Opdragelse

Hej piger .

Min datter på knap 6 år har gennem det sidste lange stykke tid ikke ville høre en fløjtene fis efter hvad jeg siger. Uanset hvor mange snakke vi har dagligt herhjemme omkring hvordan vi behandler hinanden og opføre os, så ændre det ingenting. Jeg siger gentagende gange de samme ting, igen og igen og igen på daglig bassis, først når jeg nærmest puster efter vejret af ren afmagt og ender med at råbe "at nu det nok" så stopper hun. Vi bor i en lille lejlighed, mig og mine 3 piger. Min pige på knap 6 er den største. Grundet den lille lejlighed samsover vi alle, og i samme seng, da der ikke er plads til andet. Her til aften putter jeg så pigerne og min store pige skal som sædvanligt have noget at drikke 10 gange inden hun skal sove, fair nok, men da jeg så beder hende ligge sig i seng og være stille fordi de små sover vælger hun istedet at prøve grænser af og hoppe løs i sengen så resten af huset vågner. Der for jeg simpelthen nok, og siger til hende at hvis hun ik stopper så kommer hun ud i opgangen og for lov at køle ned. Har sagt det mange gange før, men aldrig gjort alvor af det (Opgangen fordi altanen er for kold, og der ikke er andre døre jeg kan lukke her hjemme) hun blir ved, og de små græder og jeg blir frustreret. Hun kommer derfor ud i opgangen for at køle ned, hun begynder skrige og græde og sparker på døren og kalder på mig. 10 sekunder skulle hun have der ude. Men allerede efter 3 så står naboen der ude og stiller hende spørgsmål, jeg åbner derfor døren og siger hun skal være sød ar blande sig uden om og at jeg har styr på det. Min nabo blir ved og siger men det stakkels barn står jo og græder. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg intet fornuftigt ville kunne sige til hende på da værende tidspunkt fordi jeg simpelthen var så frustreret og samtidig endnu mere sur over hun kommer flyvende der ud på så få sekunder. Det er første gang der har været sådan en episode, derfor overrasker det mig at min nabos reaktion var så voldsom. Min datter kommer ind og stopper med at græde med det samme, jeg ber hende hoppe ind i seng, og siger så at jeg ikke ønsker vi skal ha sådsn en situation igen og at jeg vil blive glad hvis hun gider lytte fremover da det er meget mere rart for os alle.  Hun siger ja og halv griner lidt og siger så godnat. 

Jeg gik ud i køkkenet bagefter og stor tudede i 1 helt time hulkede jeg løs ned i hviskestykket og havde egentlig mest lyst til at gå ind og banke på hos naboen og spørge hvad hendes problem var. Men gjorde op med mig selv at vente til jeg var kølet ned, så i morgen vil jeg banke på. Men har virkelig ingen anelse om hvordan jeg skal sige til hende at jeg synes det er utrolig upassende hun blander sig sådan og så hurtigt. Selvfølgelig skal man reagere hvis man føler et barn ikke trives, men at bedømme ud fra 3 sekunder er virkelig utroligt. Vi har kun boet her 1 år, og har som alle gode og dårlige dage, hårde og nemme perioder. Men der må stadig være en grænse for hvornår man griber ind og hvor hurtigt.

Skulle virkelig ud med det . 

Hvis nogle har orket læse min roman, hvordan ville i så have reageret her? 

Anonym skriver:

Hej piger .

