Jeg er i en kæmpe dilemma, hjælp har brug for råd.

Tjullehej skriver:

1) jo man da da godt vide hvad man har af overskud..?

2) jo det er da helt klart hårdere at passe tre mindre børn end et..???!!?? Jeg er 41 og synes det er luksus at få bare den ene passet. Når man er 65+ er det altså endnu hårdere. Så jo jeg forstår godt bedster der ikke vil passe tre smp børn. 

3) ferier - jo det er dyrere at have et ekstra barn med mht fly. Men ja alt er jo en prioritering. Og det er vel fair nok at man ikke altid gider et sommerhus i dk - eller at skulle spare op i flere pr for at have råd.

... nå ja. Hvis der også kræves en tilbygning eller flytning til noget større + evt en større bil. Så er der endnu mindre økonomisk råderum og udsigter til oplevelser og ferie længere væk. 

Jeg kan sagtens følge ham og synes faktisk det er ret legitime grunde. 

Og de fleste børn synes ikke det er en fest som teenagere at bo på fællesværelse med køjesenge 

Anonym skriver:

Det har han givet mig argumenter for. 

Han siger der er mange ting

1. det er de 2 han orker 

2. Hvis vi får barn nr 3 så kommer vi aldrig ud for os selv mere fordi bedsteforældre kan ikke passe 3 børn( vi har kun hans forældre) men vi har ikke spurgt dem. 

3. Vi har kun købt hus plads til kun 2 børn.så han gider ikke ødelæg vores hus ved at tilbygning. 

4. Hvis vi skal ha nr 3 så kan vi ikke tag på ferie for han kan ikke køre med trailer.  

5. Hvis vi alligvelet kan tag på ferie så det for dyrt med 3 børn. 

Nr 1 barn har jeg taget mig af om natten alene i 1 år og har selv øvet pottetræning og haft hende det meste af tiden. 

Nr 2 barn er det det samme er selv alene oppe om natten. Det sket nu kun få gange at han kom op for at lave en flaske . Da barnet begyndte på det da jeg ved at løbe tør pga barnet begyndte at få fast føde mogrgen middag og aften og mellem måltider. 

Sex har vi stort set når han har lyst og self når jeg har lyst. Par tid er det også mig der tit prikker på og siger er det ikke snart vi skal ud sammen igen. 

Fødsel af nr 1 var jeg klar til at putte med ham i samme seng på hospitalet efter en lang og mega hård fødsel der endte med at jeg tabte meget blod.

 

Lad nu manden få noget fred, i sidder med en lille baby og det er da helt naturligt at han ikke kan overskue at love dig en nr 3. Nogle af hans argumenter er faktisk helt reelle , plads tid og børnepasning. Og, jo for flere bedsteforældre kan der faktisk være en stor forskel på om de skal passe 1, 2 eller 3 rollinger..  havde jeg snakket om nr 3 da vores den yngeste var 2 måneder, havde jeg også fået et nej af min kære mand

Jeg står i det samme. Måske med den forskel, at jeg virkelig mærkede grundigt efter engang (jeg kan ikke huske hvornår).Hvad var vigtigst for mig? 4 børn eller en mand og to børn? For det er en helt reel mulighed at et forholdt går i stykker, hvis han reelt ikke magter det. Vi har snakket om det maaaaange gange. Og jeg har sag "okay. Hvis du virkelig mener at du ikke kan overskue flere børn.  Så er det sådan det er. Men hvis det udelukkende handæer om praktiske årsager, så skal vi nok finde en løsning på det" og det har jeg lovet og det vil jegstå ved. Til gengæld har han lovet at ville være åben for en snak om flere børn, når den mindste ikke længere bruger ble. Dvs. Der er tre år nu (eller 2,5)  MINIMUM til vi kan overveje at snakke om en mere. Og vi sælger løbende ud af babyting. Enkelte ting med affektionsværdi beholder vi dog, fordi vi ville være kede af hvis ikke alle vores børn skulle bruge det (lidt tøj, en hjemmelavet babynest) men i det store og hele skiller vi os af med det, som baby vokser fra.

