Opdragelse

Hvad er der nu galt i at citere ordret? Er det bedre at tolke og læse mellem linjerne? 

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at både TS’ og din situation er hård(e), men det betyder ikke, at jeg mener, jeres børn skal kunne tåle mere end alle andre børn. Jeg mener derimod, at den sindssygt hårde situation, TS har bragt sig selv i eller blevet bragt i, kræver, at hun søger hjælp, når hun først er havnet der, hvor det virker legitimt at lukke sit barn ude. Barnet kan altså ikke bruge det til noget, at mor har det hårdt - sorry to say. 

At gøre sit bedste er ikke altid godt nok. 

I denne tråd bliver citaterne brugt imod trådstarter på en ubehagelig facon.  Trådstarter har skrevet det her ret sent/ om natten og har nok ikke helt overblik over , hvad der er sagt ikke er sagt og er også så træt, at hun ikke kan stå skoleret.

Det, jeg læser, i denne tråd, er ikke alarmerende. Barnet er 6 år! Har du haft en 6 årig? Hold nu op hun har jo ikke slået barnet eller smidt det ud i kulden men lige ude på trappen, mens hun har haft et øje på det hele tiden. Jeg kan overhovedet ikke se, de spøgelser du ser.

Anonym skriver:

I denne tråd bliver citaterne brugt imod trådstarter på en ubehagelig facon.  Trådstarter har skrevet det her ret sent/ om natten og har nok ikke helt overblik over , hvad der er sagt ikke er sagt og er også så træt, at hun ikke kan stå skoleret.

Det, jeg læser, i denne tråd, er ikke alarmerende. Barnet er 6 år! Har du haft en 6 årig? Hold nu op hun har jo ikke slået barnet eller smidt det ud i kulden men lige ude på trappen, mens hun har haft et øje på det hele tiden. Jeg kan overhovedet ikke se, de spøgelser du ser.

Jeg har haft tre. 

Cvbn skriver:

Jeg er selvfølgelig slet ikke i tvivl om, at du godt kan rumme din datter. Det er bare hårdt indimellem...

Jeg håber bare, at du vil være opmærksom på, at når du sender hende udenfor sit eget hjem i en sådan situation, så står hun med den følelse/erfaring, at mor ikke kan rumme hende og at hun derfor skal sendes ud. Det er et meget kraftigt signal at sende og Jeg synes, det er en voldsom straf for et barn og helt ude af proportioner. 

Jeg ville nok bare takke naboen for hendes omsorg og forklare situationen. 

Og så ville jeg indrette min lejlighed, så pigen fik “værelset” for sig selv og du så sov med de små i stuen - måske det kunne fungere bedre

Jeg synes overhovedet ikke, at det er slemt at blive sendt udenfor døren, når man opfører sig helt uacceptabelt. At man så generer sine naboer er jo træls (for naboen), men det er en mindre ting.

Anonym skriver:

Hej piger .

