Min kæreste vil helst være foruden mine børn

Ciss skriver:

Jeg tror, I er nødt til at sætte jer ned og snakke det hele godt igennem.  Hvis forholdet skal have en mulighed for at fungere, skal I jo begge have det godt. Det har du ikke, når du bliver splittet mellem ham og børnene, og det har han ikke, hvis han føler familielivet som en byrde. Så I er nødt til at snakke rigtig sammen og finde ud af, hvordan hvad I skal gøre fremover. Det er ikke enkelt, men jeg tror, I er nødt til det.

Det er jeg ikke i tvivl om at vi skal. Men inden da, er det meget rart at få øjne på udefra. Nogengsnge ser man jo bare kun sin egen side og det er ikke altid et fair billede.

AnoMom skriver:

Jeg må indrømme. At hvis jeg fandt en kæreste der ikke ville have hele mig (dermed også min søn) så røg han ud til højre. 

Mit barn er 1000 gange vigtigere end ham og han har vidst fra start der var børn indvolveret. Så skulle han ikke have gået ind i det til at starte med. 

Jeg forelskede mig i en fyr for 1,5 år siden ca. Han meldte fra pga min søn fordi han ikk ville være papfar. Og det havde jeg respekt for

Men man kan jo heller ikke forvente at ens kæreste skal elske ens børn? 

Det er jo sådan set reelt nok når han siger at det er mig han er forelsket i og ikke dem. (Selvom det gør lidt ondt)

det er ikke fordi han ignorere dem når vi er her alle 4, sådan er det ikke. Og ungerne er vilde med ham! men han har bare ikke noget problem med ikke at være her når de er her. Og ser ikke at det er et problem at vi ikke er en "samlet enhed". 

Men man kan jo heller ikke forvente at ens kæreste skal elske ens børn? 

Det er jo sådan set reelt nok når han siger at det er mig han er forelsket i og ikke dem. (Selvom det gør lidt ondt)

det er ikke fordi han ignorere dem når vi er her alle 4, sådan er det ikke. Og ungerne er vilde med ham! men han har bare ikke noget problem med ikke at være her når de er her. Og ser ikke at det er et problem at vi ikke er en "samlet enhed". 

hov fejl tag xD

Anonym skriver:

Hej alle.. 

jeg er simpelthen så splittet.. sagen er at jeg har haft en kæreste i lidt over et år. Han mødte børnene efter et halvt år og har stort set boet her siden. 

Men med boet her, er det ikke ligesom for alle andre. Han er nemlig udlægger, 14 dage ad gangen ude og arbejde og 14 dage hjemme. Mine børn har jeg 7/7 ordning med. Dvs de kun ser ham 1 uge på en måned. 

Problemet er.. at jeg gerne vil have at vi er en samlet enhed. At børnene føler han er en voksen i deres familie. Vores familie. Men han ser det anderledes. Han vil gerne have mig! Og han vil gerne bruge den fritid vi har uden børn, på at være sammen og være kærester. Og så er det mindre vigtigt for ham at være der når børnene er her, så de dage vil han gerne bruge på at besøge vennerne (som bor 2timers kørsel væk). Som han siger, når børnene er der er der alligevel ikke meget tid til at være os, og jeg er jo fuldt beskæftiget og savner ham ikke på samme måde...  

 

men hvordan skal ungerne nogensinde lære hvilken rolle han har? Er han et medlem af familien eller ej? Når han ikke engang er her alle dage i den ene uge i måneden han ser dem? 

Jeg forventer ikke at han skal elske mine børn. Men jeg havde nok forventet at han ville tage så meget del i mit liv - også den del der indeholder børn - så vi kunne føle os som én familie og ikke som det er nu hvor jeg føler der er mig og børnene og så er der mig og min kæreste.  Men jeg ved ikke om det er mig der er urimelig? 

Jeg vidste godt fra start at han ikke havde forventet at skulle finde en kæreste med børn.'en han har jo for fanden selv indvilliget i det alligevel. Fuck jeg synes det er svært. 

Men hjælp mig lige! Er det hele noget der kun er Vigtigt for mig? Eller påvirker den slags også børnene sådan som jeg tænker det gør? 

