Min kæreste vil helst være foruden mine børn

mpr skriver:

Okay, hvad er det præcis for en rolle du gerne vil have han tager? For i min verden var der 2 lejre, 1. Jeg var ikke mor eller far, men bonusmor altså en ekstra forældre lignende rolle, de skulle lytte til mig, jeg havde lige så meget at sige som far og mor, har ret til at bande over barnet som en hver anden forælder når tingene går skævt uden sure miner, og blev respekteret som en lige voksen, samt have lov til at få lidt tid for mig selv i samarbejde med far så han også fik tid til sig selv fra tid til anden.. Eller 2. Jeg er hygge voksen som skal være børnenes ven og og til stede når jeg er der, forældrenes ord vægter højere end mit, og derved ikke har det samme ansvar for børnene, jeg har derfor ikke noget primært ansvar og kan uden kvaler bevæge mig ud af døren når det passer mig for det er ikke mit barn.. 

I min verden er der ikke en mellem vej, for du kan ikke være hel hjertet i det hvis du ikke har samme rettigheder i huset. Det bliver man simpelthen bims af, at skulle være statist i eget liv, det var noget af det sværeste at få ændret og alligevel første jeg fik banket i bordet med.. Så måske du skal kigge på rammerne, for du skriver han ville gerne gå hel hjertet ind i det, men han endte med at være sådan en som skulle lege med dem hele tiden.. (hvis jeg forstår dig ret) og samtidig skriver du, at du er mor med stort M så kunne jeg måske godt mistænke en skæv fordeling. Jeg kan rigtig godt forstå du gerne vil have i er en helhed, så snak sammen om ønsker og hvordan i får løst det bedst muligt så i begge kan få noget af det i ønsker.

Nu ved jeg ikke hvor gamle de er, men noget af det jeg gjorde meget i starten for at undgå den der lege rolle, men samtidig at knytte bånd var at jeg tog hende med ud enten en tur på lege pladsen eller i biografen eller noget helt tredje som jeg havde lyst til, kun hende og jeg. Og så hjalp det også en hel del at jeg fik bekræftet at jeg behøvede altså ikke sidde og lege med hende hele tiden det havde jeg nemlig følt som en pligt, for det gør man jo med børn..  

Jeg ville gerne have at han tog den første rolle du beskriver - for det var det jeg forventede sa vi talte om det hele inden han mødte børnene.

men i realiteten gør han det andet. Leger med dem og lader mig om at være den bestemmende voksen i huset. siger ikke sin mening ift opdragelse til mig, når vi er alene eller sådan. 

Jeg vil gerne have ham som en medvoksen og en sparringspartner også ift børnene. 

Vi har lige talt kort om det. Han mener han går helhjertet ind og lægger meget energi i det. 

Hmmm... det er måske svært for ham at se hvad det egentlig betyder at gå ind i det? Hvis han som du også siger, tænker det er at lege med dem "for det gør man jo med børn" er det jo lidt misforstået. 

Anonym skriver:

Jeg ville gerne have at han tog den første rolle du beskriver - for det var det jeg forventede sa vi talte om det hele inden han mødte børnene.

men i realiteten gør han det andet. Leger med dem og lader mig om at være den bestemmende voksen i huset. siger ikke sin mening ift opdragelse til mig, når vi er alene eller sådan. 

Jeg vil gerne have ham som en medvoksen og en sparringspartner også ift børnene. 

Vi har lige talt kort om det. Han mener han går helhjertet ind og lægger meget energi i det. 

Hmmm... det er måske svært for ham at se hvad det egentlig betyder at gå ind i det? Hvis han som du også siger, tænker det er at lege med dem "for det gør man jo med børn" er det jo lidt misforstået. 

Så tror jeg det er der du skal prøve at ligge fokus, for det tog virkelig meget energi fra mig, og jeg kunne slet ikke overskue at skulle være sammen med min bonus så ofte, fordi jeg nemlig havde det rigtig hårdt når jeg så endelig var der og lagde så meget energi i noget som egentlig ikke var nødvendigt. Hvis han ikke har børn selv, har han ingen chance for at vide hvordan man håndtere børn, ud over hvordan han tror det skal forgå. 

Har han prøvet at lave noget af det han kan lide, hjemme hos jer, imens børnene er der, uden at han skulle smide det fra sig og lege?  Prøv at lær ham at slappe af derhjemme, så han ikke tager/flygter ud af huset eller hjem til venner 

Anonym skriver:

Jeg ville gerne have at han tog den første rolle du beskriver - for det var det jeg forventede sa vi talte om det hele inden han mødte børnene.

men i realiteten gør han det andet. Leger med dem og lader mig om at være den bestemmende voksen i huset. siger ikke sin mening ift opdragelse til mig, når vi er alene eller sådan. 

Jeg vil gerne have ham som en medvoksen og en sparringspartner også ift børnene. 

Vi har lige talt kort om det. Han mener han går helhjertet ind og lægger meget energi i det. 

Hmmm... det er måske svært for ham at se hvad det egentlig betyder at gå ind i det? Hvis han som du også siger, tænker det er at lege med dem "for det gør man jo med børn" er det jo lidt misforstået. 

