Jeg er så skuffet og irriteret!!!

Hvis far ikke "orker det" så er det da bare synd, så ville jeg da self tage afsted selv.

Læren har jo givet tider og vil så bare stå standby og vente på at de næste kommer, man kan sku ikke aflyse en skole hjem samtale fordi den ene part ikke orker det ? - hvad sagde du lige til læren? 

prøv at læse hvad du selv skriver. Så snart han står op har du fortalt hvad du følte så nu er han sur.

MEN hvordan fortalte Du ham det? Skældte du ud? Bebrejdede du ham? Kaldte du ham ting som doven og ligeglad?  Meget handler altså om hvordan man siger ting. 

Da far ringede kunne du jo have sagt at du syntes det er fint far ikke orker det. Du syntes det er øv for du havde glædet dig til at I tog afsted sammen, men at det er helt fint far siger fra når der nu er en grund. Du vil så tage afsted sa I ikke kan få en ny tid og det er vigtigt med det møde men så kan du jo bare fortælle far om mødet senere og du håber han vil få sovet godt. 

Jeg kender self ikke dit barns far men mon ikke den tilgang havde givet et andet resultat. 

Når far så står op så kunne du jo have sagt at du blev lidt skuffet og det gjorde dig ked af det. At du havde glædet dig og håber far vil være med næste gang. 

Det lyder ærlig talt som om du bebrejder far en masse ting. Men uanset hvad så er det DIT valg og DIT ansvar at du valgte din datter fra og ikke tog med. Det kan og bør du ikke give ham skylden for.  

Hvis Du kommunikere bebrejdende så forstår jeg godt far bliver sur. Så er han jo under angreb. 

Anonym skriver:

Vi skulle havde været til forældresamtale idag ang vores datter som går i 0 klasse. Jeg havde sådan glædet mig til at høre hvordan det går hende. Men far skriver at han ikke kan magte det så jeg var nødt til at aflyse. Jeg er så skuffet og sur på ham. Vi kan nok højst sandsynlig ikke få en ny tid da alle tider er optaget og lærerne kan jo ikke bare sådan finde en særlig dag til os.... For helvede da!! Jeg er så gal!!! Det var ikke muligt for mig selv at tage afsted da han ikke ville have det.... Øv!! Skulle bare ud med mine frustrationer!!!

Jeg var bare tager afsted.

Da vi skulle have første forældresamtale, var jeg lige startet i lære og kunne ikke få fri, så min kæreste tog afsted alene.

Jeg bliver helt ærligt nød til at høre om du, hånden på hjertet, elsker sådan en mand? Og hvorfor? 

Hvis han har for vane at diktere hvordan DU som mor/kæreste/individ skal agere og du har for vane blot at indordne dig og danse efter hans pibe... så tænker jeg at du virkelig skal kigge det forhold efter i sømmene. 

Det lyder enormt usundt at han vil sætte dagsordenen for hvad du skal foretage dig, og føle (!?). 

Og hallo - at han ikke lige ''magter'' at troppe op til sin datters første forældresamtale, hvad ligner det??

Han lyder MEGET egoistisk og som om at han vitterligt ingen respekt har for, ikke bare dig, men sin datter... sikke dog en tarvelig og barnlig opførsel.

Newsence skriver:

prøv at læse hvad du selv skriver. Så snart han står op har du fortalt hvad du følte så nu er han sur.

MEN hvordan fortalte Du ham det? Skældte du ud? Bebrejdede du ham? Kaldte du ham ting som doven og ligeglad?  Meget handler altså om hvordan man siger ting. 

 

Da far ringede kunne du jo have sagt at du syntes det er fint far ikke orker det. Du syntes det er øv for du havde glædet dig til at I tog afsted sammen, men at det er helt fint far siger fra når der nu er en grund. Du vil så tage afsted sa I ikke kan få en ny tid og det er vigtigt med det møde men så kan du jo bare fortælle far om mødet senere og du håber han vil få sovet godt. 

 

Jeg kender self ikke dit barns far men mon ikke den tilgang havde givet et andet resultat. 

Når far så står op så kunne du jo have sagt at du blev lidt skuffet og det gjorde dig ked af det. At du havde glædet dig og håber far vil være med næste gang. 

 

Det lyder ærlig talt som om du bebrejder far en masse ting. Men uanset hvad så er det DIT valg og DIT ansvar at du valgte din datter fra og ikke tog med. Det kan og bør du ikke give ham skylden for.  

Hvis Du kommunikere bebrejdende så forstår jeg godt far bliver sur. Så er han jo under angreb. 

Ej her er jeg godt nok uenig.

I min optik er det bare ikke i orden, at man ikke kan overskue at tage til en forældresamtale i 20-30 minutter - der må man sgi liiiige stramme balderne. Der sidder altså en eller flere lærere og venter på at fortælle om ens barn! SÅ ja jeg ville sgi fortælle min mand at den går ikke og at han måtte tage sig sammen OG det ville være i et tonefald, så han godt vidste, hvad jeg mente. Nu ville det så aldrig ske her. Min mand og jeg kunne aldrig drømme om at melde afbud og da SLET ikke fordi min mand ikke liiige kunne overskue det - altså det lyder da helt tosset??

Til TS hvad dælen sagde du mon til læreren? Det er altså ret respektløst overfor dem??

Jeg er på randen til et nervesammenbrud  Vi havde et kæmpe skænderi. Han vil have tingene på en måde og jeg på en anden. Ergo så passer vi slet ikke sammen. Han vil forlade mig hvilket jeg er helt nede i kælderen over. Jeg kan slet ikke overskue noget.... vil bare ligge i sengen og forsvinde.... Jeg kan heller ikke være der for mine børn fordi jeg er så ked af det. Der blev sagt rigtig mange grimme ting til hinanden. 

