Jeg har heller ikke sagt naboen skulle lukke døren, men måske spørge om ts havde brug for hjælp eller hvorfor pigen græd. Jeg ville personligt ikke blande mig udover Det, i og med folk opdrager forskelligt og det skal der være plads til.
Siger heller ikk det en god løsning men jeg kan godt læse mig frem til ts var magtesløs og frustreret, altså ikke sådan hun straffer en 6 årig! Og det er der jeg synes i har travlt, jeg kan sagtens sætte mig ind i man kan stå i en situation hvor man bare ikke kan mere eller ens ressourcer er opbrugt, også Gør man ting der ikke er så pædagogiske. Det betyder ikke ts er en dårlig mor eller handler forkert, det betyder bare hun er et menneske.
Men er det ikke naboen gør? Åbner døren ser en pigen på 6 år formodentlig i nattøj græde i en opgang og trøster hende - vi taler om i følge ts en episode på max 7 sekunder hvorefter ts lukker døren op og i igen, hvad man som uden forstående kan nå på de 7 sekunder er vist begrænset. Så jeg et barn der græd alene ville min første indskydelse også være trøst og først derefter tænke rationelt; Hvad kan jeg hjælpe med, men der er døren allerede lukket igen og det som ts så ville var dagen efter at skælde ud - ked af det det er hverken stemple, pege fingrene, ikke forstå eller hvad du vil kalde det at skrive: nej jeg ville ikke skælde ud og nej din nabo har ikke handler forkert ved at trøste.
Og ja ts var magtesløs eller det hele havde hobet sig op ingen tvivl om det, men det er vel netop også det der reageres på. Hvis jeg (og andre og naboen for den sags skyld) troede at ts dagligt valgte at lukke uden for døren som straf, så ville mit svar og formodentlig naboens reaktion også være en helt anden.
Men når man som voksen oplever situationer hvor man er magtessløs og derfor får opført sig rimelig upædagogisk, så må man når magtesløsheden har lagt sig, tænke: var det her en engangsforestilling fx man skælder voldsomt ud fordi ens barn var på vej ud foran en bil og man blev bange eller er det noget der gentager sig fx min datter hopper i sengen hver aften så hendes søskende vågner og hun hører ikke jeg siger stop. Hvis det er noget der sker flere gange, så har man et ansvar i forhold til at ændre situationen så man ikke fx hver aften bliver magtesløs - det hjælper ikke at pege fingrene mod den 6 årige for hun har ikke det ansvar det har den voksne.
Og må så tilføje mit indlæg var rettet mod alle de den mente man skulle tage fjernsynet en uge eller andet - altså anvende straf over for en 6 årig frem for at søge løsninger som kan hjælpe pigen. Hvis det er at være hård, så er jeg stolt af at være hård.
Jeg forstår man som voksen kan komme helt der ud hvor man gør noget forkert, jeg har selv været der ude flere gange. Men jeg vil af alle inklusiv mig selv kræve at når man har været derude så tager man en voksen time out, dropper snakken om den uopdragne unge og ser på sin egen praksis og hvad man kan ændre så man ikke ender der igen. Og nej vi skal ikke have er samfund hvor man ikke hjælper hinanden og at hjælpe kan nogle gange også være at fortælle om ansvar - og alle naboer skal reagere på et barn der græder, reagere er jo bare at yde hjælp, trøst, snak hvad ved jeg - at række en hånd frem til hjælp er jo ikke at kritisere - jeg går aldrig forbi et barn der græder hvis det er alene og kan så læse jeg så kritiserer implicit - ærgeligt for mig kommer barnet der græder foran de voksnes sårede følelser (er nu også ret sikker på at fik jeg forbi et barn der græd og det viste sig det havde slået sig, mor var faldet om på den anden siden af døren eller hvad ved jeg så blev jeg kritiseret synder og sammen)
