Er mor til både min søn og hans far...

Sådan føles det tit. Faren leger bare med sønnen og det har han gjort fra det øjeblik, sønnen kunne lege. Da var han jo lille og faren kunne slet ikke læse sønnens grænser, så den lille baby på 3-4 måneder, svedte, boblede og blev fuldstændig overgearet. Nu er sønnen større og meget glad for sin far - faktisk så glad, at han slet ikke ænser mig, når faren kommer fra arbejde. Så starter der bare en eller anden vild leg, der får mig til at føle, at jeg har to børn. Sønnen bestemmer alt og faren følger efter og underholder imens med kildeture, fangeleg og så videre. Jeg skal hele tiden sige, at legen skal stoppes, skrues ned, flyttes et andet sted hen osv. Jeg har svært ved at lade være med at gøre det, dels fordi det virkelig bare larmer og irriterer mig og dels fordi, jeg kan mærke på min søn, at det er for meget, jeg kan høre, at han ikke vil kildes mere osv. Men faren kan stadig ikke læse signalerne, han overskrider konstant sønnens grænser.
De er i et eller andet underligt forhold, for når jeg er alene med sønnen, så er han rolig, leger stille, leger gerne selv og følger bare med mig rundt og hvis jeg ordner vasketøj, så leger han ved siden af mig eller hjælper mig. Når far er alene med sønnen, så kan far slet ikke få lov til at gøre noget selv, for sønnen kræver hans konstante opmærksomhed. Ja, det gælder faktisk også, hvis jeg er der - sønnen følger efter far, som jo er så underholdende, og kræver ham.

Om natten er det ganske omvendt, der duer kun mor, så mor har  har ikke sovet i 2 år.

Han har heller ikke styr på noget praktisk omkring vores søn. Han laver meget sjældent noget med vores søn alene. Han glemmer måltider, bleer og alt sådan noget.

Sjovt nok kan jeg dog høre, at når han fortæller folk om vores liv, så får han det til at lyde som om vi skiftes til alt, tøjvask, madlavning, indkøb osv. Og han tror reelt oppe i sit hoved, at han hjælper med alt det og er en meget nærværende far. Det kan jeg også forstå på ham, når vi skændes om det.
Vi har snakket om det tit og han lover at ændre det, for vi er enige om, at man som voksen ikke skal være legekammerat med sit barn, men man skal være forælder for det. Vi er også enige om, at vores søn ikke må kommandere med os og at der ikke skal leges vildt lige inden aftensmaden. Men han glemmer det hver dag!

Grunden til, at jeg laver maden og sådan, er, at vi har forskellige arbejdstider, så jeg er tidligere hjemme og har derefter et par timer med sønnen, inden far kommer hjem og faren har kun den ene time, mens jeg laver mad. Så hvis han laver mad, så får han slet ikke set sin søn den dag... Derfor er det blevet sådan.


Det er et forfærdeligt forhold og jeg kan egentlig slet ikke lide min kæreste længere. Jeg er ikke tiltrukket af ham, for hvem er tiltrukket af sådan et stort legebarn? Han er jo næsten værre end vores lille søn. Sjovt nok har han et arbejde med ansvar og tjener det dobbelte af mig... men når han så kommer hjem, så glemmer han alt det.

Jeg er ved at få nok.
Det er nok at være mor til én!

Hvad dælen kan man gøre?

Anonym skriver:

