Min kæreste vil helst være foruden mine børn

Det giver rigtig god mening. Han har nemlig ikke børn selv - men er god til at kloge sig på børn men det er jo typisk når man ikke selv har nogen. Jeg var også utroligt forudindtaget om forældreskabet inden jeg fik børn ��

Lige præcis, men også som en anden skriver, husk at det ikke skal gå for hurtigt. Han har trods alt kun været i dine børns liv sammenlagt 6 uger hvor han faktisk har haft med dem at gøre - immervæk med kæmpe tids gabs imellem.. Da jeg havde kendt min bonus i 6 uger var det stadig meget nyt og jeg havde ingen ide om hvad jeg lavede - og jeg så hende altså cirka hver anden dag Det kommer nok til at tage dobbelt så lang tid som hvis han så dem hver anden uge som du gør  

Tror nu aldrig man bliver helt klog på børn, ellers var vi nok ikke sådanne steder som her  Du har bare lidt mere forspring 

Håber på det bedste for dig og kæresten! Det kan lykkes hvis man virkelig arbejder sig imod det sammen 

P.s det er ikke sikkert du får en følelse frem i ham om at dine børn bliver hans første priotet, det skal du nok ikke regne med.. Men du kan måske med tiden håbe at hans priotet bliver dig og dine ønsker, og derfor kan dine børn blive prioteret. Selvom det måske gør ondt, men det er ikke hans børn og det vil derfor ikke nødvendigvis falde naturligt. Du vil altid være hans første priotet i jeres sammenblanding. Du vil altid komme før dine børn i partnerens øjne.

Anonymor skriver:

Det synes jeg faktisk er okay. Når du beskriver, at han egentlig er god ved dem, sammen med dem, men godt kan prioritere andre aktiviteter under samværet. Faktum er, at han ikke er deres far, og derfor ikke forpligtet på samme måde, og i mine øjne er det legalt nok. For jeg synes ikke man kan forvente, at han en uge om måneden sætter alt på hold og kun er hos jer, fordi du har børn.

Og det siger jeg som bio mor til to børn, der har både en bonusfar og en bonusmor. For mig at se handler det om, om man ønsker en 'far mere'  eller ej. Det gør jeg personligt ikke. Mine børn HAR en far, og de HAR en mor. Så de kan sagtens leve med og forstå, at bonusforældrene ikke altid er på, og ikke prioriterer dem på samme måde som os biologiske forældre.

Det er sygt svært at være bonusforældre. Det er jeg også selv. Nogen falder hovedkulds for børnene, andre har det ok med dem og accepterer dem uden at elske dem. Jeg tror man som biologisk forældre skal skrue forventningerne lidt ned. Den her forestilling om, at den nye partner skal elske børnene med hud og hår og smide alt i hænderne for børnenes skyld. Den lyst og de følelser har du, fordi du er deres mor. Det er meget naturligt, at man som bonusforældre ikke har det på samme måde, selvom enkelte har.

Så skal du selvfølgelig gøre op med dig selv, om DU kan leve med det, eller om du skal droppe forholdet og krydse fingre for at finde en partner, som elsker børnene som var de hans egne. Men de fleste har det ikke sådan. Det kræver jo ikke meget omgang i online og fysiske bonusforældre grupper og se - og jeg synes selv, som en der står på begge sider af det, at der er behov for større forståelse for netop det og måske en mere realistisk tilgang til hvilke følelser og forholdemåder man kan forvente af en bonusforældre.

Så længe bonus er sød ved børnene, kan lide at bruge tid med dem og er en nærværende person sådan generelt det i deres liv. Derudover synes jeg ikke man kan forvente at de/vi gør børnene til første prioritet, fordi børnene (i de fleste tilfælde) har et sæt forældre, der gør netop det. 