Jeg tænker at det er svært for ham at agere bonusfar når han ikke selv har børn. Han skal jo også lige finde ud af hvad det vil sige og hvad det indebærer? 

I har kun været sammen som helhed i et halvt år, hvor han ikke er tilstede i 14 dage af gangen. Jeg tænker der skal gå længere tid før han blander sig i opdragelse og lignende. 

jeg tænker at I er flyttet sammen for tidligt. Men nu hvor I er, skal du finde ud af med dig selv om det han giver dig/Jer lige nu er nok for dig? 

Jeg tror også, at I må have en rigtig god snak, så I alle kan få det godt med den måde, I har valgt at indrette jer på.

Bonusrollen kan være rigtig svær. Det handler nok også rigtig meget om forventningsafstemning. Faktisk tror jeg, du forventer lidt for meget af ham. Du ønsker, at I skal være en familie. Det kan I måske også blive med tiden. Men det kan aldrig blive en kernefamilie. Det er du nødt til at indstille dig på.

Som jeg læser det, har han ikke selv børn, og jeg synes, det er helt naturligt, at han gerne vil i byen med vennerne engang imellem. Det er en kæmpe omvæltning for ham at skulle være "familiefar", når han har været vant til at have sin frihed. Som du selv skriver, så kan du ikke forvente, at han skal elske børnene. Han har ikke været med hele vejen - han har ikke oplevet graviditeten og fødslen, og følelserne opstår ikke bare "lige sådan". Det er jo dig og ikke børnene, han har forelsket sig i. Men han kan godt komme til at holde rigtig meget af dem. Giv det tid - giv ham tid. 

Børnene vil selvfølgelig altid være det vigtigste for dig. Den der med, at "så skulle han ikke være gået ind i det fra starten af" - den holder ikke i min optik. Han er jo gået ind i det, fordi han forelskede sig i dig. Man hører også tit den der med, at "han vidste jo, hvad han gik ind til". Nej - det vidste han ikke. Det må du hjælpe ham med. Som sagt synes jeg, det er helt naturligt, at han har lyst til at se sine venner. Men når I bor sammen, så kan det jo ikke være hver gang. 

Det lyder, som om han trods alt er interesseret i børnene og leger og fjoller med dem. Kunne du prøve at give ham større ansvar ? Nu ved jeg jo ikke, hvor små de er, men kunne han selv lave noget med dem ? Er det ind imellem ham, der læser godnathistorie eller hjælper med tandbørstningen ?

Jeg tror ikke, at han er flyttet ind for at spare husleje et andet sted. Jeg tror sagtens, du kan stole på hans kærlighed til dig. Der er én, der skriver, at hvis han ikke engagerer sig i børnene, så er det bare "ud til højre". Men så enkelt er det jo ikke - du holder jo af ham.

Hvis de kun ser ham 1 uge på en måned, så har han jo kun i princippet mødt dem i 6 uger, med mellemrum, det synes jeg ikke er særlig lang tid, så han skal da bare have mere tid til at falde ind i den rolle du vil have han skal have. Så det er da bare at væbne sig med tålmodighed. Medmindre han decideret flygter ud af huset når de kommer

Anonym skriver:

Jeg ville gerne have at han tog den første rolle du beskriver - for det var det jeg forventede sa vi talte om det hele inden han mødte børnene.

men i realiteten gør han det andet. Leger med dem og lader mig om at være den bestemmende voksen i huset. siger ikke sin mening ift opdragelse til mig, når vi er alene eller sådan. 

Jeg vil gerne have ham som en medvoksen og en sparringspartner også ift børnene. 

Vi har lige talt kort om det. Han mener han går helhjertet ind og lægger meget energi i det. 

Hmmm... det er måske svært for ham at se hvad det egentlig betyder at gå ind i det? Hvis han som du også siger, tænker det er at lege med dem "for det gør man jo med børn" er det jo lidt misforstået. 

Jeg tror altså ikke, du kan forvente en forældrerolle af ham - i hvert fald ikke endnu.

I har talt om det. Men et er teori - noget andet er praksis. 

Det kan være rigtig svært for ham at vide, hvad han egentlig mener i forhold til opdragelse. Måske har han aldrig rigtig tænkt over det. Måske er han også bange for at gøre eller sige noget forkert. 

Han føler sikkert selv, at han går helhjertet ind i det. Jeg tror, du er nødt til at glæde dig over det engagement, der allerede er. Og så må du guide ham - på en rolig og tålmodig måde.

mpr skriver:

Så tror jeg det er der du skal prøve at ligge fokus, for det tog virkelig meget energi fra mig, og jeg kunne slet ikke overskue at skulle være sammen med min bonus så ofte, fordi jeg nemlig havde det rigtig hårdt når jeg så endelig var der og lagde så meget energi i noget som egentlig ikke var nødvendigt. Hvis han ikke har børn selv, har han ingen chance for at vide hvordan man håndtere børn, ud over hvordan han tror det skal forgå. 

