at have svært ved at lade sit barn passe?

MiniMe2005 skriver:

Jeg tror, du misforstår (eller i hvert fald fortolker lidt på det, jeg skriver). Min undring går ikke på dem, der ikke får passet deres børn i forbindelse med middage, hyggeaftener osv. Men at vælge store begivenheder helt fra, fordi man har et lille barn, det undrer jeg mig over. 

Mht at gå ud og have "kærestetid", så ved jeg ikke, om det måske bunder i, at vi bare er forskellige på det punkt. Ja, et godt forhold er et, hvor man også finder tid til at være "kærester" i hverdagen, men for os betyder det også, at vi kan gå ud at spise kun os en gang i mellem. Og jeg tror, de fleste ville have godt af at komme lidt ud alene en gang i mellem. Det handler ikke om at redde et forhold, det handler om at pleje et forhold.

Jeg tror man skal passe på med at generalisere. For man kan passe et forhold på utrolig mange måder og pleje det. For nogle er det at komme ud sammen vigtigt, for andre er det nærmest ligegyldigt.

jeg har kendt min mand i 25 år og tror sgu egentlig vi ender med at begrave hinanden, og jeg tænker tit: hvor er der mange krav til parforholdet, krav om sommerfugle i maven, krav om søde SMSer i løbet af dagen, krav om det skal være godt hver dag - skulle vores parforhold have levet op til alle kravene var vi blevet skilt. Vi har gode perioder, vi har dårlige og kendetegnet for os er nok vi ikke giver op når de er dårlige og heller ikke går ind og problemknuser men blot konstaterer: ja nu er vi sgu lidt nede. Men det råd passer ikke til alle, men til os

lineog4 skriver:

Jeg tror man skal passe på med at generalisere. For man kan passe et forhold på utrolig mange måder og pleje det. For nogle er det at komme ud sammen vigtigt, for andre er det nærmest ligegyldigt.

jeg har kendt min mand i 25 år og tror sgu egentlig vi ender med at begrave hinanden, og jeg tænker tit: hvor er der mange krav til parforholdet, krav om sommerfugle i maven, krav om søde SMSer i løbet af dagen, krav om det skal være godt hver dag - skulle vores parforhold have levet op til alle kravene var vi blevet skilt. Vi har gode perioder, vi har dårlige og kendetegnet for os er nok vi ikke giver op når de er dårlige og heller ikke går ind og problemknuser men blot konstaterer: ja nu er vi sgu lidt nede. Men det råd passer ikke til alle, men til os

Enig her :-) Vi har heller ikke et enormt behov. Vi har mange perioder, hvor der også er tid og overskud til sms, overraskelse osv. Men også mange perioder, hvor der ikke er.

lineog4 skriver:

Jeg tror man skal passe på med at generalisere. For man kan passe et forhold på utrolig mange måder og pleje det. For nogle er det at komme ud sammen vigtigt, for andre er det nærmest ligegyldigt.

jeg har kendt min mand i 25 år og tror sgu egentlig vi ender med at begrave hinanden, og jeg tænker tit: hvor er der mange krav til parforholdet, krav om sommerfugle i maven, krav om søde SMSer i løbet af dagen, krav om det skal være godt hver dag - skulle vores parforhold have levet op til alle kravene var vi blevet skilt. Vi har gode perioder, vi har dårlige og kendetegnet for os er nok vi ikke giver op når de er dårlige og heller ikke går ind og problemknuser men blot konstaterer: ja nu er vi sgu lidt nede. Men det råd passer ikke til alle, men til os

Selvfølgelig er der mange måder at være i et forhold på :-) Men det er lidt svært ikke at generalisere i en debat som denne. Selvfølgelig er det ikke alle, der ville have godt af at komme lidt ud, hvilket også er derfor, jeg på intet tidspunkt har skrevet, at ALLE par ville have godt af at komme ud.

PT skriver:

Mine børn på 5 og 7 er kun blevet passet en håndfuld gange. Det er der flere grunde til.