Du har nok ret. Det er fint at få det vendt om!

jeg har på ingen måde i sinde at bryde forholdet! aldrig nogensinde. Det er slet ikke der vi er.

mpr skriver:

Lige præcis, men også som en anden skriver, husk at det ikke skal gå for hurtigt. Han har trods alt kun været i dine børns liv sammenlagt 6 uger hvor han faktisk har haft med dem at gøre - immervæk med kæmpe tids gabs imellem.. Da jeg havde kendt min bonus i 6 uger var det stadig meget nyt og jeg havde ingen ide om hvad jeg lavede - og jeg så hende altså cirka hver anden dag Det kommer nok til at tage dobbelt så lang tid som hvis han så dem hver anden uge som du gør  

Tror nu aldrig man bliver helt klog på børn, ellers var vi nok ikke sådanne steder som her  Du har bare lidt mere forspring 

Håber på det bedste for dig og kæresten! Det kan lykkes hvis man virkelig arbejder sig imod det sammen 

P.s det er ikke sikkert du får en følelse frem i ham om at dine børn bliver hans første priotet, det skal du nok ikke regne med.. Men du kan måske med tiden håbe at hans priotet bliver dig og dine ønsker, og derfor kan dine børn blive prioteret. Selvom det måske gør ondt, men det er ikke hans børn og det vil derfor ikke nødvendigvis falde naturligt. Du vil altid være hans første priotet i jeres sammenblanding. Du vil altid komme før dine børn i partnerens øjne.

Det ved jeg godt, og jeg regner heller ikke med at han kan sætte dem først som jeg gør. Men jeg synes det er svært at blive tættere knyttet som helhed når han slet ikke rigtig ser det som en prioritet - netop især fordi han er her så lidt. 

Anonym skriver:

Hej alle.. 

jeg er simpelthen så splittet.. sagen er at jeg har haft en kæreste i lidt over et år. Han mødte børnene efter et halvt år og har stort set boet her siden. 

Men med boet her, er det ikke ligesom for alle andre. Han er nemlig udlægger, 14 dage ad gangen ude og arbejde og 14 dage hjemme. Mine børn har jeg 7/7 ordning med. Dvs de kun ser ham 1 uge på en måned. 

Problemet er.. at jeg gerne vil have at vi er en samlet enhed. At børnene føler han er en voksen i deres familie. Vores familie. Men han ser det anderledes. Han vil gerne have mig! Og han vil gerne bruge den fritid vi har uden børn, på at være sammen og være kærester. Og så er det mindre vigtigt for ham at være der når børnene er her, så de dage vil han gerne bruge på at besøge vennerne (som bor 2timers kørsel væk). Som han siger, når børnene er der er der alligevel ikke meget tid til at være os, og jeg er jo fuldt beskæftiget og savner ham ikke på samme måde...  

 

men hvordan skal ungerne nogensinde lære hvilken rolle han har? Er han et medlem af familien eller ej? Når han ikke engang er her alle dage i den ene uge i måneden han ser dem? 

Jeg forventer ikke at han skal elske mine børn. Men jeg havde nok forventet at han ville tage så meget del i mit liv - også den del der indeholder børn - så vi kunne føle os som én familie og ikke som det er nu hvor jeg føler der er mig og børnene og så er der mig og min kæreste.  Men jeg ved ikke om det er mig der er urimelig? 

Jeg vidste godt fra start at han ikke havde forventet at skulle finde en kæreste med børn.'en han har jo for fanden selv indvilliget i det alligevel. Fuck jeg synes det er svært. 

Men hjælp mig lige! Er det hele noget der kun er Vigtigt for mig? Eller påvirker den slags også børnene sådan som jeg tænker det gør? 

Jeg svarer lige på dine spørgsmål først....

Børnene skal nok med tiden finde ud af hvilken kasse han hører til. Børn er supergode til at tilpasse sig og med en god støtte fra deres forældre(r), så er de ok.

Nej, han er tilsyneladende en der bor nyder "hotel-livet".