Min datter på knap 6 år har gennem det sidste lange stykke tid ikke ville høre en fløjtene fis efter hvad jeg siger. Uanset hvor mange snakke vi har dagligt herhjemme omkring hvordan vi behandler hinanden og opføre os, så ændre det ingenting. Jeg siger gentagende gange de samme ting, igen og igen og igen på daglig bassis, først når jeg nærmest puster efter vejret af ren afmagt og ender med at råbe "at nu det nok" så stopper hun. Vi bor i en lille lejlighed, mig og mine 3 piger. Min pige på knap 6 er den største. Grundet den lille lejlighed samsover vi alle, og i samme seng, da der ikke er plads til andet. Her til aften putter jeg så pigerne og min store pige skal som sædvanligt have noget at drikke 10 gange inden hun skal sove, fair nok, men da jeg så beder hende ligge sig i seng og være stille fordi de små sover vælger hun istedet at prøve grænser af og hoppe løs i sengen så resten af huset vågner. Der for jeg simpelthen nok, og siger til hende at hvis hun ik stopper så kommer hun ud i opgangen og for lov at køle ned. Har sagt det mange gange før, men aldrig gjort alvor af det (Opgangen fordi altanen er for kold, og der ikke er andre døre jeg kan lukke her hjemme) hun blir ved, og de små græder og jeg blir frustreret. Hun kommer derfor ud i opgangen for at køle ned, hun begynder skrige og græde og sparker på døren og kalder på mig. 10 sekunder skulle hun have der ude. Men allerede efter 3 så står naboen der ude og stiller hende spørgsmål, jeg åbner derfor døren og siger hun skal være sød ar blande sig uden om og at jeg har styr på det. Min nabo blir ved og siger men det stakkels barn står jo og græder. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg intet fornuftigt ville kunne sige til hende på da værende tidspunkt fordi jeg simpelthen var så frustreret og samtidig endnu mere sur over hun kommer flyvende der ud på så få sekunder. Det er første gang der har været sådan en episode, derfor overrasker det mig at min nabos reaktion var så voldsom. Min datter kommer ind og stopper med at græde med det samme, jeg ber hende hoppe ind i seng, og siger så at jeg ikke ønsker vi skal ha sådsn en situation igen og at jeg vil blive glad hvis hun gider lytte fremover da det er meget mere rart for os alle.  Hun siger ja og halv griner lidt og siger så godnat. 

Jeg gik ud i køkkenet bagefter og stor tudede i 1 helt time hulkede jeg løs ned i hviskestykket og havde egentlig mest lyst til at gå ind og banke på hos naboen og spørge hvad hendes problem var. Men gjorde op med mig selv at vente til jeg var kølet ned, så i morgen vil jeg banke på. Men har virkelig ingen anelse om hvordan jeg skal sige til hende at jeg synes det er utrolig upassende hun blander sig sådan og så hurtigt. Selvfølgelig skal man reagere hvis man føler et barn ikke trives, men at bedømme ud fra 3 sekunder er virkelig utroligt. Vi har kun boet her 1 år, og har som alle gode og dårlige dage, hårde og nemme perioder. Men der må stadig være en grænse for hvornår man griber ind og hvor hurtigt.

Skulle virkelig ud med det . 

 

Hvis nogle har orket læse min roman, hvordan ville i så have reageret her? 

Det er for mig rigtig påfaldende at du først sender dit barn ud i opgangen og derefter mener at det er naboen der har et problem....?

Det er fuldt forståelig at du bliver frusteret, MEN når det så er sagt... så synes jeg du skal vende den om....  dit barn har en helt normal opførsel ift alder, jeg tænker det er noget trængt samtidig med 4 i en seng... hvor det er største barnet der skal tag hensyn og nok handler herudfra... negativ er bedre end ingen opmærksomhed.... 

Din nabo er sikker gået ud pga bekymringer omkring barnet, et barn der græder og skriger fordi det er "smidt udenfor" 

Som andre skriver, handlinger sker og forsætter så længe de ikke bliver præsenteret for konsekvenser.... vel og mærke nogle der bliver truffet inden begge er helt på et sidespor og der handles uhensigtsmæssigt..... 

Det er på ingen måde fordi jeg ikke kan rumme hende, selvfølgelig kan jeg det og hun er det gladeste, mest trygge og omsorgsfulde barn. Men derfor kan der stadig komme situationer hvor det er hårdt . Hun fik timeout der, hendes første time out nogensinde. 

At det er hårdt er altså ikke grund nok til at lukke din datter ude af hjemmet. 

Det er dig som voksen der har ansvaret hårdt eller ej så er der grænser. Hun skal vide at hjemmet er hendes sikker base hvor hun ikke bliver smidt ud. 

Og nej når du i afmagt lukker hende ude så rummer du hende ikke. Så bliver hun ikke rummet men fjernet indtil hun er kølet ned aka er i en opførsel du kan rumme. Du skal lære at rumme hende OGSÅ når hun gør livet hårdt. 

Du må finde en bedre måde. 

Så ja det er hårdt, men det kan hun ikke bruge til noget. Hun blev smidt ud, hun blev ikke rummet og det er dit ansvar som mor at det ikke sker. 

