Min kæreste vil helst være foruden mine børn

Kurt_H skriver:

Tjaaa..... men det er bare ikke mit syn i sagen...

Du kan ikke tvinge en partner til at holde af dine børn, så et eller andet sted kommer børnene i klemme.

De har været "sammen" i et år, så det er da tid nok til at "vænne" sig til faderrollen... Hvor lang tid syntes du der skal gå ? 5 år ? Så er børnene jo gamle nok til at se ham som en pausevoksen.

At blive far fra den ene dag til den anden er en valgfri ting, men at udfylde rollen til UG+ er ikke altid nemt. Det er derfor at jeg tvivler stærkt på at det holder i længden... sådan som jeg forstår det skrevne ord fra trådstarter.

At voksendelen funger er jo fint, men nu er der jo børn med i forholdet, så de skal jo ligesom også ses med ind i det samlede forhold.

 

 

Jeg har lyst til at spørge dig om to ting:

Er du biologisk far ?

Er du bonusfar ? - eller har været det ?

Du har selvfølgelig ret til din egen holdning, men jeg synes, du ser meget sort/hvidt på tingene. Det er altid mere nuanceret end som så.

Man kan ikke sætte måneder/år på, hvor lang tid, der skal gå.

I dette tilfælde er der tale om en mand, der er væk 14 dage om måneden p.gr.a. sit arbejde. TS har en 7/7 ordning med børnenes far. Så reelt er der 1 uge tilbage pr. måned. Dvs. at den nye kæreste har haft ca. 12 uger med børnene. Det er meget kort tid. Det ville være noget helt andet, hvis børnene boede fast hos deres mor, og hvis den nye kæreste havde et almindeligt job, hvor han kom hjem hver dag.

I de uger, hvor han er på arbejde og i den uge, hvor børnene er hos deres far har han selvfølgelig tid til at tænke over tingene. Men man kan ikke "tænke sig til" at være bonusfar.

Hvis du selv er biologisk far, så tror jeg, du har svært ved at sætte dig ind i, hvordan det er at komme ind i et nyt forhold med børn, når man ikke selv har nogen. Jeg elsker børn, og for mig var det et plus, at min kæreste havde børn, da jeg mødte ham. Men det ændrer ikke ved, at det var overvældende. Børnene var ikke små, da jeg mødte ham, men de var stadig børn, og efter en weekend med dem, indrømmer jeg blankt, at jeg var ør i hovedet og havde brug for ro. Det betyder da ikke, at jeg er en dårlig bonusmor, og at jeg ikke holder af børnene.

Jeg bor ikke sammen med min kæreste, men det har ikke noget med hans børn at gøre. Vi havde heller ikke boet sammen, selv om han også havde været barnløs.

Jeg kan da godt tænke, at TS og hendes kæreste er flyttet for hurtigt sammen, men det afviser hun, og hun må jo bedst vide det.

Jeg synes faktisk, at hendes overskrift er misvisende. Det lyder ikke, som om hendes kæreste helst er foruden hendes børn.

Men man kan simpelt hen ikke forvente, at et ny kæreste helt skal give afkald på venner og fritidsinteresser.

TS må tage en god snak med sin kæreste. Måske skal have være mere hjemme i den uge, hvor de har børnene og så være lidt mere ude i den uge, hvor hun ikke har børnene. Kommunikation er nu engang alfa og omega i et parforhold. Jeg kan godt forstå, at det er irriterende, hvis han udtaler sig i bombastiske vendinger om børneopdragelse, når han ikke selv har børn. Men det er lige så irriterende, når mennesker udtaler sig om, hvordan man "skal" være bonusmor eller far, hvis de ikke selv er det.

Hvis du er eller har været bonusfar - så gætter jeg på, at du har opdaget, at du ikke kunne engagere dig i børnene, og at det er grunden til din holdning.

Jeg holder meget af mine bonusbørn, men jeg har ikke de samme følelser for dem, som jeg har for mine niecer og nevøer. Måske fordi jeg har haft niecerne og nevøerne fra de var babyer.

En bonusmor eller -far kan sagtens elske bonusbørnene. 

Men når man indgår i en sammenbragt familie - enten på den ene eller den anden måde - så er man nødt til at erkende, at det ikke er en kernefamilie.

Jeg er meget spændt på dit svar.

Tommelise skriver:

Jeg har lyst til at spørge dig om to ting:

Er du biologisk far ?

Er du bonusfar ? - eller har været det ?

Du har selvfølgelig ret til din egen holdning, men jeg synes, du ser meget sort/hvidt på tingene. Det er altid mere nuanceret end som så.

