Er mor til både min søn og hans far...

God-mor skriver:

Jamen når manden ikke af sig selv tager del i det praktiske, så kan man jo ikke bare sige at han gør det på sin egen måde. Skal han så slet ikke bidrage? TS mand gør jo ikke noget af det praktiske, men overlader hele ansvaret til hende. Måske har TS ubevidst påtaget sig det fulde ansvar, og så må de selvfølgelig finde en løsning, så de begge er tilfredse. 

Med hensyn til at læse børn, så er det desværre ikke alle som kan aflæse børns signaler. Hvis et barn bliver killet fx vil det per automatik grine, men det er ikke sikkert at barnet bryder sig om det hvis det bliver for voldsomt. Der skal den voksne kunne aflæse barnet i sådan en situation.. Jeg ville også bryde ind hvis min mand overhovedet ikke kunne aflæse vores børns signaler. 

Jeg syntes TS mand lyder som en god far. Men jeg syntes at det lyder som om, at han er blevet forvent med at der render en stuepige rundt og ordner alt det praktiske. Det er ikke ligeværdigt i mine øjne, og hvis han tog mere del i det praktiske så kunne det være at TS havde lidt mere overskud. Også til larm. 

Men hvem siger, at jeg er den der læser barnets signal korrekt? Jeg er sammen med børn hver dag, og jeg har mange gange læst forkert, så har vænnet mig til at spørge: skriger du fordi du vil have han stopper - halvdelen af gangene havde jeg læst rigtigt, den anden halvdel havde jeg ikke. 

Og det gælder også mine egne børn, jeg kommer ind i stuen - ej du skal ikke gøre det ved lillebror - lillebror: mor det er smadder skægt. 

Personligt vil jeg ALDRIG blande mig når min mand gør noget (altså så længe han ikke misbruger eller slår mine børn) - jeg kan sige noget bagefter når børnene sover/er væk. Men i situationen støtter jeg ham - jeg påtager mig ikke rollen som den der ved bedst foran børnene - får han kildet dem for meget, ja så får han det og så redder han situationen for jeg stoler på ham. På samme måde regner jeg med, at han ikke blander sig og begynder at opdrage mig foran børnene.

Og jo min mand kan også læse børnene forkert (i mine øjne) og jeg kan også selv - men nu er livet jo sådan at man laver fejl og man lærer af dem. Så enig ikke alle læser børn korrrekt hele tiden (jeg gør absolut heller ikke selv), men helt uenig i, at TS skal agere opdrager og stoppe legen - stol på far selv klarer den, og ikke mindst selv redder situationen, hvis han læste forkert. 

lineog4 skriver:

Men hvem siger, at jeg er den der læser barnets signal korrekt? Jeg er sammen med børn hver dag, og jeg har mange gange læst forkert, så har vænnet mig til at spørge: skriger du fordi du vil have han stopper - halvdelen af gangene havde jeg læst rigtigt, den anden halvdel havde jeg ikke. 

Og det gælder også mine egne børn, jeg kommer ind i stuen - ej du skal ikke gøre det ved lillebror - lillebror: mor det er smadder skægt. 

Personligt vil jeg ALDRIG blande mig når min mand gør noget (altså så længe han ikke misbruger eller slår mine børn) - jeg kan sige noget bagefter når børnene sover/er væk. Men i situationen støtter jeg ham - jeg påtager mig ikke rollen som den der ved bedst foran børnene - får han kildet dem for meget, ja så får han det og så redder han situationen for jeg stoler på ham. På samme måde regner jeg med, at han ikke blander sig og begynder at opdrage mig foran børnene.

Og jo min mand kan også læse børnene forkert (i mine øjne) og jeg kan også selv - men nu er livet jo sådan at man laver fejl og man lærer af dem. Så enig ikke alle læser børn korrrekt hele tiden (jeg gør absolut heller ikke selv), men helt uenig i, at TS skal agere opdrager og stoppe legen - stol på far selv klarer den, og ikke mindst selv redder situationen, hvis han læste forkert. 

Lige uden for kontekst, for jeg har endnu ikke selv børn så jeg har ingen erfaring med emnet  Jeg læser dog tit med på sidelinien i diverse debatter.

