Er mor til både min søn og hans far...

Anonym skriver:

Tak for jeres svar.

Først vil jeg lige gøre det klart, at jeg ikke er misundelig på min søn og min kærestes forhold. Jeg har selv et godt forhold til min søn og jeg kan sagtens acceptere, at min søn og far leger vildt sammen og har den form for lege som et fællesskab; ligesom min søn og jeg har nogle andre ting, som vi er fælles om.

Der er andre ting, jeg er misundelig på og det er, hvor let min kæreste har det på den huslige og faderlige front. Han kan bare nøjes med alt det gode.
Min søn bliver så glad og overstadig, når han ser sin far. Jeg er mere bare hende, der altid er der. Jeg er hende, der står for alt det sure - altså alt det praktiske og så kan min kæreste på en måde bare "høste frugten" af det og lege med en mæt, tilfreds dreng, mens jeg står der og snitter grøntsager. Jeg er hende, der siger "sid stille på numsen", mens faren er den, der reagerer på enhver opfordring til leg ved spisebordet. Jeg er hende, der "tvinger" sønnen til at rydde op, til at gå selv, spise selv og så videre. Faren er den, der bare efterkommer sønnens ønsker.
Det sker af og til, at sønnen og jeg får en rigtig god leg og han kommer til at grine helt vildt... men så går der kun et lille øjeblik, så er faren der, for at se, hvorfor han griner og overtager fluks legen og overdriver det, jeg gjorde, helt vildt, i håb om at sønnen så griner endnu vildere - og så sidder jeg bare der. Konfronteret med dette, siger han, at sådan er han bare og det må jeg altså acceptere.
Og ja, så hader jeg virkelig, at min kæreste konstant overskrider sønnens grænser og skal gøre enhver leg til et eller andet vildt jagte-leg og at de larmer helt sindssygt rundt om fødderne på mig, når jeg laver mad - vi har ikke meget plads. Men jeg prøver at lukke døren og lade dem være.

Det kan simpelthen bare være så træls altid at være den, der står med det sure og så kan han få alt det søde.

Vi burde være bedre til at deles om det praktiske, men problemet er bare, at jeg har meget mere fritid end ham og derfor gør jeg det. Jeg kan altså bare godt blive misundelig på, at han bare kan komme hjem fra arbejde og lege, mens jeg laver mad (som jeg også har købt ind til og fundet på). Jeg ville ønske, det var omvendt - at jeg bare kunne lege og hygge med vores søn, mens der blev lavet lækker mad. At jeg kunne gå en tur med sønnen og komme hjem til et rengjort hus og nybagt brød. Men hvis det er sådan, vi gør det, så får min kæreste altså slet ikke set sin søn i løbet af dagen og det vil jeg ikke have. De har jo begge savnet hinanden i løbet af dagen!

Jeg er da glad for, at faren har sådan et godt forhold til sin søn, men omvendt ville jeg dog også ønske, at vi som voksne mennesker var mere ligeværdige. At vi var forældre sammen. Som vores forhold er nu, føles det altså tit som om jeg er enlig mor og der er to børn - også fordi min kæreste glemmer så mange almindelig hverdagsting omkring sig selv, som han skal huskes på og hjælpes med. Og det er ikke noget med, at han så står for den udvendige vedligeholdelse af huset, haven eller noget som helst. Han har vitterligt intet husligt ansvar, andet end en bil, som han ikke vedligeholder!

Jeg tænker også på fremtiden i det, for jeg vil gerne have at min søn vokser op i et hjem, hvor vi er fælles om ting og hvor det ikke er kvinden, der laver det huslige og manden der... ja, ikke laver en disse! Min søn skulle gerne se, at det er helt naturligt at også manden svinger støvsugeren og laver en lækker gang aftensmad.

Vi har snakket meget om det på mange måder og er kommet frem til forskellige aftaler, men han bryder dem konstant. Måske er det fordi, han ikke enig i det, men så skal han jo ikke gå med på aftalen.

Jeg vil virkelig gerne have det her til at fungere! Men det er så svært - både fordi, jeg har mere fritid end ham, og vi derfor ikke er ligeværdige på det punkt, fordi han bryder vores aftaler om børneopdragelse og fordi vi er så forskellige når det kommer til det med børn - også selvom jeg troede, at vi var enige, før vi fik børn.......

