Nu må det gerne stoppe.......

Tommelise skriver:

Der er ingen grund til at sparke til en, der ligger ned.

Nu er din sandhed jo ikke den eneste rigtige. Alle psykologer og terapeuter arbejder forskelligt og har forskellige tilgange til patienterne. Og det er ikke alle metoder, der fungerer lige godt for alle.

Du kommer med en række gode redskaber, som fungerer rigtig godt for mange.

Man alle patienter er forskellige. Jeg havde en fantastisk kognitiv terapeut, men som hun sagde - så arbejdede nogle af hendes kolleger på andre måder, end hun gjorde. Og nogle af deres metoder ville absolut ikke fungere for mig.

Nu ved du jo ikke, om TS rent faktisk får støtte.

 

 

 

 

 

En ting er redskaberne, jeg forslog. De var forslag, og jeg medgiver absolut, at der kan være forskel på, hvad der virker bedst, hvis vi taler om trappestiger og åndedræt. MEN! At sikkerhedsadfærd er en klassisk angstmekanisme, at det er det, der foregår her, og at det er uhensigtsmæssigt, det er sandt på tværs af terapeutiske retninger, fordi det er knyttet op på den specifikke lidelse, angst er. Hvordan man så vil behandle den angst, er en anden snak. Men at sikkerhedsadfærd er klassisk for angst, at det vedligeholder den, og at det at tjekke op på graviditetssymptomer, man frygter er klassisk sikkerhedsadfærd, det er nu en gang sådan det er i henhold til de diagnostiske kriterier. Om det så behandles bedst med en narrativ, kognitiv, psykodynamisk eller anden tilgang kan der helt sikkert være stor forskel på. Men at forsøge at søge væk fra sikkerhedsadfærden er uanset hvad enormt vigtigt, hvilket var hvad jeg søgte at opfordre ts til. 

Mere har jeg ikke at sige til den sag - vi er ikke enige, og det er fuldstændig i orden. Jeg fastholder dog uanset, hvad jeg skriver her  

Der er ingen grund til at sparke til en, der ligger ned.

Nu er din sandhed jo ikke den eneste rigtige. Alle psykologer og terapeuter arbejder forskelligt og har forskellige tilgange til patienterne. Og det er ikke alle metoder, der fungerer lige godt for alle.

Du kommer med en række gode redskaber, som fungerer rigtig godt for mange.

Man alle patienter er forskellige. Jeg havde en fantastisk kognitiv terapeut, men som hun sagde - så arbejdede nogle af hendes kolleger på andre måder, end hun gjorde. Og nogle af deres metoder ville absolut ikke fungere for mig.

Nu ved du jo ikke, om TS rent faktisk får støtte.

 

 

 

 

 

I øvrigt synes jeg, at det lyder meget som en obsessiv kompulsiv tilstand, ts finder sig i. Med streg under lyder som, man kan, skal eller må aldrig fjerndiagnosticere på den måde. Men af den årsag betragter jeg også de mange debatter og tjek som en form for tvangshandling/sikkerhedsadfærd , og det er også derfor jeg ikke bare skriver "pis nu af og besøg aldrig baby.dk igen", men snarere foreslår mindre skridt på vejen, som hun kan FORSØGE sig med, indtil hun får hjælp. For selvfølgelig kan man ikke bare stoppe, hvis man har tvangstanker, ellers ville ingen jo døje med den slags. Men det betyder ikke, at man ikke kan give det et forsøg med små initiativer til at hjælpe sig selv bare 2%. For eksempel ved at kun oprette en debat om dagen som første skridt. Og det synes jeg, at du skal bide mærke i: jeg anerkender fuldt ud, at det ikke er bare sådan lige, men at sådan en svær tilstand selvfølgelig har mange skridt på vejen. Jeg skriver også, at der selvfølgelig er behov for professionel hjælp for at komme ud på den anden side. At sige, at jeg sparker til en, der ligger ned, synes jeg er noget lavt, for det tyder på, at du heller ikke læser, hvad jeg faktisk giver trådstarter.

