Er mor til både min søn og hans far...

Mor11 skriver:

Nu kan jeg selvfølgelig ikke svare på TS vegne. Men i mit eget tidligere forhold havde jeg det meget på samme måde tror jeg. Og det handlede ikke om at far ikke måtte lege anderledes og vildt osv, det handlede om, at han - ligesom et barn - ikke engang havde forståelsen og respekten for at jeg så stod med en af de der ting der altså SKAL gøres, som fx madlavning, mens han rendte rundt og var legeonkel. TS skriver hun lader dem lege, men fx lige lukker døren til køkkenet for at få ro til at gøre det hun skal - men så rykker legen ud til køkkenet og skal absolut foregå rundt om ørene på hende. Ligesom mine børn på 4 og 7 gør, eller når de står og råber på mad mens jeg står med en gryde i den ene hånd og en pande i den anden.  Det er fordi de er børn og har svært ved at forstå jeg ikke kan gøre alting med et snuptag som en anden Superwoman. Men manden her er voksen og burde sige til sønnike " hey vi lader lige mor lave mad, så kan vi lege i stuen" og i samme øjeblik hæve blikket til sin kone og lige spørge om hun i øvrigt mangler hjælp - men jeg kan godt høre på de øvrige svar her at det sidste måske lige er at stramme skruen med forventninger til en mand...  

Jeg er helt enig med dig i, at det ikke er ok, at alt husligt arbejde hænger på hende.

Det lyder bare, som om hun helt generelt klager over, at de larmer, og at legen er for vild og skal stoppes.

Og hun påpeger, at sønnen leger stille og roligt, når det er hende, han leger med.

Mor11 skriver:

Nu kan jeg selvfølgelig ikke svare på TS vegne. Men i mit eget tidligere forhold havde jeg det meget på samme måde tror jeg. Og det handlede ikke om at far ikke måtte lege anderledes og vildt osv, det handlede om, at han - ligesom et barn - ikke engang havde forståelsen og respekten for at jeg så stod med en af de der ting der altså SKAL gøres, som fx madlavning, mens han rendte rundt og var legeonkel. TS skriver hun lader dem lege, men fx lige lukker døren til køkkenet for at få ro til at gøre det hun skal - men så rykker legen ud til køkkenet og skal absolut foregå rundt om ørene på hende. Ligesom mine børn på 4 og 7 gør, eller når de står og råber på mad mens jeg står med en gryde i den ene hånd og en pande i den anden.  Det er fordi de er børn og har svært ved at forstå jeg ikke kan gøre alting med et snuptag som en anden Superwoman. Men manden her er voksen og burde sige til sønnike " hey vi lader lige mor lave mad, så kan vi lege i stuen" og i samme øjeblik hæve blikket til sin kone og lige spørge om hun i øvrigt mangler hjælp - men jeg kan godt høre på de øvrige svar her at det sidste måske lige er at stramme skruen med forventninger til en mand...  

Jeg læser måske svarene og ikke mindst ts indlæg lidt anderledes.

For mig handler det ikke om en forskel på mænd og kvinder generelt. Men på at vi alle er forskellige mennesker, og ts kan selvsagt forvente at begge voksne tager ansvar, men ikke at begge voksne opfører sig på samme måde.

Er man som voksen utilfreds med altid at stå med madlavningen fx, så siger man det og man finder en løsning, man brokker ikke over at den anden ikke læser barnet ordentligt. 

Er man som voksen utilfreds med, at man altid står med oprydningen så finder man sammen en løsning på det, man brokker ikke over legen er mere højlydt end når den anden ikke er der. 

Og selvsagt kan man forvente lige så meget af en mand som af en kvinde - eller lige så lidt. Men man kan ikke forvente ens bedre halvdel gør tingene på samme måde som en selv. Og fx deler man maddagene ud mellem sig, så bider man sig selv i tungen før man kommenterer maden med andre ord end nej hvor dejligt. Og kan man ikke rumme det, så må man som min mand sande at så står men med det alene, jeg får kommentarer hver evig eneste gang jeg sætter i opvaskermaskinen, resultat minu mand står med køkkenoprydningen hver evig eneste aften, for jeg gider ikke blive rettet på. 

Så nej i hvert fald for mig ikke et spørgsmål om kønnenes kamp, og kønnenes forskelligheder, men en simpelt accept af, at vi alle er forskellige og skulle far eller mor lege med sønnike på en anden måde end den anden, så skal det ikke kommenteres, men selvsagt skal det kommenteres hvis den ene part intet ansvar for det praktiske har. 

lineog4 skriver:

Jeg læser måske svarene og ikke mindst ts indlæg lidt anderledes.

