Anonym skriver:
Ville aldrig kunne forlade mine børn og trøster mig selv mange gange med at når han skal passe børnene fordi jeg skal til møde så kommer hans forældre så er det faktisk hans mor der passer dem
Hvordan kan det være en trøst for dig, at dine børns far ikke kan finde ud af at være sammen med dem? Man passer ikke sine egne børn - man er sammen med dem, giver dem nærvær, opmærksomhed og opdragelse. Det er da jordens største falliterklæring for en familie, at farmor må ind overtage det, som far ikke gider.
Et par kommentarer til de ting du i ævrigt skriver:
Internettet - du kan ikke lave om på password: Okay, men det kan du jo så enten lære, og ellers kan ledninger jo heldigvis klippes over. Problem solved.
Svigerforældrene blander sig: Det kan du stoppe ved brug af sætningerne: " Tak for din mening, svigerfar, men jeg vil sætte pris på at du holder den for dig selv. Din søns familie og ægteskab er ved at gå i opløsning, blandt andet fordi han ikke er opdraget til at deltage og tage ansvar, og det vil jeg gerne bede om, at I enten tager alvorligt, eller blander jer udenom".
Og så et par spørgsmål til dig til sidst - hvornår lader du op, hygger dig, gør noget godt for dig selv? Hvornår har du sidst haft en venindeaften, en overnatning ude, en tur i biografen? Kunne du ikke overveje, om det var en god idé, således at bare et eller andet i dit liv, kom til at handle om dig selv?
Og hvad er det lige præcis, din mand bidrager med, som gør at du så gerne vil være sammen med ham? Hvad er det ved hans person og opførsel, som gør dig forelsket og får dig til at tænde på ham? For ærligt talt, så lyder han mere dødsyg en gammel dåseskinke.