Sådan føles det tit. Faren leger bare med sønnen og det har han gjort fra det øjeblik, sønnen kunne lege. Da var han jo lille og faren kunne slet ikke læse sønnens grænser, så den lille baby på 3-4 måneder, svedte, boblede og blev fuldstændig overgearet. Nu er sønnen større og meget glad for sin far - faktisk så glad, at han slet ikke ænser mig, når faren kommer fra arbejde. Så starter der bare en eller anden vild leg, der får mig til at føle, at jeg har to børn. Sønnen bestemmer alt og faren følger efter og underholder imens med kildeture, fangeleg og så videre. Jeg skal hele tiden sige, at legen skal stoppes, skrues ned, flyttes et andet sted hen osv. Jeg har svært ved at lade være med at gøre det, dels fordi det virkelig bare larmer og irriterer mig og dels fordi, jeg kan mærke på min søn, at det er for meget, jeg kan høre, at han ikke vil kildes mere osv. Men faren kan stadig ikke læse signalerne, han overskrider konstant sønnens grænser.
De er i et eller andet underligt forhold, for når jeg er alene med sønnen, så er han rolig, leger stille, leger gerne selv og følger bare med mig rundt og hvis jeg ordner vasketøj, så leger han ved siden af mig eller hjælper mig. Når far er alene med sønnen, så kan far slet ikke få lov til at gøre noget selv, for sønnen kræver hans konstante opmærksomhed. Ja, det gælder faktisk også, hvis jeg er der - sønnen følger efter far, som jo er så underholdende, og kræver ham.

Om natten er det ganske omvendt, der duer kun mor, så mor har  har ikke sovet i 2 år.

Han har heller ikke styr på noget praktisk omkring vores søn. Han laver meget sjældent noget med vores søn alene. Han glemmer måltider, bleer og alt sådan noget.

Sjovt nok kan jeg dog høre, at når han fortæller folk om vores liv, så får han det til at lyde som om vi skiftes til alt, tøjvask, madlavning, indkøb osv. Og han tror reelt oppe i sit hoved, at han hjælper med alt det og er en meget nærværende far. Det kan jeg også forstå på ham, når vi skændes om det.
Vi har snakket om det tit og han lover at ændre det, for vi er enige om, at man som voksen ikke skal være legekammerat med sit barn, men man skal være forælder for det. Vi er også enige om, at vores søn ikke må kommandere med os og at der ikke skal leges vildt lige inden aftensmaden. Men han glemmer det hver dag!

Grunden til, at jeg laver maden og sådan, er, at vi har forskellige arbejdstider, så jeg er tidligere hjemme og har derefter et par timer med sønnen, inden far kommer hjem og faren har kun den ene time, mens jeg laver mad. Så hvis han laver mad, så får han slet ikke set sin søn den dag... Derfor er det blevet sådan.


Det er et forfærdeligt forhold og jeg kan egentlig slet ikke lide min kæreste længere. Jeg er ikke tiltrukket af ham, for hvem er tiltrukket af sådan et stort legebarn? Han er jo næsten værre end vores lille søn. Sjovt nok har han et arbejde med ansvar og tjener det dobbelte af mig... men når han så kommer hjem, så glemmer han alt det.

Jeg er ved at få nok.
Det er nok at være mor til én!

Hvad dælen kan man gøre?

Når jeg læser dit indlæg, er en af mine første tanker: Hvor skulle du skamme dig! Du har en mand som elsker at lege med sin søn, men du begrænser det hele tiden pga. støj osv.

Min næste tanke er: Selvfølgelig skal manden mere på manden rent husligt, men jeg hverken kan eller skal vurdere hvor meget, når du kun har skrevet at du er før hjemme end manden, men ikke hvor meget før hjemme?

Så tænker jeg om, du mon er misundelig på manden og sønnens forhold, som lyder helt enormt kærligt.?

Ja det er da surt og ikke særlig voksent at manden glemmer måltider og bleer - men gør han nu reelt det, eller gør han bare ikke tingene på DIN måde.

Ja, undskyld. Men jeg læser nu om en kærlig far som rigtig gerne vil sin søn

Min tanke er ærlig talt - luksusproblem .. 

hvisbdu vil have han lære at læse hans signaler, så lad ham læse dem selv. 

Men far det leger med sit barn, og giver sig så meget tid det, er vi nok nogle stykker der er misundelige på. Du behøver vel ikke brænde dig, gøre dig til den sure og skælde dem ud imens? Giv dem den ENE time de har sammen. Det er godt for dem og deres relation.

Bliver vi fleste ikke lidt børn, når vi sætter os en i en leg med vires børn?  

