Jeg er så skuffet og irriteret!!!

Det lyder som den samme mand som godt kan lide at kæresten kravler langs panelerne.

Jeg undres til tider dybt over hvordan folk kan finde på at opføre sig derude og hvor meget nogle mennesker finder sig i.

Deprimerende..

Jeg har brug for hjælp og støtte men jeg har ingen. Det er fandme hårdt!! Jeg føler mig fanget og ude af stand til at vide hvad jeg skal gøre.... 

Det lyder fandeme også hårdt.. 

Nu kender jeg selvfølgelig ikke din situation, men jeg tror du skal acceptere (og gøre dig selv den tjeneste) at du ikke skal være sammen med den 'mand' mere. 

Nu bliver det nok lidt praktisk anlagt det hele, men jeg tænker det er ret vigtigt at have styr på inden man farer ud på gaden og smækker med døren. 

1: Lav et budget. Et realistisk budget, som viser dig hvad du har til rådighed når de faste udgifter er betalt. Leg lidt med nogle tal for husleje osv og se hvad du har råd til.
Inde på borger.dk kan du (efter d. 27. marts) se om du har ret til boligsikring.

2: Når du føler at du har fået et overblik, så hiv fat i din bankrådgiver og bed ham/hende hjælpe dig med at se hvad der er muligt for dig at låne til at komme væk i en ny lejlighed.

3: Når ovenstående er på plads og du forhåbentligt har fået grønt lys for at kunne låne et vist beløb til indskud på en lejlighed, så kig efter et sted hvor du kan flytte hen. 

Jeg kan godt forstå det hele ser sort og håbløst ud, men for os der ser det hele udefra og ikke har nogle følelser involveret i din situation, så er det nemt at se at det er et meget usundt forhold du lever i og at dit lave selvværd og selvtillid ikke bliver bedre af at han holder dig nede på den måde. Og det er det eneste rigtige at du kommer væk og videre.

Held og lykke 

(og ps - lad nu være med at involvere ham i ovenstående eller spørge ham om råd i forbindelse med det)

Anonym skriver:

Det lyder fandeme også hårdt.. 

Nu kender jeg selvfølgelig ikke din situation, men jeg tror du skal acceptere (og gøre dig selv den tjeneste) at du ikke skal være sammen med den 'mand' mere. 

Nu bliver det nok lidt praktisk anlagt det hele, men jeg tænker det er ret vigtigt at have styr på inden man farer ud på gaden og smækker med døren. 

1: Lav et budget. Et realistisk budget, som viser dig hvad du har til rådighed når de faste udgifter er betalt. Leg lidt med nogle tal for husleje osv og se hvad du har råd til.
Inde på borger.dk kan du (efter d. 27. marts) se om du har ret til boligsikring.

2: Når du føler at du har fået et overblik, så hiv fat i din bankrådgiver og bed ham/hende hjælpe dig med at se hvad der er muligt for dig at låne til at komme væk i en ny lejlighed.

3: Når ovenstående er på plads og du forhåbentligt har fået grønt lys for at kunne låne et vist beløb til indskud på en lejlighed, så kig efter et sted hvor du kan flytte hen. 

 

Jeg kan godt forstå det hele ser sort og håbløst ud, men for os der ser det hele udefra og ikke har nogle følelser involveret i din situation, så er det nemt at se at det er et meget usundt forhold du lever i og at dit lave selvværd og selvtillid ikke bliver bedre af at han holder dig nede på den måde. Og det er det eneste rigtige at du kommer væk og videre.

Held og lykke 

(og ps - lad nu være med at involvere ham i ovenstående eller spørge ham om råd i forbindelse med det)

Men hvor end det lyder så har jeg ikke lyst til at vi går fra hinanden. Inderst inde kan jeg godt se at det nok er det bedste, men hvad med børnene?? Hvad med vores hyggelige udflugter sammen og ture sammen?? Hvad med det hele?? Alt!? Jeg er så bange og utryg og har det fysisk dårligt. Jeg kan ingenting uden ham. Jeg ved godt at jeg har mine børn at leve for men lige nu vil jeg gøre alt for at han ikke går hans vej!? Jeg har virkelig brug for en der kan snakke ham til fornuft osv. Han vil ikke høre på mig fordi han har så meget vrede imod mig... Det hele havde været nemmere hvis jeg havde lidt familie men det har jeg ikke. Hans familie er min familie. Jeg har ikke lyst til at miste dem..... jeg har taget dem til mig og omvendt. 

Jeg hader mig selv og for den jeg er!!?? Hvorfor kan han ikke bare acceptere mig for den jeg er!? Og hvordan holder jeg modet oppe for børnenes skyld. De kan jo godt se at mor er ked af det. 

Anonym skriver:

Men hvor end det lyder så har jeg ikke lyst til at vi går fra hinanden. Inderst inde kan jeg godt se at det nok er det bedste, men hvad med børnene?? Hvad med vores hyggelige udflugter sammen og ture sammen?? Hvad med det hele?? Alt!? Jeg er så bange og utryg og har det fysisk dårligt. Jeg kan ingenting uden ham. Jeg ved godt at jeg har mine børn at leve for men lige nu vil jeg gøre alt for at han ikke går hans vej!? Jeg har virkelig brug for en der kan snakke ham til fornuft osv. Han vil ikke høre på mig fordi han har så meget vrede imod mig... Det hele havde været nemmere hvis jeg havde lidt familie men det har jeg ikke. Hans familie er min familie. Jeg har ikke lyst til at miste dem..... jeg har taget dem til mig og omvendt. 