Jeg kan altså godt forstå dig. Han må på banen også med de huslige pligter, og så må i lave en aftale som i begge er indforstået med og som han ikke bryder. Ellers ender det jo med at i går hver til sit, hvis det forbliver som det er nu. 

Meget enig i det første svar...

Derudover: bestil måltidskasser - du skal ikke handle ind og finde på og maden er meget hurtigere lavet. Fra kokkens hverdagsmad får vi og der skal man tit ikke engang snitte noget. Så er DET problem da løst

Du som en sur mokke og den rolle er der ingen der har lyst til at ende i. Hvis din mand har er stor ansvar og tjener en fed hyre .. så er en løsning at få hjælp til det du ikke gider bruge din tid på.

hvis din mand arbejder meget skal han da kkke bruge sin time med sønnen på at gøre rent.

Hvis økonomien er til det kan I købe kasser der bliver leveret med nem mad, shoppe på nemlig. Få en rengøringshjælp osv. Det er vel derfor man tjener mange penge og bruger mange timer på arbejde

Jeg blev en gang sur fordi min mand bestilte en film (vi købte italienske film) som jeg ikke ville have valgt. Jeg blev ikke bare sur, jeg blev den sure mokke og som den søde mand han er som anerkender, at det der pædagogik det er jo noget konen har læst og hun ved nok bedre, så afbestilte han filmen... da jeg var dæmpet ned nåede jeg en erkendelse som har hjulpet mig, mine børn, min mand og ikke mindst vores forhold gevaldigt. Nemlig den, at mine børn er så fantastiske fordi de har mig som mor og min mand som deres far, og fordi vi har plads og rum til at gøre tingene på vores egen måde. For netop kombinationen af os har skabt dem og giver dem et farverigt liv og opdragelse. Hvis jeg måtte bestemme det hele, hvis tingene kun blev gjort på min måde, så var de ikke blevet så skønne, så farverige, lige præcis de børn jeg synes er de mest fantastiske i verden.

Din mand gør det ikke på din måde, han læser ikke jeres søn på din måde, han gør tingene på sin måde, læser ham på sin måde - og netop den måde er halvdelen af det som gør din søn så fantastisk som han er. Hvis du vil begrænse ham, lave ham om så han ligner dig mere, så får din søn ikke det som din mand må give ham, men kun det du og en kopi af dig kan give. 

Ja han skal hjælpe med det praktiske, men så må I tale om det. Tale om at I har maddage (men så husk ikke at blive sur, hvis han formår at gøre det super sjovt så jeres søn vil være med, eller hvis han ikke laver maden som du ville, eller han vælge rugbrød og glemmer grøntsagerne), I kan købe ind stort en gang om ugen. Han tager opvasken når sønnen sover eller hvad ved jeg. Men for gud skyld kræv ikke, at han skal ændre sig i sit forhold til jeres søn. Nyd at se dem sammen.

Jeg lærte en gang, at kom jeg hjem og så rod i hele huset så i stedet for at soge: ej der er godt nok rodet, I kunne godt... Så siger jeg: nej hvor det ser ud til I har hygget jer. Vend det om, find det positive og elsk at netop får og søn har det fantastisk. Og ja undskyld men du lyder vitterlig meget misundelig også når du skriver, at du ikke er det. 

Anonym skriver:

Tak for jeres svar.

Først vil jeg lige gøre det klart, at jeg ikke er misundelig på min søn og min kærestes forhold. Jeg har selv et godt forhold til min søn og jeg kan sagtens acceptere, at min søn og far leger vildt sammen og har den form for lege som et fællesskab; ligesom min søn og jeg har nogle andre ting, som vi er fælles om.