Man kan ikke sætte måneder/år på, hvor lang tid, der skal gå.

I dette tilfælde er der tale om en mand, der er væk 14 dage om måneden p.gr.a. sit arbejde. TS har en 7/7 ordning med børnenes far. Så reelt er der 1 uge tilbage pr. måned. Dvs. at den nye kæreste har haft ca. 12 uger med børnene. Det er meget kort tid. Det ville være noget helt andet, hvis børnene boede fast hos deres mor, og hvis den nye kæreste havde et almindeligt job, hvor han kom hjem hver dag.

I de uger, hvor han er på arbejde og i den uge, hvor børnene er hos deres far har han selvfølgelig tid til at tænke over tingene. Men man kan ikke "tænke sig til" at være bonusfar.

Hvis du selv er biologisk far, så tror jeg, du har svært ved at sætte dig ind i, hvordan det er at komme ind i et nyt forhold med børn, når man ikke selv har nogen. Jeg elsker børn, og for mig var det et plus, at min kæreste havde børn, da jeg mødte ham. Men det ændrer ikke ved, at det var overvældende. Børnene var ikke små, da jeg mødte ham, men de var stadig børn, og efter en weekend med dem, indrømmer jeg blankt, at jeg var ør i hovedet og havde brug for ro. Det betyder da ikke, at jeg er en dårlig bonusmor, og at jeg ikke holder af børnene.

Jeg bor ikke sammen med min kæreste, men det har ikke noget med hans børn at gøre. Vi havde heller ikke boet sammen, selv om han også havde været barnløs.

Jeg kan da godt tænke, at TS og hendes kæreste er flyttet for hurtigt sammen, men det afviser hun, og hun må jo bedst vide det.

Jeg synes faktisk, at hendes overskrift er misvisende. Det lyder ikke, som om hendes kæreste helst er foruden hendes børn.

Men man kan simpelt hen ikke forvente, at et ny kæreste helt skal give afkald på venner og fritidsinteresser.

TS må tage en god snak med sin kæreste. Måske skal have være mere hjemme i den uge, hvor de har børnene og så være lidt mere ude i den uge, hvor hun ikke har børnene. Kommunikation er nu engang alfa og omega i et parforhold. Jeg kan godt forstå, at det er irriterende, hvis han udtaler sig i bombastiske vendinger om børneopdragelse, når han ikke selv har børn. Men det er lige så irriterende, når mennesker udtaler sig om, hvordan man "skal" være bonusmor eller far, hvis de ikke selv er det.

Hvis du er eller har været bonusfar - så gætter jeg på, at du har opdaget, at du ikke kunne engagere dig i børnene, og at det er grunden til din holdning.

Jeg holder meget af mine bonusbørn, men jeg har ikke de samme følelser for dem, som jeg har for mine niecer og nevøer. Måske fordi jeg har haft niecerne og nevøerne fra de var babyer.

En bonusmor eller -far kan sagtens elske bonusbørnene. 

Men når man indgår i en sammenbragt familie - enten på den ene eller den anden måde - så er man nødt til at erkende, at det ikke er en kernefamilie.

Jeg er meget spændt på dit svar.

 

 

Det er jo så endnu kortere faktisk kun 6 uger, i og med at hun ikke inddrog børnene i det før efter 6 måneders forhold Men er enig med dit udsagn.

mpr skriver:

Det er jo så endnu kortere faktisk kun 6 uger, i og med at hun ikke inddrog børnene i det før efter 6 måneders forhold Men er enig med dit udsagn.

Det har du ret i - det havde jeg overset.

6 uger er ingenting.

Er der noget nyt? 

Ano87 skriver:

Nyt? Altsåå jeg har lavet en opdatering om at det nok er mine følelser der løber afsted somme tider. Det er skidesvært at undvære min kæreste og endnu sværere at fungere som sammenbragt familie når han er så lidt hjemme .

men vi har talt om det, og jeg forstår ham godt. Der skal være plads til det hele. Han har jo kun de 14 dages fri hvor han skal nå både at se lidt venner, hans familie, min familie og mig og ungerne. Sådan er det bare. og det er ikke fordi han nedprioritere dem eller os. Slet ikke. Men han er også nødt til at have andet end et familieliv - det er jeg jo også! Hans tid er bare noget mere sparsom og hans netværk bor langt væk fra os. 

Han ønsker virkelig at være en vigtig del i ungernes liv og synes selv han lægger meget i det. Jeg synes så det har været lidt nedadgående. Men det har han så også taget ind!  i denne uge har han haft den lille hjemme en dag hvor hun ikke måtte komme i børnehave og har afleveret den store i skole 2 dage. Det er rigtig skønt og jeg er noget mere positivt stemt over hele situationen nu.  

