Sundhedstjek v. lægen?

KASS skriver:

Du skrev jo netop, at der ingen penge var at spare, hvis der alligevel var en folkepensionslignende ydelse til dem, der intet andet har. Nu antager du, at jeg går ind for brugerbetaling, fordi jeg bruger det som eksempel på, at A ikke er lig med B. Mekanismen er den samme, når det handler om mit forslag, hvor du ikke mener, at udsagnet Indkald dem, der ellers ingen læge ser ikke er lig med, at de vil blive set af en læge.

Du antager, at jeg ikke vil det private erhvervsliv og dansk industri, fordi jeg foreslår at kvitte kongehuset. Hvis det var så afhængigt af kongehuset, kunne tallene vel fremlægges? Hvis de 750 mia., der blev eksporteret for sidste år, var betinget af en udgift på 3-400 mio., så burde der da være velvillighed til at betale, hvis alternativet var afskaffelse.

Jeg tror på samvittighed og pligt, så selvfølgelig går jeg ind for personligt ansvar og tillægger det stor værdig. Men er du ikke glad og taknemmelig for, at der var nogle til at hjælpe dig, da du ramt af depression ikke selv formåede at søge hjælpen selv? Det var sådan set bare den hånd, jeg gerne ville tilbyde. Jørn er et eksempel på, at man ikke kan pålægge folk et ansvar, som de ikke er i stand til at påtage sig.

Og jeg anser det ikke som formynderisk at få en indkaldelse til SMEAR, fordi jeg kunne tage ansvar for situationen selv. Og jeg tager derop af pligt, for jeg har ikke umiddelbart lyst til at ligge med stængerne i bøjlerne.

Og en sekretær i praksis sidder ikke i telefontiden og bøvler med årsregnskabet, hun tager primært det ene opkald efter det andet og betjener de fremmødte patienter, så hun bruger ikke 15 min. på at grave sig ned i stoffet igen. Og hvis du vil aflyse en tid og selv kan gøre det, så belemrer du hende slet ikke. Det vil måske bare være en glædelig begivenhed at opdage en ledig tid i et booket program.

Jeg tror ikke på, at der er en kæmpe gruppe, der ikke har behov for at se en lægen, når 96 % har set en inden for de sidste tre år.

Og det ville være lettere at svare dig, hvis du ikke postede mange opslag til hvert eneste af mine. Du tror ikke på mit forslag, har du et forslag til at nå de mænd (og kvinder), som kan kan eller tør gå til lægen? Eller skal de bare tage sig sammen eller dø det tidligere end os andre? 

Synes du, at vi når nogen vegne?

Jeg kunne godt tænke mig lige at holde debatten til dit forslag om indkaldelse af dem, der ikke har set en læge.

Jo, jeg var taknemlig for, at der var nogen, der hjalp mig, da jeg blev ramt af depression. Men det ville ALDRIG have hjulpet mig at få en indkaldelse til et lægetjek. Jeg ville ikke have reageret på det på det tidspunkt. Mennesker i den situation vil man ikke kunne nå ved at sende en indkaldelse.

Det er tit de pårørende, der er den største hjælp i forhold til at få søgt læge, når man er deprimeret.

Plus at man som sagt ikke kan hjælpe en, der ikke vil hjælpes. Jeg var faktisk overhovedet ikke modtagelig for hjælp i starten. Og så kunne min terapeut altså hoppe på tungen - det hjalp ikke. Det har så en del at sige, at jeg ikke var rigtigt medicineret i starten.

Men da jeg besluttede mig for, at det nok var en god idé at tage imod hjælp - så rykkede det.

Så man kan altså ikke tvinge nogen til at tage imod hjælp.

At blive ramt af en depression kan ikke sammenlignes med blod i afføringen.

Man er i en helt unaturlig tilstand, når man er ramt af voldsom depression med forvrængede tanker.

Det er man ikke, hvis man har blod i afføringen.

Jeg ville sagtens kunne finde ud af at gå til læge med blod i afføringen.