For tre år siden, var jeg i Paris med en veninde i 4 dage. jeg trængte til at komme væk og få lov til at være mig selv. Jeg er alene med børnene og havde ikke haft en eneste pause udover arbejde, siden de blev født. jeg trængte til det, og det er også en af grundene til, jeg ikke helt tænkte det igennem.

Mine forældre (som vi ser 2-3 gange om året), kom herover for at passe børnene. Det var såmænd ikke problemet. Problemet bestod i, at når jeg ringede hjem om aftenen for at sige godnat, ville min mor ikke lade mig tale med mine børn. I 4 dage fik jeg ikke lov til at at sige så meget som ét ord til dem!

Da jeg kom hjem, var mine børn ved at falde fra hinanden, og de bad mig love dem, jeg aldrig ville efterlade dem på den måde igen. 

Siden da er de kun blevet passet et par gange. Den ene gang var de hos deres elskede babysitter, da jeg skulle have mine mandler fjernet, og den anden gang hos min gode veninde.

De har dog overnattet hos mine veninder flere gange - men af lyst og ikke af nød. De elsker sleep-overs og være sammen med deres venner, og vi har også haft venner her mange gange, men igen det er fordi, børnene ønsker det. 

 

Jeg meldte afbud til min mosters og onkels sølvbrullyp for 6 år siden, da jeg ikke havde nogen, der kunne passe. Da jeg ikke bor i DK, ser vi ikke familien så ofte, og festen foregik naturligvis i DK. Jeg ville ikke efterlade min datter herovre for selv at flyve over, og jeg kendte ikke nogen i DK, jeg ville stole nok på til at have hende for selv for en aften.

 

What???? Hvorfor blev du dog nægtet at snakke med dine børn!? 

Jeg lod ofte min søn passe af andre, da han var barn. Mest hos sin mormor men også af venner eller babysitter. Nu er han voksen og har selv børn.
Jeg mente, det var enormt vigtigt, at han blev tryg ved andre mennesker, og ikke kun ved sin mor. Og det har virket sådan, at han er blevet et voksent og meget socialt menneske, som let tilpasser sig andre forhold. Han har aldrig været bange for noget, og som 16-årig rejste han et år på udveksling i Australien, hvor han boede hos en fremmed familie. Det var hans livs største oplevelse, og det modnede ham til et meget selvstændigt og frygtløst menneske, som har let ved at være sammen med alle slags mennesker. Også dem, der ikke ligner hans egen familie.

Mor11 skriver:

Jeg støder på flere og flere synes jeg, der simpelthen har så uendeligt svært ved at lade deres poder passe. Både få timer og med overnatning. Børn op mod 3 års alderen hvor forældrene simpelthen er bange for at svigte hvis de lader barnet passe mens de er til voksenfest, ude og spise eller lign. Forældre der får det fysisk skidt og savner børnene helt vildt og voldsomt - så meget at de begynder at græde ligefrem, mens de er adskilt selvom det blot drejer sig om en aften - hvor barnet alligevel ville ligge inde i sin seng hvis de var hjemme. 

Er det normalen at have det sådan? For så er jeg da helt ved siden af. Jeg kan sagtens nyde tid uden børn. Jeg er ikke bange for at de ikke skal kunne klare at blive passet af andre - heller ikke med overnatning. Da de var babyer ville jeg godt lige have en opdatering når de sov, og en kort besked om dagen var gået fint, men jeg har aldrig ikke kunne være i det og følt mig som en dårlig forældre for at de var hos mormor mens vi gik i biffen, til fødselsdag eller lign. 

Alle følelser er naturligvis legitime, men jeg har super svært ved ikke at få lyst til at ruske de af mine veninder med børn på ja, knapt 3 år, der er heeelt ude at skide over at de måske kan være nødt til at få passet barnet mens de føder nummer to, eller mens de er til bryllup eller lign. Altså blrn på næsten 3 der aldrig har været passet et par timer udover af institutionen. 