Min datter på knap 6 år har gennem det sidste lange stykke tid ikke ville høre en fløjtene fis efter hvad jeg siger. Uanset hvor mange snakke vi har dagligt herhjemme omkring hvordan vi behandler hinanden og opføre os, så ændre det ingenting. Jeg siger gentagende gange de samme ting, igen og igen og igen på daglig bassis, først når jeg nærmest puster efter vejret af ren afmagt og ender med at råbe "at nu det nok" så stopper hun. Vi bor i en lille lejlighed, mig og mine 3 piger. Min pige på knap 6 er den største. Grundet den lille lejlighed samsover vi alle, og i samme seng, da der ikke er plads til andet. Her til aften putter jeg så pigerne og min store pige skal som sædvanligt have noget at drikke 10 gange inden hun skal sove, fair nok, men da jeg så beder hende ligge sig i seng og være stille fordi de små sover vælger hun istedet at prøve grænser af og hoppe løs i sengen så resten af huset vågner. Der for jeg simpelthen nok, og siger til hende at hvis hun ik stopper så kommer hun ud i opgangen og for lov at køle ned. Har sagt det mange gange før, men aldrig gjort alvor af det (Opgangen fordi altanen er for kold, og der ikke er andre døre jeg kan lukke her hjemme) hun blir ved, og de små græder og jeg blir frustreret. Hun kommer derfor ud i opgangen for at køle ned, hun begynder skrige og græde og sparker på døren og kalder på mig. 10 sekunder skulle hun have der ude. Men allerede efter 3 så står naboen der ude og stiller hende spørgsmål, jeg åbner derfor døren og siger hun skal være sød ar blande sig uden om og at jeg har styr på det. Min nabo blir ved og siger men det stakkels barn står jo og græder. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg intet fornuftigt ville kunne sige til hende på da værende tidspunkt fordi jeg simpelthen var så frustreret og samtidig endnu mere sur over hun kommer flyvende der ud på så få sekunder. Det er første gang der har været sådan en episode, derfor overrasker det mig at min nabos reaktion var så voldsom. Min datter kommer ind og stopper med at græde med det samme, jeg ber hende hoppe ind i seng, og siger så at jeg ikke ønsker vi skal ha sådsn en situation igen og at jeg vil blive glad hvis hun gider lytte fremover da det er meget mere rart for os alle.  Hun siger ja og halv griner lidt og siger så godnat. 

Jeg gik ud i køkkenet bagefter og stor tudede i 1 helt time hulkede jeg løs ned i hviskestykket og havde egentlig mest lyst til at gå ind og banke på hos naboen og spørge hvad hendes problem var. Men gjorde op med mig selv at vente til jeg var kølet ned, så i morgen vil jeg banke på. Men har virkelig ingen anelse om hvordan jeg skal sige til hende at jeg synes det er utrolig upassende hun blander sig sådan og så hurtigt. Selvfølgelig skal man reagere hvis man føler et barn ikke trives, men at bedømme ud fra 3 sekunder er virkelig utroligt. Vi har kun boet her 1 år, og har som alle gode og dårlige dage, hårde og nemme perioder. Men der må stadig være en grænse for hvornår man griber ind og hvor hurtigt.

Skulle virkelig ud med det . 

 

Hvis nogle har orket læse min roman, hvordan ville i så have reageret her? 

Kan ikke lade være med at tænke om ikke din datter kunne være gået ud af opgangen? Ud på gaden? Har I kun et værelse, der er soveværelse, stue, køkken i et? Synes det lyder hårdt, og kan godt forstå du bliver frustreret i sådan en situation. Jeg ville dog ikke selv vælge samme metode. Og din nabo ved lige præcis ikke hvad der foregår, ville du ikke selv straks reagere hvis det var omvendt og et lille barn skreg udenfor din dør? Det er et godt valg at vente til i morgen og sove på hele situationen. 

Anonym skriver:

Hej piger .

Min datter på knap 6 år har gennem det sidste lange stykke tid ikke ville høre en fløjtene fis efter hvad jeg siger. Uanset hvor mange snakke vi har dagligt herhjemme omkring hvordan vi behandler hinanden og opføre os, så ændre det ingenting. Jeg siger gentagende gange de samme ting, igen og igen og igen på daglig bassis, først når jeg nærmest puster efter vejret af ren afmagt og ender med at råbe "at nu det nok" så stopper hun. Vi bor i en lille lejlighed, mig og mine 3 piger. Min pige på knap 6 er den største. Grundet den lille lejlighed samsover vi alle, og i samme seng, da der ikke er plads til andet. Her til aften putter jeg så pigerne og min store pige skal som sædvanligt have noget at drikke 10 gange inden hun skal sove, fair nok, men da jeg så beder hende ligge sig i seng og være stille fordi de små sover vælger hun istedet at prøve grænser af og hoppe løs i sengen så resten af huset vågner. Der for jeg simpelthen nok, og siger til hende at hvis hun ik stopper så kommer hun ud i opgangen og for lov at køle ned. Har sagt det mange gange før, men aldrig gjort alvor af det (Opgangen fordi altanen er for kold, og der ikke er andre døre jeg kan lukke her hjemme) hun blir ved, og de små græder og jeg blir frustreret. Hun kommer derfor ud i opgangen for at køle ned, hun begynder skrige og græde og sparker på døren og kalder på mig. 10 sekunder skulle hun have der ude. Men allerede efter 3 så står naboen der ude og stiller hende spørgsmål, jeg åbner derfor døren og siger hun skal være sød ar blande sig uden om og at jeg har styr på det. Min nabo blir ved og siger men det stakkels barn står jo og græder. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg intet fornuftigt ville kunne sige til hende på da værende tidspunkt fordi jeg simpelthen var så frustreret og samtidig endnu mere sur over hun kommer flyvende der ud på så få sekunder. Det er første gang der har været sådan en episode, derfor overrasker det mig at min nabos reaktion var så voldsom. Min datter kommer ind og stopper med at græde med det samme, jeg ber hende hoppe ind i seng, og siger så at jeg ikke ønsker vi skal ha sådsn en situation igen og at jeg vil blive glad hvis hun gider lytte fremover da det er meget mere rart for os alle.  Hun siger ja og halv griner lidt og siger så godnat. 