Hvis min mand holder på sit nej. Så er det sådan det er. Jeg ville ikke lave et barn med ham, som han ikke vil have. Jeg hartil gengæld sagt, at jeg på ingen måde vil være med til metoder som at stå af i roskilde eller anden usikker prævention. Der er LUKKET, hvis ikke der er kondom på, medmindre han 100% er klar til at tage ansvar for et evt uheld. For jeg har også sagt at jeg får ikke en abort.

Han ved også at jeg godt vil have flere. Jeg har for nylig sagt at jeg bare kan mærke at jeg ikke er færdig med at være gravid, føde og opfostre et lille menneske. Men jeg kan fint vente 3-4-5 år før vi får flere. Jeg har dog også sagt at hvis han ville kunne "gå med til" kun én mere, vil jeg blive glad, hvis vi ikke ventede f.eks. 5år. Bare så der ikke blev for langt imellem de store og den lille.

Nå men du er ikke urimelig at have de følelser, men du er urimelig hvis du vil tvinge ham til et barn, han ikke kan rumme. Kunne alle de praktiske "undskyldninger" dække over at han ikke vil kunne magte et barn mere?

Anonym skriver:

Ja som overskriften siger. 

Kære baby.dk bruger, for snart 10 år siden da min mand ( vi var kærester på det tidspunkt) da han på det tidspunkt første gang nævnt det med børn så sagde han 2 og jeg sagde 4. Der gik ca 2 år siden snakken og vi flyttet sammen og bliv senere hen gift. Og jeg var så desperat på at snart at ville ha et barnmed min vidunderlig mand. Så vi snakket om det, men der sku ikke meget til før jeg opgav det med 4 og sagt ja til 2 og vi købt hus og fik 2 børn. Men men men Der var jeg ekstrem hurtig på min beslutning og fortrudt hurtig efter første barn endda få måneder før jeg føder fortrudt jeg det endeligt.  Vi snakket også igen efter nr 1 og nr 2. Nr 2 er kun få måneder gammel nu. 

Jeg stå nu i den sitation at jeg vil så brændende nr 3 og min mand har ikke lyst til flere. 

Det er her i kommer ind i billedet. Er jeg uretfærdig at jeg har fortrudt og vil ha en mere? 

Tænker når man elsker hinanden og han vil ha 2 og jeg 4 men hvis vi begge giver os lidt og siger vi lander på 3. Er det ikke mere fair? 

Eller mener i ja det kan være fair hvis ikke jeg i første omgang ikke gav mig så lidt? 

Eller tænker i ja du besluttet for hurtig men når man elsker hinanden så skal begge give sig lidt. 

Være sød at svare mig ærligt, efter i hørt mit dilemma hvad tænker i og hvad råder i mig til? Hjælp jeg har virkelig brug for jeres råd 

på forhånd tusind tak

Jeg har altid tænkt vi skulle have 3 børn. Min mand er ikke uenig, men heller ikke sådan jublende. Han joker nogle gange med om “lillebror” er på vej hvis jeg har kvalme.. 

Så han er ikke afvisende. Vores nummer to var benhård som baby, så jeg har virkelig ikke haft lyst til at snuppe en 3’er. Hun har haft brug for os og vores fulde overskud. Nu hun blevet 4 år og jeg føler lige jeg har fået mit liv tilbage og vores parforhold er bedre end nogensinde. Så lige nu, så føler jeg bare slet ikke for en 3’er, selvom tanken stadig er der. Så tænker jeg også at vores liv er godt med to sunde og raske børn. Hvad hvis det bliver en 3’er som måske har udfordringer, handicap mm. Vil jeg virkelig byde min familie og de andre børn det? 

Lige nu er tanken/drømmen om nr. 3 langt væk og jeg er ok med det. Man skal huske at nyde det man har, mens man kan. For i morgen kan ens liv se helt anderledes ud! 