Der er andre ting, jeg er misundelig på og det er, hvor let min kæreste har det på den huslige og faderlige front. Han kan bare nøjes med alt det gode.
Min søn bliver så glad og overstadig, når han ser sin far. Jeg er mere bare hende, der altid er der. Jeg er hende, der står for alt det sure - altså alt det praktiske og så kan min kæreste på en måde bare "høste frugten" af det og lege med en mæt, tilfreds dreng, mens jeg står der og snitter grøntsager. Jeg er hende, der siger "sid stille på numsen", mens faren er den, der reagerer på enhver opfordring til leg ved spisebordet. Jeg er hende, der "tvinger" sønnen til at rydde op, til at gå selv, spise selv og så videre. Faren er den, der bare efterkommer sønnens ønsker.
Det sker af og til, at sønnen og jeg får en rigtig god leg og han kommer til at grine helt vildt... men så går der kun et lille øjeblik, så er faren der, for at se, hvorfor han griner og overtager fluks legen og overdriver det, jeg gjorde, helt vildt, i håb om at sønnen så griner endnu vildere - og så sidder jeg bare der. Konfronteret med dette, siger han, at sådan er han bare og det må jeg altså acceptere.
Og ja, så hader jeg virkelig, at min kæreste konstant overskrider sønnens grænser og skal gøre enhver leg til et eller andet vildt jagte-leg og at de larmer helt sindssygt rundt om fødderne på mig, når jeg laver mad - vi har ikke meget plads. Men jeg prøver at lukke døren og lade dem være.

Det kan simpelthen bare være så træls altid at være den, der står med det sure og så kan han få alt det søde.

Vi burde være bedre til at deles om det praktiske, men problemet er bare, at jeg har meget mere fritid end ham og derfor gør jeg det. Jeg kan altså bare godt blive misundelig på, at han bare kan komme hjem fra arbejde og lege, mens jeg laver mad (som jeg også har købt ind til og fundet på). Jeg ville ønske, det var omvendt - at jeg bare kunne lege og hygge med vores søn, mens der blev lavet lækker mad. At jeg kunne gå en tur med sønnen og komme hjem til et rengjort hus og nybagt brød. Men hvis det er sådan, vi gør det, så får min kæreste altså slet ikke set sin søn i løbet af dagen og det vil jeg ikke have. De har jo begge savnet hinanden i løbet af dagen!

Jeg er da glad for, at faren har sådan et godt forhold til sin søn, men omvendt ville jeg dog også ønske, at vi som voksne mennesker var mere ligeværdige. At vi var forældre sammen. Som vores forhold er nu, føles det altså tit som om jeg er enlig mor og der er to børn - også fordi min kæreste glemmer så mange almindelig hverdagsting omkring sig selv, som han skal huskes på og hjælpes med. Og det er ikke noget med, at han så står for den udvendige vedligeholdelse af huset, haven eller noget som helst. Han har vitterligt intet husligt ansvar, andet end en bil, som han ikke vedligeholder!

Jeg tænker også på fremtiden i det, for jeg vil gerne have at min søn vokser op i et hjem, hvor vi er fælles om ting og hvor det ikke er kvinden, der laver det huslige og manden der... ja, ikke laver en disse! Min søn skulle gerne se, at det er helt naturligt at også manden svinger støvsugeren og laver en lækker gang aftensmad.

Vi har snakket meget om det på mange måder og er kommet frem til forskellige aftaler, men han bryder dem konstant. Måske er det fordi, han ikke enig i det, men så skal han jo ikke gå med på aftalen.

Jeg vil virkelig gerne have det her til at fungere! Men det er så svært - både fordi, jeg har mere fritid end ham, og vi derfor ikke er ligeværdige på det punkt, fordi han bryder vores aftaler om børneopdragelse og fordi vi er så forskellige når det kommer til det med børn - også selvom jeg troede, at vi var enige, før vi fik børn.......

Ved du hvad.. Jeg synes næsten du skulle vise ham det her indlæg. Forbered ham lidt på det og så tag en go snak en aften, hvor den lille er puttet og der er ro. 

Tak for jeres svar.

Først vil jeg lige gøre det klart, at jeg ikke er misundelig på min søn og min kærestes forhold. Jeg har selv et godt forhold til min søn og jeg kan sagtens acceptere, at min søn og far leger vildt sammen og har den form for lege som et fællesskab; ligesom min søn og jeg har nogle andre ting, som vi er fælles om.