Det handler rigtigt meget om at få mænd til at reagere på deres symptomer og gå til læge.

lineog4 skriver:

Jeg kan egentlig godt følge din logik. Men jeg tror du udelader en vigtig faktor, når du fx taler om Michael mekaniker m3d blød i afføringen. Han fravælger ikke nødvendigvis lægen fordi han fordi det vil være spild af tid, og nej det er ikke hans sunde fornuft der har overtaget, men hans angst for at få et negativt svar. Han kommer ikke til lægen fordi han bliver indkaldt, for det ændrer ikke på hans angst for at få et svar om, at hans krop er syg, han kan måske endda tværtimod opleve endnu større modstand mod det formynderiske samfund for han er formodentlig styret af følelser og ikke fornuft. 

Bare et andet perspektiv for at sige, jeg kan forstå begge sider i denne debat, forstå jeres logik,, men i bundnog grund aner vi ikke hvad Michaels bevæggrunde er for ikke at gå til lægen, vi kan gisne - jeg har en Michael er hjemme og derfor gisner jeg på det der stod først, fordi vi heldigvis de gode dage kan tale om det og det er, hvad han fortæller. Frygten for at blive den svage, frygten for ikke at kunne leve op til sit ansvar som far og mand, frygten for svaret er langt større end fornuften ved at opsøge svaret. 

Så kan pligten som begreb måske bruges, men så skal det være tider der sendes ud og ikke bare en høflig henstilling til at booke en tid. Men ja så vil Michael igen når han får en tid i arbejdstiden sige: ej det kan jeg da ikke få fri til, aflyse og sige ej jeg har ikke lige tjek på min kalender. Og så er der dem, der glemmer at aflyse og så sidder med dårlig samvittighed og tænker, nej nu skal jeg da slet ikke op til lægen... Så jeg er nok der hvor jeg synes et forslag om regelmæssige rutinerne, lægerne indkalder til med en allerede givet tid måske vil have den stik modsatte effekt.... 

Hvad skal man så gøre - ja jeg har ikke svaret og det til trods for jeg er gift med en Michael  

Og så til sidst, er det virkelig så mod normen ikke at komme til lægen i 3 år? Min datter på 15 har ikke været til lægen i 3 år. Hu  skal nu fordi hun skal have HPV vaccinen, men der har vitterlig ikke været en anden anledning. De to mindste har ikke været siden de startede i skole (går i 2. Og 5. Klasse) for der stopper man med rutinetjek og begge havde vist færdiggjort MFR inden (ellers har de været til det). Jeg selv har godt nok lige været, men ellers var det vist også en del år siden. Og ja min Michael var oppe for et par år siden, da jeg endelig fik ham afsted og så blev han ikke taget alvorligt og går stadig rundt med de samme gener, men nu kan han i hans optik jo ligesom ikke gå der op igen.

Jeg har forståelse for begge sider, jeg er ikke så uenig, som det kan synes. Men jeg har svært ved at tro, at det er så determineret, om man kan finde ud af at få til læge (både at komme afsted eller at blive hjemme), at man intet kan gøre ved det.

Jeg tror ikke på, at man kan pålægge folk et ansvar, som de ikke er i stand til at bære. Jeg synes, at vi har et fælles ansvar. Det er da meget muligt, at mit forslag er idiotisk eller naivt, men at de stærke bare  spæner videre, fordi det er så let at gå til læge (og blive forstået og taget seriøst, når man ikke har et sprog for sit helbred) er i min verden en dårlig undskyldning. Der vil altid være et (forventet) spild, når man arbejder med/gør noget for dem, der er svage.

Jeg er også gift med en Michael, og han forsvarer sig med sin sunde fornuft, når han bliver hjemme, selvom det skriger til himlen for os andre, hvad det rigtige er at gøre. Jeg aner simpelthen ikke, om han vitterligt tror på sig selv, er skide bange, ikke gider, er for doven eller slet ikke skænker sin dødelighed en tanke. Men han går til lægen, fordi han skal, hvis han vil beholde sit job. Og formynderiet i at indkalde ham har endnu ikke pisset ham så meget af, at han har tænkt sig at gøre karriere et andet sted.

KASS skriver:

Jeg har forståelse for begge sider, jeg er ikke så uenig, som det kan synes. Men jeg har svært ved at tro, at det er så determineret, om man kan finde ud af at få til læge (både at komme afsted eller at blive hjemme), at man intet kan gøre ved det.

