Kan man være “for meget” mor?

Vidste ikke lige hvordan jeg skulle formulere overskriften- men sådan helt alvorligt. Kan man være for meget mor?

sagen er den at jeg er mor til to dejlige børn, og den ældste er 5 år. Jeg har altid været den der holdt barsel herhjemme, og efterfølgende afleveret og hentet begge børn hver eneste dag. Dette fordi jeg har valgt at arbejde hjemmefra, og de seneste 2 år studeret hjemmefra. 

Jeg hopper lidt rundt på forskellige enkeltfag, og studieretninger, simpelthen fordi jeg ikke kan få mig selv til at få et arbejde, eller elevplads, spm jo vil betyde at jeg får betydeligt mindre tid med mine børn, og at manden så kommer til at få flere af mine opgaver. 

Jeg ELSKER at være sammen med den, og elsker dagligt at have en føler på hvordan det går i børnehaven osv. Jeg vil have tid til at tage med dem begge til gymnastik og svømning, jeg vil kunne tage med på sygehusbesøg, møder i børnehaven osv, uden problemer.

jeg fornemmer på familien at de synes jeg snart skal finde ud af hvad jeg vil og komme videre. Men jeg kan bare mærke at jeg ikke er klar til at give afkald på al den tid med mine børn. 

Jeg spurgte manden igår om han så det som  et problem- det gjorde han slet ikke. Økonomien er ganske fin og vi mangler absolut intet. Der er bare det her konstante pres fra omverdenen af, at man skal tage den her uddannelse og få det rigtige arbejde. Og jeg føler slet ikke jeg passer ind i den boks. I hvert fald ikke nu, med to forholdsvis små børn. 

Hvad tænker i? Er der andre der har det på samme måde som mig?

Hej du

Jeg er på samme hold som dig, bortset fra at jeg pt har været sygemeldt i et lille år - lige efter barsel, dvs jeg har aldrig travlt med at aflevere og kan hente når jeg vil. 

Jeg kan ikke forestille mig at skulle ud i det der 7-16:30-institutionsræs, det skriger at det er forkert. Nu er jeg så gravid med termin engang i marts næste år og dér tænker jeg af vi skal kigge lidt mere på økonomien så jeg kan blive helt hjemmegående.

Og pyt med omverden, mine forældre tror at det er usundt at have barnet hjemme “for meget” og svigerfamilien synes jeg er overbeskyttende. Men for pokker, vores unger er kun små én gang og når først skolen starter, så begrænser det mulighederne for at gøre som man vil.

Man kan blive så meget mor, at man ikke giver plads til far. Om du har en uddannelse eller ej er dit valg, og I skal leve det liv I ønsker og ikke som omverden synes. 

De ting du nævner du gerne vil opfylde som mor, ser jeg også mig selv opfylde med et fuldtidsarbejde. Eller jeg vil gerne have mere tid og det kigger vi også på her hjemme (nedsat tid på arbejde). Men jeg henter og bringer også, tager mine børn til fritidsaktiviteter og følger dem til læge mv. Jeg har flexordning på arbejdet og det giver frihed. Så det kan altså godt lade sig gøre - HVIS det er det du/I vil 

Tja ... det kan man godt efter min mening. Se sådan på det .. du elsker at tage dem til fritidsaktiviteter og diverse andre ting med dem. Det er jo tid hvor din mand eller bedsteforældre ikke er sammen med dem. 

Jeg synes det bliver for meget hvis du slet ikke vil arbejde eller studere,  fordi du har børn. Det er din fremtid du satser med her. Du står dårligt hvis du bliver skilt. Mand med god løn der forsørger dig der lige pludselig forsvinder. Ikke er godt grundlag. Uddannelse er den bedste sikring for en god fremtid og økonomi.

At være mor består i min øjne også at give plads til andre. De skal også have et tæt forhold til og oplevelser med andre. Og du bliver også mere interessant voksenselvskab for manden eller veninder og som forbillede for børnene hvis du finder noget der inspirerer og motiverer dig. 

At du ikke bidrager økonomisk gør vel også at din mand skal arbejde ekstra meget eller har et større ansvar. 