Tommelise skriver:

Det har du ret i - det havde jeg overset.

6 uger er ingenting.

Det er også mere end det. Hans arbejde har været svingende, nogen gange mere fri og vi har også holdt ferie sammen. Han flyttede ind i januar. Så det er 10,5 mdr. Men ja, sammenlagt har de måske været sammen i 16 uger. Hvilket jo heller ikke er meget når det er spredt sådan ud.

Tommelise skriver:

Jeg har lyst til at spørge dig om to ting:

Er du biologisk far ?

Er du bonusfar ? - eller har været det ?

Du har selvfølgelig ret til din egen holdning, men jeg synes, du ser meget sort/hvidt på tingene. Det er altid mere nuanceret end som så.

Man kan ikke sætte måneder/år på, hvor lang tid, der skal gå.

I dette tilfælde er der tale om en mand, der er væk 14 dage om måneden p.gr.a. sit arbejde. TS har en 7/7 ordning med børnenes far. Så reelt er der 1 uge tilbage pr. måned. Dvs. at den nye kæreste har haft ca. 12 uger med børnene. Det er meget kort tid. Det ville være noget helt andet, hvis børnene boede fast hos deres mor, og hvis den nye kæreste havde et almindeligt job, hvor han kom hjem hver dag.

I de uger, hvor han er på arbejde og i den uge, hvor børnene er hos deres far har han selvfølgelig tid til at tænke over tingene. Men man kan ikke "tænke sig til" at være bonusfar.

Hvis du selv er biologisk far, så tror jeg, du har svært ved at sætte dig ind i, hvordan det er at komme ind i et nyt forhold med børn, når man ikke selv har nogen. Jeg elsker børn, og for mig var det et plus, at min kæreste havde børn, da jeg mødte ham. Men det ændrer ikke ved, at det var overvældende. Børnene var ikke små, da jeg mødte ham, men de var stadig børn, og efter en weekend med dem, indrømmer jeg blankt, at jeg var ør i hovedet og havde brug for ro. Det betyder da ikke, at jeg er en dårlig bonusmor, og at jeg ikke holder af børnene.

Jeg bor ikke sammen med min kæreste, men det har ikke noget med hans børn at gøre. Vi havde heller ikke boet sammen, selv om han også havde været barnløs.

Jeg kan da godt tænke, at TS og hendes kæreste er flyttet for hurtigt sammen, men det afviser hun, og hun må jo bedst vide det.

Jeg synes faktisk, at hendes overskrift er misvisende. Det lyder ikke, som om hendes kæreste helst er foruden hendes børn.

Men man kan simpelt hen ikke forvente, at et ny kæreste helt skal give afkald på venner og fritidsinteresser.

TS må tage en god snak med sin kæreste. Måske skal have være mere hjemme i den uge, hvor de har børnene og så være lidt mere ude i den uge, hvor hun ikke har børnene. Kommunikation er nu engang alfa og omega i et parforhold. Jeg kan godt forstå, at det er irriterende, hvis han udtaler sig i bombastiske vendinger om børneopdragelse, når han ikke selv har børn. Men det er lige så irriterende, når mennesker udtaler sig om, hvordan man "skal" være bonusmor eller far, hvis de ikke selv er det.

Hvis du er eller har været bonusfar - så gætter jeg på, at du har opdaget, at du ikke kunne engagere dig i børnene, og at det er grunden til din holdning.

Jeg holder meget af mine bonusbørn, men jeg har ikke de samme følelser for dem, som jeg har for mine niecer og nevøer. Måske fordi jeg har haft niecerne og nevøerne fra de var babyer.

En bonusmor eller -far kan sagtens elske bonusbørnene. 

Men når man indgår i en sammenbragt familie - enten på den ene eller den anden måde - så er man nødt til at erkende, at det ikke er en kernefamilie.

Jeg er meget spændt på dit svar.

 

 

Nej. Nej. Ja.

Jeg ved at mine synspunkter kan være meget S/H, men hvis jeg skal bruge alle regnbuens farver, så vil du blive blind på øjnene før du fik tygget dig igennem....

Jeg har forstået deres koncept-forhold. Og ja... kærlighed mellem to personer er en "sjov" størrelse... dine, mine og vores børn er et krydderi som får selv den mest kedelige pizza til at smage af noget !

Den lange, kedelige og indviklet version....