Jeg tror ikke på, at man kan pålægge folk et ansvar, som de ikke er i stand til at bære. Jeg synes, at vi har et fælles ansvar. Det er da meget muligt, at mit forslag er idiotisk eller naivt, men at de stærke bare  spæner videre, fordi det er så let at gå til læge (og blive forstået og taget seriøst, når man ikke har et sprog for sit helbred) er i min verden en dårlig undskyldning. Der vil altid være et (forventet) spild, når man arbejder med/gør noget for dem, der er svage.

Jeg er også gift med en Michael, og han forsvarer sig med sin sunde fornuft, når han bliver hjemme, selvom det skriger til himlen for os andre, hvad det rigtige er at gøre. Jeg aner simpelthen ikke, om han vitterligt tror på sig selv, er skide bange, ikke gider, er for doven eller slet ikke skænker sin dødelighed en tanke. Men han går til lægen, fordi han skal, hvis han vil beholde sit job. Og formynderiet i at indkalde ham har endnu ikke pisset ham så meget af, at han har tænkt sig at gøre karriere et andet sted.

Tror også der er forskel på: det skal jeg for at beholde mit arbejde (en forklaring som måske er logisk) end der dumper noget ind og du skal komme på onsdag klokke  14 være fordi du ikke har været til lægen i 3 år. 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at nogle Michaeler undgår lægen pga en strudsetaktik: hvad jeg ikke ved dør jeg ikke af. Andre gør det ikke fordi de ikke kan overkomme det, fordi de tror de er udødelige osv. Tror der er mange svar og dermed heller ikke kun en løsning.

Jeg tænker absolut ikke, at vi skal lade dem sejle i egen sø især når det vi her også kan se en ulighed og vi ved, at der er en statistisk sammenhæng mellem levealder og fx uddannelses og indkomst niveau. Personligt tror jeg bare ikke det er obligatoriske indkaldelser der skal til, men har heller ikke en anden løsning - og måske vi ikke kan ændre på vores allerede middeladrende og forstokkede Michaeler, mpske skal vi satse på de yngre potentielle Michaeler - ved godt det lyder groft og det vil jeg nødig, men....

Jeg tænker også de praktiserende læger skal være gode til at spotte Michaelerne, så når de endelig kommer, så tager de dem alvorligt og giver dem hele møllen. Okay du kom om en frossen skulder, men nu tager vi sgu lige et tjek af hele kroppen når vi nu er i gang.

En mulighed er også arbejdspladserne, bedre sundhedsordninger fx og en personalepolitik hvor det er klart for alle, at det er legalt at skulle til læge også i arbejdstiden osv.

Tommelise skriver:

Jeg kunne godt tænke mig lige at holde debatten til dit forslag om indkaldelse af dem, der ikke har set en læge.

Jo, jeg var taknemlig for, at der var nogen, der hjalp mig, da jeg blev ramt af depression. Men det ville ALDRIG have hjulpet mig at få en indkaldelse til et lægetjek. Jeg ville ikke have reageret på det på det tidspunkt. Mennesker i den situation vil man ikke kunne nå ved at sende en indkaldelse.

Det er tit de pårørende, der er den største hjælp i forhold til at få søgt læge, når man er deprimeret.

Plus at man som sagt ikke kan hjælpe en, der ikke vil hjælpes. Jeg var faktisk overhovedet ikke modtagelig for hjælp i starten. Og så kunne min terapeut altså hoppe på tungen - det hjalp ikke. Det har så en del at sige, at jeg ikke var rigtigt medicineret i starten.

Men da jeg besluttede mig for, at det nok var en god idé at tage imod hjælp - så rykkede det.

Så man kan altså ikke tvinge nogen til at tage imod hjælp.

At blive ramt af en depression kan ikke sammenlignes med blod i afføringen.

Man er i en helt unaturlig tilstand, når man er ramt af voldsom depression med forvrængede tanker.

Det er man ikke, hvis man har blod i afføringen.

Jeg ville sagtens kunne finde ud af at gå til læge med blod i afføringen.

Det handler rigtigt meget om at få mænd til at reagere på deres symptomer og gå til læge.

 

 

 

 

Men din terapeut opgav dig ikke, fordi du var uvillig i starten eller accepterede vedkommende, at det kunne tage noget tid, førend resultaterne måske ville vise?