Det er mit bud. Ingen kan vide den fulde sandhed baseret på debatter. Men jeg kan godt vide noget om, hvordan angst, herunder muligvis tvangstanker fungerer, og i den forbindelse komme med konkrete måder ts kan søge at hjælpe sig selv på, imens hun afventer professionel hjælp.

Og med DE ord godnat, og tak for debat 

Anonymor skriver:

En ting er redskaberne, jeg forslog. De var forslag, og jeg medgiver absolut, at der kan være forskel på, hvad der virker bedst, hvis vi taler om trappestiger og åndedræt. MEN! At sikkerhedsadfærd er en klassisk angstmekanisme, at det er det, der foregår her, og at det er uhensigtsmæssigt, det er sandt på tværs af terapeutiske retninger, fordi det er knyttet op på den specifikke lidelse, angst er. Hvordan man så vil behandle den angst, er en anden snak. Men at sikkerhedsadfærd er klassisk for angst, at det vedligeholder den, og at det at tjekke op på graviditetssymptomer, man frygter er klassisk sikkerhedsadfærd, det er nu en gang sådan det er i henhold til de diagnostiske kriterier. Om det så behandles bedst med en narrativ, kognitiv, psykodynamisk eller anden tilgang kan der helt sikkert være stor forskel på. Men at forsøge at søge væk fra sikkerhedsadfærden er uanset hvad enormt vigtigt, hvilket var hvad jeg søgte at opfordre ts til. 

Mere har jeg ikke at sige til den sag - vi er ikke enige, og det er fuldstændig i orden. Jeg fastholder dog uanset, hvad jeg skriver her  

Dine redskaber er rigtig gode. Og rent faktisk læste jeg ikke hendes svar til dig som sarkastisk. 

Det kan jo sagtens være, at hun prøver dem af.

Jeg fastholder altså også, at det netop hjælper med støtte fra mennesker, der har prøvet det på egen krop, og det kan være det, der er brug for, indtil man kommer i behandling hos en professionel. Især når det er mennesker, der er kommet ud på den anden side. Den måde jeg takler angst på i dag, virker for mig.

Det bedste en i psykiatrien engang sagde til mig var netop "Jeg kan jo ikke sige, at jeg ved, hvordan det er at have en depression". Den ydmyghed fra behandlerens side var rigtig god.

Og det er jo en speciallæge, der skal stille diagnosen. Om det evt. er nødvendigt med angstdæmpende medicin som støtte, kan man jo heller ikke vide.

Jeg gik engang hos en psykolog, som nærmest gjorde mere skade end gavn, fordi hun troede, hun kunne stille diagnoser. Hun mente ikke, at jeg havde en depression, men en livskrise, og som hun sagde "hun ville bestemt helst have en livskrise, for den kunne man arbejde sig ud af " - og hun gav mig så meget skyldfølelse. Men jeg kom i behandling i distriktspsykiatrien, hvor de netop tog skyldfølelsen fra mig.

Og det hjælper bestemt ikke at sige til folk, at "du har jo selv valgt at blive i det". Det er næsten det værste, man kan sige til folk.

Dine redskaber er rigtig gode. Og rent faktisk læste jeg ikke hendes svar til dig som sarkastisk. 

Det kan jo sagtens være, at hun prøver dem af.

Jeg fastholder altså også, at det netop hjælper med støtte fra mennesker, der har prøvet det på egen krop, og det kan være det, der er brug for, indtil man kommer i behandling hos en professionel. Især når det er mennesker, der er kommet ud på den anden side. Den måde jeg takler angst på i dag, virker for mig.

Det bedste en i psykiatrien engang sagde til mig var netop "Jeg kan jo ikke sige, at jeg ved, hvordan det er at have en depression". Den ydmyghed fra behandlerens side var rigtig god.

Og det er jo en speciallæge, der skal stille diagnosen. Om det evt. er nødvendigt med angstdæmpende medicin som støtte, kan man jo heller ikke vide.

