Skal, skal ikke?

Anonym skriver:

Jeg har snakket med min kæreste, og netop fortalt ham, hvilke følelser jeg får/fik..
Og det er netop også derfor, at han vil tage en snak med hende, men alligevel er i tvivl, om han har lyst, da han (og jeg) er bange for, at mine tidligere følelser blusser op igen..

Han bragte det på banen i går, at han godt kunne tænke sig en snak med hende om alt det her, og her spurgte han, hvordan jeg ville have det med det..
Jeg fortalte ham, hvordan jeg ville have det med det.. At jeg synes, at det ville være en god idé, og at jeg sagtens kunne forstå ham, men at jeg var bange for, at hun kunne finde på at prøve at overbevise ham om, at jeg var en dårlig kæreste (og ja jeg ved godt logisk set, at han ikke vil gå fra mig, men logik og følelser/tanker baseret på svigt i barndommen følges ikke ad), og at han så ville gå fra mig, eller som minimum at mine tanker så ville vandre..
Hertil siger han "jeg har selv tænkt det samme, så derfor tror jeg, at jeg vil lade være, for jeg tror, at det vil skade mere hos dig end det gavner"..
Men nu får jeg jo dårlig samvittighed og tænker, om jeg skal prøve at tage chancen og se, hvordan jeg reagerer, eller om jeg skal følge min kærestes råd og vente

Du kommer ikke til at få det bedre, før du giver slip på kontrollen og stoler på, at din kæreste vil dig, ligegyldigt hvad andre kan finde på at sige til ham.

Indtil du giver slip, kommer du kun til at blive mere og mere afhængig af den kontrol. Som Abracadabra siger, din angst fodrer sig selv. Du skal bryde cirklen, også selvom det er vanvittigt svært i starten. 

Har du overvejet at tale med en professionel om din jalousi?

Anonym skriver:

Wauw prøv lige at sparke til en, der allerede ligger halvvejs ned ..

Jeg spørger ikke om I tror, at jeg stoler på min kæreste eller ej.. Jeg spørger ikke, om I mener, om jeg skal blande mig i deres venskab eller ej.. Jeg spørger ikke, om I mener, at jeg er for kontrollerende eller noget andet.. Jeg spørger, om hvad I ville gøre i mit tilfælde, men ikke engang dét kan man få svar på herinde..
I stedet skal man indirekte have smidt i hovedet, at man er et dårligt menneske og en dårlig kæreste.. Tak det var dejligt og slet ikke sårende ..

Tror nu alle har svaret at de ville blande sig udenom og give kæresten plads til at have det venskab. 

Anonym skriver:

Jeg har snakket med min kæreste, og netop fortalt ham, hvilke følelser jeg får/fik..
Og det er netop også derfor, at han vil tage en snak med hende, men alligevel er i tvivl, om han har lyst, da han (og jeg) er bange for, at mine tidligere følelser blusser op igen..

Han bragte det på banen i går, at han godt kunne tænke sig en snak med hende om alt det her, og her spurgte han, hvordan jeg ville have det med det..
Jeg fortalte ham, hvordan jeg ville have det med det.. At jeg synes, at det ville være en god idé, og at jeg sagtens kunne forstå ham, men at jeg var bange for, at hun kunne finde på at prøve at overbevise ham om, at jeg var en dårlig kæreste (og ja jeg ved godt logisk set, at han ikke vil gå fra mig, men logik og følelser/tanker baseret på svigt i barndommen følges ikke ad), og at han så ville gå fra mig, eller som minimum at mine tanker så ville vandre..
Hertil siger han "jeg har selv tænkt det samme, så derfor tror jeg, at jeg vil lade være, for jeg tror, at det vil skade mere hos dig end det gavner"..
Men nu får jeg jo dårlig samvittighed og tænker, om jeg skal prøve at tage chancen og se, hvordan jeg reagerer, eller om jeg skal følge min kærestes råd og vente

Nu ved du at det er din barndom der påvirker dine følelser/reaktioner. Så prøv at bruge den selvindsigt til at sige til dig selv: selvfølgelig kan de tage en snak uden mig. De er ikke mine forældre. 

Jeg synes det er absurd at din kæreste skal tage så store hensyn og egentlig hjælper det ikke dig at komme videre. Hvis du reagerer ved at blive usikker kan han netop forsikre dig ved at have taget snakken og derefter stadig fortælle dig at du er dejlig og han ønsker et liv med dig. 

Men det udelukker ikke veninden. 

Men hvis du vitterligt er ligeglad om hun kan lide dig eller ej, så lad din mand snakke med hende alene! 

Jeg har været veninden, hvor min bedste ven og hans kæreste havde en mission om, at jeg skulle kunne lide hende  Det kunne jeg ikke og jeg var dum og 21 år og tog den lettere umoden vej. Qua det snakker jeg ikke med ham mere. Den gør stadig ondt 8 år efter. 

Det her er din mands problem. Det er ikke dit problem! Lad dem snakke og han skal nok vælge rigtigt! 