I min verden skylder du din datter at I sætter jer ned og du fortæller hende at du blev gal og hendes opførsel ikke var ok , men at mor ikke skulle have lukket hende ude og at du ikke gør det igen. Du skal vise hende at hun stadig kan være sikker på sit hjem. 

Vi har jo alle forskellige opdragelsesmetoder og tilgange - det skal ingen hemmelighed være jeh ikke er tilhænger af time out og meningsløse konsekvenser forstået på den måde at jeg ikke synes man giver konsekvenser hvor der ikke er en sammenhæng, fx tager jeg ikke iPad fordi min dreng skriger ved middagsbordet over han skal spise broccoli, der er det langt mere meningsfyldt at sige: du får ikke mere pasta før du har smagt på brocollien. 

Men jeg ved min metode er min og ikke skal adopteres over på andre og andre har deres og de er mindst lige så gode og meningsfulde for dem. 

Men når det er skrevet, så kommer det famøse men....  din ældste datter er kun 6 år, det er en meget lille pige som stadig kræver en masse guidning, en masse tryghed, en masse omsorg og som udgangspunkt ønsker hun at lykkes hele tiden, men hendes impulsivitet, behov for opmærksomhed og hendes barnlige tilgang og ikke mindst hendes eksekutive funktioner, viden om verden osv kan nogle gange modarbejde hendes evne til at lykkes. Og det er lige netop der vi voksne har ansvaret, at vi voksne opdrager og vi voksne er reflekterende på os selv og vores egen praksis og overvejer om vi kan lave nogle ændringer som kan hjælpe vores børn med at få succes - kunne det fx være at de to mindste kunne blive lagt før storesøster og du og hun fik en stund sammen i sofaen, kunne man forestille sig en madras på gulvet, en køjeseng eller hvad ved jeg. 

Jeg har (og mon ikke alle forældre har) stået midt i kampens hede og været dybt upædagogiske og fået gjort eller sagt noget jeg ikke burde i ren desperation og jeg læser lidt din handlingen med at sætte hende uden for døren som det. Så er det man må sige til sig selv: gjort er gjort, men hvordan og hvad kan jeg ændre så jeg forebyggger det sker igen. Og ja der er det sp jeg mener det ikke handler om at straffe din datter med at tage fjernsynet, det forebygger ikke men lapper med straf. Det jeg derimod mener man skal er at sætte sig bed og tænke: hvad kan jeg ændre så det ikke sker igen, hvilke aftaler kan jeg lave, hvad kan ændres i rutinerne osv. Og have som udgangspunkt: min datter ønsker at lykkes og jeg skal guide så hun kan og ikke straffe når hun ikke kan. 

Så er der lige spørgsmålet om din nabo - jeg er ret sikker på jeg også havde åbnet døren og talt med pigen hvis jeg var nabo. Jeg ville ikke forvente du skulle forklare dig, for jeg ville netop opleve det som en enkeltstående handling udført i desperation - men jeg ville måske overveje hvis jeg vidste du var alene med de tre og det var trange kår, om jeg skulle runge på og tilbyde lidt hjælp - det kan jeg så godt læse ikke ville blive modtaget positivt og det er egentlig ærgerligt. Men jeg vil godt nok blive overrasket hvis jeg blev mødt af vrede fordi jeg handlede omsorgsfuldt 

Anonym skriver:

Og hvis vi alle stopper med at sætte grænser for vores børn, fordi vi skal være bange for at blive anmeldt for noget så harmløst som det der er beskrevet, så tror da f..... at skolerne har et problem med børn der ikke er opdraget. Helt ærlig du har nok ikke stået nogensinde i den situation, når du udtaler dig så firkantet. Små børn bob bob hun er 6! Og dermed i skolealderen. 

Det er forskel på opdragelse og nedværdigende afstraffelse. Man kan sagtens opdrage uden at straffe og true sit barn, som så mange tilskynder i denne tråd. 

lineog4 skriver:

Vi har jo alle forskellige opdragelsesmetoder og tilgange - det skal ingen hemmelighed være jeh ikke er tilhænger af time out og meningsløse konsekvenser forstået på den måde at jeg ikke synes man giver konsekvenser hvor der ikke er en sammenhæng, fx tager jeg ikke iPad fordi min dreng skriger ved middagsbordet over han skal spise broccoli, der er det langt mere meningsfyldt at sige: du får ikke mere pasta før du har smagt på brocollien. 