Der er andre ting, jeg er misundelig på og det er, hvor let min kæreste har det på den huslige og faderlige front. Han kan bare nøjes med alt det gode.
Min søn bliver så glad og overstadig, når han ser sin far. Jeg er mere bare hende, der altid er der. Jeg er hende, der står for alt det sure - altså alt det praktiske og så kan min kæreste på en måde bare "høste frugten" af det og lege med en mæt, tilfreds dreng, mens jeg står der og snitter grøntsager. Jeg er hende, der siger "sid stille på numsen", mens faren er den, der reagerer på enhver opfordring til leg ved spisebordet. Jeg er hende, der "tvinger" sønnen til at rydde op, til at gå selv, spise selv og så videre. Faren er den, der bare efterkommer sønnens ønsker.
Det sker af og til, at sønnen og jeg får en rigtig god leg og han kommer til at grine helt vildt... men så går der kun et lille øjeblik, så er faren der, for at se, hvorfor han griner og overtager fluks legen og overdriver det, jeg gjorde, helt vildt, i håb om at sønnen så griner endnu vildere - og så sidder jeg bare der. Konfronteret med dette, siger han, at sådan er han bare og det må jeg altså acceptere.
Og ja, så hader jeg virkelig, at min kæreste konstant overskrider sønnens grænser og skal gøre enhver leg til et eller andet vildt jagte-leg og at de larmer helt sindssygt rundt om fødderne på mig, når jeg laver mad - vi har ikke meget plads. Men jeg prøver at lukke døren og lade dem være.

Det kan simpelthen bare være så træls altid at være den, der står med det sure og så kan han få alt det søde.

Vi burde være bedre til at deles om det praktiske, men problemet er bare, at jeg har meget mere fritid end ham og derfor gør jeg det. Jeg kan altså bare godt blive misundelig på, at han bare kan komme hjem fra arbejde og lege, mens jeg laver mad (som jeg også har købt ind til og fundet på). Jeg ville ønske, det var omvendt - at jeg bare kunne lege og hygge med vores søn, mens der blev lavet lækker mad. At jeg kunne gå en tur med sønnen og komme hjem til et rengjort hus og nybagt brød. Men hvis det er sådan, vi gør det, så får min kæreste altså slet ikke set sin søn i løbet af dagen og det vil jeg ikke have. De har jo begge savnet hinanden i løbet af dagen!

Jeg er da glad for, at faren har sådan et godt forhold til sin søn, men omvendt ville jeg dog også ønske, at vi som voksne mennesker var mere ligeværdige. At vi var forældre sammen. Som vores forhold er nu, føles det altså tit som om jeg er enlig mor og der er to børn - også fordi min kæreste glemmer så mange almindelig hverdagsting omkring sig selv, som han skal huskes på og hjælpes med. Og det er ikke noget med, at han så står for den udvendige vedligeholdelse af huset, haven eller noget som helst. Han har vitterligt intet husligt ansvar, andet end en bil, som han ikke vedligeholder!

Jeg tænker også på fremtiden i det, for jeg vil gerne have at min søn vokser op i et hjem, hvor vi er fælles om ting og hvor det ikke er kvinden, der laver det huslige og manden der... ja, ikke laver en disse! Min søn skulle gerne se, at det er helt naturligt at også manden svinger støvsugeren og laver en lækker gang aftensmad.

Vi har snakket meget om det på mange måder og er kommet frem til forskellige aftaler, men han bryder dem konstant. Måske er det fordi, han ikke enig i det, men så skal han jo ikke gå med på aftalen.

Jeg vil virkelig gerne have det her til at fungere! Men det er så svært - både fordi, jeg har mere fritid end ham, og vi derfor ikke er ligeværdige på det punkt, fordi han bryder vores aftaler om børneopdragelse og fordi vi er så forskellige når det kommer til det med børn - også selvom jeg troede, at vi var enige, før vi fik børn.......

Jeg kan sagtens følge dig. Min eks var/er meget på samme måde. Jeg mistede alle følelser for manden. Ja, man ønsker da en kærlig far til sine børn der gerne vil bruge tid på dem - men han skal også fungere som ligeværdig partner og forældre og kunne sætte foden ned osv osv.  Selvom det for nogen lyder som et luksusproblem, ift hvis han sad begravet i telefon - så er det det ikke. Jeg ved 100% hvordan du føler. Det er nemlig ikke misundelse, men ren og skær frustration over at man bliver placeret i den rolle som hende den praktiske og sure - fordi ellers bliver der hverken vasket tøj eller opdraget på barnet. Og hver gang man har snakken, ja så skal de nok blive bedre til dit og dat, og ikke en skid sker der. Det er ren dovenskab og alt for meget drengerøvs mentalitet. Min eks sagde også alt det rigtige, men var ikke i stand til at udføre det.

