at have svært ved at lade sit barn passe?

Jeg støder på flere og flere synes jeg, der simpelthen har så uendeligt svært ved at lade deres poder passe. Både få timer og med overnatning. Børn op mod 3 års alderen hvor forældrene simpelthen er bange for at svigte hvis de lader barnet passe mens de er til voksenfest, ude og spise eller lign. Forældre der får det fysisk skidt og savner børnene helt vildt og voldsomt - så meget at de begynder at græde ligefrem, mens de er adskilt selvom det blot drejer sig om en aften - hvor barnet alligevel ville ligge inde i sin seng hvis de var hjemme. 

Er det normalen at have det sådan? For så er jeg da helt ved siden af. Jeg kan sagtens nyde tid uden børn. Jeg er ikke bange for at de ikke skal kunne klare at blive passet af andre - heller ikke med overnatning. Da de var babyer ville jeg godt lige have en opdatering når de sov, og en kort besked om dagen var gået fint, men jeg har aldrig ikke kunne være i det og følt mig som en dårlig forældre for at de var hos mormor mens vi gik i biffen, til fødselsdag eller lign. 

Alle følelser er naturligvis legitime, men jeg har super svært ved ikke at få lyst til at ruske de af mine veninder med børn på ja, knapt 3 år, der er heeelt ude at skide over at de måske kan være nødt til at få passet barnet mens de føder nummer to, eller mens de er til bryllup eller lign. Altså blrn på næsten 3 der aldrig har været passet et par timer udover af institutionen. 

Jeg mener det er vigtigt at ens børn er trygge ved andre end mor og far, og jeg synes bedsteforældrebåndet er skønt. Jeg kan simpelthen ikke se det forfærdelige i at et barn bliver passet i ny og næ. Hvad er man bange for? Og hvor kommer den frygt fra, hvis ellers barnet er helt normalt og raskt?? 

Hvordan har i det med pasning hvis i bliver inviteret til fx bryllup uden børn, eller en tur i biffen? Og jeg snakker selvfølgelig ikke om små helt nye babyer! Det håber jeg er sådan rimelig indforstået  

Du er såmænd helt normal  jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at få passet mine børn.

Men mange begrunder det i at det ikke er barnets behov men mon ikke det er deres eget behov der dominerer mest 

Mor11 skriver:

Jeg støder på flere og flere synes jeg, der simpelthen har så uendeligt svært ved at lade deres poder passe. Både få timer og med overnatning. Børn op mod 3 års alderen hvor forældrene simpelthen er bange for at svigte hvis de lader barnet passe mens de er til voksenfest, ude og spise eller lign. Forældre der får det fysisk skidt og savner børnene helt vildt og voldsomt - så meget at de begynder at græde ligefrem, mens de er adskilt selvom det blot drejer sig om en aften - hvor barnet alligevel ville ligge inde i sin seng hvis de var hjemme. 

Er det normalen at have det sådan? For så er jeg da helt ved siden af. Jeg kan sagtens nyde tid uden børn. Jeg er ikke bange for at de ikke skal kunne klare at blive passet af andre - heller ikke med overnatning. Da de var babyer ville jeg godt lige have en opdatering når de sov, og en kort besked om dagen var gået fint, men jeg har aldrig ikke kunne være i det og følt mig som en dårlig forældre for at de var hos mormor mens vi gik i biffen, til fødselsdag eller lign. 

Alle følelser er naturligvis legitime, men jeg har super svært ved ikke at få lyst til at ruske de af mine veninder med børn på ja, knapt 3 år, der er heeelt ude at skide over at de måske kan være nødt til at få passet barnet mens de føder nummer to, eller mens de er til bryllup eller lign. Altså blrn på næsten 3 der aldrig har været passet et par timer udover af institutionen. 

Jeg mener det er vigtigt at ens børn er trygge ved andre end mor og far, og jeg synes bedsteforældrebåndet er skønt. Jeg kan simpelthen ikke se det forfærdelige i at et barn bliver passet i ny og næ. Hvad er man bange for? Og hvor kommer den frygt fra, hvis ellers barnet er helt normalt og raskt?? 

 

Hvordan har i det med pasning hvis i bliver inviteret til fx bryllup uden børn, eller en tur i biffen? Og jeg snakker selvfølgelig ikke om små helt nye babyer! Det håber jeg er sådan rimelig indforstået  

Her har vi det helt fint med det... også selvom vores børn var små.. vi har ikke det store netværk, men vi kommer da ud og plejer vores forhold og vores voksenliv... vi tager til koncerter og sådan, men vi har svært ved at finde muligheder til overnatning.. det er lidt øv, da vi godt vil tage en overnatning i ny og næ... eller en forlænget weekend til London,  men som det ser ud pt, må vi vente til de bliver ældre... storesøster tager dem nu, når vi Skal noget... de er 6, 12 og 17...

jeg har også haft det lidt svært ved det, men mest fordi familien ikke bor så tæt på så der går længe mellem besøgene. Der er så meget længe til at min datter bliver tre. 

For mig handler det meget om tillid den person, der passer også. Jeg syntes først det er nu at mit barn er tryg ved og genkender familien, så hun kan passes og er tryg ved at det ikke er os, der er der når hun vågner. 

Jeg er begyndt at tænke på hvad er det værste, der kan ske, der er vel at baby vågner og græder indtil vi kommer hjem, og det skal baby nok overleve. Jeg tror man har nogle meget værre scenarier i hovedet, når man er ny forældre, men sandsynligvis er det værste. 