Jeg gik engang hos en psykolog, som nærmest gjorde mere skade end gavn, fordi hun troede, hun kunne stille diagnoser. Hun mente ikke, at jeg havde en depression, men en livskrise, og som hun sagde "hun ville bestemt helst have en livskrise, for den kunne man arbejde sig ud af " - og hun gav mig så meget skyldfølelse. Men jeg kom i behandling i distriktspsykiatrien, hvor de netop tog skyldfølelsen fra mig.

Og det hjælper bestemt ikke at sige til folk, at "du har jo selv valgt at blive i det". Det er næsten det værste, man kan sige til folk.

Jeg synes nu, at du antager lige vel meget. For det første har jeg selv været i psykiatrien som personale og været med i udredningsprocesser. For det andet antager du, at jeg er en klassisk behandler, som ikke aner noget om, hvordan tingene føles på egen krop. Men jeg kan fortælle dig, at jeg har kæmpet med kronisk depression og fødselsdepression. Jeg havde socialangst fra jeg var barn til jeg var 25 (er 29 nu). Jeg har haft et hav af enkeltfobier og kæmper pt med helbredsangst efter sygdom efter fødsel. Jeg ved skam udmærket, hvordan det er at have en psykisk lidelse. Ligesom en læge ikke er immun for influenza, er en psykolog ikke immun for psykisk sygdom. Men en læge kan godt vide noget om influenza, selvom han eller hun selv har haft det, og det samme gælder for en psykolog. Faktisk anser jeg det som en stor styrke for min faglighed, at jeg netop har disse erfaringer med i rygsækken.

Jeg har lige skrevet, at man hverken kan, skal eller må fjerndiagnosticere. Og så vil jeg gerne lige slå et ret stort slag for, at psykologer er en stor del af udredningen i store dele af psykiatrien, hvor psykiateren jævnligt er den, der sætter det endelige stempel. Her kan børnepsykiatrien bruges som et eksempel. Jeg var der et halvt år, og i de udredninger jeg deltog i, mødte psykiateren aldrig barnet. Hun fastslog diagnose ud fra de informationer, som pædagoger, psykologer og sygeplejersker indsamlede. Det jeg vil sige med det er, at jeg synes du underminerer psykologer kendskab til og del i udredning og diagnosticering. 

Jeg siger ikke, at ts ikke har brug for psykiatrien. Det tænker jeg faktisk kunne være ganske aktuelt - men det er ikke mit job at vurdere. Men selv hvis hun ender i psykiatrien, vil det ofte være en psykolog, der varetager samtaledelen af behandlingen, så jeg er egentlig ikke sikker på, hvorfor vi diskuterer psykolog VS psykiatri-delen, for den tænker jeg ikke, at jeg har bragt på bane, og jeg har ikke udelukket hverken det ene eller andet. 

Ej heller tillægger jeg ts ansvaret for sin egen situation. Så misfortolker du mine ord. Det jeg skriver er, at når nu hun er i den her situation (som hun ikke selv er skyld i, det har jeg aldrig sagt!), så kan hun udmærket søge at gribe fat om situationen ved at iværksætte små strategier, som uanset bliver en nødvendig del af hendes behandlingsforløb. I mine øjne er det da ti gange bedre at foreslå konkrete redskaber, der kan være en foreløbig hjælp end at fastholde hendes situation.

For det der er så skide hamrende uhensigtsmæssigt ved at være herinde er, at det ikke er alle, der har fulgt med og kender hendes situation. Så næste gang hun skriver "hej, jeg mærker den her boblen i maven, kab jeg være gravid?", er der måske en der skriver "ja, det oplevede jeg i hvert fald, da jeg var 17 uger henne", og BOM. Hendes værste frygt er, trods alle beviser på det modsatte, bekræftet. Hun KAN måske være gravid, og så starter den store angstspiral igen. Hun bliver bange, bliver nødt til at oprette flere debatter. Nogen afkræfter hendes angst, nogen kommer til at bekræfte den, og på den måde bliver hun holdt fast og slipper aldrig fri.

