Følgende er et direkte citat fra hendes første indlæg.

"Jeg hopper lidt rundt på forskellige enkeltfag, og studieretninger, simpelthen fordi jeg ikke kan få mig selv til at få et arbejde, eller elevplads, spm jo vil betyde at jeg får betydeligt mindre tid med mine børn, og at manden så kommer til at få flere af mine opgaver"

Anonym skriver:

Vidste ikke lige hvordan jeg skulle formulere overskriften- men sådan helt alvorligt. Kan man være for meget mor?

sagen er den at jeg er mor til to dejlige børn, og den ældste er 5 år. Jeg har altid været den der holdt barsel herhjemme, og efterfølgende afleveret og hentet begge børn hver eneste dag. Dette fordi jeg har valgt at arbejde hjemmefra, og de seneste 2 år studeret hjemmefra. 

Jeg hopper lidt rundt på forskellige enkeltfag, og studieretninger, simpelthen fordi jeg ikke kan få mig selv til at få et arbejde, eller elevplads, spm jo vil betyde at jeg får betydeligt mindre tid med mine børn, og at manden så kommer til at få flere af mine opgaver. 

Jeg ELSKER at være sammen med den, og elsker dagligt at have en føler på hvordan det går i børnehaven osv. Jeg vil have tid til at tage med dem begge til gymnastik og svømning, jeg vil kunne tage med på sygehusbesøg, møder i børnehaven osv, uden problemer.

jeg fornemmer på familien at de synes jeg snart skal finde ud af hvad jeg vil og komme videre. Men jeg kan bare mærke at jeg ikke er klar til at give afkald på al den tid med mine børn. 

Jeg spurgte manden igår om han så det som  et problem- det gjorde han slet ikke. Økonomien er ganske fin og vi mangler absolut intet. Der er bare det her konstante pres fra omverdenen af, at man skal tage den her uddannelse og få det rigtige arbejde. Og jeg føler slet ikke jeg passer ind i den boks. I hvert fald ikke nu, med to forholdsvis små børn. 

Hvad tænker i? Er der andre der har det på samme måde som mig?

Synes folk skal blande sig udenom jeres livsstil. Hvis jeres økonomi fungerer og i har det godt sådan og i alle trives. Så luk ørene for omverdenen 

Følgende er et direkte citat fra hendes første indlæg.

"Jeg hopper lidt rundt på forskellige enkeltfag, og studieretninger, simpelthen fordi jeg ikke kan få mig selv til at få et arbejde, eller elevplads, spm jo vil betyde at jeg får betydeligt mindre tid med mine børn, og at manden så kommer til at få flere af mine opgaver"

 

Ja tak, jeg har læst det.

Jeg prøver altid at tillægge folk de bedste intentioner, når jeg ikke kender det fulde billede (og der får man aldrig med så kort en problemstilling) Jeg læser ikke at hun er havnet her ved at have intentionen om at snylte bevidst (hvorfor så overhovedet lave et opslag om det?) Men hun er havnet her fordi hun undervejs har opdaget at hun har andre prioriteter end den gænge uddannelse-job.

Anonym skriver:

Ja tak, jeg har læst det.

Jeg prøver altid at tillægge folk de bedste intentioner, når jeg ikke kender det fulde billede (og der får man aldrig med så kort en problemstilling) Jeg læser ikke at hun er havnet her ved at have intentionen om at snylte bevidst (hvorfor så overhovedet lave et opslag om det?) Men hun er havnet her fordi hun undervejs har opdaget at hun har andre prioriteter end den gænge uddannelse-job.

Ja - men sker der så noget ved at gøre hende opmærksom på, at det ikke er fair at udnytte SU systemet for at undgå at komme i job eller læreplads ?

Jeg ser ikke noget forkert i at prioritere at gå hjemme. Jeg er såmænd enig i, at det er godt at lære børnene at følge sin passion.

Men jeg synes også, der er en stor værdi i at lære sine børn, at man ikke "bare" får SU for at slippe for et job - man må gerne vise sine børn, at man netop kan få SU, så man har mulighed for at få sin drømmeuddannelse.