Men jeg vil bare sige til dig Line, at jeg gang på gang nyder at læse dine nuancerede debatindlæg 

lineog4 skriver:

Jeg kan godt se, at hun uddyber.

Og jeg læste også det med stolen og sidde når man spiser. Jeg er også af den opfattelse, at man skal sidde når man spiser, og alligevel er jeg også en gang imellem med på balladen - og det jeg egentlig vil med mine indlæg her i denne tråd er, at ts og alle os andre mig selv inklusiv en gang imellem stopper op og tænker: er min måde den eneste rigtige? Snak opdragelse sammen, synes begge parter, at det er vigtigt man sidder stille når man spiser? Hvem ved måske manden sidder og brokker sig den anden vej: hver gang vi bare har det lidt sjovt sammen, så kommer hun og blander sig og vil have vi skal følge hendes regler. 

Jeg siger ikke, at hun skal være tjeneren der hjemme, lave maden, rydde op og så videre - den skal hun give videre (men så også med en accept det bliver lavet på en anden måde end hun måske havde forventet). Selvsagt skal begge parter byde ind, begge parter skal være opdrageren, men igen med en accept vi opdrager forskelligt. Jeg er ret sikker på, at min mand fx også nogle gange synes jeg ikke opdrager. Hans måde er allerede første gang at have en lidt sur stemme på og tale i bydeform - ligger så langt væk fra mig som noget kan. Jeg bruger historier, lidt pjat en gang imellem - kunne sagtens finde på at sige noget a la: hvis ikke du sidder på stolen når vi spiser så bider jeg dig i fødderne, hvor min mand siger: sid ned NU! Mon ikke min mand en gang imellem tænker: hun opdrager aldrig og jeg tænker i hvert fald tít: ej hvorfor forstår han ikke, at den måde giver en dårlig stemning - men jeg accepterer det er hans måde og han skal ikke blive en minimig - vildt surt for nej hvor skal jeg mange gange tage tårerne og forklare, men alligevel er det ham og hans måde, og vores børn elsker ham helt op til himlen og tilbage igen - han er deres trygge base, og deres papa.

Jeg vil gerne støtte alle i, at de voksne skal være fælles om ansvaret. Men jeg vil altid også tale for, at man mand som kvinde kan rumme forskelligheden, være nysgerrig i stedet for dømmende. Høre hvorfor der pjattes ved bortset, fremfor at sige det er op af bakke, for hvem ved måske pjattet er den måde ts mand synes han opdrager, måske blev han opdraget sådan selv. TS skriver jo blandt andet, at han har sagt, at sådan er han - og det var ikke i forhold til ikke at lave noget, men i forhold til at pjatte og være med i de sjove lege. Man skal finde kompromiser og TS skal selvsagt give udtryk for;jeg vil gerne denne leg med min søn. Men uha det er svært at skrive uden at lyde som jeg vælger side, for det gør jeg ikke - men jeg vil bare så gerne at vi alle forstår, at vi har mødt en vi forelskede os i, en vi fik børn med, men vi mødte ikke os selv, og vi skal på ingen måde forsage at lave dem til os selv. Vi skal finde det positive, det skønne i forskelligheden, for det er netop det der gør vores børn mere fantastiske end os selv.

Jeg læser hvad du skriver og jeg forstår 100% hvad du siger. Og jeg er meget enig i at vi skal acceptere forskelligheder osv. Men jeg er samtidig farvet af at have stået der hvor jeg tror (tror!) TS står, og der var rummelighed bare ikke nok - for så var konsekvensen at jeg var alenemor med en gæst i huset konstant - en gæst ungerne elskede, jovist, men det kunne aldrig blive et ligeværdigt parforhold fordi hans indstilling ikke var at være fælles i praksis - med en smule fælles front ift regler og grænser, og ikke mindst i hjemmet - i teorien jo, men det kom ikke længere end snak. Snakke hvor vi netop hørte hinanden og spurgte ind og altid var enige om at vi opdrager forskelligt og det er ok - men målet er ens, at han så støv og skidt og andre praktiske opgaver meget mindre end jeg og havde brug for at jeg åbnede munden hvis jeg manglede ham - men så blev det næste dag. Og alt var som det plejede -  måske lige tilført en sur mine hvis jeg bad ham rydde lidt op i stuen mens han var alene hjemme hele formiddagen - som vi havde aftalt jeg skulle hvis jeg ville have ham til at gøre noget. Og ja, som hans familie også beretter nu, er der ingen grænser og opdragelse når han har børnene - han overlader det faktisk tit til hans mor eller svigerinde og lukker øjnene hvis de ikke opfører sig ordentligt i sociale situationer. Han magter ikke konflikten ved et nej fx. Og således var det også da vi boede sammen. 