Ja, mænd skal reagerer på symptomer. Forum for Mænds Sundhed har interviewet mænd, der ikke man finde ud af at gå til lægen til trods for symptomer og bekymring. De efterspørger bl.a. rutinekontrol, fordi de ikke kan finde ud af at sætte ord på eller handling bag. Det kan godt være, at de store fremskridt ikke kommer efter en konsultation på 10 min., men de er på vej.

Helt to much information-agtigt, så har jeg haft blod i afføringen flere gange. Jeg affejede det med en rift eller hæmoride i en periode. Så blev det lidt for meget, lidt for ofte til, at jeg havde det godt med at blive hjemme. Jeg fik en tid til lægen, som ikke undersøgte mig, men konkluderede, at hvis jeg spiste rødbede, så var det muligvis ikke blod, men at hvis det var blod, og det var friskt, så no worries. Så jeg gik hjem, sked blod og tænkte, at det var spild af tid. Jeg er ret sikker på, at jeg bare havde en rift eller hæmoride, men jeg skal da hive mig selv ekstra i nakkeskindet for at komme afsted, hvis det sker igen. Men jeg ville slet ingen problemer have med lige at stille det som casual spørgsmål, når min livmoderhals alligevel bliver tjekket med jævne mellemrum, og måske ville min læge i dag reagerer anderledes på informationen end den tidligere. 

KASS skriver:

Den her samtale tager muligvis livet af mig, men vis mig den patient, der er død af at have en enkelt samtale med en læge?

Jeg er vist ikke den eneste, der kan have en hang til polemik.

Vis mig den patient, der er blevet rask af en enkelt samtale med en læge. 

Hvis man ikke er villig til at følge op med behandling, er diagnosticering ligegyldigt. Og behandling er risikofyldt og krævende for patienten. Hvis patienten ikke er motiveret for at gå til lægen, hvad får dig til at tro, at han er motiveret for en dyr, besværlig, ydmygende, smertefuld eller tidskrævende behandling?

lineog4 skriver:

Tror også der er forskel på: det skal jeg for at beholde mit arbejde (en forklaring som måske er logisk) end der dumper noget ind og du skal komme på onsdag klokke  14 være fordi du ikke har været til lægen i 3 år. 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at nogle Michaeler undgår lægen pga en strudsetaktik: hvad jeg ikke ved dør jeg ikke af. Andre gør det ikke fordi de ikke kan overkomme det, fordi de tror de er udødelige osv. Tror der er mange svar og dermed heller ikke kun en løsning.

Jeg tænker absolut ikke, at vi skal lade dem sejle i egen sø især når det vi her også kan se en ulighed og vi ved, at der er en statistisk sammenhæng mellem levealder og fx uddannelses og indkomst niveau. Personligt tror jeg bare ikke det er obligatoriske indkaldelser der skal til, men har heller ikke en anden løsning - og måske vi ikke kan ændre på vores allerede middeladrende og forstokkede Michaeler, mpske skal vi satse på de yngre potentielle Michaeler - ved godt det lyder groft og det vil jeg nødig, men....

Jeg tænker også de praktiserende læger skal være gode til at spotte Michaelerne, så når de endelig kommer, så tager de dem alvorligt og giver dem hele møllen. Okay du kom om en frossen skulder, men nu tager vi sgu lige et tjek af hele kroppen når vi nu er i gang.

En mulighed er også arbejdspladserne, bedre sundhedsordninger fx og en personalepolitik hvor det er klart for alle, at det er legalt at skulle til læge også i arbejdstiden osv.

 

Jeg er nu villig nok til at ofre en generation, hvis problemet så er løst i den næste.

Jeg tror, at der kan være en idé i at se en læge, for dem som ellers ingen læge ser. Mit forslag får muligvis ikke de bekymrede ind i biksen, men så kan vi prøve noget andet for at hjælpe dem på vej, men bare at lade dem sejle i deres egen sø får dem i hvert fald slet ikke ind af døren. Og jeg synes, at vi er forpligtet.

Mit ønske har hele tiden kun været at hjælpe dem, der ikke selv formår det.

Abracadabra skriver:

Vis mig den patient, der er blevet rask af en enkelt samtale med en læge. 