For mig handler det ikke om en forskel på mænd og kvinder generelt. Men på at vi alle er forskellige mennesker, og ts kan selvsagt forvente at begge voksne tager ansvar, men ikke at begge voksne opfører sig på samme måde.

Er man som voksen utilfreds med altid at stå med madlavningen fx, så siger man det og man finder en løsning, man brokker ikke over at den anden ikke læser barnet ordentligt. 

Er man som voksen utilfreds med, at man altid står med oprydningen så finder man sammen en løsning på det, man brokker ikke over legen er mere højlydt end når den anden ikke er der. 

Og selvsagt kan man forvente lige så meget af en mand som af en kvinde - eller lige så lidt. Men man kan ikke forvente ens bedre halvdel gør tingene på samme måde som en selv. Og fx deler man maddagene ud mellem sig, så bider man sig selv i tungen før man kommenterer maden med andre ord end nej hvor dejligt. Og kan man ikke rumme det, så må man som min mand sande at så står men med det alene, jeg får kommentarer hver evig eneste gang jeg sætter i opvaskermaskinen, resultat minu mand står med køkkenoprydningen hver evig eneste aften, for jeg gider ikke blive rettet på. 

Så nej i hvert fald for mig ikke et spørgsmål om kønnenes kamp, og kønnenes forskelligheder, men en simpelt accept af, at vi alle er forskellige og skulle far eller mor lege med sønnike på en anden måde end den anden, så skal det ikke kommenteres, men selvsagt skal det kommenteres hvis den ene part intet ansvar for det praktiske har. 

Jeg forstår på TS at hun netop har givet udtryk for det hele, og manden er utroligt enig når de snakker om fordeling af opgaver, forældrerollen  osv. Men i praksis gør han bare nada, udover at komme hjem og være legeonkel.

Tommelise skriver:

Jeg er helt enig med dig i, at det ikke er ok, at alt husligt arbejde hænger på hende.

Det lyder bare, som om hun helt generelt klager over, at de larmer, og at legen er for vild og skal stoppes.

Og hun påpeger, at sønnen leger stille og roligt, når det er hende, han leger med.

 

Jeg læser hun synes det er for vildt FORDI det foregå rundt om benene på hende mens hun agerer praktisk gris. Og at det så kunne være lækkert hvis de kunne skrue ned, når de nu absolut skal være i samme rum som hende. Og som en indskydelse til det, nævner at sønnen ER i stand til rolige aktiviteter, for det har hun set når de er alene sammen. 

Måske jeg læser hende forkert, i dont know, men det er den opfattelse jeg får af indlæggene  

Mor11 skriver:

Jeg læser hun synes det er for vildt FORDI det foregå rundt om benene på hende mens hun agerer praktisk gris. Og at det så kunne være lækkert hvis de kunne skrue ned, når de nu absolut skal være i samme rum som hende. Og som en indskydelse til det, nævner at sønnen ER i stand til rolige aktiviteter, for det har hun set når de er alene sammen. 

Måske jeg læser hende forkert, i dont know, men det er den opfattelse jeg får af indlæggene  

Jeg ved jo heller ikke, om det er mig, der læser det forkert.

Mor11 skriver:

Jeg forstår på TS at hun netop har givet udtryk for det hele, og manden er utroligt enig når de snakker om fordeling af opgaver, forældrerollen  osv. Men i praksis gør han bare nada, udover at komme hjem og være legeonkel.

Sjovt så forskellige man kan læse et indlæg, for jeg læser start indlægget som en, der brokker sig over, at far ikke på samme måde kan læse sønnens signaler og fx ikke kan høre, at sønnen ikke vil kildes mere og hun derfor må sige stop. Ydermere irriterer den højlydte leg også mor... Og det er netop derfor det hedder, at hun er mor til to og ikke kun en, fordi hendes mand ikke kan sætte grænser for sønnen og ikke kan læse sønnen. 