Sådan føles det tit. Faren leger bare med sønnen og det har han gjort fra det øjeblik, sønnen kunne lege. Da var han jo lille og faren kunne slet ikke læse sønnens grænser, så den lille baby på 3-4 måneder, svedte, boblede og blev fuldstændig overgearet. Nu er sønnen større og meget glad for sin far - faktisk så glad, at han slet ikke ænser mig, når faren kommer fra arbejde. Så starter der bare en eller anden vild leg, der får mig til at føle, at jeg har to børn. Sønnen bestemmer alt og faren følger efter og underholder imens med kildeture, fangeleg og så videre. Jeg skal hele tiden sige, at legen skal stoppes, skrues ned, flyttes et andet sted hen osv. Jeg har svært ved at lade være med at gøre det, dels fordi det virkelig bare larmer og irriterer mig og dels fordi, jeg kan mærke på min søn, at det er for meget, jeg kan høre, at han ikke vil kildes mere osv. Men faren kan stadig ikke læse signalerne, han overskrider konstant sønnens grænser.
De er i et eller andet underligt forhold, for når jeg er alene med sønnen, så er han rolig, leger stille, leger gerne selv og følger bare med mig rundt og hvis jeg ordner vasketøj, så leger han ved siden af mig eller hjælper mig. Når far er alene med sønnen, så kan far slet ikke få lov til at gøre noget selv, for sønnen kræver hans konstante opmærksomhed. Ja, det gælder faktisk også, hvis jeg er der - sønnen følger efter far, som jo er så underholdende, og kræver ham.

Om natten er det ganske omvendt, der duer kun mor, så mor har  har ikke sovet i 2 år.

Han har heller ikke styr på noget praktisk omkring vores søn. Han laver meget sjældent noget med vores søn alene. Han glemmer måltider, bleer og alt sådan noget.

Sjovt nok kan jeg dog høre, at når han fortæller folk om vores liv, så får han det til at lyde som om vi skiftes til alt, tøjvask, madlavning, indkøb osv. Og han tror reelt oppe i sit hoved, at han hjælper med alt det og er en meget nærværende far. Det kan jeg også forstå på ham, når vi skændes om det.
Vi har snakket om det tit og han lover at ændre det, for vi er enige om, at man som voksen ikke skal være legekammerat med sit barn, men man skal være forælder for det. Vi er også enige om, at vores søn ikke må kommandere med os og at der ikke skal leges vildt lige inden aftensmaden. Men han glemmer det hver dag!

Grunden til, at jeg laver maden og sådan, er, at vi har forskellige arbejdstider, så jeg er tidligere hjemme og har derefter et par timer med sønnen, inden far kommer hjem og faren har kun den ene time, mens jeg laver mad. Så hvis han laver mad, så får han slet ikke set sin søn den dag... Derfor er det blevet sådan.


Det er et forfærdeligt forhold og jeg kan egentlig slet ikke lide min kæreste længere. Jeg er ikke tiltrukket af ham, for hvem er tiltrukket af sådan et stort legebarn? Han er jo næsten værre end vores lille søn. Sjovt nok har han et arbejde med ansvar og tjener det dobbelte af mig... men når han så kommer hjem, så glemmer han alt det.

Jeg er ved at få nok.
Det er nok at være mor til én!

Hvad dælen kan man gøre?

Der er rigtig mange der er tiltrukket af mænd, som også formår at være et “stort” legebarn overfor deres børn, mænd som bruger tid og energi på ungerne i den tid de er hjemme sammen incl mig selv. Ville du være mere tiltrukket af din mand, hvis han sad med snotten i mobilen eller foran pc’en i den tid han var hjemme ?. Men jeg kan da godt se, at hvis din søn aldrig laver noget der “larmer” sammen med dig, andet end det støj som vasketøjet nu giver, så er i meget langt fra hinanden, dig og din mand.

Han lyder som en fantastisk far. Kan godt forstå jeres søn søger ham så meget. Vores datter elsker også at tumle med far, og jeg elsker at se hvor sjovt de har det sammen. 

Min mand glemmer da også måltider og andre ting, men vi har jo alle vores stærke og svage sider. Han er heller ikke lige så meget hjemme som jeg er så selvfølgelig vil han helst bruge tiden med vores datter i stedet for det huslige. 

