Min kæreste vil helst være foruden mine børn

Hej alle.. 

jeg er simpelthen så splittet.. sagen er at jeg har haft en kæreste i lidt over et år. Han mødte børnene efter et halvt år og har stort set boet her siden. 

Men med boet her, er det ikke ligesom for alle andre. Han er nemlig udlægger, 14 dage ad gangen ude og arbejde og 14 dage hjemme. Mine børn har jeg 7/7 ordning med. Dvs de kun ser ham 1 uge på en måned. 

Problemet er.. at jeg gerne vil have at vi er en samlet enhed. At børnene føler han er en voksen i deres familie. Vores familie. Men han ser det anderledes. Han vil gerne have mig! Og han vil gerne bruge den fritid vi har uden børn, på at være sammen og være kærester. Og så er det mindre vigtigt for ham at være der når børnene er her, så de dage vil han gerne bruge på at besøge vennerne (som bor 2timers kørsel væk). Som han siger, når børnene er der er der alligevel ikke meget tid til at være os, og jeg er jo fuldt beskæftiget og savner ham ikke på samme måde...  

men hvordan skal ungerne nogensinde lære hvilken rolle han har? Er han et medlem af familien eller ej? Når han ikke engang er her alle dage i den ene uge i måneden han ser dem? 

Jeg forventer ikke at han skal elske mine børn. Men jeg havde nok forventet at han ville tage så meget del i mit liv - også den del der indeholder børn - så vi kunne føle os som én familie og ikke som det er nu hvor jeg føler der er mig og børnene og så er der mig og min kæreste.  Men jeg ved ikke om det er mig der er urimelig? 

Jeg vidste godt fra start at han ikke havde forventet at skulle finde en kæreste med børn.'en han har jo for fanden selv indvilliget i det alligevel. Fuck jeg synes det er svært. 

Men hjælp mig lige! Er det hele noget der kun er Vigtigt for mig? Eller påvirker den slags også børnene sådan som jeg tænker det gør? 

Anonym skriver:

Hej alle.. 

jeg er simpelthen så splittet.. sagen er at jeg har haft en kæreste i lidt over et år. Han mødte børnene efter et halvt år og har stort set boet her siden. 

Men med boet her, er det ikke ligesom for alle andre. Han er nemlig udlægger, 14 dage ad gangen ude og arbejde og 14 dage hjemme. Mine børn har jeg 7/7 ordning med. Dvs de kun ser ham 1 uge på en måned. 

Problemet er.. at jeg gerne vil have at vi er en samlet enhed. At børnene føler han er en voksen i deres familie. Vores familie. Men han ser det anderledes. Han vil gerne have mig! Og han vil gerne bruge den fritid vi har uden børn, på at være sammen og være kærester. Og så er det mindre vigtigt for ham at være der når børnene er her, så de dage vil han gerne bruge på at besøge vennerne (som bor 2timers kørsel væk). Som han siger, når børnene er der er der alligevel ikke meget tid til at være os, og jeg er jo fuldt beskæftiget og savner ham ikke på samme måde...  

 

men hvordan skal ungerne nogensinde lære hvilken rolle han har? Er han et medlem af familien eller ej? Når han ikke engang er her alle dage i den ene uge i måneden han ser dem? 

Jeg forventer ikke at han skal elske mine børn. Men jeg havde nok forventet at han ville tage så meget del i mit liv - også den del der indeholder børn - så vi kunne føle os som én familie og ikke som det er nu hvor jeg føler der er mig og børnene og så er der mig og min kæreste.  Men jeg ved ikke om det er mig der er urimelig? 

Jeg vidste godt fra start at han ikke havde forventet at skulle finde en kæreste med børn.'en han har jo for fanden selv indvilliget i det alligevel. Fuck jeg synes det er svært. 

Men hjælp mig lige! Er det hele noget der kun er Vigtigt for mig? Eller påvirker den slags også børnene sådan som jeg tænker det gør? 

Er han et medlem af familien eller ej?

Svaret er, at det er han ikke, uanset hvordan du vender og drejer det - og han har sandsynligt heller ikke lyst til at have en rolle i forhold til børnene.....de følelser kan du ikke styre, og spørgsmålet er, om det ikke er helt legalt, at han har det sådan? Dit job er så at finde ud af, om du kan acceptere det, eller du vil farvel.

Rockertand skriver:

Er han et medlem af familien eller ej?

Svaret er, at det er han ikke, uanset hvordan du vender og drejer det - og han har sandsynligt heller ikke lyst til at have en rolle i forhold til børnene.....de følelser kan du ikke styre, og spørgsmålet er, om det ikke er helt legalt, at han har det sådan? Dit job er så at finde ud af, om du kan acceptere det, eller du vil farvel.

Nej biologisk er han ikke. Men mine børn er små. Jeg synes det er underligt hvis de ender op med at have levet hele livet med en eller anden mand som ikke rigtig vil være en del af dem. Det var anderledes hvis de var store. 

Jeg ved det fandme ikke. 

Jeg ville helt ærligt ik føle at han ville mig seriøst, hvis ik han ik var interesseret i mine børn også.

Ved ik om han feks betaler det halve af huslejen osv osv, men Han opføre sig ik som en del af familien og jeg ku nærmest få indtryk af, at han "bor" ved dig, for at slippe for huslejen et andet sted... 

Men det er self bare mine tanker! Vh Stine 

Når man har børn, er børnene en del af pakken, hvis man vælger at indgå et langtidsforhold. Man kan ikke vælge kun at være sammen med moren, hvis man samtidig skal bo i huset. 

Det lyder for mig, som om han ret og slet er flyttet for tidligt ind. I kan gerne være kjærester, men han kan jo ikke bo sammen med dig, hvis han ikke er interesseret i familieliv. Børnene bor der jo også.