Jeg er som sådan helt og aldeles enig i at begge parter skal byde ind i forhold til det praktiske, men jeg er ikke enig i, at det kun er den ene der ved hvad der er bedst for barnet. Plus jeg tænker, man lærer jo aldrig at læse sit barn, hvis en anden konstant bremser en. 

lineog4 skriver:

Sjovt så forskellige man kan læse et indlæg, for jeg læser start indlægget som en, der brokker sig over, at far ikke på samme måde kan læse sønnens signaler og fx ikke kan høre, at sønnen ikke vil kildes mere og hun derfor må sige stop. Ydermere irriterer den højlydte leg også mor... Og det er netop derfor det hedder, at hun er mor til to og ikke kun en, fordi hendes mand ikke kan sætte grænser for sønnen og ikke kan læse sønnen. 

Jeg er som sådan helt og aldeles enig i at begge parter skal byde ind i forhold til det praktiske, men jeg er ikke enig i, at det kun er den ene der ved hvad der er bedst for barnet. Plus jeg tænker, man lærer jo aldrig at læse sit barn, hvis en anden konstant bremser en. 

Jeg læser mange af de samme ting - i første indlæg , men jeg synes der kommer mere til det senere hvor hun uddyber at han faktisk bare kommer hjem og er underholdning og fis og ballade mens hun står med alt det sure. Også situationen med spisning, hvor hun forsøger at være mor og lære sønnen at man sidder når man spiser osv  - men så sidder far og er med på al balladen samtidig. Det er dælme op ad bakke.

lineog4 skriver:

Sjovt så forskellige man kan læse et indlæg, for jeg læser start indlægget som en, der brokker sig over, at far ikke på samme måde kan læse sønnens signaler og fx ikke kan høre, at sønnen ikke vil kildes mere og hun derfor må sige stop. Ydermere irriterer den højlydte leg også mor... Og det er netop derfor det hedder, at hun er mor til to og ikke kun en, fordi hendes mand ikke kan sætte grænser for sønnen og ikke kan læse sønnen. 

Jeg er som sådan helt og aldeles enig i at begge parter skal byde ind i forhold til det praktiske, men jeg er ikke enig i, at det kun er den ene der ved hvad der er bedst for barnet. Plus jeg tænker, man lærer jo aldrig at læse sit barn, hvis en anden konstant bremser en. 

Jeg må indrømme, at jeg læser indlægget som, at far agere ven med sønnen og ikke far.. altså han tager ingen, som i absolut ingen forældrerolle, hvor Mor står helt alene.. far opdrager ikke, er den sure eller tager ansvar, men han er lege onkel. Kommer hjem og tager ikke ansvar, for det, som gør et hjem fungere... når man er 2, så må man jo forvente, at man også er 2 til at opdrage barnet.. uanset hvor meget far leger med barnet og uanset hvor forskellig man er som mor og far... Den var ikke gået her... min mand er også et stort legebarn, men han kan sagtens balancere mellem den sjove og opdrageren.. og det er det, som TS mand ikke kan.

lineog4 skriver:

Kan jo kun tale for mig selv, men ja mit svar havde været det samme.

Selvsagt skal begge voksne være voksne der hjemme, have pligter/ansvar. Men vi skal ikke hele tiden ændre på hinanden. Fx det med at læse barnet - min mand og jeg læser ikke vores børn ens, har jeg så mere ret, eller har han? Eller er vi bare forskellige? Jeg mener selv vi er forskellige og mine børn er så kompetente så de kan rumme forskelligheden - de ved godt mor er putteren, men tilgengæld er far den der henter og bringer. De ved mor er den mest tålmodige med tandbørstning og bade fx, mens far er den absolut mest tålmodige når de bange ved sengetid. De ved far er super sjov at gå på pokemon go med og mor synes det er noget pjat osv osv osv. Og netop det, at vi er forskellige gør mine børn meget mere farverige end hvis vi begge to var som mig. 

Ts klager over larmen, men de skal jo netop ikke være sammen på samme måde som hun er sammen med sønnen - far skal ikke være en kopi af mor. Far skal selvsagt være med til at lave mad, skal være med til det praktiske, men på sin måde - og mor skal give slip. JEg kender det fra mig selv, far tager madtjansen, og alt i mig har lyst til at kommentere, der er ikke er nok grøntsager - der skal jeg bide mig selv meget hårdt i tungen. Så jo helt samme svar fra min side om det var en mand, en kvinde, en hermafrodit eller kattekilliing, der havde startet tråden.

Jamen når manden ikke af sig selv tager del i det praktiske, så kan man jo ikke bare sige at han gør det på sin egen måde. Skal han så slet ikke bidrage? TS mand gør jo ikke noget af det praktiske, men overlader hele ansvaret til hende. Måske har TS ubevidst påtaget sig det fulde ansvar, og så må de selvfølgelig finde en løsning, så de begge er tilfredse. 

