Kan man være “for meget” mor?

Det er slet ikke sådan jeg læser det, og det med at far skulle overtage de opgave ville være en "belastning" for familien som helhed. Ikke at mor med næb og klør forsøger at holde fra udenfor  Jeg læser at hende og far er enige, og det er "alle andre" der har et problem med at de har valgt sådan.

At være primært/helt hjemmegående er jo ikke det samme som at ingen andre må "komme til" og at man afskærmer sine børn fra omverden/familiemedlemmer eller hvad det måtte være. 

Jeg tager mig også primært af alt børnerelateret hjemme, fordi min mand pendler rigtig langt. Det handlerikke om at han ikek "må" men at det bare er mest praktisk sådan her. Vi kunne sagtens gøre det mere "lige" men det ville betyde en skævvridning i mængden af arbejde der skal lægges i samme opgaver, da han skal koordinere med chef og kollegaer, hvor jeg bare kan gøre det

Men at lade være med at arbejde og ikke få en uddannelse eller dygtiggøre sig, er uden vision i min optik. 

Det er da meget mere sikkert for en familie når begge kan bidrage. Hvad hvis manden bliver fyret eller han vil skilles?

En af de fornemmeste opgaver som forældre er da også at vise ens at man skal finde en passion og følge den. Og lige nu er ts livsstil lidt rodløs mht “hvad vil jeg med mit liv”. Ikke specielt visionspræget. Og det kan da godt være tidspunktet hvor kærlige skub kan fremme denne proces. 

Men at lade være med at arbejde og ikke få en uddannelse eller dygtiggøre sig, er uden vision i min optik. 

Det er da meget mere sikkert for en familie når begge kan bidrage. Hvad hvis manden bliver fyret eller han vil skilles?

En af de fornemmeste opgaver som forældre er da også at vise ens at man skal finde en passion og følge den. Og lige nu er ts livsstil lidt rodløs mht “hvad vil jeg med mit liv”. Ikke specielt visionspræget. Og det kan da godt være tidspunktet hvor kærlige skub kan fremme denne proces. 

 

Men lige nu er hendes passion at være hjemme med hendes børn? 

Jeg bor et sted hvor det er mere normalt at den ene går hjemme med børnene de første par år. Det er ikke uden problemer, ja, de fleste gør det delvist af nød. Samtidig så er der mennesker som virkelig trives med den livstil. Vi har er vennepar hvor den ene er hjemmegående og den anden er en advokat som arbejder 60+ timer om ugen. Hun sørger for alt det huslige, så når han er hjemme kan de bare være sammen. Jeg kunne ikke selv tænke mig at leve sådan, men hvis alle parter er glade, hvorfor så ikke? 

Det har en pris i forhold til pension og fremtidige ansættelser, men livet handler om mere end penge (i hvertfald i et velfærdssamfund som Danmark, hernede er der et reelt problem i forhold til ligestilling). 

Carina:-) skriver:

Jeg kan sagtens følge dig i det med børnene og er selv sådan.

Der hvor det skuer i mine ører er at du lader systemet betale for det.

Vil du være hjemme så meget som muligt må du betale selv eller som mange gør arbejde aften eller weekend .

Alt andet er i min verden udnyttelse af et system der i forvejen er presset .

Hvad er det for et system jeg udnytter? I 3 pr arbejde jeg hjemmefra og fik løn den vej. Nu er jeg på SU. 

Anonym skriver:

Hvad er det for et system jeg udnytter? I 3 pr arbejde jeg hjemmefra og fik løn den vej. Nu er jeg på SU. 

Jeg kan sagtens følge Carinas synspunkt, for du shopper jo rundt imellem studieretninger mm. for at undgå at komme på arbejdsmarkedet - sådan som du selv beskriver det. Og SU-systemet er jo beregnet til at støtte studerende, som på et tidspunkt vil have et arbejde. Og det er du ret langt fra at ville have?

Abracadabra skriver:

Jeg kan sagtens følge Carinas synspunkt, for du shopper jo rundt imellem studieretninger mm. for at undgå at komme på arbejdsmarkedet - sådan som du selv beskriver det. Og SU-systemet er jo beregnet til at støtte studerende, som på et tidspunkt vil have et arbejde. Og det er du ret langt fra at ville have?

Jeg er helt enig - også med Carina.

Hvis TS ønsker at være hjemmegående, så må hun hjertens gerne det, men så må hun selv betale. Man "shopper ikke rundt" i uddannelsessystemet for at få økonomisk hjælp - dét er ren og skær udnyttelse.

Jeg har stor forståelse for, at man ønsker (meget) tid med sine børn, men omvendt synes jeg også, at det er af stor værdi, at man viser sine børn, at uddannelse er vigtigt og at man yder på arbejdsmarkedet.

Hjemme hos os arbejder vi begge fuldtid, og vi får altid hjemmelavet mad, er arrangeret i forældreråd, lokalforeninger og ser alle vores sønners fodboldkampe mv. Vi når rigtig meget og prioriterer de ting højt.

Anonym skriver:

Hvad er det for et system jeg udnytter? I 3 pr arbejde jeg hjemmefra og fik løn den vej. Nu er jeg på SU. 

Hvem betaler din SU og udgifterne til dine studier, mens du hopper rundt for at undgå job? 

Astoria skriver:

Men lige nu er hendes passion at være hjemme med hendes børn? 

Jeg bor et sted hvor det er mere normalt at den ene går hjemme med børnene de første par år. Det er ikke uden problemer, ja, de fleste gør det delvist af nød. Samtidig så er der mennesker som virkelig trives med den livstil. Vi har er vennepar hvor den ene er hjemmegående og den anden er en advokat som arbejder 60+ timer om ugen. Hun sørger for alt det huslige, så når han er hjemme kan de bare være sammen. Jeg kunne ikke selv tænke mig at leve sådan, men hvis alle parter er glade, hvorfor så ikke? 

