Min mand driver mig til vanvid

Mom skriver:

Om jeg begriber hvad du laver sammen med sådan en mand? Det kan godt være at du elsker ham, men hvad er det lige af gode ting han byder ind med. Hvad er det som gør at du kan retfærdiggøre at være sammen med ham, og vise dine/ jeres børn at det er en okay adfærd han udviser?

Ja undskyld, jeg går ind for at man kæmper for et forhold, når der reelt er noget at kæmpe for. Men hvad bliver der af selvrespekten og hensynet til børnene?

Gå fra ham, tag børnene med!

Jeg har mange gange sagt til mig selv at han er sådan på grund af at han altid er blevet forkælet og fået sin vilje.

Ved godt det stadig ikke retfærdiggøre at han vælge og gør på de måder han gør

Men jeg er jo heller ikke selv fejlfri og tænker man skal kunne give hinanden plads til forskelligheder 

Anonym skriver:

Jeg har mange gange sagt til mig selv at han er sådan på grund af at han altid er blevet forkælet og fået sin vilje.

Ved godt det stadig ikke retfærdiggøre at han vælge og gør på de måder han gør

Men jeg er jo heller ikke selv fejlfri og tænker man skal kunne give hinanden plads til forskelligheder 

Det du beskriver er i min verden intet med forskelligheder at gøre. Det handler om en mand som er blevet forkælet udover alle grænser da han var barn, og forsætter stilen efter han selv har stiftet familie. 

Hvis det bare var du og ham alene, så ville jeg tænke "hvis den fungere for begge parter, så fint". Men faktum er at det jo ikke bare er jer alene, og faktum er at det ikke fungere. I har børn sammen, hvor i SAMMEN viser dem, at det er helt ok at være luddoven, ikke tage ansvar, og generelt behandle andre mennesker dårligt. Din mand viser det via hans adfærd og du viser det ved at finde dig i det.

Hvordan vil du opdrage dine/ jeres børn til at blive bedre end deres far, når I begge lever i det?

Kom væk fra den mand, det bliver nok aldrig bedre, og du og dine børn er helt sikkert bedre stillet end at bo sammen med sådan en mand, som i virkeligheden stadig er et barn.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hvordan kan det være en trøst for dig, at dine børns far ikke kan finde ud af at være sammen med dem? Man passer ikke sine egne børn - man er sammen med dem, giver dem nærvær, opmærksomhed og opdragelse. Det er da jordens største falliterklæring for en familie, at farmor må ind overtage det, som far ikke gider.

Et par kommentarer til de ting du i ævrigt skriver:

Internettet - du kan ikke lave om på password: Okay, men det kan du jo så enten lære, og ellers kan ledninger jo heldigvis klippes over. Problem solved. 

Svigerforældrene blander sig: Det kan du stoppe ved brug af sætningerne: " Tak for din mening, svigerfar, men jeg vil sætte pris på at du holder den for dig selv. Din søns familie og ægteskab er ved at gå i opløsning, blandt andet fordi han ikke er opdraget til at deltage og tage ansvar, og det vil jeg gerne bede om, at I enten tager alvorligt, eller blander jer udenom". 

Og så et par spørgsmål til dig til sidst - hvornår lader du op, hygger dig, gør noget godt for dig selv? Hvornår har du sidst haft en venindeaften, en overnatning ude, en tur i biografen? Kunne du ikke overveje, om det var en god idé, således at bare et eller andet i dit liv, kom til at handle om dig selv?

Og hvad er det lige præcis, din mand bidrager med, som gør at du så gerne vil være sammen med ham? Hvad er det ved hans person og opførsel, som gør dig forelsket og får dig til at tænde på ham? For ærligt talt, så lyder han mere dødsyg en gammel dåseskinke. 

Tid til at lade op  det må være de 30 minutter jeg ser tv inden jeg sover eller mit bad på 5 minutter jeg nogle gang når at få i ro uden baby græder eller er med i bad.

Jeg har været i biffen i efteråret hvor børnene var der hjemme nogle timer med manden og svigerforældrene. 

Normalt vil jeg heller ikke sige man passer sine egne børn men sådan føler jeg lidt der er nu da jeg altid skal spøger ham inden om han kan havde dem nogle timer så jeg kan noget..

Har ikke sovet alene de sidste 4 år uden man eller børn var der. 

Kan ikke sige jeg pt tænder på ham, man det der gør af jeg elsker ham er jo for den person jeg lærte at kende og den fantastiske far han er når han så endelig er på

Anonym skriver:

Jeg har mange gange sagt til mig selv at han er sådan på grund af at han altid er blevet forkælet og fået sin vilje.