Jeg ville elske hvis alt kunne løses med rummelighed. Men nogen mennesker ligger sig fladt ned mens resten løber et marathon for at nå det mål man satte sig i fællesskab, og det er bare ikke så ligetil at rumme  

Mor11 skriver:

Jeg læser hvad du skriver og jeg forstår 100% hvad du siger. Og jeg er meget enig i at vi skal acceptere forskelligheder osv. Men jeg er samtidig farvet af at have stået der hvor jeg tror (tror!) TS står, og der var rummelighed bare ikke nok - for så var konsekvensen at jeg var alenemor med en gæst i huset konstant - en gæst ungerne elskede, jovist, men det kunne aldrig blive et ligeværdigt parforhold fordi hans indstilling ikke var at være fælles i praksis - med en smule fælles front ift regler og grænser, og ikke mindst i hjemmet - i teorien jo, men det kom ikke længere end snak. Snakke hvor vi netop hørte hinanden og spurgte ind og altid var enige om at vi opdrager forskelligt og det er ok - men målet er ens, at han så støv og skidt og andre praktiske opgaver meget mindre end jeg og havde brug for at jeg åbnede munden hvis jeg manglede ham - men så blev det næste dag. Og alt var som det plejede -  måske lige tilført en sur mine hvis jeg bad ham rydde lidt op i stuen mens han var alene hjemme hele formiddagen - som vi havde aftalt jeg skulle hvis jeg ville have ham til at gøre noget. Og ja, som hans familie også beretter nu, er der ingen grænser og opdragelse når han har børnene - han overlader det faktisk tit til hans mor eller svigerinde og lukker øjnene hvis de ikke opfører sig ordentligt i sociale situationer. Han magter ikke konflikten ved et nej fx. Og således var det også da vi boede sammen. 

Jeg ville elske hvis alt kunne løses med rummelighed. Men nogen mennesker ligger sig fladt ned mens resten løber et marathon for at nå det mål man satte sig i fællesskab, og det er bare ikke så ligetil at rumme  

 

 

Klart vi kommer med hver vores bagage - jeg kommer med den, hvor jeg skulle lære det fantastiske i, at vi var forskellige (og hvor det nok var mig der var mere loose, og sagtens kan lade en opvask stå hvis der er en sjov ting i vejen). Og ja så en erfaring fra en del andre, der ville ændre deres bedre halvdel (oftest deres mænd) og så samtidig klagede når de var blevet for kedelige.

Vi kan jo selvsagt ikke kende sandheden om TS og hendes familie - vi har jo kun hendes side, og måske mandens historie er helt anderledes og sandheden findes i midten.

For mig er det bare vigtigt, at før man beslutter sig for, at ens mand (bedre halvdel) gør tingene forkert, så vender man blikket ind af og tænker: hmm mon jeg ikke kan rumme vores forskellighed. Hvis man så som du kommer frem til, det her er ikke bare forskellighed, ja så tænker jeg den konsekvens du valgte er den rigtige.

lineog4 skriver:

Men hvem siger, at jeg er den der læser barnets signal korrekt? Jeg er sammen med børn hver dag, og jeg har mange gange læst forkert, så har vænnet mig til at spørge: skriger du fordi du vil have han stopper - halvdelen af gangene havde jeg læst rigtigt, den anden halvdel havde jeg ikke. 

Og det gælder også mine egne børn, jeg kommer ind i stuen - ej du skal ikke gøre det ved lillebror - lillebror: mor det er smadder skægt. 