DERFOR opfordrer jeg hende til at gøre hvad hun kan for at komme væk herfra  

Er din mens stabil? Jeg forstår det kan være svært at tro på at det er reele menstruationer, men hvis nu du tastede dem ind i en app, og så gang på gang at de kommer når appen forudser det, kunne det måske give dig en smule ro? Håber du snart får det bedre psykisk, og ønsker dig det bedste. Sig til hvis du har behov for at snakke

Vitani skriver:

Er din mens stabil? Jeg forstår det kan være svært at tro på at det er reele menstruationer, men hvis nu du tastede dem ind i en app, og så gang på gang at de kommer når appen forudser det, kunne det måske give dig en smule ro? Håber du snart får det bedre psykisk, og ønsker dig det bedste. Sig til hvis du har behov for at snakke

Tusind tak! Min menstruation er ret uregelmæssigt, men bruger en app alligevel, det er bare ikke altidnjeg kan regne med den.. Min cyklus kan være 27 dage den gang, hvor den kan være 81 dage i næste cyklus..

Hvad hvis du begyndte på p piller? Så har du i hvertfald fuld kontrol over hvornår du har mens. Brainstormer bare

Anonym skriver:

Tusind tak! Min menstruation er ret uregelmæssigt, men bruger en app alligevel, det er bare ikke altidnjeg kan regne med den.. Min cyklus kan være 27 dage den gang, hvor den kan være 81 dage i næste cyklus..

Jeg ved ikke om det kan være en hjælp for dig at vide, at jeg vitterligt forstår fuldt ud, hvad det er, 'du har gang i' både som fagperson, men også personligt. Son jeg skrev ovenfor, har jeg haft gang i noget helbredsangst efter jeg var meget syg og indlagt efter jeg fødte min søn den 22. December. Den var helt gal efter jeg kom hjem. Jeg havde mange symptomer, som nok dels skyldes jeg stadig havde infektion, noget bivirkninger af medicin, og noget psykisk. Men jeg Googlede mine symptomer på livet løs. Flere gange dagligt. Tog mit blodtryk og tjekkede min puls mange gange dagligt. Ved du hvad det gav mig? Død. Ja, jeg var faktisk sikker på, at jeg har dødeligt syg. Fordi når jeg Googlede mine symptomer, var det helt sikkert leukæmi. Jeg græd og græd. Blev ved med at spørge min sygeplejerske kæreste "jeg synes jeg har ondt der og der, hvad kan det betyde?", og jeg var virkelig bange for at sove, fordi jeg var sikker på jeg ikke ville vågne igen. I am not shitting ya, jeg var sikker. Og hver gang jeg Googlede et symptom håbede jeg, at det ville afkræfte min værste frygt, men de fleste af gangene blev jeg snarere bekræftet i, at min høje puls kombineret med de andre ting kunne betyde cancer. Så fik jeg hovedpine. Så var jeg sikker på, jeg havde en hjernetumor. Min kæreste var forståeligt ved at blive lidt gråhåret.

Heldigvis ved jeg jo noget om angst, og efter en lille uges tid fik jeg mindet mig selv om, at jeg indgik i sikkerhedsadfærd og fastholdt min angst. Så første skridt var at jeg kun målte blodtryk en gang om dagen. Næste skridt var farvel til Google. 

Og jeg må indrømme, at jeg er virkelig glad for jeg gjorde hvad jeg kunne for at forsøge at stoppe mig selv, selvom jeg forstår, at for nogen er det umuligt. Som opmuntring kan jeg sige, at helbredsangsten er stort ophørt efter jeg droppede min sikkerhedsadfærd, og mange af de fysiske symptomer stoppede også, da jeg holdt op med at beskæftige mig med hvad jeg mærkede i min krop hele tiden.. 

Jeg gentager. Så nemt er det selvfølgelig ikke for alle, og jeg er selvfølgelig hjulpet godt på vej af min faglighed og erfaring. Men det jeg vil sige er, at når jeg kommer med de råd, så er det ikke kun som en højt på strå psykolog, men også fordi jeg faktisk kan relatere til din situation og er helt overbevist om, at det kunne hjælpe dig om ikke et lille stykke af vejen, hvis det kunne lykkes for dig at drosle bare LIDT ned for din sikkerhedsadfærd eller tvangshandling, eller hvad vi nu skal vælge at kalde det.