Jeg tænker kun at det kan være "for meget" hvis du undertrykker dig selv. Dvs aldrig mærker efter hvad du finder rigtigt, og hvis man går helt over i den grøft, hvor man "curler" sine børn (altså rigtigt -f.eks. tager hjem til sin 25-årigr to gange i ugen for at vaske tøj, rydde op, gøre rentog fylde fryseren med mad så deikke skal lave noget selv)

Men det er jo slet slet ikke det du beskriver her! Børn er kun børn én gang. Og ligen om lidt (10 år f.eks.) har de travlt med at løsrive sig og ikke være sammen med familien "hele tiden". Der vil du måske opdage hvad du gerne vil lave nu du har mere tid "alene". 

Anonym skriver:

Jeg tænker kun at det kan være "for meget" hvis du undertrykker dig selv. Dvs aldrig mærker efter hvad du finder rigtigt, og hvis man går helt over i den grøft, hvor man "curler" sine børn (altså rigtigt -f.eks. tager hjem til sin 25-årigr to gange i ugen for at vaske tøj, rydde op, gøre rentog fylde fryseren med mad så deikke skal lave noget selv)

Men det er jo slet slet ikke det du beskriver her! Børn er kun børn én gang. Og ligen om lidt (10 år f.eks.) har de travlt med at løsrive sig og ikke være sammen med familien "hele tiden". Der vil du måske opdage hvad du gerne vil lave nu du har mere tid "alene". 

Men det kan vel godt blive for meget hvis andre ikke får plads som både jeg og andre it rådne påpeger. 

Hun vil netop ikke afgive tid/ opgaver til far fx

Tjullehej skriver:

Men det kan vel godt blive for meget hvis andre ikke får plads som både jeg og andre it rådne påpeger. 

Hun vil netop ikke afgive tid/ opgaver til far fx

Det er slet ikke sådan jeg læser det, og det med at far skulle overtage de opgave ville være en "belastning" for familien som helhed. Ikke at mor med næb og klør forsøger at holde fra udenfor  Jeg læser at hende og far er enige, og det er "alle andre" der har et problem med at de har valgt sådan.

At være primært/helt hjemmegående er jo ikke det samme som at ingen andre må "komme til" og at man afskærmer sine børn fra omverden/familiemedlemmer eller hvad det måtte være. 

Jeg tager mig også primært af alt børnerelateret hjemme, fordi min mand pendler rigtig langt. Det handlerikke om at han ikek "må" men at det bare er mest praktisk sådan her. Vi kunne sagtens gøre det mere "lige" men det ville betyde en skævvridning i mængden af arbejde der skal lægges i samme opgaver, da han skal koordinere med chef og kollegaer, hvor jeg bare kan gøre det

Jeg tror bestemt godt, man kan være for meget mor. Det tror jeg man er, hvis man danner en altomfavnende symbiose med sit barn, der ikke tillader fx. faderen at komme ind. Eller hvis man isolerer sine børn og ikke støtter dem i deres naturlige selvstændigheds udvikling, fordi man bare “elsker” dem så højt, at man vil være en del af deres liv hele tiden. Det har jeg set mødre gøre.

jeg synes selv, man skal bestemme, hvordan man lever sit liv og man skal ikke lade frygten for, ikke at være en god nok mor eller miste symbiosen med sine børn holde en tilbage for at få en uddannelse og job. Det siger jeg så ikke du gør.

Vi er en fuldtids arbejdende familie med tre børn og ligesom de andre så har vi også tid nok til at hente og bringe, følge til fritidsaktiviteter, være nede i tempo, fokusere på nærvær, lave hjemmelavet mad hver dag, dyrke egne grøntsager med børnene osv. Det handler om hvordan man indretter sig.

Jeg er enig med din famile mht at få en uddannelse og job, evt vælg en uddannelse, hvor du kan få et deltidsjob.

det burde da saftens kunne lade sig gøre, det anden lyder som om du udnytter systemet?

Jeg kan sagtens følge dig i det med børnene og er selv sådan.

Der hvor det skuer i mine ører er at du lader systemet betale for det.

Vil du være hjemme så meget som muligt må du betale selv eller som mange gør arbejde aften eller weekend .

Alt andet er i min verden udnyttelse af et system der i forvejen er presset .