Du er på ingen måde urimelig ! Du lyder til at være en omsorgsfuld mor som vil dine børn det bedste ud fra den situation som de allerede er i.

Det burde være vigtigt for alle forældre at tænke børnene ind i kæresteforholdet også. Altså den del hvor børnene får omsorg osv. fra kæresten også.

Hvis du er utilpas ved situationen, så bliver dine børn det også. Deres bekymring bliver mere i retning af hvor de skal placer ham, når de kun får små glimt af ham.

Nu til den hårde del.

Drop ham... find en anden som vælger børnene til... de har fortjent bedre... og det har du også !

Jeres originale familie er allerede splittet på midten, så en kæreste som ham på sidelinjen lyder mere som et "engangsknald", globalt set !

Jeg er ikke sikker på at jeg helt forstår denne her tråd.

I overskiften skriver du at din kæreste helst er foruden dine børn, og jeg tænker "åh nej, det er ikke godt med en kæreste der ikke kan lide ens børn, for den slags kan de altså mærke, og de sætter sig i deres selvværd, så hellere komme ud af det forhold".

Det viser sig så at det istedet dækker over at kæresten, som er hjemme 14 dage af gangen gerne vil have et liv ved siden af dig og dine børn - altså se sine venner. Og at han så vælger at se dem den uge, hvor dine børn er der istedet for når I har alenetid sammen. Altså ikke alle dagene dine børn er der. Bare nogle af dagene. Og derudover prioriterer han dig virkelig højt, da han bruger hele din børnefri uge sammen med dig.

Og så er han sammen med dig og børnene nogle af dagene i den uge de er der. Og børnene kan godt lide ham, og han kan godt lide dem, og de har det godt sammen.

Undskyld, men jeg har virkelig svært ved at se problemet.

Du vil gerne have at han bliver indsluset i familien og indtager en bonusfar rolle. Det forstår jeg virkelig godt, men jeg tror det kommer mere naturligt, hvis du giver det tid og lader det følge sin naturlige gang.

Hvis du pådutter ham at han skal være hjemme hos jer mere eller mindre hele ugen mens dine børn er der (hvilket nok også er lidt hårdt og overvældende, når man ikke er vant til børn, og man ikke har den kærlighed til dem som forældrene har), så tror jeg det kommer til at tage længere tid for ham at finde sig til rette i en bonusfar rolle.

Jeg ville i din situation være glad for at have en kæreste der prioriterede mig højt, men også prioriterede mine børn samtidig med at han plejede sine venskaber, og taknemmelig for at mine børn kunne lide ham og visa versa.

Jeg kan måske ikke helt se det er så slemt. Hvis han er en dejlig kæreste og er glad for børnene, så er det vel ikke så slemt at han prioriterer tid til venner og egne ting i de uger, han har mulighed for det. Tænker lidt, at han betaler en pris for den arbejdstid han har og så prøver han at gøre det så godt som muligt i de uger han er hjemme. Men hvis du inderst inde har en grundfølelse af at det er forkert, så må du jo reagere og få snakket med ham. 

Tak for svar allesammen. Vi har talt om det, og jeg tror det er mine følelser der løber afsted med mig. Det ER bare skidesvært at undvære den man elsker halvdelen af tiden - og når han så er der! Så er han der ikke hele tiden alligevel.. men selvfølgelig  skal han have et liv med venner også! Ingen tvivl om det.. 

nu hvor jeg ser det lidt mere rationelt er der jo bare ikke en fantastisk løsning på det. Jeg ville jo også føle mig nedprioriteret hvis det var vores alenetid han fravalgte. Men det gør også ondt at høre ham sige at han hellere vil undvære lidt af tiden med ungerne.. pest eller kolera I guess. 

det er nok så godt som det kan blive, for at alt kan gå op. Og til jer der siger "drop ham" - ej. Det er altså ikke der vi er. Overhovedet! 