Ville aldrig ændre på det, og da slet ikke bestemme over ham på den "mor" måde, som du gør. Det lyder ikke sundt for et forhold, at den ene føler sig mere magtfuld end den anden. 

Jeg kan både forstå dig og ikke forstå dig. 

Herhjemme sker der også et eller andet når far er hjemme. Så stiger støjniveauet og legene bliver vildere. Min mand arbejder skiftende arbejdstider, så der er dage hvor jeg er alene med aftensmad, bad, putning osv - og andre dage hvor far er hjemme hele dagen. Når jeg er alene med vores søn om eftermiddagen efter børnehave/arbejde er det stille og roligt, vi læser bøger, min søn kan godt lege selv og sidder med glæde og lægger puslespil i køkkenet mens jeg laver mad. Når far er der skal far være med til alt konstant - og vores søn skaber sig hurtigt hvis ingen lige har tid til at lege. Så jeg forstår hvad du siger med forskellen. 

MEN, jeg synes du skal se på det forhold din mand har med jeres søn og accepterer at de har et andet forhold og det er helt okay. For det har de herhjemme. Min søn vil så gerne far, fordi han formentlig har savnet ham og glædet sig til far endelig er hjemme. Og herhjemme ER far bare bedst til vilde lege og når jeg ser min søn skraldgrine med julelys i øjnene når der leges fangeleg så tænker jeg det er okay med lidt larm. Herhjemme er reglen at efter aftensmaden skrues niveauet lidt ned, for ellers falder vores søn aldrig i søvn - men før det er det helt okay.  

Så mig råd vil være at prøve og accepterer at I er forældre på forskellige måder, den ene mere vild end anden. MEN det betyder selvfølglig ikke at far ikke også skal være autoritær, sætter grænser osv ( nu ved jeg ikke hvor gammel jeres dreng er) - far skal naturligvis ikke kun være legekammerat men anden del af jer som forældreteam men måske er det okay at de bonder mest over vilde lege. 

Og så få lige en snak om jeres huslige pligter, for selvfølglig skal far også forstå hvornår der skal skiftes ble osv - men han behøver ikke gøre alt på din måde. 

Og så del lige nætterne også - igen, man er et forældreteam der deles om både det søde og sure

Han lyder som en kærlig far der gerne vil hans søn (: Som jeg læser det, er problemet at han ikke gør tingene på din måde. Det bliver du nødt at acceptere. 
Det huslige skal i selvfølgelig deles om. Måske det vil hjælpe at lave en konkret plan/kalender for hvem der gør hvad og hvornår, så det passer med hvornår i hver især er hjemme osv. 

Sådan føles det tit. Faren leger bare med sønnen og det har han gjort fra det øjeblik, sønnen kunne lege. Da var han jo lille og faren kunne slet ikke læse sønnens grænser, så den lille baby på 3-4 måneder, svedte, boblede og blev fuldstændig overgearet. Nu er sønnen større og meget glad for sin far - faktisk så glad, at han slet ikke ænser mig, når faren kommer fra arbejde. Så starter der bare en eller anden vild leg, der får mig til at føle, at jeg har to børn. Sønnen bestemmer alt og faren følger efter og underholder imens med kildeture, fangeleg og så videre. Jeg skal hele tiden sige, at legen skal stoppes, skrues ned, flyttes et andet sted hen osv. Jeg har svært ved at lade være med at gøre det, dels fordi det virkelig bare larmer og irriterer mig og dels fordi, jeg kan mærke på min søn, at det er for meget, jeg kan høre, at han ikke vil kildes mere osv. Men faren kan stadig ikke læse signalerne, han overskrider konstant sønnens grænser.
De er i et eller andet underligt forhold, for når jeg er alene med sønnen, så er han rolig, leger stille, leger gerne selv og følger bare med mig rundt og hvis jeg ordner vasketøj, så leger han ved siden af mig eller hjælper mig. Når far er alene med sønnen, så kan far slet ikke få lov til at gøre noget selv, for sønnen kræver hans konstante opmærksomhed. Ja, det gælder faktisk også, hvis jeg er der - sønnen følger efter far, som jo er så underholdende, og kræver ham.