Anonymor skriver:

Jeg synes nu, at du antager lige vel meget. For det første har jeg selv været i psykiatrien som personale og været med i udredningsprocesser. For det andet antager du, at jeg er en klassisk behandler, som ikke aner noget om, hvordan tingene føles på egen krop. Men jeg kan fortælle dig, at jeg har kæmpet med kronisk depression og fødselsdepression. Jeg havde socialangst fra jeg var barn til jeg var 25 (er 29 nu). Jeg har haft et hav af enkeltfobier og kæmper pt med helbredsangst efter sygdom efter fødsel. Jeg ved skam udmærket, hvordan det er at have en psykisk lidelse. Ligesom en læge ikke er immun for influenza, er en psykolog ikke immun for psykisk sygdom. Men en læge kan godt vide noget om influenza, selvom han eller hun selv har haft det, og det samme gælder for en psykolog. Faktisk anser jeg det som en stor styrke for min faglighed, at jeg netop har disse erfaringer med i rygsækken.

Jeg har lige skrevet, at man hverken kan, skal eller må fjerndiagnosticere. Og så vil jeg gerne lige slå et ret stort slag for, at psykologer er en stor del af udredningen i store dele af psykiatrien, hvor psykiateren jævnligt er den, der sætter det endelige stempel. Her kan børnepsykiatrien bruges som et eksempel. Jeg var der et halvt år, og i de udredninger jeg deltog i, mødte psykiateren aldrig barnet. Hun fastslog diagnose ud fra de informationer, som pædagoger, psykologer og sygeplejersker indsamlede. Det jeg vil sige med det er, at jeg synes du underminerer psykologer kendskab til og del i udredning og diagnosticering. 

Jeg siger ikke, at ts ikke har brug for psykiatrien. Det tænker jeg faktisk kunne være ganske aktuelt - men det er ikke mit job at vurdere. Men selv hvis hun ender i psykiatrien, vil det ofte være en psykolog, der varetager samtaledelen af behandlingen, så jeg er egentlig ikke sikker på, hvorfor vi diskuterer psykolog VS psykiatri-delen, for den tænker jeg ikke, at jeg har bragt på bane, og jeg har ikke udelukket hverken det ene eller andet. 

Ej heller tillægger jeg ts ansvaret for sin egen situation. Så misfortolker du mine ord. Det jeg skriver er, at når nu hun er i den her situation (som hun ikke selv er skyld i, det har jeg aldrig sagt!), så kan hun udmærket søge at gribe fat om situationen ved at iværksætte små strategier, som uanset bliver en nødvendig del af hendes behandlingsforløb. I mine øjne er det da ti gange bedre at foreslå konkrete redskaber, der kan være en foreløbig hjælp end at fastholde hendes situation.

For det der er så skide hamrende uhensigtsmæssigt ved at være herinde er, at det ikke er alle, der har fulgt med og kender hendes situation. Så næste gang hun skriver "hej, jeg mærker den her boblen i maven, kab jeg være gravid?", er der måske en der skriver "ja, det oplevede jeg i hvert fald, da jeg var 17 uger henne", og BOM. Hendes værste frygt er, trods alle beviser på det modsatte, bekræftet. Hun KAN måske være gravid, og så starter den store angstspiral igen. Hun bliver bange, bliver nødt til at oprette flere debatter. Nogen afkræfter hendes angst, nogen kommer til at bekræfte den, og på den måde bliver hun holdt fast og slipper aldrig fri.

DERFOR opfordrer jeg hende til at gøre hvad hun kan for at komme væk herfra  

Du er simpelthen så velfunderet og nuanceret i dine indlæg. Stor respekt herfra.  

Mor og meget mere skriver:

Du er simpelthen så velfunderet og nuanceret i dine indlæg. Stor respekt herfra.  

Tak, det var virkelig sødt sagt