Anonym skriver:

Tak for svar allesammen. Vi har talt om det, og jeg tror det er mine følelser der løber afsted med mig. Det ER bare skidesvært at undvære den man elsker halvdelen af tiden - og når han så er der! Så er han der ikke hele tiden alligevel.. men selvfølgelig  skal han have et liv med venner også! Ingen tvivl om det.. 

nu hvor jeg ser det lidt mere rationelt er der jo bare ikke en fantastisk løsning på det. Jeg ville jo også føle mig nedprioriteret hvis det var vores alenetid han fravalgte. Men det gør også ondt at høre ham sige at han hellere vil undvære lidt af tiden med ungerne.. pest eller kolera I guess. 

det er nok så godt som det kan blive, for at alt kan gå op. Og til jer der siger "drop ham" - ej. Det er altså ikke der vi er. Overhovedet! 

Når du ikke er ved "drop ham stadiet", så tænker jeg at der er en anden ting som du ikke har sat ord på som bekymrer dig.

Børnene ser ham ikke som en fader-type. Ham udtrykker selv at han ikke er fader-typen. Du ser ham ikke i fader-rollen.

Hvad er det som du efterlyser hos ham ? Er det hans få timer som social person i dit liv ? Er det hans prioritering af jeres tid sammen ? Er det i bund og grund at hans arbejde er så omfattende at han ikke har fritid nok ?

Kurt_H skriver:

Når du ikke er ved "drop ham stadiet", så tænker jeg at der er en anden ting som du ikke har sat ord på som bekymrer dig.

Børnene ser ham ikke som en fader-type. Ham udtrykker selv at han ikke er fader-typen. Du ser ham ikke i fader-rollen.

Hvad er det som du efterlyser hos ham ? Er det hans få timer som social person i dit liv ? Er det hans prioritering af jeres tid sammen ? Er det i bund og grund at hans arbejde er så omfattende at han ikke har fritid nok ?

Jeg synes da bestemt ikke, at hun skal droppe ham, når de elsker hinanden.

Hun skriver jo, at børnene er vilde med ham, og jeg tror på, at han kan blive en god bonusfar med tiden. Han har bare stadig brug for at have et liv ved siden af. Det er der ikke noget mærkeligt i.

Jeg synes altså ikke, det er så mærkeligt, at det er overvældende for ham. De har jo ikke kendt hinanden så længe endnu. Han lyder ikke afvisende over for børnene, og kærligheden skal nok komme. Det kræver bare tid, tid og tid.

Tommelise skriver:

Jeg synes da bestemt ikke, at hun skal droppe ham, når de elsker hinanden.

Hun skriver jo, at børnene er vilde med ham, og jeg tror på, at han kan blive en god bonusfar med tiden. Han har bare stadig brug for at have et liv ved siden af. Det er der ikke noget mærkeligt i.

Jeg synes altså ikke, det er så mærkeligt, at det er overvældende for ham. De har jo ikke kendt hinanden så længe endnu. Han lyder ikke afvisende over for børnene, og kærligheden skal nok komme. Det kræver bare tid, tid og tid.

 

Tjaaa..... men det er bare ikke mit syn i sagen...

Du kan ikke tvinge en partner til at holde af dine børn, så et eller andet sted kommer børnene i klemme.

De har været "sammen" i et år, så det er da tid nok til at "vænne" sig til faderrollen... Hvor lang tid syntes du der skal gå ? 5 år ? Så er børnene jo gamle nok til at se ham som en pausevoksen.

At blive far fra den ene dag til den anden er en valgfri ting, men at udfylde rollen til UG+ er ikke altid nemt. Det er derfor at jeg tvivler stærkt på at det holder i længden... sådan som jeg forstår det skrevne ord fra trådstarter.

At voksendelen funger er jo fint, men nu er der jo børn med i forholdet, så de skal jo ligesom også ses med ind i det samlede forhold.