Om natten er det ganske omvendt, der duer kun mor, så mor har  har ikke sovet i 2 år.

Han har heller ikke styr på noget praktisk omkring vores søn. Han laver meget sjældent noget med vores søn alene. Han glemmer måltider, bleer og alt sådan noget.

Sjovt nok kan jeg dog høre, at når han fortæller folk om vores liv, så får han det til at lyde som om vi skiftes til alt, tøjvask, madlavning, indkøb osv. Og han tror reelt oppe i sit hoved, at han hjælper med alt det og er en meget nærværende far. Det kan jeg også forstå på ham, når vi skændes om det.
Vi har snakket om det tit og han lover at ændre det, for vi er enige om, at man som voksen ikke skal være legekammerat med sit barn, men man skal være forælder for det. Vi er også enige om, at vores søn ikke må kommandere med os og at der ikke skal leges vildt lige inden aftensmaden. Men han glemmer det hver dag!

Grunden til, at jeg laver maden og sådan, er, at vi har forskellige arbejdstider, så jeg er tidligere hjemme og har derefter et par timer med sønnen, inden far kommer hjem og faren har kun den ene time, mens jeg laver mad. Så hvis han laver mad, så får han slet ikke set sin søn den dag... Derfor er det blevet sådan.


Det er et forfærdeligt forhold og jeg kan egentlig slet ikke lide min kæreste længere. Jeg er ikke tiltrukket af ham, for hvem er tiltrukket af sådan et stort legebarn? Han er jo næsten værre end vores lille søn. Sjovt nok har han et arbejde med ansvar og tjener det dobbelte af mig... men når han så kommer hjem, så glemmer han alt det.

Jeg er ved at få nok.
Det er nok at være mor til én!

Hvad dælen kan man gøre?

Der her skal du ikke løse helt alene. I skal løse det sammen. Du skal sige til din kæreste: "jeg er helt vildt misundelig på, at I leger så godt, som I gør - mens jeg steger frikadeller, tømmer opvaskemaskine, skifter bleer og bliver indebrændt. Hvad kan vi gøre for, at jeg får hjælp til at komme ud af surheds-spiralen og ikke står alene med praktikken"? Når man komme ud af surheds-spiralen virker det ikke helt så overvældende.

Jeg kender det. Og tog et aktivt valg om, at jeg ikke gad se på "drengene" lege. Så vi arbejder aktivt med, at vi alle 3 (uanset alder) tømmer opvaskemaskine, lægger tøj sammen, ordner mad. Efter aftensmaden går vi alle sammen fra bordet og leger. Den, der ikke putter, rydder op under putningen.

Ifht. glemt ble og mad: det skal være helt legitimt at sige: "fix lige en ble" og så skal det gøres. Også af far. Tilsvarende har vi vist alle glemt et måltid på et tidspunkt. Heldigvis er jeres søn så stor, at en klapper eller banan er løsningen. Der må far steppe op. Tilsvarende om natten.

Så mit bedste råd er, at I sammen løser det. Hold bolden på egen banehalvdel og hold fast i, du ikke gider være den sure husalf. Og vær klar på, hvad du har brug for (fx bleskift og nattetjans).

Vh

Sådan føles det tit. Faren leger bare med sønnen og det har han gjort fra det øjeblik, sønnen kunne lege. Da var han jo lille og faren kunne slet ikke læse sønnens grænser, så den lille baby på 3-4 måneder, svedte, boblede og blev fuldstændig overgearet. Nu er sønnen større og meget glad for sin far - faktisk så glad, at han slet ikke ænser mig, når faren kommer fra arbejde. Så starter der bare en eller anden vild leg, der får mig til at føle, at jeg har to børn. Sønnen bestemmer alt og faren følger efter og underholder imens med kildeture, fangeleg og så videre. Jeg skal hele tiden sige, at legen skal stoppes, skrues ned, flyttes et andet sted hen osv. Jeg har svært ved at lade være med at gøre det, dels fordi det virkelig bare larmer og irriterer mig og dels fordi, jeg kan mærke på min søn, at det er for meget, jeg kan høre, at han ikke vil kildes mere osv. Men faren kan stadig ikke læse signalerne, han overskrider konstant sønnens grænser.
De er i et eller andet underligt forhold, for når jeg er alene med sønnen, så er han rolig, leger stille, leger gerne selv og følger bare med mig rundt og hvis jeg ordner vasketøj, så leger han ved siden af mig eller hjælper mig. Når far er alene med sønnen, så kan far slet ikke få lov til at gøre noget selv, for sønnen kræver hans konstante opmærksomhed. Ja, det gælder faktisk også, hvis jeg er der - sønnen følger efter far, som jo er så underholdende, og kræver ham.

