Soonmom skriver:
Som jeg bliver ved med at skrive man må gerne hjælpe hinanden.
Men man ringer dælme ikke tudende for at få medlidenhed hjælp, man kan tage imod hvis folk tilbyder og hvis man virkelig er i knibe kan man spørger, men folk har jo også en hverdag der skal fungere ved siden af og det er ikke alle der har let ved at sige nej, derfor bør man da vente til at folk selv tilbyder det.
Jeg er også et godt menneske og hjælper også hvis folk har brug for det, men hvis en ringer grædende og tikker om hjælp ville jeg da klart synes at det var for meget og ar personen lige skulle tage sig lidt sammen. Vent til at folk tilbyder det
For mig har det været hårdt og hjerteskærende, de gange jeg har fundet ud af, at nogen, jeg holder af, havde haft brug for min hjælp, men været for stolte eller usikre til at bede mig om den. At folk, jeg holder af, har været fortvivlede, uden at de har kunnet få sig selv til at vise mig det. Det har virkelig naget mig, at de ikke havde mod eller tillid til at bede om min hjælp.
Jeg har selv kæmpet mange år af mit liv for at klare tingene selv og undlade at vise omgivelserne, når jeg havde mere at kæmpe med, end jeg kunne overskue. Det bliver man ensom af. Jo ældre og klogere, jeg er blevet, jo bedre er jeg blevet til at smide paraderne og vise mine nærmeste, at jeg ikke altid kunne klare alt på egen hånd. Det har udelukkende gjort mig stærkere og mindre ensom.
Jeg ønsker for dig, at du en dag vil lære at mærke varme og empati og et ønske om at hjælpe, når en anden viser dig den tillid og ærlighed at græde i dit nærvær, og at du en dag selv vil kunne lade tårerne flyde frit. Du har tydeligvis lært at opfatte gråd som et manipulationsmiddel - det er trist, at dét er din første tanke.
Anmeld
Citér