Jeg kunne ikke mere til sidst .Jeg gik. Og efterfølgene har jeg fået at vide fra eks familien at de føler med mig, for det må da godt nok være mig der står for alt det tunge med pdragelse af ungerne - for hos far ser de ingen regler eller grænser blive sat. Så.. det handlede ikke kun om at jeg følte det var sådan - det ER sådan. Og man kan altså ikke købe sig ud af alting. Fint med måltidskasser, men hvad så med rengøring, vinduespudsning, græsslåning, vasketøj osv osv osv. Det er jo hele vejen rundt man bare står alene og råber på hjælp fra den anden voksne, der bare nægter at hive hovedet ud af røven.  Og så er det bare ikke godt nok, at han er god til at lege. Desværre. 

Tak for jeres svar.

Først vil jeg lige gøre det klart, at jeg ikke er misundelig på min søn og min kærestes forhold. Jeg har selv et godt forhold til min søn og jeg kan sagtens acceptere, at min søn og far leger vildt sammen og har den form for lege som et fællesskab; ligesom min søn og jeg har nogle andre ting, som vi er fælles om.

Der er andre ting, jeg er misundelig på og det er, hvor let min kæreste har det på den huslige og faderlige front. Han kan bare nøjes med alt det gode.
Min søn bliver så glad og overstadig, når han ser sin far. Jeg er mere bare hende, der altid er der. Jeg er hende, der står for alt det sure - altså alt det praktiske og så kan min kæreste på en måde bare "høste frugten" af det og lege med en mæt, tilfreds dreng, mens jeg står der og snitter grøntsager. Jeg er hende, der siger "sid stille på numsen", mens faren er den, der reagerer på enhver opfordring til leg ved spisebordet. Jeg er hende, der "tvinger" sønnen til at rydde op, til at gå selv, spise selv og så videre. Faren er den, der bare efterkommer sønnens ønsker.
Det sker af og til, at sønnen og jeg får en rigtig god leg og han kommer til at grine helt vildt... men så går der kun et lille øjeblik, så er faren der, for at se, hvorfor han griner og overtager fluks legen og overdriver det, jeg gjorde, helt vildt, i håb om at sønnen så griner endnu vildere - og så sidder jeg bare der. Konfronteret med dette, siger han, at sådan er han bare og det må jeg altså acceptere.
Og ja, så hader jeg virkelig, at min kæreste konstant overskrider sønnens grænser og skal gøre enhver leg til et eller andet vildt jagte-leg og at de larmer helt sindssygt rundt om fødderne på mig, når jeg laver mad - vi har ikke meget plads. Men jeg prøver at lukke døren og lade dem være.

Det kan simpelthen bare være så træls altid at være den, der står med det sure og så kan han få alt det søde.

Vi burde være bedre til at deles om det praktiske, men problemet er bare, at jeg har meget mere fritid end ham og derfor gør jeg det. Jeg kan altså bare godt blive misundelig på, at han bare kan komme hjem fra arbejde og lege, mens jeg laver mad (som jeg også har købt ind til og fundet på). Jeg ville ønske, det var omvendt - at jeg bare kunne lege og hygge med vores søn, mens der blev lavet lækker mad. At jeg kunne gå en tur med sønnen og komme hjem til et rengjort hus og nybagt brød. Men hvis det er sådan, vi gør det, så får min kæreste altså slet ikke set sin søn i løbet af dagen og det vil jeg ikke have. De har jo begge savnet hinanden i løbet af dagen!

Jeg er da glad for, at faren har sådan et godt forhold til sin søn, men omvendt ville jeg dog også ønske, at vi som voksne mennesker var mere ligeværdige. At vi var forældre sammen. Som vores forhold er nu, føles det altså tit som om jeg er enlig mor og der er to børn - også fordi min kæreste glemmer så mange almindelig hverdagsting omkring sig selv, som han skal huskes på og hjælpes med. Og det er ikke noget med, at han så står for den udvendige vedligeholdelse af huset, haven eller noget som helst. Han har vitterligt intet husligt ansvar, andet end en bil, som han ikke vedligeholder!