Det har en pris i forhold til pension og fremtidige ansættelser, men livet handler om mere end penge (i hvertfald i et velfærdssamfund som Danmark, hernede er der et reelt problem i forhold til ligestilling). 

Der er intet galt i, at hun hellere vil være hjemme. 

Men hvis hun ikke er interesseret i hverken uddannelse eller job, så er der vel ingen grund til at være på SU.

Det lyder, som om hun udelukkende er på SU for at undgå at skulle på arbejdsmakredet.

Det er jo lidt det modsatte af dem, der normalt er på SU. De er det jo for at få job bagefter.

Før i tiden var der mange hjemmegående husmødre. 

Forskellen er, at de levede af mandens indtægt.

Vi kan alle blive syge eller komme i alvorlige uforskyldte problemer (jeg er selv fleksjobber), men vi skal ikke udnytte systemet.

Jeg skal heller ikke nøjes med at arbejde 10 timer i fleksjob, når jeg godt kan klare 20.

Anonym skriver:

Vidste ikke lige hvordan jeg skulle formulere overskriften- men sådan helt alvorligt. Kan man være for meget mor?

sagen er den at jeg er mor til to dejlige børn, og den ældste er 5 år. Jeg har altid været den der holdt barsel herhjemme, og efterfølgende afleveret og hentet begge børn hver eneste dag. Dette fordi jeg har valgt at arbejde hjemmefra, og de seneste 2 år studeret hjemmefra. 

Jeg hopper lidt rundt på forskellige enkeltfag, og studieretninger, simpelthen fordi jeg ikke kan få mig selv til at få et arbejde, eller elevplads, spm jo vil betyde at jeg får betydeligt mindre tid med mine børn, og at manden så kommer til at få flere af mine opgaver. 

Jeg ELSKER at være sammen med den, og elsker dagligt at have en føler på hvordan det går i børnehaven osv. Jeg vil have tid til at tage med dem begge til gymnastik og svømning, jeg vil kunne tage med på sygehusbesøg, møder i børnehaven osv, uden problemer.

jeg fornemmer på familien at de synes jeg snart skal finde ud af hvad jeg vil og komme videre. Men jeg kan bare mærke at jeg ikke er klar til at give afkald på al den tid med mine børn. 

Jeg spurgte manden igår om han så det som  et problem- det gjorde han slet ikke. Økonomien er ganske fin og vi mangler absolut intet. Der er bare det her konstante pres fra omverdenen af, at man skal tage den her uddannelse og få det rigtige arbejde. Og jeg føler slet ikke jeg passer ind i den boks. I hvert fald ikke nu, med to forholdsvis små børn. 

Hvad tænker i? Er der andre der har det på samme måde som mig?

Det er fint nok, at du gerne vil være hjemme, men du skal ikke hoppe rundt på forskellige uddannelser, hvis du ikke har tænkt dig at bruge det til noget. så skal du lade den plads til en, der faktisk har tænkt sig at bruge den til at arbejde bagefter. Prøv at tænk på hvis der er en der virkelig brænder for det, og så kommer du og snupper det, og så smider du det bare af h... til, fordi du ikke gider ud at arbejde. 

Hvis du gerne vil være hjemme, og ikke gider at tage en uddannelse, så må du finde noget arbejde du kan klare der hjemme, eller se om du kan passe barn hjemme eller om i kan klare jer på mandens indkomst. 

Men lad vær med at hop rundt på uddannelse og få SU. Du må sku finde ud hvad du vil og så arbejde på det. 

Astoria skriver:

Men lige nu er hendes passion at være hjemme med hendes børn? 

Jeg bor et sted hvor det er mere normalt at den ene går hjemme med børnene de første par år. Det er ikke uden problemer, ja, de fleste gør det delvist af nød. Samtidig så er der mennesker som virkelig trives med den livstil. Vi har er vennepar hvor den ene er hjemmegående og den anden er en advokat som arbejder 60+ timer om ugen. Hun sørger for alt det huslige, så når han er hjemme kan de bare være sammen. Jeg kunne ikke selv tænke mig at leve sådan, men hvis alle parter er glade, hvorfor så ikke? 

Det har en pris i forhold til pension og fremtidige ansættelser, men livet handler om mere end penge (i hvertfald i et velfærdssamfund som Danmark, hernede er der et reelt problem i forhold til ligestilling). 

Jamen du da så meget ret .. livet er da meget mere end penge. I mine øjne er det vigtigste man kan have en passion for noget (Og nej kærligheden for ens børn er ikke ar forveksle med dette). At vise ens børn at man skal følge en drøm og blive dygtig til noget ud over at springe fra studie til studie og styre en husholdning.

Man kan altså også blive ret ensporet hvis ens eneste interesse er hjemmet og børnene.

Man er ikke attraktiv på jobmarkedet hvis man er 30+ uden uddannelse og et CV der er ikke eksisterende. 

og igen... det er virkelig ikke sjovt at blive skilt uden job, uddannelse eller pension. Så hvis Ts holder stilen skal hun godt nok satse på at forholdet holder de næste 50 år+. På et eller andet tidspunkt bliver man altså nødt til at blive voksen. 

Anonym skriver:

Hvad er det for et system jeg udnytter? I 3 pr arbejde jeg hjemmefra og fik løn den vej. Nu er jeg på SU. 

Reelt set så kan du jo få SU fordi vi andre tager på arbejde og dermed er tvunget til at bruge mindre tid med vores børn.