Hvis man ikke er villig til at følge op med behandling, er diagnosticering ligegyldigt. Og behandling er risikofyldt og krævende for patienten. Hvis patienten ikke er motiveret for at gå til lægen, hvad får dig til at tro, at han er motiveret for en dyr, besværlig, ydmygende, smertefuld eller tidskrævende behandling?

Målet var ikke at finde de raske eller at gøre folk raske ved én samtale. Det var en indgangsvinkel for dem, som ikke formåede at finde derhen selv.

Én samtale tager ikke livet af dig, hvis den fører til, at der er belæg for behandling, så må patient og læge jo overveje, om det er det værd.

KASS skriver:

Målet var ikke at finde de raske eller at gøre folk raske ved én samtale. Det var en indgangsvinkel for dem, som ikke formåede at finde derhen selv.

Én samtale tager ikke livet af dig, hvis den fører til, at der er belæg for behandling, så må patient og læge jo overveje, om det er det værd.

Du modsiger altså dig selv. Én lægesamtale er selvfølgelig hverken farlig eller gavnlig. Den er ligegyldig for begge parter og spild af tid og ressourcer. 

Et behandlingsforløb kræver motivation og skal ikke påtvinges nogen, for det er krævende, dyrt og potentielt farligt. Så hvis patienten ikke ønsker at gå til lægen, skal vedkommende blive hjemme. Og ikke indkaldes. Vi har alle vores læges navn og tlf.nr på sygesikringskortet i lommen. 

Så er det ikke sværere. Men det SKAL være på patientens initiativ. 

Abracadabra skriver:

Du modsiger altså dig selv. Én lægesamtale er selvfølgelig hverken farlig eller gavnlig. Den er ligegyldig for begge parter og spild af tid og ressourcer. 

Et behandlingsforløb kræver motivation og skal ikke påtvinges nogen, for det er krævende, dyrt og potentielt farligt. Så hvis patienten ikke ønsker at gå til lægen, skal vedkommende blive hjemme. Og ikke indkaldes. Vi har alle vores læges navn og tlf.nr på sygesikringskortet i lommen. 

Så er det ikke sværere. Men det SKAL være på patientens initiativ. 

Jeg tror jo, at den vil være gavnlig for de patienter, der fortæller, at rutinekontroller ville få dem til at gå til lægen. Og en samtale hos egen læge vil ikke fremkalde unødig bekymring, som en kræftsreening vil.

Vi bliver ikke enige om, at adgangen til læge er lige let for os alle. Det er også okay. 

KASS skriver:

Men din terapeut opgav dig ikke, fordi du var uvillig i starten eller accepterede vedkommende, at det kunne tage noget tid, førend resultaterne måske ville vise?

Ja, mænd skal reagerer på symptomer. Forum for Mænds Sundhed har interviewet mænd, der ikke man finde ud af at gå til lægen til trods for symptomer og bekymring. De efterspørger bl.a. rutinekontrol, fordi de ikke kan finde ud af at sætte ord på eller handling bag. Det kan godt være, at de store fremskridt ikke kommer efter en konsultation på 10 min., men de er på vej.

Helt to much information-agtigt, så har jeg haft blod i afføringen flere gange. Jeg affejede det med en rift eller hæmoride i en periode. Så blev det lidt for meget, lidt for ofte til, at jeg havde det godt med at blive hjemme. Jeg fik en tid til lægen, som ikke undersøgte mig, men konkluderede, at hvis jeg spiste rødbede, så var det muligvis ikke blod, men at hvis det var blod, og det var friskt, så no worries. Så jeg gik hjem, sked blod og tænkte, at det var spild af tid. Jeg er ret sikker på, at jeg bare havde en rift eller hæmoride, men jeg skal da hive mig selv ekstra i nakkeskindet for at komme afsted, hvis det sker igen. Men jeg ville slet ingen problemer have med lige at stille det som casual spørgsmål, når min livmoderhals alligevel bliver tjekket med jævne mellemrum, og måske ville min læge i dag reagerer anderledes på informationen end den tidligere. 

Beklager på forhånd. Det bliver nok lidt langt og måske også lidt rodet.