Jeg gik ud i køkkenet bagefter og stor tudede i 1 helt time hulkede jeg løs ned i hviskestykket og havde egentlig mest lyst til at gå ind og banke på hos naboen og spørge hvad hendes problem var. Men gjorde op med mig selv at vente til jeg var kølet ned, så i morgen vil jeg banke på. Men har virkelig ingen anelse om hvordan jeg skal sige til hende at jeg synes det er utrolig upassende hun blander sig sådan og så hurtigt. Selvfølgelig skal man reagere hvis man føler et barn ikke trives, men at bedømme ud fra 3 sekunder er virkelig utroligt. Vi har kun boet her 1 år, og har som alle gode og dårlige dage, hårde og nemme perioder. Men der må stadig være en grænse for hvornår man griber ind og hvor hurtigt.

Skulle virkelig ud med det . 

 

Hvis nogle har orket læse min roman, hvordan ville i så have reageret her? 

Hvis jeg var naboen og hørte en lille pige skrige og græde og kalde på sin mor, ville jeg også stå der i løbet af tre sekunder. Og erfarede jeg, hun var lukket ude i opgangen af sin mor, ville jeg også sige til moren, at pigebarnet jo var ulykkeligt. (Det undrer mig dog, at hun på præcis tre sekunder kunne nå både at registrere gråden og at nå ud til pigen - og at du har den præcise tid på sekundet.)

I dit sted ville jeg bede om hjælp til at finde andre måder at opdrage på end at lukke hende ude fra lejligheden. Jeg forstår som sådan godt, at det er en presset situation for dig, og at det er svært, når de fysiske rammer er så små, men det er ikke kun hendes yngre søstre, der er små - hun er også en lille pige, selvom hun er din ældste. Og det at hoppe i sengen er en ret uskyldig “forseelse” af en knap 6-årig - det er jo de fysiske omstændigheder, én seng og to små søstre, der gør det til et stort problem.

Det er ikke realistisk at forvente, at der vil komme mange flere episoder, hvor både hun og de to andre vil have svært ved at være musestille, så de andre kan sove. Det har jeg ikke nogen løsningsforslag til, desværre, men jeg synes virkelig, du skal bede om støtte og rådgivning. 

Øv, hvor lyder det hårdt!  

Som jeg opfatter det han hendes opførsel ikke haft nogen konsekvens indtil nu andet end, at du bliver sur og skænder ad hende, hvilket hun helt tydeligt ikke har respekt for. Jeg ville nok prøve med andre (faste) mkonsekvenser nu. Når hun vågner I morgen ville jeg fortælle at sådan en opførsel ikke accepteres, så nu er der ikke iPad/computer/mobil/TV/fredagsguf for hendes vedkommende den næste uge (ændrer koder så hun ikke kan tænde selv, læg fjernbetjening hvor hun ikke kan nå osv), og hvis hun opfører sig sådan igen i løbet af ugen, så forlænges forbuddet. Evt kan du også fjerne noget af hendes legetøj hver gang (i en sæk og i et kælderrum, hvis muligt), og legeaftaler og fritidsaktiviteter inddrages.

For hver dag/uge hun så opfører sig pænt får hun noget igen. Måske har hun mere respekt for, hvis hendes privilegier inddrages? 

Jeg må indrømme at jeg havde reageret på samme måde som din nabo. 