Men jeg ved min metode er min og ikke skal adopteres over på andre og andre har deres og de er mindst lige så gode og meningsfulde for dem. 

Men når det er skrevet, så kommer det famøse men....  din ældste datter er kun 6 år, det er en meget lille pige som stadig kræver en masse guidning, en masse tryghed, en masse omsorg og som udgangspunkt ønsker hun at lykkes hele tiden, men hendes impulsivitet, behov for opmærksomhed og hendes barnlige tilgang og ikke mindst hendes eksekutive funktioner, viden om verden osv kan nogle gange modarbejde hendes evne til at lykkes. Og det er lige netop der vi voksne har ansvaret, at vi voksne opdrager og vi voksne er reflekterende på os selv og vores egen praksis og overvejer om vi kan lave nogle ændringer som kan hjælpe vores børn med at få succes - kunne det fx være at de to mindste kunne blive lagt før storesøster og du og hun fik en stund sammen i sofaen, kunne man forestille sig en madras på gulvet, en køjeseng eller hvad ved jeg. 

Jeg har (og mon ikke alle forældre har) stået midt i kampens hede og været dybt upædagogiske og fået gjort eller sagt noget jeg ikke burde i ren desperation og jeg læser lidt din handlingen med at sætte hende uden for døren som det. Så er det man må sige til sig selv: gjort er gjort, men hvordan og hvad kan jeg ændre så jeg forebyggger det sker igen. Og ja der er det sp jeg mener det ikke handler om at straffe din datter med at tage fjernsynet, det forebygger ikke men lapper med straf. Det jeg derimod mener man skal er at sætte sig bed og tænke: hvad kan jeg ændre så det ikke sker igen, hvilke aftaler kan jeg lave, hvad kan ændres i rutinerne osv. Og have som udgangspunkt: min datter ønsker at lykkes og jeg skal guide så hun kan og ikke straffe når hun ikke kan. 

Så er der lige spørgsmålet om din nabo - jeg er ret sikker på jeg også havde åbnet døren og talt med pigen hvis jeg var nabo. Jeg ville ikke forvente du skulle forklare dig, for jeg ville netop opleve det som en enkeltstående handling udført i desperation - men jeg ville måske overveje hvis jeg vidste du var alene med de tre og det var trange kår, om jeg skulle runge på og tilbyde lidt hjælp - det kan jeg så godt læse ikke ville blive modtaget positivt og det er egentlig ærgerligt. Men jeg vil godt nok blive overrasket hvis jeg blev mødt af vrede fordi jeg handlede omsorgsfuldt 

Jeg forstår godt det med afmagt. Det sker for alle, men jeg syntes jeg læser flere gange TS forsvare at pigen blev lukket ude. Så er der i min verden en forskel. Så er det noget TS mener er okay og noget der kan ske igen. 

TS ser også stadig naboen i et negativt lys. 

Flere har kommet med forslag omkring madres på gulvet, at sove på sofa, men Intet af det er blevet taget imod. 

Anonym skriver:

Jeg forstår godt det med afmagt. Det sker for alle, men jeg syntes jeg læser flere gange TS forsvare at pigen blev lukket ude. Så er der i min verden en forskel. Så er det noget TS mener er okay og noget der kan ske igen. 

 

TS ser også stadig naboen i et negativt lys. 

 

Flere har kommet med forslag omkring madres på gulvet, at sove på sofa, men Intet af det er blevet taget imod. 

 

 

Eksemplerne om fx madras var kun eksempler - ingen af os kan vide, hvad der kan ændres - og hovedbudskabet var og er: det er os voksne der har ansvaret for at skabe nogle rammer hvor barnet bedst mulig kan opnå succes. Hvis de rammer eller de strukturer vi har gør at barnet gentagende gange ender i situationer, hvor det ikke kan opnå succes og vi bliver sure, så er det ikke barnet der har fejlen iboende, men den struktur og de rammer vi sætter på og så skal vi som de voksne se på vores rammer, reflektere over vores praksis og ændre små ting så vi støtter barnet bedst muligt. 