Altså i teorien bliver det jo kun et problem hvis det bliver gjort til et problem. En kæreste kan man ikke bare forvente siger "neeeeej sikke et fantastisk barn, det må jeg hellere engagere mig 100000% i." du kan finde den type mænd/kvinder som går ind med den holdning, men så er der også større sandsynlighed for at de får en masse jalousi, fordi så vil de have en rolle med barnet, og tager sig ikke bare til takke med hvad de "må få" jeg selv var den sidste slags, i hvert fald i starten. I dag har jeg intet problem med at trække mig, men er selvfølgelig til stede og det har også hjulpet at jeg nu ikke bliver taget for givet fra begge sider som en vigtig voksen.

Men du kan ikke tvinge føleser ind hos en partner.. Jeg fik afvide at der gik 5 år før man kunne frembringe kærlige følelser som var reelle for et barn som man ikke var forælder til. Partneren forelsker sig jo netop i sin partner og ikke i børnene. Og det som er med en kæreste er jo netop at de ikke har forpligtelser for børnene, og hvis han føler du glemmer ham lidt i den uge, så har han måske heller ikke motivation/lyst til at bruge/spilde tid på noget som han jo egentlig kun gør for din skyld, tror ikke der er mange kærester som et halvt år inde i relationen til barnet af egen fri vilje vil have en masse ansvar for barnet.. Det er tilvænning. Men du må sætte dig ned med ham og få snakket om hvordan i gerne vil have jeres tilværelse skal være, er der planer om børn i fremtiden, for så skal han have en relation til dine børn for at der ikke opstår jalousi. 

Jeg har altid haft en god relation med min bonusdatter. Dog har jeg en væsentlig kortere lunte når det kommer til hende, og det er først indenfor de sidste 2 år at jeg er begyndt at blive blød i knæene over nogle af alle de ting som mor og far blev bløde i knæene over. Og vi har immervæk været sammen i over 6 år.. Det er svært at finde sin plads.. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg fik afvide i starten at jeg ikke skulle få et for tæt forhold med min bonus for tænk nu hvis vi gik fra hinanden.. Af alle mulige folk.. Eller at jeg måtte ikke prøve at overtage en mor rolle.. Det er svært at finde en balance.. 

Undskyld hvis det blev lidt rodet, men det er en helt normal problemstilling I står i, og man kan ikke bare forlange at udefra kommende kan komme ind og tage en vigtig rolle i børnenes liv, især ikke efter personen kun har kendt børnene i 6 måneder. Og det er uanset om du bliver i forhold med ham her eller går ud og prøver at finde en ny.. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg fik afvide at "du vidste jo han havde barn og vidste derfor hvad du gik ind til" - det kan man aldrig vide hvis man ikke har været i en sammenbragt familie før. 

mpr skriver:

Altså i teorien bliver det jo kun et problem hvis det bliver gjort til et problem. En kæreste kan man ikke bare forvente siger "neeeeej sikke et fantastisk barn, det må jeg hellere engagere mig 100000% i." du kan finde den type mænd/kvinder som går ind med den holdning, men så er der også større sandsynlighed for at de får en masse jalousi, fordi så vil de have en rolle med barnet, og tager sig ikke bare til takke med hvad de "må få" jeg selv var den sidste slags, i hvert fald i starten. I dag har jeg intet problem med at trække mig, men er selvfølgelig til stede og det har også hjulpet at jeg nu ikke bliver taget for givet fra begge sider som en vigtig voksen.

Men du kan ikke tvinge føleser ind hos en partner.. Jeg fik afvide at der gik 5 år før man kunne frembringe kærlige følelser som var reelle for et barn som man ikke var forælder til. Partneren forelsker sig jo netop i sin partner og ikke i børnene. Og det som er med en kæreste er jo netop at de ikke har forpligtelser for børnene, og hvis han føler du glemmer ham lidt i den uge, så har han måske heller ikke motivation/lyst til at bruge/spilde tid på noget som han jo egentlig kun gør for din skyld, tror ikke der er mange kærester som et halvt år inde i relationen til barnet af egen fri vilje vil have en masse ansvar for barnet.. Det er tilvænning. Men du må sætte dig ned med ham og få snakket om hvordan i gerne vil have jeres tilværelse skal være, er der planer om børn i fremtiden, for så skal han have en relation til dine børn for at der ikke opstår jalousi. 

