Puha den kroniske dårlige samvittighed. Vi er et hjem med 2 voksne, 3 børn og to katte. De eneste der har rolig dage er kattene. Vi voksne har begge fuldtidsarbejde plus jeg har studie ved siden af - hverdagene er fyldt op af ungernes aktiviteter og vi rammer sjældent hjemmet alle sammen før kl 18, hvor vi endelig samles til en aftensmad i ro og mag.
Jeg truer tit med et skema, men det bliver ved truslen og desperat oprydning/rengøring når vi har behovet/overskuddet. Det er egentlig ikke rengøringen, der tager tid, men oprydningen - nej hvor har vi mange ting, og ikke mindst projekter i gang.
Vi går amok når vi skal have gæster, og kommer de uanmeldt bliver de altid mødt af: hej, her er lidt rodet!
De fleste dage tager jeg det afslappet, er ligeglad med det ekstra rod, at gulvet ikke lige er blevet vasket og spejlet har en plet. Men pludselig tager rengøringkvinden fra helvede fat i mig, og så er det Mutter med kost og spand og en masse mumlende sure ord til mig selv. Jeg nyder når der er rent, når der er minimalistisk - det fungerer bare ikke hos mig. Jeg får ordnet det hele, sat det pænt op, taget alt maksimalismen ud og så er det for strømlinjet og en lille legomand finder hen til de fine krukker, en børnekreation rammer den ellers tomme vindueskarm, og den kan da ikke stå alene og må have selskab af en dingenot jeg fandt i genbrugsen som sørme var sjov, eller den lille indkøbsvogn der er så sjov og da sagtens kan blive kørt af en darth vader.
Jeg har erkendt det, jeg er langt fra minimalisme, rengjort hjem og et køleskab hvor tingene er sat rigtigt ind. Jeg er indbegrebet af maksimalisme og projekt på projekt og mine børn er det samme. Min mand derimod er en bunke samler: jeg ved ikke hvor det skal være, så jeg samler det i den her bunke (for bunken forsvinde er når jeg kommer forbi for den passer ikke til Darth Vader).
Tager virkelig hatten af for jer der kan, ja er faktisk misundelig
Anmeld
Citér