Jeg tænker også på fremtiden i det, for jeg vil gerne have at min søn vokser op i et hjem, hvor vi er fælles om ting og hvor det ikke er kvinden, der laver det huslige og manden der... ja, ikke laver en disse! Min søn skulle gerne se, at det er helt naturligt at også manden svinger støvsugeren og laver en lækker gang aftensmad.

Vi har snakket meget om det på mange måder og er kommet frem til forskellige aftaler, men han bryder dem konstant. Måske er det fordi, han ikke enig i det, men så skal han jo ikke gå med på aftalen.

Jeg vil virkelig gerne have det her til at fungere! Men det er så svært - både fordi, jeg har mere fritid end ham, og vi derfor ikke er ligeværdige på det punkt, fordi han bryder vores aftaler om børneopdragelse og fordi vi er så forskellige når det kommer til det med børn - også selvom jeg troede, at vi var enige, før vi fik børn.......

Jeg tænker, du lider af det, min mand kærligt kalder "det kvindelige martyrium":

Du har mest tid, så du gør det hele selv. Din mand skal hjælpe til men du anviser ikke (gætter jeg på ud fra dine svar) hvordan. Du tager ansvaret for, at din mand arbejder meget .Du tager ansvaret for hans relation til jeres søn - bare den relation ikke larmer der, hvor du er.

Du er familiens projektleder! Det er muligvis den mest nedern tjans, man kan få i en familie, for den fritager (potentielt) alle andre fra ansvar. Jeg er projektleder 45 timer om ugen på arbejde. Og så tog jeg lige 20 timer derhjemme = surheds-spiralen buldrede derudaf. 

Lav en liste over: hvad kan I betale jer fra at rengøring og måltidskasser? Book det og gør det. Lav mad sammen om aftenen, når junior sover. Så det sidste bare skal steges/varmes dagen efter. Eller drop måltidskassen og lav mad til flere dage i weekenden. Indfør grød eller rugbrødsdage. 

Når du nu har ekstra tid hjemme, så brug tiden på dig selv: ta' en lur, læs en bog, se Netflix eller noget andet. Lad op til at give den ekstra lege-skalle med junior. Aftal at du kun gør 1 praktisk ting om dagen. Resten deles I om, når junior sover. 

Men det forudsætter naturligvis at du kan få din mand 'til bordet'. Hvis du får det, så husk at ligge ud med 'hvad har du lyst til at bidrage med herhjemme", "hvordan ser du en bedre hverdag for os alle" fremfor at kvæle ham i surhed. Giv ham muligheden for at komme på banen og tage ansvaret. Ligesom han skal hjælpe dig med, at du kommer ud af surheden. Hold fast i det fælles ansvar. 

Vh.

Anonym skriver:

Sådan føles det tit. Faren leger bare med sønnen og det har han gjort fra det øjeblik, sønnen kunne lege. Da var han jo lille og faren kunne slet ikke læse sønnens grænser, så den lille baby på 3-4 måneder, svedte, boblede og blev fuldstændig overgearet. Nu er sønnen større og meget glad for sin far - faktisk så glad, at han slet ikke ænser mig, når faren kommer fra arbejde. Så starter der bare en eller anden vild leg, der får mig til at føle, at jeg har to børn. Sønnen bestemmer alt og faren følger efter og underholder imens med kildeture, fangeleg og så videre. Jeg skal hele tiden sige, at legen skal stoppes, skrues ned, flyttes et andet sted hen osv. Jeg har svært ved at lade være med at gøre det, dels fordi det virkelig bare larmer og irriterer mig og dels fordi, jeg kan mærke på min søn, at det er for meget, jeg kan høre, at han ikke vil kildes mere osv. Men faren kan stadig ikke læse signalerne, han overskrider konstant sønnens grænser.
De er i et eller andet underligt forhold, for når jeg er alene med sønnen, så er han rolig, leger stille, leger gerne selv og følger bare med mig rundt og hvis jeg ordner vasketøj, så leger han ved siden af mig eller hjælper mig. Når far er alene med sønnen, så kan far slet ikke få lov til at gøre noget selv, for sønnen kræver hans konstante opmærksomhed. Ja, det gælder faktisk også, hvis jeg er der - sønnen følger efter far, som jo er så underholdende, og kræver ham.