Soonmom skriver:

1: det kan han jo ikke vide på forhånd 

2. Tænker ikke det er svære for bedsterne at passe 3 frem for 1. Afhængig af alder vil den store måske også kunne hjælpe til, og så hvis I ikke engang har spurgt

3. Børn kan vel dele værelse?, sovesofa i stuen, kvitte et evt konto osv. Det er der mange løsninger på

4. Hvorfor i alverden skal han køre led trailer ? - jeg kender ingen der køre ,de trailer når de tager på ferie

5. Kommer vel an på hvilke ferier man tager, om der evt bare går lidt længere imellem dem, så man spare op 

 

Jeg siger ikke at han ikke skal høres, jeg synes bare det er nogle runde argumenter 

1. Han siger nu har vi 2 det er rigelig med arbejde med dem. 

2. Når jeg siger vi har ikke spurgt dem så siger han ej det ved han bare at de ikke kan. 

3. Han siger det synd for de store børn at dele værelse.

4. Han mener han skal køre med trailer ellers kan vi ikke ha det hele. 

5. Hvis ikke vi tar på ferie et sted i sommerhus til flere tusinder i en uge hver sommerferie så bliver han deprimeret. 

Skal siges vi er ikke rige men vi har flot økonomi.

Hck skriver:

Lad nu manden få noget fred, i sidder med en lille baby og det er da helt naturligt at han ikke kan overskue at love dig en nr 3. Nogle af hans argumenter er faktisk helt reelle , plads tid og børnepasning. Og, jo for flere bedsteforældre kan der faktisk være en stor forskel på om de skal passe 1, 2 eller 3 rollinger..  havde jeg snakket om nr 3 da vores den yngeste var 2 måneder, havde jeg også fået et nej af min kære mand

Jeg bliver misforstår kan jeg se i nogle indlæg jeg får. 

Jeg har aldrig sagt at jeg er en der vil blive gravid så snart jeg har født. Jeg vil selv så gerne nyde min lille baby. Men tænker på det nu pga jeg er bange og frygter at det var min sidste graviditet og fødsel og babytid mm.

Mamacita til 2 piger skriver:

Jeg har altid tænkt vi skulle have 3 børn. Min mand er ikke uenig, men heller ikke sådan jublende. Han joker nogle gange med om “lillebror” er på vej hvis jeg har kvalme.. 

Så han er ikke afvisende. Vores nummer to var benhård som baby, så jeg har virkelig ikke haft lyst til at snuppe en 3’er. Hun har haft brug for os og vores fulde overskud. Nu hun blevet 4 år og jeg føler lige jeg har fået mit liv tilbage og vores parforhold er bedre end nogensinde. Så lige nu, så føler jeg bare slet ikke for en 3’er, selvom tanken stadig er der. Så tænker jeg også at vores liv er godt med to sunde og raske børn. Hvad hvis det bliver en 3’er som måske har udfordringer, handicap mm. Vil jeg virkelig byde min familie og de andre børn det? 

Lige nu er tanken/drømmen om nr. 3 langt væk og jeg er ok med det. Man skal huske at nyde det man har, mens man kan. For i morgen kan ens liv se helt anderledes ud! 

Som skrevet til ovenstående jeg bliver hvis misforstået. Jeg vil ikke blive gravid lige efter jeg har født. Jeg vil gerne nyde min baby. Men tanken og frygten for at det er den sidste graviditet og fødsel og babytid er det her det sidste det er det jeg bange for.derfor tænker jeg på det nu

Anonym skriver:

Jeg bliver misforstår kan jeg se i nogle indlæg jeg får. 

Jeg har aldrig sagt at jeg er en der vil blive gravid så snart jeg har født. Jeg vil selv så gerne nyde min lille baby. Men tænker på det nu pga jeg er bange og frygter at det var min sidste graviditet og fødsel og babytid mm.

 

Jeg tror ikke at jeg har misforstået dig og jeg tænker ikke at du ville blive gravid igen lige efter du har født, men ellers er mit svar det samme, lad nu far være far i fred til jeres lille baby og lad være med at presse ham for og til at love en nr 3

Hck skriver:

Jeg tror ikke at jeg har misforstået dig og jeg tænker ikke at du ville blive gravid igen lige efter du har født, men ellers er mit svar det samme, lad nu far være far i fred til jeres lille baby og lad være med at presse ham for og til at love en nr 3

Okay så længe du ikke har misforstået det så tar jeg dit svar til mig. 

Tak for dit ærlig svar, for det er det jeg ønsker, at folk er ærlig. 