Ja - hvad med børnene?

Hvad er det I er i gang med at lære dem med det I har gang i? At far altid skal have ret? At mor ikke er noget værd? At man skal skide på autoriteter ved ikke at holde møde med skolen? At rende og være ked af det og være sure er en del af hverdagen?

Hvis du ikke vil tage hensyn til dig selv, så tag dog i det mindste ansvar for børnene.

Du må gerne skrive til mig, hvis du har brug for en at snakke med - jeg lover dig, at du ikke vil møde fordømmelse fra mig! 

Jeg synes faktisk det er uansvarligt af jer begge. 

Din mand lyder utroligt egoistisk, og han burde have et spark bagi. 

Men du burde prioritere dit barn og tage afsted, uanset hvad manden siger. Jeg synes kkke man bliver væk til sådanne samtaler, det sender et lidt kedeligt signal.

Anonym skriver:

Men hvor end det lyder så har jeg ikke lyst til at vi går fra hinanden. Inderst inde kan jeg godt se at det nok er det bedste, men hvad med børnene?? Hvad med vores hyggelige udflugter sammen og ture sammen?? Hvad med det hele?? Alt!? Jeg er så bange og utryg og har det fysisk dårligt. Jeg kan ingenting uden ham. Jeg ved godt at jeg har mine børn at leve for men lige nu vil jeg gøre alt for at han ikke går hans vej!? Jeg har virkelig brug for en der kan snakke ham til fornuft osv. Han vil ikke høre på mig fordi han har så meget vrede imod mig... Det hele havde været nemmere hvis jeg havde lidt familie men det har jeg ikke. Hans familie er min familie. Jeg har ikke lyst til at miste dem..... jeg har taget dem til mig og omvendt. 

Når du siger at du inderst inde godt kan se at det er for det bedste, men er usikker på hvad det gør for børnene, hvis I går fra hinanden, så prøv at se på det sådan her: 
Tror du at dine børn bare glemmer de episoder hvor deres far har tromlet deres mor og dikteret hvordan hun skal opføre sig og føle, bare fordi I har hyggelige udflugter sammen?

Jeg tror ikke man skal undervurdere børns evne til at opfange signaler. De kan garanteret godt mærke at deres mor er ked af det og ulykkelig. Konsekvensen ved det her er måske at de lærer at det er normalt at leve i et forhold, hvor man skal være vrede på hinanden og ikke have det mindste smule respekt for hinanden. Er det det, som du vil for dine børn? 

Jeg kan godt forstå at det hele ramler om ørerne på dig lige nu. Og jeg har virkelig ondt af dig, at du skal igennem denne proces. Hvis ikke du er klar til at gå din vej, så prøv om du kan have dig selv i fokus i det mindste. Tag eventuelt forbi en terapeut eller psykolog og få nogle redskaber til hvordan du kan leve dit liv som DU vil og noget hjælp til at bygge dit selvværd op.  

Du er så meget mere værd end at skulle indordne dig sådan en partner.

IenFart skriver:

Ja - hvad med børnene?

Hvad er det I er i gang med at lære dem med det I har gang i? At far altid skal have ret? At mor ikke er noget værd? At man skal skide på autoriteter ved ikke at holde møde med skolen? At rende og være ked af det og være sure er en del af hverdagen?

Hvis du ikke vil tage hensyn til dig selv, så tag dog i det mindste ansvar for børnene.

helt enig.

TS du har altså valgt at sætte børn i verden og de SKAL være din 1. prioritet. Jeg kan godt høre, at du er langt nede, men det her går ikke. Du er NØDT til at samle dig sammen så godt du kan og få afsluttet det forhold - NU!!!!

(her går jeg ud fra, at du er den TS der utallige gange har skrevet om din dominerende, urimeligt egoistiske, skvat af en tøsedreng)

Anonym skriver:

Men hvor end det lyder så har jeg ikke lyst til at vi går fra hinanden. Inderst inde kan jeg godt se at det nok er det bedste, men hvad med børnene?? Hvad med vores hyggelige udflugter sammen og ture sammen?? Hvad med det hele?? Alt!? Jeg er så bange og utryg og har det fysisk dårligt. Jeg kan ingenting uden ham. Jeg ved godt at jeg har mine børn at leve for men lige nu vil jeg gøre alt for at han ikke går hans vej!? Jeg har virkelig brug for en der kan snakke ham til fornuft osv. Han vil ikke høre på mig fordi han har så meget vrede imod mig... Det hele havde været nemmere hvis jeg havde lidt familie men det har jeg ikke. Hans familie er min familie. Jeg har ikke lyst til at miste dem..... jeg har taget dem til mig og omvendt. 

Bare det at du skriver du ingenting kan uden ham, viser der er store problemer. Du er nødt til at komme væk og få noget hjælp.

du kan evt starte med at snakke med fagpersoner fx din læge eller en psykolog. Hvis ikke du er klar til det, er der også rådgivningsmuligheder man kan ringe til anonymt ..