Om natten er det ganske omvendt, der duer kun mor, så mor har  har ikke sovet i 2 år.

Han har heller ikke styr på noget praktisk omkring vores søn. Han laver meget sjældent noget med vores søn alene. Han glemmer måltider, bleer og alt sådan noget.

Sjovt nok kan jeg dog høre, at når han fortæller folk om vores liv, så får han det til at lyde som om vi skiftes til alt, tøjvask, madlavning, indkøb osv. Og han tror reelt oppe i sit hoved, at han hjælper med alt det og er en meget nærværende far. Det kan jeg også forstå på ham, når vi skændes om det.
Vi har snakket om det tit og han lover at ændre det, for vi er enige om, at man som voksen ikke skal være legekammerat med sit barn, men man skal være forælder for det. Vi er også enige om, at vores søn ikke må kommandere med os og at der ikke skal leges vildt lige inden aftensmaden. Men han glemmer det hver dag!

Grunden til, at jeg laver maden og sådan, er, at vi har forskellige arbejdstider, så jeg er tidligere hjemme og har derefter et par timer med sønnen, inden far kommer hjem og faren har kun den ene time, mens jeg laver mad. Så hvis han laver mad, så får han slet ikke set sin søn den dag... Derfor er det blevet sådan.


Det er et forfærdeligt forhold og jeg kan egentlig slet ikke lide min kæreste længere. Jeg er ikke tiltrukket af ham, for hvem er tiltrukket af sådan et stort legebarn? Han er jo næsten værre end vores lille søn. Sjovt nok har han et arbejde med ansvar og tjener det dobbelte af mig... men når han så kommer hjem, så glemmer han alt det.

Jeg er ved at få nok.
Det er nok at være mor til én!

Hvad dælen kan man gøre?

Jeg kan egentlig godt forstå at du ikke gider at stå med alle de praktiske pligter alene, det gad jeg heller ikke. Jeg syntes det er positivt at din mand godt gider sin søn, og er glad for at være sammen med ham og investere tiden i ham. Det skal du være glad for først og fremmest. Men hvis din mand ikke deltager i noget praktik eller er med til at holde styr på ting omhandlende jeres søn, så forstår jeg godt du går og bliver indebrændt. Jeg forestiller mig at du føler at du render og servicere dem begge, og er en slags Askepot, alt imens de bare leger og har det sjovt. Det vil du sikkert også gerne have mulighed for, så hvorfor ikke lave nogle aftaler om hvem der gør hvad sådan så i begge to kan have tid sammen med jeres søn, og så du ikke føler at du står og laver det beskidte arbejde, mens din mand kan bruge tid med jeres søn. 

Jeg ville prøve at lægge vreden væk, fordi den forhindre dig i en masse lige nu, og gør også at du ikke gider din mand mere. Det er jo det største problem faktisk. I må finde en måde at komme tilbage til hinanden på og en måde hvorpå i begge bliver hørt og føler jer forstået af hinanden. Men hvis i skal have den snak og løse problemet, så må du parkerer din vrede og prøve at starte ud med at sige noget ala "hvor er jeg glad for at du er sådan en far, som bare elsker at lege med dit barn, det gør mig varm og se i har et godt forhold". På den måde lægger du ud med alle de gode ting han gør, og så er han allerede der mere åben for at lytte på det du har på hjertet. 

Tak for jeres svar.