Min pointe er, at det ikke var en indkaldelse til et lægetjek, der fik mig i behandling. 

Faktisk var jeg nok ret tæt på at blive opgivet. Min søster har i hvert fald senere fortalt mig, at hun (selvfølgelig uden at jeg vidste det) havde ringet og spurgt, hvor længe jeg kunne blive ved med at gå der. Og hun fik at vide, at det var der ingen tidsbegrænsning på, men at "hun (altså mig) skal snart til at samarbejde med os".

Jeg kom faktisk til at tænke på denne tråd midt i andestegen i aftes. Min kæreste + hans ældste bror og svigerinde holdt Mortens Aften hos hans mor. Både min svigermor, min kæreste og hans svigerinde sagde til hans bror, at han skulle gå til lægen, fordi der ikke er ret meget tvivl om, at han har for højt blodtryk og er i risiko for blodprop eller hjerneblødning. Han døjer med hovedpine og alle hans tre brødre er i behandling for for højt blodtryk. Han svarede ikke rigtigt, mumlede bare et eller andet.

Han er ikke ressourcesvag. Han er ikke ude af stand til at tage ansvar for at kontakte lægen, han har lige så let adgang til lægen som f.eks. brødrene. Men undskyldningerne står åbenbart i kø.

Jeg har egentlig ikke lyst til at lære ham, at han ikke behøver at tage ansvar, for det gør det offentlige for ham ved at indkalde ham.

Der er ganske rigtigt mennesker, der ikke er i stand til at tage et ansvar - men han er ikke en af dem.

Han ved godt, hvad han skal gøre. Han skal tage sin telefon, ringe til lægen og fortælle, at han døjer med hovedpine, og hans tre brødre er i behandling for for højt blodtryk. 

Men han vælger at lade være. 

Jeg tror, han ville svare, at han ville komme, hvis han blev indkaldt - men det synes jeg jo så bare er at vise ham, at andre nok skal tage sig af det, så han kan bare læne sig tilbage.

Derimod synes jeg, det er rigtig godt med spot med de 7 tegn, som man skal være opmærksom på og netop det faktum, at særligt mænd bør være bedre til at gå til lægen. 

Jeg har cøliaki. Det blev første konstateret for 2 1/2 år siden. Man bliver indkaldt til den første blodprøvekontrol, og derefter skal man selv sørge for det. 

Har jeg så fået det gjort ? - nej. Handler det om, at jeg skal tage mig sammen ? - ja.

Hvis Dansk Cøliaki Foreningen interwievede alle cøliakere i Danmark, så ville jeg også svare, at jeg ikke havde fået foretaget kontrollen, og jeg ville også svare ja, hvis jeg blev spurgt, om jeg ville komme, hvis jeg blev indkaldt.

Men det er da noget sjusk, at jeg ikke har fået det gjort, og jeg synes ikke, det er det offentliges ansvar. Selvfølgelig ville det være bekvemt for mig, men det synes jeg ikke, er grund nok.

Man fanger ikke mennesker som Jørn, som ganske rigtigt ikke er i stand til at tage ansvar, ved at indkalde ham.

Jeg var faktisk også for efterhånden nogle år siden ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste en fed overskrift i avisen: "Halvdelen af fleksjobberne kan sagtens tage et ordinært job"

Det var konkluderet ud fra en spørgeskemaundersøgelse - og det kunne man sagtens konkludere, for det var jo fleksjobberne selv, der havde svaret på spørgsmålene. 

Jeg har intet imod, at en virksomhed vælger at tegne en forsikring og sørge for lægetjek af medarbejderne. Har selv været ansat på en virksomhed, hvor de ansatte i produktionen Det er for mig ikke det samme som at sende en indkaldelse ud til alle, der f.eks. ikke har været i kontakt med lægen i 3 år.

For hvor mange af dem er kvinder ? - hvor mange af dem er kun 25 år gamle ? Hvor mange af dem er bare aldrig syge ?

Hvor mange af dem er så ressoucesvage, at de ikke kan tage et ansvar ? Ja, nogen vil være det.

Når jeg bliver medicinfri - og det forventer jeg at blive inden for det næste halve år - så har jeg ikke tænkt mig at have kontakt med lægen mindst en gang om året, bare fordi det "bør man".