Du kan blive nødt til at vælge, om du vil have en kæreste ved siden af familielivet eller en kæreste, som tager del i familielivet. Du er nødt til at stå for det, som er vigtigt for dig. Det gør dig ikke urimelig. Uanset hvilken løsning, som er ret for dig.

StineW79 skriver:

Jeg ville helt ærligt ik føle at han ville mig seriøst, hvis ik han ik var interesseret i mine børn også.

Ved ik om han feks betaler det halve af huslejen osv osv, men Han opføre sig ik som en del af familien og jeg ku nærmest få indtryk af, at han "bor" ved dig, for at slippe for huslejen et andet sted... 

Men det er self bare mine tanker! Vh Stine 

Han betaler halvdelen af udgifterne i huset og de øvrige faste fælles udgifter.

jeg er faktisk på ingen måde i tvivl om at han vil MIG 100%.. det svære er bare, at det ikke gælder børnene.

Anonym skriver:

Han betaler halvdelen af udgifterne i huset og de øvrige faste fælles udgifter.

 

jeg er faktisk på ingen måde i tvivl om at han vil MIG 100%.. det svære er bare, at det ikke gælder børnene.

Det ka jeg virkelig godt forstå du har det svært med!!

Dejligt at i ellers er lige!! Vh Stine 

Ciss skriver:

Når man har børn, er børnene en del af pakken, hvis man vælger at indgå et langtidsforhold. Man kan ikke vælge kun at være sammen med moren, hvis man samtidig skal bo i huset. 

Det lyder for mig, som om han ret og slet er flyttet for tidligt ind. I kan gerne være kjærester, men han kan jo ikke bo sammen med dig, hvis han ikke er interesseret i familieliv. Børnene bor der jo også.

Du kan blive nødt til at vælge, om du vil have en kæreste ved siden af familielivet eller en kæreste, som tager del i familielivet. Du er nødt til at stå for det, som er vigtigt for dig. Det gør dig ikke urimelig. Uanset hvilken løsning, som er ret for dig.

 

Det er præcis mine tanker. Hvis han ikke ønsker at være en del af min lille familie som altså indeholder 2 børn, så skulle vi måske have ladet det være ved "weekend" kærester. 

Men det kan jeg bare slet ikke bære nu!

i starten synes jeg han var mega engageret i dem. Gjorde ting med dem osv. Nu er det nye og sjove ligesom gået af, og så vil han gerne bruge tiden anderledes..

Anonym skriver:

Det er præcis mine tanker. Hvis han ikke ønsker at være en del af min lille familie som altså indeholder 2 børn, så skulle vi måske have ladet det være ved "weekend" kærester. 

Men det kan jeg bare slet ikke bære nu!

i starten synes jeg han var mega engageret i dem. Gjorde ting med dem osv. Nu er det nye og sjove ligesom gået af, og så vil han gerne bruge tiden anderledes..

Jeg tror, I er nødt til at sætte jer ned og snakke det hele godt igennem.  Hvis forholdet skal have en mulighed for at fungere, skal I jo begge have det godt. Det har du ikke, når du bliver splittet mellem ham og børnene, og det har han ikke, hvis han føler familielivet som en byrde. Så I er nødt til at snakke rigtig sammen og finde ud af, hvordan hvad I skal gøre fremover. Det er ikke enkelt, men jeg tror, I er nødt til det.

Anonym skriver:

Hej alle.. 

jeg er simpelthen så splittet.. sagen er at jeg har haft en kæreste i lidt over et år. Han mødte børnene efter et halvt år og har stort set boet her siden. 

Men med boet her, er det ikke ligesom for alle andre. Han er nemlig udlægger, 14 dage ad gangen ude og arbejde og 14 dage hjemme. Mine børn har jeg 7/7 ordning med. Dvs de kun ser ham 1 uge på en måned. 

Problemet er.. at jeg gerne vil have at vi er en samlet enhed. At børnene føler han er en voksen i deres familie. Vores familie. Men han ser det anderledes. Han vil gerne have mig! Og han vil gerne bruge den fritid vi har uden børn, på at være sammen og være kærester. Og så er det mindre vigtigt for ham at være der når børnene er her, så de dage vil han gerne bruge på at besøge vennerne (som bor 2timers kørsel væk). Som han siger, når børnene er der er der alligevel ikke meget tid til at være os, og jeg er jo fuldt beskæftiget og savner ham ikke på samme måde...  

 

men hvordan skal ungerne nogensinde lære hvilken rolle han har? Er han et medlem af familien eller ej? Når han ikke engang er her alle dage i den ene uge i måneden han ser dem? 

Jeg forventer ikke at han skal elske mine børn. Men jeg havde nok forventet at han ville tage så meget del i mit liv - også den del der indeholder børn - så vi kunne føle os som én familie og ikke som det er nu hvor jeg føler der er mig og børnene og så er der mig og min kæreste.  Men jeg ved ikke om det er mig der er urimelig? 

Jeg vidste godt fra start at han ikke havde forventet at skulle finde en kæreste med børn.'en han har jo for fanden selv indvilliget i det alligevel. Fuck jeg synes det er svært. 

Men hjælp mig lige! Er det hele noget der kun er Vigtigt for mig? Eller påvirker den slags også børnene sådan som jeg tænker det gør? 

Jeg må indrømme. At hvis jeg fandt en kæreste der ikke ville have hele mig (dermed også min søn) så røg han ud til højre. 

Mit barn er 1000 gange vigtigere end ham og han har vidst fra start der var børn indvolveret. Så skulle han ikke have gået ind i det til at starte med. 

Jeg forelskede mig i en fyr for 1,5 år siden ca. Han meldte fra pga min søn fordi han ikk ville være papfar. Og det havde jeg respekt for