Med hensyn til at læse børn, så er det desværre ikke alle som kan aflæse børns signaler. Hvis et barn bliver killet fx vil det per automatik grine, men det er ikke sikkert at barnet bryder sig om det hvis det bliver for voldsomt. Der skal den voksne kunne aflæse barnet i sådan en situation.. Jeg ville også bryde ind hvis min mand overhovedet ikke kunne aflæse vores børns signaler. 

Jeg syntes TS mand lyder som en god far. Men jeg syntes at det lyder som om, at han er blevet forvent med at der render en stuepige rundt og ordner alt det praktiske. Det er ikke ligeværdigt i mine øjne, og hvis han tog mere del i det praktiske så kunne det være at TS havde lidt mere overskud. Også til larm. 

Mor11 skriver:

Jeg læser mange af de samme ting - i første indlæg , men jeg synes der kommer mere til det senere hvor hun uddyber at han faktisk bare kommer hjem og er underholdning og fis og ballade mens hun står med alt det sure. Også situationen med spisning, hvor hun forsøger at være mor og lære sønnen at man sidder når man spiser osv  - men så sidder far og er med på al balladen samtidig. Det er dælme op ad bakke.

 

Jeg kan godt se, at hun uddyber.

Og jeg læste også det med stolen og sidde når man spiser. Jeg er også af den opfattelse, at man skal sidde når man spiser, og alligevel er jeg også en gang imellem med på balladen - og det jeg egentlig vil med mine indlæg her i denne tråd er, at ts og alle os andre mig selv inklusiv en gang imellem stopper op og tænker: er min måde den eneste rigtige? Snak opdragelse sammen, synes begge parter, at det er vigtigt man sidder stille når man spiser? Hvem ved måske manden sidder og brokker sig den anden vej: hver gang vi bare har det lidt sjovt sammen, så kommer hun og blander sig og vil have vi skal følge hendes regler. 

Jeg siger ikke, at hun skal være tjeneren der hjemme, lave maden, rydde op og så videre - den skal hun give videre (men så også med en accept det bliver lavet på en anden måde end hun måske havde forventet). Selvsagt skal begge parter byde ind, begge parter skal være opdrageren, men igen med en accept vi opdrager forskelligt. Jeg er ret sikker på, at min mand fx også nogle gange synes jeg ikke opdrager. Hans måde er allerede første gang at have en lidt sur stemme på og tale i bydeform - ligger så langt væk fra mig som noget kan. Jeg bruger historier, lidt pjat en gang imellem - kunne sagtens finde på at sige noget a la: hvis ikke du sidder på stolen når vi spiser så bider jeg dig i fødderne, hvor min mand siger: sid ned NU! Mon ikke min mand en gang imellem tænker: hun opdrager aldrig og jeg tænker i hvert fald tít: ej hvorfor forstår han ikke, at den måde giver en dårlig stemning - men jeg accepterer det er hans måde og han skal ikke blive en minimig - vildt surt for nej hvor skal jeg mange gange tage tårerne og forklare, men alligevel er det ham og hans måde, og vores børn elsker ham helt op til himlen og tilbage igen - han er deres trygge base, og deres papa.

Jeg vil gerne støtte alle i, at de voksne skal være fælles om ansvaret. Men jeg vil altid også tale for, at man mand som kvinde kan rumme forskelligheden, være nysgerrig i stedet for dømmende. Høre hvorfor der pjattes ved bortset, fremfor at sige det er op af bakke, for hvem ved måske pjattet er den måde ts mand synes han opdrager, måske blev han opdraget sådan selv. TS skriver jo blandt andet, at han har sagt, at sådan er han - og det var ikke i forhold til ikke at lave noget, men i forhold til at pjatte og være med i de sjove lege. Man skal finde kompromiser og TS skal selvsagt give udtryk for;jeg vil gerne denne leg med min søn. Men uha det er svært at skrive uden at lyde som jeg vælger side, for det gør jeg ikke - men jeg vil bare så gerne at vi alle forstår, at vi har mødt en vi forelskede os i, en vi fik børn med, men vi mødte ikke os selv, og vi skal på ingen måde forsage at lave dem til os selv. Vi skal finde det positive, det skønne i forskelligheden, for det er netop det der gør vores børn mere fantastiske end os selv.