Jeg syntes du vælger at indrage "offentligheden" i jeres konflikt, ved ar sætte hende ud i opgangen, hvilket gir hende ret og faktisk også pligt til at blande sig. Når der står en lille pige og banker på en lukket dør og kalder på sin mor, mens hun græder, så skal man som voksen "blande" sig.

Du ku måske ha forklaret på en rolig måde, hva der forgik, men dit overskud var brugt, og derfor er det så fint, at du tager en rolig snak med naboen i morgen, hvor du også ka takke hende for hendes bekymring for dit barn.

Jeg tænker at hvis sammensovningen, er det største problem, så må du skaffe køjeseng, til børnene, og en sovesofa i stuen, til dig selv.

Ang time out, så må det jo så være en stol i stuen, i 5 minutter. 

Jeg ka virkelig sagtens forstå dine frustrationer og har kæmpe respekt for at du står alene med 3 børn, må være drøn hårdt. Især når de ik er større. Vh Stine 

Jeg føler virkelig med dig. Jeg har selv en seks årig (monster )og han er ved at drive mig til vanvid for tiden. Han vil ikke høre efter. Kører fra 0 til hundrede på et spiltsekundt, hvis han får et nej eller bliver mødt af et - i hans øjne - urimeligt krav. I dag har jeg inddraget min søns iPad og PlayStation i dag af samme årsag. Jeg ville nok ikke sætte ham uden for døren og afvise ham på den måde. Men der med ikke sagt at jeg ikke kan sætte mig ind i din frustration, for det kan jeg og jeg har også været presset der ud hvor jeg har handlet knap så pædagogisk. 

Jeg sender ham som regel på værelset for at køle af også for selv at tage en pause. Måske du kan finde et sted i lejligheden som en anden også har nævnt? Jeg har også snakket med min søn utallige gange og lige lidt hjælper det. Derfor fik jeg nok i dag og forsøgte mig med en konsekvens, som jeg ved han er træt af. 

Det er hårdt, men måske kan det trøste, at det (formentlig) er aldersbestemt og kun er periode? 

Kære dig, 

Jeg forstår dig udmærket. Jeg har også en søn på 3, som opfører sig som din datter. Når vi (han, lillebror på 10 mdr og jeg) skal (sam)sove, så skal han også drikke vand 10 gange og hvis han er helt ude af den, begynder han også at hoppe på sengen. Jeg bliver rigtig frustreret og sur. 

Jeg har dog fundet ud af at det er vigtigt at der er konsekvenser for dårlig opførsel. Man skal ikke true, man skal bare gør det. 

Når det så er sagt, så havde jeg aldrig valgt at sætte mit barn ud på gangen (og heller ikke på altanen for den sags skyld). Du må da ha' en stol og et hjørne hvor hun kan være i 30 sekunder? Så lille en lejlighed kan det ikke være? 

Havde jeg været din nabo, så havde jeg også reageret. Derfor synes jeg det er vigtigt at du tager en snak med hende imorgen. Og ikke på den måde du har tænkt dig ("hvad bilder hun sig i-agtigt), men sige til hende at du gerne vil tale med hende om episoden fra igår aftes og at du er ked af at det hele endte på den måde. Vær ærlig og sig, at din datter blev for meget og at du var frustreret, men at du også ved at det var forkert at sætte hende ud på gangen og at du ikke gør det igen. Desuden skal du takke hende fordi hun var opmærksom på din datter og kom ud til hende. Hvis du er ærlig overfor dig selv, så ved du også godt at din nabo handlede korrekt. 

Tilbage til konsekvenserne. Jeg ville, som en nævnte før mig, tage noget fra hende som hun elsker, hver gang hun laver et nummer. Om det er iPad, fodboldtræning, you name it... Hun skal lære at hver gang hun vælger at lave noget som hun ikke må, så har det konsekvenser i form af at hun mister noget hun kan lide. Og hvis du holder dig til det hver gang, så skal hun nok lære det efter 2-3 gang. 

Jeg tager hatten af for dig at du er en enlig mor med 3 børn. Jeg har to børn og en mand, og nogle gange er det ikke til at holde ud. Overskuddet er der bare ikke altid.

Jeg tænker lidt at din datter kæmper for din opmærksomhed og hun ved ikke hvordan hun ellers kan få den. Har du mulighed for at aflevere de to små hos noget familie/venner i et par timer, og tage din ældste med i biografen. Få lidt kvalitetstid med hende, og skabe et bånd til hebde... Og gør det måske 1-2 gange om måneden, så hun har noget at glæde sig til?