Jeg mener det er vigtigt at ens børn er trygge ved andre end mor og far, og jeg synes bedsteforældrebåndet er skønt. Jeg kan simpelthen ikke se det forfærdelige i at et barn bliver passet i ny og næ. Hvad er man bange for? Og hvor kommer den frygt fra, hvis ellers barnet er helt normalt og raskt?? 

 

Hvordan har i det med pasning hvis i bliver inviteret til fx bryllup uden børn, eller en tur i biffen? Og jeg snakker selvfølgelig ikke om små helt nye babyer! Det håber jeg er sådan rimelig indforstået  

Hej !! 

Ingen af delene er unormale.. Men læser du om børns udvikling psykisk så er de ikke klar før end de bliver tre år de forstår simpelhent ikke at mor og far kommer tilbage (læs selv udviklings psyk) samme gælder hvis du læser om vores biologi vi er ikke lavet til at blive "afsat" mm det er andre vi har en rigtig tæt daglig kontakt med !! Personligt passes mine børn ikke af andre ude før de er tre dvs sover ikke ude ej heller med andre tætte relationer - Det er hvad man er til og hvad man mener er godt for sine børn/familie 

Kamille skriver:

Hej !! 

Ingen af delene er unormale.. Men læser du om børns udvikling psykisk så er de ikke klar før end de bliver tre år de forstår simpelhent ikke at mor og far kommer tilbage (læs selv udviklings psyk) samme gælder hvis du læser om vores biologi vi er ikke lavet til at blive "afsat" mm det er andre vi har en rigtig tæt daglig kontakt med !! Personligt passes mine børn ikke af andre ude før de er tre dvs sover ikke ude ej heller med andre tætte relationer - Det er hvad man er til og hvad man mener er godt for sine børn/familie 

Jeg kan godt nok ikke genkende det med 3 år fra mit barn. Hun er ikke fyldt tre, men er blevet passet af bedsteforældre, også flere nætter i træk, og har længe haft styr på at mor og far kommer tilbage. Hun siger tit selv noget som "jeg sover her, så kommer solen op, og så må I gerne hente mig", mest når hun gerne vil blive en overnatning til. Og ellers ved hun da hun skal sove en eller to nætter inden vi kommer. Det fortæller hun os også i tlf...

Me skriver:

Jeg lod ofte min søn passe af andre, da han var barn. Mest hos sin mormor men også af venner eller babysitter. Nu er han voksen og har selv børn.
Jeg mente, det var enormt vigtigt, at han blev tryg ved andre mennesker, og ikke kun ved sin mor. Og det har virket sådan, at han er blevet et voksent og meget socialt menneske, som let tilpasser sig andre forhold. Han har aldrig været bange for noget, og som 16-årig rejste han et år på udveksling i Australien, hvor han boede hos en fremmed familie. Det var hans livs største oplevelse, og det modnede ham til et meget selvstændigt og frygtløst menneske, som har let ved at være sammen med alle slags mennesker. Også dem, der ikke ligner hans egen familie.

Der tror jeg så ikke handler om pasning eller ikke pasning, men i høj grad også om personlighed og de værdier vi giver med videre.

Mine børn er ikke blevet passet synderlig meget, men min store datter lige fyldt 14 er meget som du beskriver og springer ud i det meste - var for et år siden 3 uger på Grønland og bo privat, er elven/veninde magnet (meget ulig mig), og er i det hele taget et meget socialt væsen der har det bedst i flok. Hendes lillebror har fået samme "opdragelse" og er helt anderledes, han knækkede først koden med at sove ude andre steder end mormor sidste efterår lige før han fyldte 9, hvor han så også gik hele vejen og tog en uge til London, men han er slet ikke der sociale væsen og har brug for sin egen tid. 

Lille lillebror er kun 6 år, så hvem ved, men som sine søskende er han ikke blevet passer sådan rigtigt, men elsker at sove ude og er også social social social. 