Om natten er det ganske omvendt, der duer kun mor, så mor har  har ikke sovet i 2 år.

Han har heller ikke styr på noget praktisk omkring vores søn. Han laver meget sjældent noget med vores søn alene. Han glemmer måltider, bleer og alt sådan noget.

Sjovt nok kan jeg dog høre, at når han fortæller folk om vores liv, så får han det til at lyde som om vi skiftes til alt, tøjvask, madlavning, indkøb osv. Og han tror reelt oppe i sit hoved, at han hjælper med alt det og er en meget nærværende far. Det kan jeg også forstå på ham, når vi skændes om det.
Vi har snakket om det tit og han lover at ændre det, for vi er enige om, at man som voksen ikke skal være legekammerat med sit barn, men man skal være forælder for det. Vi er også enige om, at vores søn ikke må kommandere med os og at der ikke skal leges vildt lige inden aftensmaden. Men han glemmer det hver dag!

Grunden til, at jeg laver maden og sådan, er, at vi har forskellige arbejdstider, så jeg er tidligere hjemme og har derefter et par timer med sønnen, inden far kommer hjem og faren har kun den ene time, mens jeg laver mad. Så hvis han laver mad, så får han slet ikke set sin søn den dag... Derfor er det blevet sådan.


Det er et forfærdeligt forhold og jeg kan egentlig slet ikke lide min kæreste længere. Jeg er ikke tiltrukket af ham, for hvem er tiltrukket af sådan et stort legebarn? Han er jo næsten værre end vores lille søn. Sjovt nok har han et arbejde med ansvar og tjener det dobbelte af mig... men når han så kommer hjem, så glemmer han alt det.

Jeg er ved at få nok.
Det er nok at være mor til én!

Hvad dælen kan man gøre?

Puha, jeg bliver godt nok helt træt - både af at høre om din mands adfærd og af svarene om, at du bare skal glæde dig over, at han gider sit barn en time om dagen (på sine egne præmisser og helt uden forældreansvar) og så bestil en måltidskasse. Det er godt nok let at være far med så lav en barre for succes.

Jeg synes, I er nødt til at indse og aftale, at I er fælles om familielivet og husholdningen. Uanset fars arbejdstider skal der jo mad på bordet, så den må far lave et par dage om ugen og hvis jeres søn vil være sammen med far, kan han få en gulerodsskræller, en gulerod og en plads på køkkenbordet, mens far laver mad. 

Hvordan fungerer Jeres weekender? Arbejder far også der, eller er I alle hjemme? Måske kan I sætte Jer sammen og lave en fast plan for, hvilke praktiske opgaver I hver især ordner hver weekend - og så hænge den op på køleskabet.

I forhold til at han ikke aflæser Jeres søns signaler og overstimulerer ham - hvordan kommer det så til udtryk (ud over lige i situationen)? Fx at sønnike har svært ved at falde til ro og græder længe ved sengetid, græder under leg når der bliver for meget, etc. Måske kunne det være en idé at skiftes til at putte og tage nætterne (hvis I ikke allerede gør det), så far på den hårde måde kan lære konsekvensen af at oberstimulere/overgearet barnet lige inden sengetid? Da min store (signalstærke) datter var lidt yngre havde hendes bedstefar det med at lege vildt og geare hende voldsomt op 8nden sengetid, når vi var på besøg. Da hun blev stor nok spurgte jeg blot om han ikke også ville putte, og overraskende hurtigt begyndte han at dysse ned og læse bøger osv i stedet for vilde kildelege osv. om aftenen... 

L-mor skriver:

Puha, jeg bliver godt nok helt træt - både af at høre om din mands adfærd og af svarene om, at du bare skal glæde dig over, at han gider sit barn en time om dagen (på sine egne præmisser og helt uden forældreansvar) og så bestil en måltidskasse. Det er godt nok let at være far med så lav en barre for succes.

Jeg synes, I er nødt til at indse og aftale, at I er fælles om familielivet og husholdningen. Uanset fars arbejdstider skal der jo mad på bordet, så den må far lave et par dage om ugen og hvis jeres søn vil være sammen med far, kan han få en gulerodsskræller, en gulerod og en plads på køkkenbordet, mens far laver mad. 

 

Jeg tænker også om svarene havde været de samme, hvis det var en mand og far, som havde oprettet tråden.