Personligt vil jeg ALDRIG blande mig når min mand gør noget (altså så længe han ikke misbruger eller slår mine børn) - jeg kan sige noget bagefter når børnene sover/er væk. Men i situationen støtter jeg ham - jeg påtager mig ikke rollen som den der ved bedst foran børnene - får han kildet dem for meget, ja så får han det og så redder han situationen for jeg stoler på ham. På samme måde regner jeg med, at han ikke blander sig og begynder at opdrage mig foran børnene.

Og jo min mand kan også læse børnene forkert (i mine øjne) og jeg kan også selv - men nu er livet jo sådan at man laver fejl og man lærer af dem. Så enig ikke alle læser børn korrrekt hele tiden (jeg gør absolut heller ikke selv), men helt uenig i, at TS skal agere opdrager og stoppe legen - stol på far selv klarer den, og ikke mindst selv redder situationen, hvis han læste forkert. 

Jamen jeg kan godt forstå hvor du kommer fra. Jeg er helt med på hvad du mener. Herhjemme retter jeg heller ikke på min mand, fordi han kan godt finde ud af at mærke sine børn. Men hvis min mand kørte vores børn helt op inden sengetid eller kildede dem når de prøvede at sige fra, men bare fortsatte (også i bedste mening), så ville jeg ikke bare se til. Sådan er jeg indrettet. Jeg tror vi ser meget forskelligt på TS situation, og jeg forstår godt hendes irretation. 

Sådan føles det tit. Faren leger bare med sønnen og det har han gjort fra det øjeblik, sønnen kunne lege. Da var han jo lille og faren kunne slet ikke læse sønnens grænser, så den lille baby på 3-4 måneder, svedte, boblede og blev fuldstændig overgearet. Nu er sønnen større og meget glad for sin far - faktisk så glad, at han slet ikke ænser mig, når faren kommer fra arbejde. Så starter der bare en eller anden vild leg, der får mig til at føle, at jeg har to børn. Sønnen bestemmer alt og faren følger efter og underholder imens med kildeture, fangeleg og så videre. Jeg skal hele tiden sige, at legen skal stoppes, skrues ned, flyttes et andet sted hen osv. Jeg har svært ved at lade være med at gøre det, dels fordi det virkelig bare larmer og irriterer mig og dels fordi, jeg kan mærke på min søn, at det er for meget, jeg kan høre, at han ikke vil kildes mere osv. Men faren kan stadig ikke læse signalerne, han overskrider konstant sønnens grænser.
De er i et eller andet underligt forhold, for når jeg er alene med sønnen, så er han rolig, leger stille, leger gerne selv og følger bare med mig rundt og hvis jeg ordner vasketøj, så leger han ved siden af mig eller hjælper mig. Når far er alene med sønnen, så kan far slet ikke få lov til at gøre noget selv, for sønnen kræver hans konstante opmærksomhed. Ja, det gælder faktisk også, hvis jeg er der - sønnen følger efter far, som jo er så underholdende, og kræver ham.

Om natten er det ganske omvendt, der duer kun mor, så mor har  har ikke sovet i 2 år.

Han har heller ikke styr på noget praktisk omkring vores søn. Han laver meget sjældent noget med vores søn alene. Han glemmer måltider, bleer og alt sådan noget.

Sjovt nok kan jeg dog høre, at når han fortæller folk om vores liv, så får han det til at lyde som om vi skiftes til alt, tøjvask, madlavning, indkøb osv. Og han tror reelt oppe i sit hoved, at han hjælper med alt det og er en meget nærværende far. Det kan jeg også forstå på ham, når vi skændes om det.
Vi har snakket om det tit og han lover at ændre det, for vi er enige om, at man som voksen ikke skal være legekammerat med sit barn, men man skal være forælder for det. Vi er også enige om, at vores søn ikke må kommandere med os og at der ikke skal leges vildt lige inden aftensmaden. Men han glemmer det hver dag!

Grunden til, at jeg laver maden og sådan, er, at vi har forskellige arbejdstider, så jeg er tidligere hjemme og har derefter et par timer med sønnen, inden far kommer hjem og faren har kun den ene time, mens jeg laver mad. Så hvis han laver mad, så får han slet ikke set sin søn den dag... Derfor er det blevet sådan.


