Jeg var ofte på ferie alene hos mine bedsteforældre, da jeg var barn. Helt fra fem-seks år. Jeg blev sendt hjem til dem i en-to uger i sommerferien, når mine forældre skulle arbejde. Jeg NØD det! Jeg savnede da også mine forældre, men det var ren afslapning og ferie.
Men jeg tror måske, jeg ville have undret mig og følt mig forladt, hvis mine forældre samtidig tog på ferie alene til udlandet. En weekend, ja fint, men en hel uge synes jeg, er for meget.
Jeg var også indimellem på ferie hos min mormor, men jeg kan godt sidde i dag og være ked af jeg ikke var det mere! Det er en gave at give børn, også til når de bliver voksne og selv skal stå for kontakt med deres bedsteforældre, så er det kun god opdragelse at de har haft sådanne minder til at holde sammen.
Tilgengæld var vi ofte på fælles ferie, altså campingpladser, sammen med onkler og mormor, og det var nu også guld værd at være sammen hele familien.
Med min farmor var jeg aldrig med på camping eller kun hos hende, for min far mente at ingen skulle passe mig, og det er helt klart noget der gør jeg ikke har det så tæt med hende som mine fætre og kusiner har det.
Så vil man finde et kompromis, jamen så kom over i slutningen af ferien hos bedsteforældrene, så barnet har haft en 4-5 dage selv, og så vær sammen de sidste nætter.
Og jo, helt ærligt, man må også gerne planlægge en ferie selv og så få barnet hjem til bedsteforældrene, om det er den ene eller den anden vej gør ingen forskel.