Jeg har altid haft en god relation med min bonusdatter. Dog har jeg en væsentlig kortere lunte når det kommer til hende, og det er først indenfor de sidste 2 år at jeg er begyndt at blive blød i knæene over nogle af alle de ting som mor og far blev bløde i knæene over. Og vi har immervæk været sammen i over 6 år.. Det er svært at finde sin plads.. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg fik afvide i starten at jeg ikke skulle få et for tæt forhold med min bonus for tænk nu hvis vi gik fra hinanden.. Af alle mulige folk.. Eller at jeg måtte ikke prøve at overtage en mor rolle.. Det er svært at finde en balance.. 

Undskyld hvis det blev lidt rodet, men det er en helt normal problemstilling I står i, og man kan ikke bare forlange at udefra kommende kan komme ind og tage en vigtig rolle i børnenes liv, især ikke efter personen kun har kendt børnene i 6 måneder. Og det er uanset om du bliver i forhold med ham her eller går ud og prøver at finde en ny.. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg fik afvide at "du vidste jo han havde barn og vidste derfor hvad du gik ind til" - det kan man aldrig vide hvis man ikke har været i en sammenbragt familie før. 

Tak for dit svar. Det giver rigtig meget mening.

dog synes jeg slet ikke han bliver prakket en rolle på. Når vi er her alle 4 er jeg stadig moren med kæmpe M og han fjoller enten med børnene eller hjælper med madlavning osv ligesom hvis vi vare var os to. Når han er her, fungere det hele ret fint egenligt. Altså det er som det er for alle børnenefamilier i ulvetimen på en tirsdag, du ved. Og når ungerne er puttet sætter vi en film på og sidder tæt i sofaen og får husket at sige alle de der ting vi ikke har haft tid til i løbet af eftermiddagen. 

Han har selv ytret i starten, at det var risikabelt for ham at gå ind i et forhold med børn netop fordi at han gør det helhjertet, at han vil være tilstede og have en betydning  osv. Så jeg forventede nok at det var det der ville ske. At hsn ville tage del i familen - ikke nødvendigvis elske det fra første færd - men gøre det og vide at det var en præmis i det her forhold. 

Og han gjorde det også! I starten. Men nu er det vendt til at det ikke er så vigtigt om han er her når børnene er her. Og det gør mig faktisk ked af det.  

Jeg må indrømme jeg ikke helt forstår problemet, når han engagerer sig i børnene og er sød ved dem når han er der. At han så vælger at besøge venner selvom børnene er der er vel ikke så mærkeligt - for det er jo ikke hans børn. Du vil gerne have I alle er en enhed - men igen..det er ikke hans børn.

Hvis han nu var kølig eller ignorerede børnene var det en anden sag. Det lyder som om du har lidt for store forventninger. 

IenFart skriver:

Jeg må indrømme jeg ikke helt forstår problemet, når han engagerer sig i børnene og er sød ved dem når han er der. At han så vælger at besøge venner selvom børnene er der er vel ikke så mærkeligt - for det er jo ikke hans børn. Du vil gerne have I alle er en enhed - men igen..det er ikke hans børn.

Hvis han nu var kølig eller ignorerede børnene var det en anden sag. Det lyder som om du har lidt for store forventninger. 

Det kan også sagtens være! Alle inputs er velkomne. 

IenFart skriver:

Jeg må indrømme jeg ikke helt forstår problemet, når han engagerer sig i børnene og er sød ved dem når han er der. At han så vælger at besøge venner selvom børnene er der er vel ikke så mærkeligt - for det er jo ikke hans børn. Du vil gerne have I alle er en enhed - men igen..det er ikke hans børn.

Hvis han nu var kølig eller ignorerede børnene var det en anden sag. Det lyder som om du har lidt for store forventninger. 

Jeg tror lidt at det er hele det her med at vi jo altså bor sammen. Dvs han bor også sammen med børnene. Men ser dem ikke som en prioritet. Det var fair nok hvis vi ikke boede sammen. Så havde vi ikke et fælles liv overhovedet udover når vi valgte at ses. Men det HAR vi jo nu i og med vi deler adresse og udgifter og satser på at vi skal blive gamle sammen. 