Har han prøvet at lave noget af det han kan lide, hjemme hos jer, imens børnene er der, uden at han skulle smide det fra sig og lege?  Prøv at lær ham at slappe af derhjemme, så han ikke tager/flygter ud af huset eller hjem til venner 

Det giver rigtig god mening. Han har nemlig ikke børn selv - men er god til at kloge sig på børn men det er jo typisk når man ikke selv har nogen. Jeg var også utroligt forudindtaget om forældreskabet inden jeg fik børn ��

mor:) skriver:

Jeg tænker at det er svært for ham at agere bonusfar når han ikke selv har børn. Han skal jo også lige finde ud af hvad det vil sige og hvad det indebærer? 

I har kun været sammen som helhed i et halvt år, hvor han ikke er tilstede i 14 dage af gangen. Jeg tænker der skal gå længere tid før han blander sig i opdragelse og lignende. 

jeg tænker at I er flyttet sammen for tidligt. Men nu hvor I er, skal du finde ud af med dig selv om det han giver dig/Jer lige nu er nok for dig? 

Vi har snakket om det. Jeg tror vi går skævt af hinandens forventninger til hans rolle.

jeg forventer på ingen måde at hans skal være den vilde bonusfar allerede nu! Slet ikke. Babysteps! Men det rammer mig når han direkte siger at tiden med børnene ikke er ligeså vigtig. For hvordan skal vi så komme frem imod den bonusrolle? 

Jeg ved ikke om vi er flyttet sammen for tidligt. Det føles ikke sådan. Og jeg er slet ikke i tvivl om at vi skal være sammen for altid. Men vi skal bestemt af afstemt hvordan og hvorledes vi vil have vores familie til at se ud. 

Tommelise skriver:

Jeg tror altså ikke, du kan forvente en forældrerolle af ham - i hvert fald ikke endnu.

I har talt om det. Men et er teori - noget andet er praksis. 

Det kan være rigtig svært for ham at vide, hvad han egentlig mener i forhold til opdragelse. Måske har han aldrig rigtig tænkt over det. Måske er han også bange for at gøre eller sige noget forkert. 

Han føler sikkert selv, at han går helhjertet ind i det. Jeg tror, du er nødt til at glæde dig over det engagement, der allerede er. Og så må du guide ham - på en rolig og tålmodig måde.

 

Det tror jeg du har ret i. At jeg skal være tålmodig. 

Ift opdragelse.. han har ikke børn. Men markante meninger. Det kan godt være lidt svært at have med at gøre  

Anonym skriver:

Men man kan jo heller ikke forvente at ens kæreste skal elske ens børn? 

Det er jo sådan set reelt nok når han siger at det er mig han er forelsket i og ikke dem. (Selvom det gør lidt ondt)

det er ikke fordi han ignorere dem når vi er her alle 4, sådan er det ikke. Og ungerne er vilde med ham! men han har bare ikke noget problem med ikke at være her når de er her. Og ser ikke at det er et problem at vi ikke er en "samlet enhed". 

Det synes jeg faktisk er okay. Når du beskriver, at han egentlig er god ved dem, sammen med dem, men godt kan prioritere andre aktiviteter under samværet. Faktum er, at han ikke er deres far, og derfor ikke forpligtet på samme måde, og i mine øjne er det legalt nok. For jeg synes ikke man kan forvente, at han en uge om måneden sætter alt på hold og kun er hos jer, fordi du har børn.

Og det siger jeg som bio mor til to børn, der har både en bonusfar og en bonusmor. For mig at se handler det om, om man ønsker en 'far mere'  eller ej. Det gør jeg personligt ikke. Mine børn HAR en far, og de HAR en mor. Så de kan sagtens leve med og forstå, at bonusforældrene ikke altid er på, og ikke prioriterer dem på samme måde som os biologiske forældre.

Det er sygt svært at være bonusforældre. Det er jeg også selv. Nogen falder hovedkulds for børnene, andre har det ok med dem og accepterer dem uden at elske dem. Jeg tror man som biologisk forældre skal skrue forventningerne lidt ned. Den her forestilling om, at den nye partner skal elske børnene med hud og hår og smide alt i hænderne for børnenes skyld. Den lyst og de følelser har du, fordi du er deres mor. Det er meget naturligt, at man som bonusforældre ikke har det på samme måde, selvom enkelte har.

Så skal du selvfølgelig gøre op med dig selv, om DU kan leve med det, eller om du skal droppe forholdet og krydse fingre for at finde en partner, som elsker børnene som var de hans egne. Men de fleste har det ikke sådan. Det kræver jo ikke meget omgang i online og fysiske bonusforældre grupper og se - og jeg synes selv, som en der står på begge sider af det, at der er behov for større forståelse for netop det og måske en mere realistisk tilgang til hvilke følelser og forholdemåder man kan forvente af en bonusforældre.

Så længe bonus er sød ved børnene, kan lide at bruge tid med dem og er en nærværende person sådan generelt det i deres liv. Derudover synes jeg ikke man kan forvente at de/vi gør børnene til første prioritet, fordi børnene (i de fleste tilfælde) har et sæt forældre, der gør netop det.