Ved godt det stadig ikke retfærdiggøre at han vælge og gør på de måder han gør

Men jeg er jo heller ikke selv fejlfri og tænker man skal kunne give hinanden plads til forskelligheder 

Og de forskelligheder kan fx ligge i at han interesserer sig for computer hvor du godt kan lide at læse bøger - i jeres fritid! Fritid = den tid hvor der ikke er familiære og huslige opgaver at løse.

Men acceptabel forskellighed er bare ikke at den ene ikke gider hjælpe i hjemmet, mens den anden agerer husholderske..

Du skriver tidligere at den her vilde dovenskab er kommet i løbet af det sidste år.. har du spurgt ham hvorfor det har ændret sig? Har du sendt ham til lægen for en depressions test og en gang blodprøver for vitaminmangel? 

Jeg er enig i at hans forældre nurser ham for sindsygt og det skal stoppe.! Men hvis han rent faktisk har hjulpet til førhen, så burde i kunne kommer dertil igen. Men du er nødt til at indse at det du elsker, ikke er tilstede lige nu. Du siger du elsker den mand han VAR. I datid.. skær det ud i pap for ham. Din kærlighed forsvinder, i takt med at du glemmer hvordan han engang var og udelukkende begynder at se ham som det dovendyr der sidder foran skærmen. Kom nu ind i kampen og indse at det sgu ikke er et liv at stå med 5 børn og en hotelgæst der skal vartes op. Du skal elskes, krammes, værdsættes og ikke mindst hjælpes.. 

sæt nu den fod ned og fortæl ham at du ikke er lykkelig. Og hav det i øvrigt fint med at han bliver trist over den udmelding!!. Det er jo hans egen skyld og det er kun ham der kan rette op på det hvis han vil beholde dig. 

Ps. Jeg har selv levet med en mand i 7år der var blevet nurset hjemmefra. Han agerede også det sårede offer hver gang jeg sagde fra og fortalte at jeg ikke gad være den eneste med praktiske gøremål og jeg ikke var lykkelig! Og jeg lod mig også påvirke, så hele snakken blev vendt på hovedet og pludselig handlede det om at forsikre HAM om at jeg ikke var ved at gå?! Altså Wtf. Jeg var så bitter efter hver eneste af den slags snakke, fordi det aldrig endte med at jeg følte mig hørt, fordi hans sårethed endte med at overskygge mit problem. Jeg endte med at gå. Og han var totalt uforstående.. og såret og følte sig som det største offer for en strid strid kælling.. men ved du hvad? Jeg er så lykkelig nu. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Du misforstår mig. Du skal slet ikke smide noget tøj til ham og bede ham vaske det. Du skal slet og ret holde nallerne fra det, og så må manden jo vaske, når han opdager at der ikke er flere rene underbukser.

Og du skal ikke blande dig i hvad eller hvordan han laver mad, eller give nogle instrukser - du laver mad til dig og ungerne og så må han rode med, hvad han vil spise eller ikke spise alene.

Du kan stille og roligt meddele ham i aften, at sådan bliver det fra i morgen tidlig og fremefter, indtil at alle huslige og familiære pligter er delt 50/50 mellem jer. Han er ikke længere velkommen til at deltage i jeres familieliv, når han alligevel ikke yder noget for fællesskabet.

Og hvis han ikke reagerer på dine spørgsmål ellers hans børns behov, så skulle du se mig få trukket stikket ud af den computer og kyle telefonen i lokummet i lidt af en fart. Og nej, sådan har jeg aldrig i praksis løst problemer i er parforhold - men det er fordi jeg har giftet mig med en voksen mand, man kan tale med.

Ps: Fint at ungerne hjælper til - men en 10-årige skal ikke lave sin fars arbejde i hjemmet, sådan som det forekommer lige nu.Tænk hvad de vokser op med af billeder på, hvordan man behandler hinanden i en familie ...

Meget enig her. Hvis han er helt udenfor pædagogisk rækkevidde så pakker du den computer væk. Det dør han heldigvis ikke af. Eller smider wifi´en i skraldespanden. Uden internet er computeren nok ikke så spændende. 

Mom skriver:

Det du beskriver er i min verden intet med forskelligheder at gøre. Det handler om en mand som er blevet forkælet udover alle grænser da han var barn, og forsætter stilen efter han selv har stiftet familie. 

Hvis det bare var du og ham alene, så ville jeg tænke "hvis den fungere for begge parter, så fint". Men faktum er at det jo ikke bare er jer alene, og faktum er at det ikke fungere. I har børn sammen, hvor i SAMMEN viser dem, at det er helt ok at være luddoven, ikke tage ansvar, og generelt behandle andre mennesker dårligt. Din mand viser det via hans adfærd og du viser det ved at finde dig i det.

Hvordan vil du opdrage dine/ jeres børn til at blive bedre end deres far, når I begge lever i det?