Afmagt er for mig ikke kun i situationen, afmagt kan også være noget man har over længere tid - og undskyld men ender man med at sætte sit barn ud på opgangen eller inde på toilettet eller ude på altanen, så er man i afmagt, så har man ikke andre redskaber til at ændre en adfærd, og man har ikke overskuddet til at se reflekterende på situationen lige der i hvert fald. Den afmagt kan skyldes mange ting, det kan skyldes et barn med en meget udfordrende adfærd, det kan som jeg måske læser ts skyldes at situationen har hober sig op, alene med 3 små børn, ramt af kontanthjælpsreform, lille lejligheden et barn der reagerer (naturligt) på et skift - hvem pokker ville ikke opleve afmagt i den situation - problemet er bare, at det gør barnet også, barnet er kun 6 år, er blevet taget ud af sin trygge base formodentlig skiftet daginstitution/skole, skal være den store fordi der er to små og mor er alene, har mistet sit værelse og og og... Og for mig er det vigtigste at mor får støtte og hjælp så hun kan støtte og hjælpe sit barn, og nej det er ikke ved at sætte ud på opgangen eller fjerne fjernsyn i en uge - tænk på dig selv, du er frustreret, ked af det, logistikken går ikke op, du har fået lavet en dobbelt aftale, det hele ramler og du får råbt og skreget af din mand - resultat: du må ikke se fjernsyn i en uge. Hvad havde du behov for, jeg ved hvad jeg ville have behov for, et kæmpe kram, en der var rolig og sagde; det skal nok alt sammen gå. Børn er ikke så mystiske og anderledes. De har samme behov som os - men de kan ikke altid sige dem højt, og de reagerer ikke altid med at græde når de er kede af det, de kan netop ende med at hoppe i sengen. De har ikke samme forståelse af årsag/virkning, de har ikke samme udviklede eksekutive funktioner osv. Så ja på den ene side skal vi huske de føler som os, men vi skal også huske de ikke nødvendigvis reagerer som os, og de ikke altid forstår jamen når jeg følger min lyst til at hoppe i sengen, så betyder det mine små søskende vågner og mor bliver sur, for lige der havde de bare lyst - hun er kun 6 år.

med hensyn til naboen, ja jeg kan som dig læse, at ts er negativ. Men jeg håber da at ts læser vi er mange som ville have reageret på samme måde og måske vælger en mere ikke så konfronterende tilgang. Og måske også tænker, ups der er en del som ville reagere. Jeg ville reagere hvis jeg hørte et barn græde på opgangen (og jeg håber også mine naboer ville reagere hvis det var mit). Skete det flere gange at et barn stod i nattøj klokken sovetid og græd ude på opgangen, så ville jeg sende en underretning - ikke fordi jeg ville pege fingre af mor, men fordi jeg tænkte den mor havde brug for hjælp til at finde en bedre form. Så nævenyttig eller ej, irriterende eller ej, den nabo gør hvad jeg håber mange vil gøre. Og min første tanke ville også være at trøste, jeg ville formodentlig trøste med ordene: ej hvad laver du her søde, nu banker jeg på og så snakker vi med mor. Og jeg ville endda nok få sagt til mor: ej det var synd for din pige, husk jeg kan hjælpe en anden gang.

Abracadabra skriver:

Jeg synes overhovedet ikke, at det er slemt at blive sendt udenfor døren, når man opfører sig helt uacceptabelt. At man så generer sine naboer er jo træls (for naboen), men det er en mindre ting.

Nej det er jo også moderne med time-outs i øjeblikket. Der er bare en kæmpe forskel i at få et time-out og så at blive sendt udenfor hjemmet og på den måde blive ekskluderet af familien.

Jeg ved desværre hvilke skader dette kan give på et barns psyke, så derfor er det en metode, jeg på det kraftigste vil fraråde.