Og jeg vil ikke presse ham til at sige at han lover at vi skal ha nr 3. Jeg vil bare snak om det og synes ikke han allerede nu skal sige nej vi skal ALDRIG HA NR 3. Men bare det at han siger vi må se om 2-3 år. Det nok for mig så har jeg i det mindste et lille håb. Og han kan ikke vide hvordan det bliver om 2-3 år så synes det lidt hastende at sige nej på forhånd. Men hvis der går de 2-3 år og han så har samme holdning og han simpelthen bare ikke gider flere børn overhovedet, ja så er alt håb for mig er væk. For hvis ikke det ændre hans mening efter børnene er blivet så store som fx den mindste er mindst 3 år. Ja så er det for alvor alt håb død i mig. Også kan jeg intet stille op.

Maricella skriver:

Jeg står i det samme. Måske med den forskel, at jeg virkelig mærkede grundigt efter engang (jeg kan ikke huske hvornår).Hvad var vigtigst for mig? 4 børn eller en mand og to børn? For det er en helt reel mulighed at et forholdt går i stykker, hvis han reelt ikke magter det. Vi har snakket om det maaaaange gange. Og jeg har sag "okay. Hvis du virkelig mener at du ikke kan overskue flere børn.  Så er det sådan det er. Men hvis det udelukkende handæer om praktiske årsager, så skal vi nok finde en løsning på det" og det har jeg lovet og det vil jegstå ved. Til gengæld har han lovet at ville være åben for en snak om flere børn, når den mindste ikke længere bruger ble. Dvs. Der er tre år nu (eller 2,5)  MINIMUM til vi kan overveje at snakke om en mere. Og vi sælger løbende ud af babyting. Enkelte ting med affektionsværdi beholder vi dog, fordi vi ville være kede af hvis ikke alle vores børn skulle bruge det (lidt tøj, en hjemmelavet babynest) men i det store og hele skiller vi os af med det, som baby vokser fra.

Hvis min mand holder på sit nej. Så er det sådan det er. Jeg ville ikke lave et barn med ham, som han ikke vil have. Jeg hartil gengæld sagt, at jeg på ingen måde vil være med til metoder som at stå af i roskilde eller anden usikker prævention. Der er LUKKET, hvis ikke der er kondom på, medmindre han 100% er klar til at tage ansvar for et evt uheld. For jeg har også sagt at jeg får ikke en abort.

 

Han ved også at jeg godt vil have flere. Jeg har for nylig sagt at jeg bare kan mærke at jeg ikke er færdig med at være gravid, føde og opfostre et lille menneske. Men jeg kan fint vente 3-4-5 år før vi får flere. Jeg har dog også sagt at hvis han ville kunne "gå med til" kun én mere, vil jeg blive glad, hvis vi ikke ventede f.eks. 5år. Bare så der ikke blev for langt imellem de store og den lille.

 

Nå men du er ikke urimelig at have de følelser, men du er urimelig hvis du vil tvinge ham til et barn, han ikke kan rumme. Kunne alle de praktiske "undskyldninger" dække over at han ikke vil kunne magte et barn mere?

Tusind tak for du besvaret min tråd, da jeg føler at alt det du skriver er næsten som at se sig selv i spejlet. 

Du forstår hvad jeg føler. Men lad mig gør klart at jeg har intet og jeg mener virkelig intet i sinde at ville tvinge den person jeg elsker højt til at være far til et barn mere hvis ikke han orker/ikke overskue flere børn, 

det nøjagtig det jeg sagde til ham at hvis det meste du tænker på er pratisk så kan det løses. Men hvis det udlukkende at du ikke orker og ikke kan overskue det så det der jeg intet kan gør. ( selvom det mig der tar mig alt med baby om natten og meste af dagen). 

Han bliver ved med at sige at han orker ikke flere men der så mange andre ting, også begynder han at nævne alle de praktiske ting. 

Og  jeg har intet imod at vente 2-3-4 år

Forstår ikke dit spørgsmål om. 

Kunne alle de praktiske "undskyldninger" dække over at han ikke vil kunne magte et barn mere?

Kan du uddybe?!