Det er et forfærdeligt forhold og jeg kan egentlig slet ikke lide min kæreste længere. Jeg er ikke tiltrukket af ham, for hvem er tiltrukket af sådan et stort legebarn? Han er jo næsten værre end vores lille søn. Sjovt nok har han et arbejde med ansvar og tjener det dobbelte af mig... men når han så kommer hjem, så glemmer han alt det.

Jeg er ved at få nok.
Det er nok at være mor til én!

Hvad dælen kan man gøre?

Hvor kan jeg godt forstå dig 

jeg står desværre selv lidt i det samme og har også snart fået nok.

her er manden så en blanding af vores drenge og en forstørret teenager som har travlt med sit eget og sin computer 

her leger han dog sjældent med børnene vis ikke loge det er for at drille dem 

her mener manden også at han hjælper så meget uden rigtig at gøre noget og han skulle primært stå for økonomien men nu står jeg med et kæmpe minus på min konto fordi han ikke har holdt den

Jeg har desværre ikke nogle råd til dig men vil lige give dig et stort kram da jeg ved hvordan det er 

I forhold til det med det huslige.

Har i lavet en konkret aftale om at (tirsdag vasker han dit og onsdag har han dat) 

Jeg kender godt til hvor svært det er at bare skulle lave mere, jeg synes at særlig mænd har brug for at få at vide hvilken opgaver det er forventet han tager.

Det har jeg meget god erfaring med og ved at stort set alle i min omgangskreds har disse aftaler 

For mig lyder det som om far har vendt sig til der er en som ordner alle de praktiske opgaver i/og uden for hjemmet og i forhold til sønnen..

Måske ts skulle prøve at lade huset rode og "glemme" aftensmaden en dag? Det skal nok få far lidt op på dupperne.����‍♀️

Jeg er enig med ts i at far skal varetage flere opgaver/ansvar/opdragelse af sønnen, men jeg tror ikke far kan det når han bliver overvåget af mor og mor altid retter på fars måde at løse evt problemer.����‍♀️

Jeg havde selv lidt tendens til at rette min mand når han gjorde noget med vores datter, jeg har lært at han godt kunne og faktisk er pisse sej til at sætte grænser og være den opdragende, selvom han mest af alt er en vild og altid legende far som vores datter elsker og beundre ��

Jeg håber I får løst problemet! Held og lykke til ts ������

Så er jeg tilbage efter dels at have tænkt lidt over mine indlæg og dels at have læst jeres svar. Tak for dem, de har givet mig meget at tænke over.

Mit første indlæg var mest irritation over, at faren altid skulle lege fuldstændig vildt, mens jeg stod og ordnede det huslige og jeg vitterligt følte, at jeg havde to børn, som jeg skulle dysse på - vi har nemlig en aftale om, at det ikke skal være vildt lige den sidste halve times tid inden spisetid, men det var en aftale han glemte igen og igen. Men da jeg så fik et par svar, kunne jeg godt se, at det stak dybere end bare deres vilde leg om fødderne på mig, som så stod som den sure kælling med kødgryderne og spurgte om de ville dæmpe sig eller flytte sig og at vi desuden havde en aftale om ingen vild leg! Og derfor mit opfølgende indlæg, hvor jeg ærgrede mig over, at jeg faktisk var alene med alt det huslige og at min mand bare tog alt det sjove.
Det skal siges, at vi skiftes til putningen. Men alt andet gør jeg - også selvom han, adspurgt, altid synes at han gør heeelt vildt meget, bare fordi han måske har tømt opvasker en enkelt gang mod de 10 gange, jeg har gjort det...

Nej, vi gør ikke tingene på samme måde og det er noget, jeg har haft svært ved at acceptere, fordi vi, inden vi fik børn, var så enige - men da vi så stod midt i det, viste det sig, at vi på mange måder er meget forskellige og jeg vil selvfølgelig gerne have at tingene bliver gjort på min måde... hvem vil ikke det? Jeg øver mig at gå min vej eller i hvert fald at holde min kæft, men jeg er bare bange for, at min søn kan mærke, at jeg bliver sur nogle gange, når han leger en eller anden åndsvag leg, hvor han skal slå far og smider rundt med sofahynderne i hele stuen - og det er sgu synd for den lille... og det er noget, jeg virkelig øver på på.