Først vil jeg lige gøre det klart, at jeg ikke er misundelig på min søn og min kærestes forhold. Jeg har selv et godt forhold til min søn og jeg kan sagtens acceptere, at min søn og far leger vildt sammen og har den form for lege som et fællesskab; ligesom min søn og jeg har nogle andre ting, som vi er fælles om.

Der er andre ting, jeg er misundelig på og det er, hvor let min kæreste har det på den huslige og faderlige front. Han kan bare nøjes med alt det gode.
Min søn bliver så glad og overstadig, når han ser sin far. Jeg er mere bare hende, der altid er der. Jeg er hende, der står for alt det sure - altså alt det praktiske og så kan min kæreste på en måde bare "høste frugten" af det og lege med en mæt, tilfreds dreng, mens jeg står der og snitter grøntsager. Jeg er hende, der siger "sid stille på numsen", mens faren er den, der reagerer på enhver opfordring til leg ved spisebordet. Jeg er hende, der "tvinger" sønnen til at rydde op, til at gå selv, spise selv og så videre. Faren er den, der bare efterkommer sønnens ønsker.
Det sker af og til, at sønnen og jeg får en rigtig god leg og han kommer til at grine helt vildt... men så går der kun et lille øjeblik, så er faren der, for at se, hvorfor han griner og overtager fluks legen og overdriver det, jeg gjorde, helt vildt, i håb om at sønnen så griner endnu vildere - og så sidder jeg bare der. Konfronteret med dette, siger han, at sådan er han bare og det må jeg altså acceptere.
Og ja, så hader jeg virkelig, at min kæreste konstant overskrider sønnens grænser og skal gøre enhver leg til et eller andet vildt jagte-leg og at de larmer helt sindssygt rundt om fødderne på mig, når jeg laver mad - vi har ikke meget plads. Men jeg prøver at lukke døren og lade dem være.

Det kan simpelthen bare være så træls altid at være den, der står med det sure og så kan han få alt det søde.

Vi burde være bedre til at deles om det praktiske, men problemet er bare, at jeg har meget mere fritid end ham og derfor gør jeg det. Jeg kan altså bare godt blive misundelig på, at han bare kan komme hjem fra arbejde og lege, mens jeg laver mad (som jeg også har købt ind til og fundet på). Jeg ville ønske, det var omvendt - at jeg bare kunne lege og hygge med vores søn, mens der blev lavet lækker mad. At jeg kunne gå en tur med sønnen og komme hjem til et rengjort hus og nybagt brød. Men hvis det er sådan, vi gør det, så får min kæreste altså slet ikke set sin søn i løbet af dagen og det vil jeg ikke have. De har jo begge savnet hinanden i løbet af dagen!

Jeg er da glad for, at faren har sådan et godt forhold til sin søn, men omvendt ville jeg dog også ønske, at vi som voksne mennesker var mere ligeværdige. At vi var forældre sammen. Som vores forhold er nu, føles det altså tit som om jeg er enlig mor og der er to børn - også fordi min kæreste glemmer så mange almindelig hverdagsting omkring sig selv, som han skal huskes på og hjælpes med. Og det er ikke noget med, at han så står for den udvendige vedligeholdelse af huset, haven eller noget som helst. Han har vitterligt intet husligt ansvar, andet end en bil, som han ikke vedligeholder!

Jeg tænker også på fremtiden i det, for jeg vil gerne have at min søn vokser op i et hjem, hvor vi er fælles om ting og hvor det ikke er kvinden, der laver det huslige og manden der... ja, ikke laver en disse! Min søn skulle gerne se, at det er helt naturligt at også manden svinger støvsugeren og laver en lækker gang aftensmad.

Vi har snakket meget om det på mange måder og er kommet frem til forskellige aftaler, men han bryder dem konstant. Måske er det fordi, han ikke enig i det, men så skal han jo ikke gå med på aftalen.

Jeg vil virkelig gerne have det her til at fungere! Men det er så svært - både fordi, jeg har mere fritid end ham, og vi derfor ikke er ligeværdige på det punkt, fordi han bryder vores aftaler om børneopdragelse og fordi vi er så forskellige når det kommer til det med børn - også selvom jeg troede, at vi var enige, før vi fik børn.......