Så min erfaring med 3 forskellige børn med nogenlunde samme opdragelse og frekvens i pasning, er det i langt højere grad handler om hvem de er, end hvad vi gør  

Anonym skriver:

Jeg kan godt nok ikke genkende det med 3 år fra mit barn. Hun er ikke fyldt tre, men er blevet passet af bedsteforældre, også flere nætter i træk, og har længe haft styr på at mor og far kommer tilbage. Hun siger tit selv noget som "jeg sover her, så kommer solen op, og så må I gerne hente mig", mest når hun gerne vil blive en overnatning til. Og ellers ved hun da hun skal sove en eller to nætter inden vi kommer. Det fortæller hun os også i tlf...

En ting er teori og en anden ting er praksis. Nogle gange er der forbandet at vores børn ikke har læst alle de teorier vi har og derfor ikke opfører sig som i bøgerne. 

Teorien siger, at så små børn ikke har en tidsfornemmelse og de samtidig med deres instinkter bør frygte at blive forladt. Men så små børn har nu også stadig erfaring og de udvikler årsag virkning sammenhængen. Jeres datter har fået en skøn erfaring, som I har sat ord på. Hun har erfaret at hun har en skøn oplevelse hos bedsterne og at denne oplevelse involverer at sove, det bliver mørkt, det bliver lyst og så slutter oplevelsen med I kommer igen. To teorier modarbejder hinanden: minus tidsfornemmelse og forladt kontra erfaringer. 

Er ikke et sekund i tvivl om jeres datter har en skøn skøn skøn tid hos bedsterne og hun er sikker på I kommer tilbage også selvom en teori kan påstå andet

Kamille skriver:

Hej !! 

Ingen af delene er unormale.. Men læser du om børns udvikling psykisk så er de ikke klar før end de bliver tre år de forstår simpelhent ikke at mor og far kommer tilbage (læs selv udviklings psyk) samme gælder hvis du læser om vores biologi vi er ikke lavet til at blive "afsat" mm det er andre vi har en rigtig tæt daglig kontakt med !! Personligt passes mine børn ikke af andre ude før de er tre dvs sover ikke ude ej heller med andre tætte relationer - Det er hvad man er til og hvad man mener er godt for sine børn/familie 

Man kan ikke bruge udviklingspsykologiske teorier til at begrunde, at børn præcis indtil de tre år ikke kan kapere en overnatning ude - ej heller, at ved de tre år er de klar, for den sags skyld. De fleste overlader deres børn til umiddelbart ikke-nære relationer otte timer dagligt fra 1-års-alderen - herefter/undervejs bygges relationen til DP eller pædagogerne op, men som udgangspunkt var den nære relation der ikke, og den 1-årige lærer af sin erfaring, at mor og far kommer igen i eftermiddag. På samme måde vil barnet lære, at når det sover hos mormor, kommer mor og far igen, når det bliver morgen - og ingen efterlader vel deres børn til overnatning hos fremmede mennesker. 

Nogle børn er mere sårbare overfor pasning ude end andre, men at tilbringe natten og ikke dagtimerne hos en tryg og velkendt person er ikke som udgangspunkt "værre" eller mere i strid med deres udviklingsmæssige kaperen end at overdrage dem i kærlige hænder om dagen. Forskellen er, at det - eftersom det sker sjældnere end pasning i dagtimerne - at det er et brud på rutinen og dermed mere uvant. Sover den 1-årige hos mormor på ugentlig basis, vil barnet drage erfaringer af dét. 

Vi har bare vænnet os til, at det hører med til et nutidigt familieliv, at barnet er adskilt fra forældrene i dagtimerne, men det er altså ikke kodet ind en 1-årigs psyke, at 8-15-separation er ok, men 20-08 er angstfyldt - det er ren og skær tilvænning og erfaringsudvikling. Nogle vil hævde, at det er i strid med børns psykologiske behov at komme i institution fra 1-årsalderen, men den tankegang tør de færreste forfølge, da vi fra samfundets side har indrettet os efter adskillelsen i dagtimerne som en selvfølge og nødvendighed. 

At du drager biologi ind i dette forstår jeg ikke helt - rent biologisk er vi i stand til at være adskilt fra den nære flok, fra vi er vænnet fra mors bryst, men selvsagt afhængige af, at andre opfylder vores fysiske behov - og det rækker jo langt udover 3-årsalderen.