Selvom min mand arbejder meget, har vi ikke råd til måltidskasser eller rengøring eller noget i den dur - og selv i måltidskasser skal maden jo stadig laves (og er ikke altid egnet for en lille dreng) og rengøring er jo én ting, noget andet er al det daglige med skraldeposer, der skal ned, seng, legoklodser ud over det hele osv.

Ingen tvivl om, at jeg har påtaget mig "det kvindelige martyrium". Det har jeg. Og jeg finder alt for ofte mig selv i at sige "det skal jeg nok", mens jeg inderst inde bander og svovler - det er jo fordi, jeg har lavt selvværd og derfor er det helt ekstremt svært for mig at bede om hjælp til noget.
Jeg gider bare heller ikke rigtigt spørge om hjælp længere - jeg kan dels mærke, at han ikke gider, men samtidig så er han en ret dårlig hjælp. De fleste ting, jeg beder ham om, glemmer han. Skal han lave mad, så spørger han konstant om alt muligt... det er bare så meget nemmere og hurtigere at gøre selv. Og det er jo dumt, at jeg er nået til det punkt... Vi har bare snart været sammen i en del år og han er ikke blevet bedre til at huske og til at lave mad, han kan spørge om de samme ting så mange gange, at jeg til sidst bliver idiot. Så jeg gør det selv.

Det praktiske kan ikke ordnes efter den lille er lagt i seng, dels gider min kæreste ikke, fordi han er smadret efter en lang arbejdsdag og dels vågner vores søn let, fordi bor småt og alt larmer.
I weekenderne arbejder han ikke, men der vil han helst ikke lave noget praktisk og har gerne aftaler for sig selv eller med sine venner.

Og jeg ved godt at enlige står med det hele alene, men det er jo netop noget, de har valgt (i de fleste tilfælde). Jeg er selv vokset op hos en enlig mor, der også sagde, at det var sgu meget nemmere, for så havde man ingen forventninger til en partner, der aldrig indfriede dem. Og jeg prøver til daglig at have det mindset, at jeg ikke skal forvente noget af ham, men bare tænke på det, som om jeg er enlig... det virker bare ikke særlig godt, for godt nok gør det så, at alt kører på skinner, men til gengæld bliver jeg så helvedes bitter, fordi det jo ikke bør være sådan. Han arbejder ikke mere end andre, han har et helt almindeligt fuldtidsjob!

Jeg har snakket med ham om det så tit, vi kommer altid op at skændes og det er altid mig, der får skylden for det hele, fordi han synes, at han arbejder så meget og virkelig hjælper meget til og så videre...

Jeg overvejer tit at gå fra ham, men omvendt vil jeg også bare gerne have det her til at fungere. Jeg mener nemlig også at vores søn har gavn af, at vi er forskellige og at han er sammen med os begge hver dag. Det skulle bare være anderledes...........

Anonym skriver:

 

Så er jeg tilbage efter dels at have tænkt lidt over mine indlæg og dels at have læst jeres svar. Tak for dem, de har givet mig meget at tænke over.

Mit første indlæg var mest irritation over, at faren altid skulle lege fuldstændig vildt, mens jeg stod og ordnede det huslige og jeg vitterligt følte, at jeg havde to børn, som jeg skulle dysse på - vi har nemlig en aftale om, at det ikke skal være vildt lige den sidste halve times tid inden spisetid, men det var en aftale han glemte igen og igen. Men da jeg så fik et par svar, kunne jeg godt se, at det stak dybere end bare deres vilde leg om fødderne på mig, som så stod som den sure kælling med kødgryderne og spurgte om de ville dæmpe sig eller flytte sig og at vi desuden havde en aftale om ingen vild leg! Og derfor mit opfølgende indlæg, hvor jeg ærgrede mig over, at jeg faktisk var alene med alt det huslige og at min mand bare tog alt det sjove.
Det skal siges, at vi skiftes til putningen. Men alt andet gør jeg - også selvom han, adspurgt, altid synes at han gør heeelt vildt meget, bare fordi han måske har tømt opvasker en enkelt gang mod de 10 gange, jeg har gjort det...