Det her lyder virkelig som et øjebliksbillede fra en 7. Klasse. Om veninden hader dig? Seriøst, "hader"? Er det ikke kun sådan nogen samtaler, man har som teenager?

Det lyder helt S, P eller K agtigt. Hvor meget kan du lide..  bla bla..  på en skala fra et til ti.

Du skal lade dem være i fred - hvis din kæreste vil snakke med hende, så tror jeg fint, at han kan administrere det uden din indblanding. I er voksne mennesker.. Det er da underordnet hvad en eller anden tredjepart synes - I ved, at du ikke er hendes kop the, hun er tydeligvis heller ikke din - så lad være med at bruge mere krudt på den relation. Hvis hun og din kæreste har et venskab, så lad dem om det.

mor:) skriver:

Nu ved du at det er din barndom der påvirker dine følelser/reaktioner. Så prøv at bruge den selvindsigt til at sige til dig selv: selvfølgelig kan de tage en snak uden mig. De er ikke mine forældre. 

Jeg synes det er absurd at din kæreste skal tage så store hensyn og egentlig hjælper det ikke dig at komme videre. Hvis du reagerer ved at blive usikker kan han netop forsikre dig ved at have taget snakken og derefter stadig fortælle dig at du er dejlig og han ønsker et liv med dig. 

Men det udelukker ikke veninden. 

Bare lige for at tilføje: hvis du tænker vi ikke kan sætte os ind i det, så jo. Jeg er vokset op i et hjem med vold og alkohol, fandt senere en voldelig kæreste. Jeg ved godt hvad det vil sige at man har oplevet svigt. 

Jeg har også haft svært ved at stole på folk. Jeg har ikke forbudt min kæreste noget, men har tidligere haft det svært når han var ude til fester og lignende. Men for hver gang han var afsted og kom tilbage til mig, jo mindre blev min frygt for at han finder en anden mere interessant. 

Det er din opgave at lære at stole på at din kæreste elsker dig. Din kæreste skal ikke undgå ting fordi han skal gå og tænke på din udvikling. Han er altså ikke din psykolog.

og du siger ovenikøbet at han aldrighar givet dig grund til ikke at stole på ham. Så mind nu dig selv om det. 

Husk den gode tone. 

Anonym skriver:

Wauw prøv lige at sparke til en, der allerede ligger halvvejs ned ..

Jeg spørger ikke om I tror, at jeg stoler på min kæreste eller ej.. Jeg spørger ikke, om I mener, om jeg skal blande mig i deres venskab eller ej.. Jeg spørger ikke, om I mener, at jeg er for kontrollerende eller noget andet.. Jeg spørger, om hvad I ville gøre i mit tilfælde, men ikke engang dét kan man få svar på herinde..
I stedet skal man indirekte have smidt i hovedet, at man er et dårligt menneske og en dårlig kæreste.. Tak det var dejligt og slet ikke sårende ..

Så læser du ikke svarene grundigt nok. Adskillige har svaret, at du skal lade ham om at tage den snak, hvis han ønsker den. 

Hej,

Jeg er ked af at du føler at folk træder på dig. Det er ikke en rar følelse (reel eller ej). Hvis jeg skal give dig et råd så er det at bakke ud af alt dette. Jeg ved du skriver at din kæreste vil have at du er involveret, men det er ikke fair overfor dig. Angsten skal ikke næres og hvis du har det fint med at være høflig når i mødes, så er det altså det sundeste. Du skal ikke bruge unødvendig energi på deres forhold. Hvis han ikke vil være ven med hende, så må han selv tage den beslutning, ligesom han selv må beslutte om han vil tage en snak med hende. 

Du skal selvfølgelig ikke være tilstede ved en eventuel samtale de har. Han er en voksen mand og må selv håndtere sine venskaber. Jeg siger dette ikke for at nedgøre dig, men fordi det lyder til at alt dette har en dårlig indvirkning på din psyke. Det er flot at du er kommet så langt, så lad ikke dette sætte dig tilbage. 

Mor og meget mere skriver:

Så læser du ikke svarene grundigt nok. Adskillige har svaret, at du skal lade ham om at tage den snak, hvis han ønsker den. 

Og I læser ikke mine svar grundigt nok.. 

For det første så har jeg lavet en afstemning af en årsag - netop for at undgå, at folk kaldte mig alt muligt eller sagde, at jeg skulle blande mig udenom, da vi her i huset netop involverer hinanden og tager hensyn til hinanden og ikke bare gør, hvad præcis vi har lyst til, når vi ved, at det måske sårer den anden.. 

For det andet så skriver jeg, at det ikke er overdrevet vigtigt for min kæreste at have den snak med hende.. Ja han kunne godt tænke sig det for at vide to ting: hvor de to står henne, og hvad hun mener om mig (det er ikke mig, der vil vide det).. 

Men han ligger ikke søvnløs, hvis han ikke får svar.. Havde han virkelig ønsket det, så havde han også taget snakken.. Men han vil hellere undvære end at risikere at såre mig