Et forhold mellem to voksne, hvor den ene har børn og den anden ikke ved hvor han/hun ikke aner hvad det fører til og har et ønske som bærer i en anden retning, men ikke vil sige det fordi at der er nogle rare stunder, lige nu, som overskygger de komplikationer forholdet kunne ende med at føre til, fordi man har prøvet noget der lignede det lidt før, ja så kommer der frustrationer op som begge parter kan have svært ved at tackle på egen hånd. Deraf denne tråds opstart. Gætter jeg...

Jeg havde sandelig intet problem med at engagere mig, tværtimod... jeg var enhver svigermors drøm

Så der er dine antagelser ikke korrekte.

Jeg mener ikke at jeg satte et bestemt antal år/måneder på... men mere prøvede at fremhæve hvor vigtigt det er at være obs på tid og sted...

Kurt_H skriver:

Nej. Nej. Ja.

Jeg ved at mine synspunkter kan være meget S/H, men hvis jeg skal bruge alle regnbuens farver, så vil du blive blind på øjnene før du fik tygget dig igennem....

Jeg har forstået deres koncept-forhold. Og ja... kærlighed mellem to personer er en "sjov" størrelse... dine, mine og vores børn er et krydderi som får selv den mest kedelige pizza til at smage af noget !

Den lange, kedelige og indviklet version....

Et forhold mellem to voksne, hvor den ene har børn og den anden ikke ved hvor han/hun ikke aner hvad det fører til og har et ønske som bærer i en anden retning, men ikke vil sige det fordi at der er nogle rare stunder, lige nu, som overskygger de komplikationer forholdet kunne ende med at føre til, fordi man har prøvet noget der lignede det lidt før, ja så kommer der frustrationer op som begge parter kan have svært ved at tackle på egen hånd. Deraf denne tråds opstart. Gætter jeg...

Jeg havde sandelig intet problem med at engagere mig, tværtimod... jeg var enhver svigermors drøm

Så der er dine antagelser ikke korrekte.

Jeg mener ikke at jeg satte et bestemt antal år/måneder på... men mere prøvede at fremhæve hvor vigtigt det er at være obs på tid og sted...

 

 

Ææh.. ikke ved hvad det fører til? Det lyder som om du antager at min kæreste ikke er 100% i forholdet og ikke har tænkt sig at blive på den lange bane. Der tager du altså ret meget fejl han taler om at vi skal giftes og måske have en efternøler til mine om nogen år.  

Anonym skriver:

Ææh.. ikke ved hvad det fører til? Det lyder som om du antager at min kæreste ikke er 100% i forholdet og ikke har tænkt sig at blive på den lange bane. Der tager du altså ret meget fejl han taler om at vi skal giftes og måske have en efternøler til mine om nogen år.  

Jeg prøver bare at give Tommelise et tydeligt eksempel på hvor nemt det er at misforstå mine synspunkter/holdninger m.m.

Og det lader til at virke fint... på den forkerte person, sorry.

Jeg siger ikke at din kæreste ikke vil forholdet på sigt. Jeg siger at hans ønsker og behov ikke ligner, set med mine øjne, en typisk familiefar-type...

Hvis jeg tager fejl, så er jeg kun glad på dine børn og dine samt kærestes vegne, fordi jeg ønsker kun at tilføje et synspunkt/holdning til denne tråd.

Det er jo ganske fint at han ser forholdet i perspektiv, men min bekymring ligger nu mere i nutidens frustrationer som du selv giver udtryk for.

Kurt_H skriver:

Jeg prøver bare at give Tommelise et tydeligt eksempel på hvor nemt det er at misforstå mine synspunkter/holdninger m.m.

Og det lader til at virke fint... på den forkerte person, sorry.

Jeg siger ikke at din kæreste ikke vil forholdet på sigt. Jeg siger at hans ønsker og behov ikke ligner, set med mine øjne, en typisk familiefar-type...

Hvis jeg tager fejl, så er jeg kun glad på dine børn og dine samt kærestes vegne, fordi jeg ønsker kun at tilføje et synspunkt/holdning til denne tråd.

Det er jo ganske fint at han ser forholdet i perspektiv, men min bekymring ligger nu mere i nutidens frustrationer som du selv giver udtryk for.

 

 

Tjaaa. Det ved jeg nu ikke. Altså ungernes biologiske far havde da også behov og ønsker om at se sine venner selvom vi havde børn.. det har jeg da også.. tingene er bare lidt mere vanskelige at planlægge når man kun er i landet 14 dage i måneden. Det er lidt svært at komme udenom. Men han elsker sit job og måden det fungere på, det har jeg vidst fra start. så det skal han bestemt fortsætte med. Jeg er bare vant til det helt modsatte, så selfølgelig er det noget jeg skal vænne mig til.. men han er bestemt det værd og jeg er slet ikke i tvivl om at han vil mig/os 100%..