Kom væk fra den mand, det bliver nok aldrig bedre, og du og dine børn er helt sikkert bedre stillet end at bo sammen med sådan en mand, som i virkeligheden stadig er et barn.

Det er han og vil han desværre nok altid være af sine forældre 

Mine børn skal lære at rydde op efter sig selv og vide at man hjælper hinanden som familie, hvilke manden ikke er et særlig godt eksempel på mere.

Er ikke bange for at skulle stå alene med børnene men er bange for at ødelægge mine børns familie og alle reaktionerne da vi udadtil virker rigtig glade if som det hele bare fungere 

Anonym skriver:

Det er han og vil han desværre nok altid være af sine forældre 

Mine børn skal lære at rydde op efter sig selv og vide at man hjælper hinanden som familie, hvilke manden ikke er et særlig godt eksempel på mere.

Er ikke bange for at skulle stå alene med børnene men er bange for at ødelægge mine børns familie og alle reaktionerne da vi udadtil virker rigtig glade if som det hele bare fungere 

Men ... er det ikke ret uinteressant, hvordan man “virker udadtil”, når man i bund og grund går rundt og spilder sit liv på at være ulykkelig og have det træls?

Ved godt, hvad jeg ville vælge ...

Mor11 skriver:

Og de forskelligheder kan fx ligge i at han interesserer sig for computer hvor du godt kan lide at læse bøger - i jeres fritid! Fritid = den tid hvor der ikke er familiære og huslige opgaver at løse.

Men acceptabel forskellighed er bare ikke at den ene ikke gider hjælpe i hjemmet, mens den anden agerer husholderske..

Du skriver tidligere at den her vilde dovenskab er kommet i løbet af det sidste år.. har du spurgt ham hvorfor det har ændret sig? Har du sendt ham til lægen for en depressions test og en gang blodprøver for vitaminmangel? 

Jeg er enig i at hans forældre nurser ham for sindsygt og det skal stoppe.! Men hvis han rent faktisk har hjulpet til førhen, så burde i kunne kommer dertil igen. Men du er nødt til at indse at det du elsker, ikke er tilstede lige nu. Du siger du elsker den mand han VAR. I datid.. skær det ud i pap for ham. Din kærlighed forsvinder, i takt med at du glemmer hvordan han engang var og udelukkende begynder at se ham som det dovendyr der sidder foran skærmen. Kom nu ind i kampen og indse at det sgu ikke er et liv at stå med 5 børn og en hotelgæst der skal vartes op. Du skal elskes, krammes, værdsættes og ikke mindst hjælpes.. 

sæt nu den fod ned og fortæl ham at du ikke er lykkelig. Og hav det i øvrigt fint med at han bliver trist over den udmelding!!. Det er jo hans egen skyld og det er kun ham der kan rette op på det hvis han vil beholde dig. 

Ps. Jeg har selv levet med en mand i 7år der var blevet nurset hjemmefra. Han agerede også det sårede offer hver gang jeg sagde fra og fortalte at jeg ikke gad være den eneste med praktiske gøremål og jeg ikke var lykkelig! Og jeg lod mig også påvirke, så hele snakken blev vendt på hovedet og pludselig handlede det om at forsikre HAM om at jeg ikke var ved at gå?! Altså Wtf. Jeg var så bitter efter hver eneste af den slags snakke, fordi det aldrig endte med at jeg følte mig hørt, fordi hans sårethed endte med at overskygge mit problem. Jeg endte med at gå. Og han var totalt uforstående.. og såret og følte sig som det største offer for en strid strid kælling.. men ved du hvad? Jeg er så lykkelig nu. 

Har spurgt op til flere gange om han er ok, om han er stresset eller ked af noget hvilke han altid svare nej til. 

Fritid er noget mine børn og mand har. Min fritid består af at se fjernsyn mens børnene sover

Hans far kommer aldrig til at stoppe med at nusle om ham og hans mor kommer nogen sinde at stoppe helt med det

migxher skriver:

Meget enig her. Hvis han er helt udenfor pædagogisk rækkevidde så pakker du den computer væk. Det dør han heldigvis ikke af. Eller smider wifi´en i skraldespanden. Uden internet er computeren nok ikke så spændende. 

Nej han kan godt undvære den nogle dage men så bruger han bare mobilen 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Men ... er det ikke ret uinteressant, hvordan man “virker udadtil”, når man i bund og grund går rundt og spilder sit liv på at være ulykkelig og have det træls?

Ved godt, hvad jeg ville vælge ...

Jo i bund og grund er det... 

Men de fleste mener bare vi har et perfekt liv/forhold og ved der vil blive sat spørgsmålstegn ved alt vis jeg vælger