Newsence skriver:

prøv at læse hvad du selv skriver. Så snart han står op har du fortalt hvad du følte så nu er han sur.

MEN hvordan fortalte Du ham det? Skældte du ud? Bebrejdede du ham? Kaldte du ham ting som doven og ligeglad?  Meget handler altså om hvordan man siger ting. 

 

Da far ringede kunne du jo have sagt at du syntes det er fint far ikke orker det. Du syntes det er øv for du havde glædet dig til at I tog afsted sammen, men at det er helt fint far siger fra når der nu er en grund. Du vil så tage afsted sa I ikke kan få en ny tid og det er vigtigt med det møde men så kan du jo bare fortælle far om mødet senere og du håber han vil få sovet godt. 

 

Jeg kender self ikke dit barns far men mon ikke den tilgang havde givet et andet resultat. 

Når far så står op så kunne du jo have sagt at du blev lidt skuffet og det gjorde dig ked af det. At du havde glædet dig og håber far vil være med næste gang. 

 

Det lyder ærlig talt som om du bebrejder far en masse ting. Men uanset hvad så er det DIT valg og DIT ansvar at du valgte din datter fra og ikke tog med. Det kan og bør du ikke give ham skylden for.  

Hvis Du kommunikere bebrejdende så forstår jeg godt far bliver sur. Så er han jo under angreb. 

Man kan helt klart kommunikerer mere konstruktivt, men helt ærligt med mindre der er en eller flere grunde til man ikke kan overskue hverdagen, synes du så det er okay, at en far eller mor vælger at trække “jeg kan ikke overskue” kortet i forhold til en skole/hjem samtale på max 30 minutter, og at man som den anden forælder skal smile overbærende og sige: ej der blev jeg lidt skuffet. 

Jeg ville som den anden forælder (igen hvis der ikke er en eller flere grunde a la sygdom) blive ikke bare lidt skuffet men møg skuffet, hvis min man fravalgte en skole/hjem med begrundelsen: det kan jeg ikke lige overskue. Vi fravælger at være to til, men det er sørme ikke fordi vi ikke kan overskue det men fordi det er mest konstruktivt og vi har talt det igennem inden og stoler på hinanden. 

Og som lærer - jeg kan og vil meget gerne være rummelig når et forældrepar er åbne om udfordringer fx sygdom så selv en skole/hjem samtale kan virke uoverkommelig. Men ved jeh at man udelader at komme fordi den ene part ikke lige kunne overskue og den anden anden part ikke “turde” tage afsted, så ville jeg være knapt så rummelig. Og jeg ville vurdere enten, at nej selvsagt tilbydes der ikke en ny samtale eller måske skal der netop holdes en bekymringssamtale og tale om, hvad vi som skole har af forventninger til et skole/hjem samarbejde og egentlig også en bekymring form hjemmet når en mor ikke”tør” tage afsted alene. 

Anonym skriver:

Jeg er på randen til et nervesammenbrud  Vi havde et kæmpe skænderi. Han vil have tingene på en måde og jeg på en anden. Ergo så passer vi slet ikke sammen. Han vil forlade mig hvilket jeg er helt nede i kælderen over. Jeg kan slet ikke overskue noget.... vil bare ligge i sengen og forsvinde.... Jeg kan heller ikke være der for mine børn fordi jeg er så ked af det. Der blev sagt rigtig mange grimme ting til hinanden. 

Alle mine alarm klokker ringer især når jeg tager børne briller på. Det kan godt være du elsker ham, det kan godt være du lige nu føler du ikke kan leve uden ham. 

Men det er ikke”normalt” at du ikke “tør” tage til en skole/hjem samtale fordi han ikke orker at deltage. 

Og jeg er ligeglad med om du fik sagt der konstruktivt eller ej, om du var katalysator til skænderiet - min bekymring er han er mere vigtig end børnene, at hans vrede eller regler er vigtigere end det som du i bund og grund ved er det rigtige, nemlig selvsagt at deltage i ting vedrørende dine børn også selvom han ikke kan eller vil. 

Lad ham gå, find dine ben og dine værdier og hvem ved måske I kan finde hinanden igen når du stoler på dig selv. 

lineog4 skriver:

Alle mine alarm klokker ringer især når jeg tager børne briller på. Det kan godt være du elsker ham, det kan godt være du lige nu føler du ikke kan leve uden ham. 

Men det er ikke”normalt” at du ikke “tør” tage til en skole/hjem samtale fordi han ikke orker at deltage. 

Og jeg er ligeglad med om du fik sagt der konstruktivt eller ej, om du var katalysator til skænderiet - min bekymring er han er mere vigtig end børnene, at hans vrede eller regler er vigtigere end det som du i bund og grund ved er det rigtige, nemlig selvsagt at deltage i ting vedrørende dine børn også selvom han ikke kan eller vil. 

Lad ham gå, find dine ben og dine værdier og hvem ved måske I kan finde hinanden igen når du stoler på dig selv. 

Men jeg er så svag!!! Jeg kan hverken finde hoved eller hale i noget som helst. Jeg har ingen styrke fordi jeg ingen selvtillid eller ben i næsen har. Jeg er som et lille barn der skal hjælpes med alt. 

Jeg har ingen familie eller venner at støtte mig til. Jeg er helt alene... Det er så hårdt så jeg har bare lyst til at forsvinde  Føler mig også som en lortemor. 

Jeg har brug for hjælp og støtte men jeg har ingen. Det er fandme hårdt!! Jeg føler mig fanget og ude af stand til at vide hvad jeg skal gøre....