Men det kan godt være det er mig der er galt på den.

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Det giver rigtig meget mening.

dog synes jeg slet ikke han bliver prakket en rolle på. Når vi er her alle 4 er jeg stadig moren med kæmpe M og han fjoller enten med børnene eller hjælper med madlavning osv ligesom hvis vi vare var os to. Når han er her, fungere det hele ret fint egenligt. Altså det er som det er for alle børnenefamilier i ulvetimen på en tirsdag, du ved. Og når ungerne er puttet sætter vi en film på og sidder tæt i sofaen og får husket at sige alle de der ting vi ikke har haft tid til i løbet af eftermiddagen. 

Han har selv ytret i starten, at det var risikabelt for ham at gå ind i et forhold med børn netop fordi at han gør det helhjertet, at han vil være tilstede og have en betydning  osv. Så jeg forventede nok at det var det der ville ske. At hsn ville tage del i familen - ikke nødvendigvis elske det fra første færd - men gøre det og vide at det var en præmis i det her forhold. 

Og han gjorde det også! I starten. Men nu er det vendt til at det ikke er så vigtigt om han er her når børnene er her. Og det gør mig faktisk ked af det.  

Okay, hvad er det præcis for en rolle du gerne vil have han tager? For i min verden var der 2 lejre, 1. Jeg var ikke mor eller far, men bonusmor altså en ekstra forældre lignende rolle, de skulle lytte til mig, jeg havde lige så meget at sige som far og mor, har ret til at bande over barnet som en hver anden forælder når tingene går skævt uden sure miner, og blev respekteret som en lige voksen, samt have lov til at få lidt tid for mig selv i samarbejde med far så han også fik tid til sig selv fra tid til anden.. Eller 2. Jeg er hygge voksen som skal være børnenes ven og og til stede når jeg er der, forældrenes ord vægter højere end mit, og derved ikke har det samme ansvar for børnene, jeg har derfor ikke noget primært ansvar og kan uden kvaler bevæge mig ud af døren når det passer mig for det er ikke mit barn.. 

I min verden er der ikke en mellem vej, for du kan ikke være hel hjertet i det hvis du ikke har samme rettigheder i huset. Det bliver man simpelthen bims af, at skulle være statist i eget liv, det var noget af det sværeste at få ændret og alligevel første jeg fik banket i bordet med.. Så måske du skal kigge på rammerne, for du skriver han ville gerne gå hel hjertet ind i det, men han endte med at være sådan en som skulle lege med dem hele tiden.. (hvis jeg forstår dig ret) og samtidig skriver du, at du er mor med stort M så kunne jeg måske godt mistænke en skæv fordeling. Jeg kan rigtig godt forstå du gerne vil have i er en helhed, så snak sammen om ønsker og hvordan i får løst det bedst muligt så i begge kan få noget af det i ønsker.

Nu ved jeg ikke hvor gamle de er, men noget af det jeg gjorde meget i starten for at undgå den der lege rolle, men samtidig at knytte bånd var at jeg tog hende med ud enten en tur på lege pladsen eller i biografen eller noget helt tredje som jeg havde lyst til, kun hende og jeg. Og så hjalp det også en hel del at jeg fik bekræftet at jeg behøvede altså ikke sidde og lege med hende hele tiden det havde jeg nemlig følt som en pligt, for det gør man jo med børn..  

Anonym skriver:

Men man kan jo heller ikke forvente at ens kæreste skal elske ens børn? 

Det er jo sådan set reelt nok når han siger at det er mig han er forelsket i og ikke dem. (Selvom det gør lidt ondt)

det er ikke fordi han ignorere dem når vi er her alle 4, sådan er det ikke. Og ungerne er vilde med ham! men han har bare ikke noget problem med ikke at være her når de er her. Og ser ikke at det er et problem at vi ikke er en "samlet enhed". 

Selvfølgelig behøver han ikk elske dem. Men jeg er nu stadig af den mening at man må tage hele pakken hvis man skal være sammen. Deriblandt også ens børn. 

Nu fortalte jeg bare min mening og hvad der ville være rigtigt for mig. Det betyder nødvendigvis ikke at det også er det rigtige for dig