Ellers spørg dit netværk om lidt hjælp/aflastning. Du bliver også nødt til at passe på dig selv, så du kan have overskud og være en glad mor igen. 

Jeg ønsker dig og dine piger det bedste. 

Anonym skriver:

Kan ikke lade være med at tænke om ikke din datter kunne være gået ud af opgangen? Ud på gaden? Har I kun et værelse, der er soveværelse, stue, køkken i et? Synes det lyder hårdt, og kan godt forstå du bliver frustreret i sådan en situation. Jeg ville dog ikke selv vælge samme metode. Og din nabo ved lige præcis ikke hvad der foregår, ville du ikke selv straks reagere hvis det var omvendt og et lille barn skreg udenfor din dør? Det er et godt valg at vente til i morgen og sove på hele situationen. 

Bor på 4 sal så der langt fra opgangen og ned og til gaden. Plus jeg stod lige ved døren og kunne se hende fra nøglehulet. Ja vi har kun et værelse med alt i et. Nej det havde jeg bestemt ikke, folk har det med at være utrolig dømmende og være bedrevidende. Medmindre der havde været en optaget til situationen som jeg synes virkede forkert, eller det havde stået på i længere tid. I princippet kunne jeg have været i opgangen på vej op med bare fx imens. Så synes bestemt ik man bare skal blande sig uden videre i andres liv på den måde

Vivienne skriver:

Kære dig, 

Jeg forstår dig udmærket. Jeg har også en søn på 3, som opfører sig som din datter. Når vi (han, lillebror på 10 mdr og jeg) skal (sam)sove, så skal han også drikke vand 10 gange og hvis han er helt ude af den, begynder han også at hoppe på sengen. Jeg bliver rigtig frustreret og sur. 

Jeg har dog fundet ud af at det er vigtigt at der er konsekvenser for dårlig opførsel. Man skal ikke true, man skal bare gør det. 

Når det så er sagt, så havde jeg aldrig valgt at sætte mit barn ud på gangen (og heller ikke på altanen for den sags skyld). Du må da ha' en stol og et hjørne hvor hun kan være i 30 sekunder? Så lille en lejlighed kan det ikke være? 

Havde jeg været din nabo, så havde jeg også reageret. Derfor synes jeg det er vigtigt at du tager en snak med hende imorgen. Og ikke på den måde du har tænkt dig ("hvad bilder hun sig i-agtigt), men sige til hende at du gerne vil tale med hende om episoden fra igår aftes og at du er ked af at det hele endte på den måde. Vær ærlig og sig, at din datter blev for meget og at du var frustreret, men at du også ved at det var forkert at sætte hende ud på gangen og at du ikke gør det igen. Desuden skal du takke hende fordi hun var opmærksom på din datter og kom ud til hende. Hvis du er ærlig overfor dig selv, så ved du også godt at din nabo handlede korrekt. 

Tilbage til konsekvenserne. Jeg ville, som en nævnte før mig, tage noget fra hende som hun elsker, hver gang hun laver et nummer. Om det er iPad, fodboldtræning, you name it... Hun skal lære at hver gang hun vælger at lave noget som hun ikke må, så har det konsekvenser i form af at hun mister noget hun kan lide. Og hvis du holder dig til det hver gang, så skal hun nok lære det efter 2-3 gang. 

Jeg tager hatten af for dig at du er en enlig mor med 3 børn. Jeg har to børn og en mand, og nogle gange er det ikke til at holde ud. Overskuddet er der bare ikke altid.

Jeg tænker lidt at din datter kæmper for din opmærksomhed og hun ved ikke hvordan hun ellers kan få den. Har du mulighed for at aflevere de to små hos noget familie/venner i et par timer, og tage din ældste med i biografen. Få lidt kvalitetstid med hende, og skabe et bånd til hebde... Og gør det måske 1-2 gange om måneden, så hun har noget at glæde sig til?

Ellers spørg dit netværk om lidt hjælp/aflastning. Du bliver også nødt til at passe på dig selv, så du kan have overskud og være en glad mor igen. 

Jeg ønsker dig og dine piger det bedste. 