Nej, vi gør ikke tingene på samme måde og det er noget, jeg har haft svært ved at acceptere, fordi vi, inden vi fik børn, var så enige - men da vi så stod midt i det, viste det sig, at vi på mange måder er meget forskellige og jeg vil selvfølgelig gerne have at tingene bliver gjort på min måde... hvem vil ikke det? Jeg øver mig at gå min vej eller i hvert fald at holde min kæft, men jeg er bare bange for, at min søn kan mærke, at jeg bliver sur nogle gange, når han leger en eller anden åndsvag leg, hvor han skal slå far og smider rundt med sofahynderne i hele stuen - og det er sgu synd for den lille... og det er noget, jeg virkelig øver på på.

Selvom min mand arbejder meget, har vi ikke råd til måltidskasser eller rengøring eller noget i den dur - og selv i måltidskasser skal maden jo stadig laves (og er ikke altid egnet for en lille dreng) og rengøring er jo én ting, noget andet er al det daglige med skraldeposer, der skal ned, seng, legoklodser ud over det hele osv.

Ingen tvivl om, at jeg har påtaget mig "det kvindelige martyrium". Det har jeg. Og jeg finder alt for ofte mig selv i at sige "det skal jeg nok", mens jeg inderst inde bander og svovler - det er jo fordi, jeg har lavt selvværd og derfor er det helt ekstremt svært for mig at bede om hjælp til noget.
Jeg gider bare heller ikke rigtigt spørge om hjælp længere - jeg kan dels mærke, at han ikke gider, men samtidig så er han en ret dårlig hjælp. De fleste ting, jeg beder ham om, glemmer han. Skal han lave mad, så spørger han konstant om alt muligt... det er bare så meget nemmere og hurtigere at gøre selv. Og det er jo dumt, at jeg er nået til det punkt... Vi har bare snart været sammen i en del år og han er ikke blevet bedre til at huske og til at lave mad, han kan spørge om de samme ting så mange gange, at jeg til sidst bliver idiot. Så jeg gør det selv.

Det praktiske kan ikke ordnes efter den lille er lagt i seng, dels gider min kæreste ikke, fordi han er smadret efter en lang arbejdsdag og dels vågner vores søn let, fordi bor småt og alt larmer.
I weekenderne arbejder han ikke, men der vil han helst ikke lave noget praktisk og har gerne aftaler for sig selv eller med sine venner.

Og jeg ved godt at enlige står med det hele alene, men det er jo netop noget, de har valgt (i de fleste tilfælde). Jeg er selv vokset op hos en enlig mor, der også sagde, at det var sgu meget nemmere, for så havde man ingen forventninger til en partner, der aldrig indfriede dem. Og jeg prøver til daglig at have det mindset, at jeg ikke skal forvente noget af ham, men bare tænke på det, som om jeg er enlig... det virker bare ikke særlig godt, for godt nok gør det så, at alt kører på skinner, men til gengæld bliver jeg så helvedes bitter, fordi det jo ikke bør være sådan. Han arbejder ikke mere end andre, han har et helt almindeligt fuldtidsjob!

Jeg har snakket med ham om det så tit, vi kommer altid op at skændes og det er altid mig, der får skylden for det hele, fordi han synes, at han arbejder så meget og virkelig hjælper meget til og så videre...

Jeg overvejer tit at gå fra ham, men omvendt vil jeg også bare gerne have det her til at fungere. Jeg mener nemlig også at vores søn har gavn af, at vi er forskellige og at han er sammen med os begge hver dag. Det skulle bare være anderledes...........

Har ikke så meget at sige, andet end at foreslå, at hver gang din mand har lavet noget derhjemme, så skriv det ned med dato.. På den måde kan I se, hvor meget han egentlig laver.. For en af jer bliver overrasket.. Enten laver han ikke særlig tit noget, og så kan du fortælle ham, at på en uge har han måske kun gået ned med skraldespanden og intet andet.. Eller også laver han mere, end du lægger mærke til/tænker over, og på den måde bliver du måske overrasket