Du har helt sikkert ret i det du siger, den eneste grund til hun kom i opgangen var fordi jeg havde sagt til hende det ville være konsekvensen. Stod dog lige ved døren hele tiden og talte så til 10 både for berolige mig selv og gøre klar til endnu en omgang overskud og tålmodighed og fordi jeg ville ha hun skulle have en hurtig lærestreg. 

Jeg prøvede sætte hende i stuen først, men da de små vågnede på skift, fik hun hurtig travlt og tændte tv og løb rundt i sofaen. 

Min tålmodighed var fuldstændig brugt der og så flød det hele over. 

Jeg er extra opmærksom på hende da det ikke er nemt at være den "store" og skulle flere ting selv, så vi tager tit i biografen bare mig og hende, eller en hygge dag hvor vi laver perleplader eller hvad hun har lyst til at lave. 

I dag fik hun lov at bestemme aftensmads menuen, og vi endte på Mac donalds og blev og legede bagefter.  

Jeg føler jeg gør hvad jeg kan for at være der for alle pigerne, men måske har hun brug for mere, for har godt tænkt på om det er et opråb på opmærksomhed fra hendes side. 

Tak for råd og forslag til konsekvenser. 

Vil helt sikkert tale med min nabo i morgen. Jeg havde dog personligt selv ikke valgt reagere så tideligt, eller på den måde hun gjorde. Hvis jeg endelig skulle reagere så havde jeg banket på døren og spurgt om der var noget jeg kunne hjælpe med og peget ud den lille græd. Men havde dog givet det lidt tid, folk er tit så dømmende og bedrevidende og derfor ville jeg lade moren/faren om at tackle situationen, ihvertfald lige se situationen an inden jeg greb ind så få sekunder efter. Derfor blev jeg også så frustreret, for havde dårligt lukket døren og så stod hun der, hun har næsen i alt til dagligt, fx hvilket skrald man smider ud i skakten osv, hun bor alene og har ingen børn, og det gjorde mig bare skide sur, men også utrolig ked af det over situationen, og følte mig fuldstændig misforstået i hvad der forgik. 

Ingen tusind tak, dit svar hjalp ��

Mor og meget mere skriver:

Hvis jeg var naboen og hørte en lille pige skrige og græde og kalde på sin mor, ville jeg også stå der i løbet af tre sekunder. Og erfarede jeg, hun var lukket ude i opgangen af sin mor, ville jeg også sige til moren, at pigebarnet jo var ulykkeligt. (Det undrer mig dog, at hun på præcis tre sekunder kunne nå både at registrere gråden og at nå ud til pigen - og at du har den præcise tid på sekundet.)

I dit sted ville jeg bede om hjælp til at finde andre måder at opdrage på end at lukke hende ude fra lejligheden. Jeg forstår som sådan godt, at det er en presset situation for dig, og at det er svært, når de fysiske rammer er så små, men det er ikke kun hendes yngre søstre, der er små - hun er også en lille pige, selvom hun er din ældste. Og det at hoppe i sengen er en ret uskyldig “forseelse” af en knap 6-årig - det er jo de fysiske omstændigheder, én seng og to små søstre, der gør det til et stort problem.

Det er ikke realistisk at forvente, at der vil komme mange flere episoder, hvor både hun og de to andre vil have svært ved at være musestille, så de andre kan sove. Det har jeg ikke nogen løsningsforslag til, desværre, men jeg synes virkelig, du skal bede om støtte og rådgivning. 

Jeg er udemærket klart over omstændighederne ikke er de bedste med en seng til deling, men det er hvad vi har herhjemme. Større lejligheder hænger desværre ikke på træerne, men hvis de gjorde havde jeg da helt sikkert plukket en ned til os. 

Det er første gang jeg i afmagt vælger sætte hende ud i opgangen, og de 3 sekunder er fordi jeg talte til 10, nåede til 3 og så var hun der ude. Jeg kender min datter, og var hun dybt ulykkelig så havde jeg åbnet med det samme. Hvilket jo nærmest også var sådan det blev. Da hun kom ind ville hun gerne fjolle og grine lidt inden hun sov, så helt ulykkelig var hun dog ikke. Jeg er udemærket klar over der kommee flere gange som denne, det er jo heller ikke første gang, men 100000 gang det har været sådan hver aften i træk i en måneds tid, i dag flød dråben over bæret for mig og min tålmodighed var simpelthen opbrugt .