Jeg tænker alle forældre gør, som de synes passer til deres familie. Vores børn har været over 1 år, før de er blevet passet med overnatning, og kun i særlige tilfælde som fx et bryllup, hvor de ikke er inviteret med. Da vores datter var 4 havde hun sovet ude 2 gange. Nu er de 9 og 6 og har de sidste 2 år overnattet pga lyst hos deres bedsteforældre 3-4 gange om året og decideret pasning 1/2 gange. Det er ikke fordi vi græder os selv i søvne, når de ikke er hjemme, men har bare ikke kunne se behovet.

Mariposa2 skriver:

Jeg tænker alle forældre gør, som de synes passer til deres familie. Vores børn har været over 1 år, før de er blevet passet med overnatning, og kun i særlige tilfælde som fx et bryllup, hvor de ikke er inviteret med. Da vores datter var 4 havde hun sovet ude 2 gange. Nu er de 9 og 6 og har de sidste 2 år overnattet pga lyst hos deres bedsteforældre 3-4 gange om året og decideret pasning 1/2 gange. Det er ikke fordi vi græder os selv i søvne, når de ikke er hjemme, men har bare ikke kunne se behovet.

Mine bliver også kun passet når der er en grund, så det handler skam ikke om at ungerne bare skal afsted tit og ofte, slet ikke. Det handler om at jeg oplever forældrene simpelthen har SÅ svært ved at give slip. Om det er på kontrollen eller barnet ved jeg ikke. Men det er så mødrene græder ved tanken. Og græder når poden er afsat selvom han/hun var i total hopla da de sagde farvel. Og siger nej tak til store begivenheder hvis børnene ikke kan komme med, også selvom det hverken er ammebørn længere eller fordi de ikke har sprog fx. Ting de faktisk rigtig gerne ville, men ikke kan fordi de er så bange for at få ungerne passet. 

Anonym skriver:

jeg har også haft det lidt svært ved det, men mest fordi familien ikke bor så tæt på så der går længe mellem besøgene. Der er så meget længe til at min datter bliver tre. 

For mig handler det meget om tillid den person, der passer også. Jeg syntes først det er nu at mit barn er tryg ved og genkender familien, så hun kan passes og er tryg ved at det ikke er os, der er der når hun vågner. 

Jeg er begyndt at tænke på hvad er det værste, der kan ske, der er vel at baby vågner og græder indtil vi kommer hjem, og det skal baby nok overleve. Jeg tror man har nogle meget værre scenarier i hovedet, når man er ny forældre, men sandsynligvis er det værste. 

jeg kan godt sætte mig ind i at det er svært hvis man ikke føler man har nogen der kender barnet særlig godt. 

Men fx min ene veninde, har ikke så meget famile tilbage. De har hyret en barnepige for at kunne få et pusterum af og til. og selvom de havde set hende mange gange og hun havde hentet i inst alene for at gå hjem med barnet hvor moren var hjemme og lign for at styrke båndet og de skulle lære hinanden godt at kende. Tudede moren stadig da hende og manden så en aften ville ud og spise. De nåede ikke engang desserten. Barnet var 2år og søsteren på 10 var også hjemme. Det synes jeg måske er lidt... meget.. de var 10min hjemmefra. 

alenemor42 skriver:

Du er såmænd helt normal  jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at få passet mine børn.

Men mange begrunder det i at det ikke er barnets behov men mon ikke det er deres eget behov der dominerer mest 

Det tænker jeg også. Jeg oplever at mødrene græder når de kører fra barnet, selvom det står og vinker med stort smil og alt er godt. 

Det der med behov. Altså. Nej. Det er da ikke et behov, men det gør som regel heller ikke nogen skade. Til gengæld kan mor og far bibeholde noget kærestetid og komme ud og huske at være dem selv. Og ungerne hygger sig jo for pokker imens. Jeg synes i hvertfald det er at begrænse sig selv helt enormt at man siger nej til bedste venners bryllup og den slags fordi man er helt angst for at få passet børn imens. Også forholdvis store børn. Jeg ville i hvertfald føle det var lidt ærgerligt når jeg så tilbage på det.

Mor11 skriver:

Jeg støder på flere og flere synes jeg, der simpelthen har så uendeligt svært ved at lade deres poder passe. Både få timer og med overnatning. Børn op mod 3 års alderen hvor forældrene simpelthen er bange for at svigte hvis de lader barnet passe mens de er til voksenfest, ude og spise eller lign. Forældre der får det fysisk skidt og savner børnene helt vildt og voldsomt - så meget at de begynder at græde ligefrem, mens de er adskilt selvom det blot drejer sig om en aften - hvor barnet alligevel ville ligge inde i sin seng hvis de var hjemme. 

Er det normalen at have det sådan? For så er jeg da helt ved siden af. Jeg kan sagtens nyde tid uden børn. Jeg er ikke bange for at de ikke skal kunne klare at blive passet af andre - heller ikke med overnatning. Da de var babyer ville jeg godt lige have en opdatering når de sov, og en kort besked om dagen var gået fint, men jeg har aldrig ikke kunne være i det og følt mig som en dårlig forældre for at de var hos mormor mens vi gik i biffen, til fødselsdag eller lign. 

Alle følelser er naturligvis legitime, men jeg har super svært ved ikke at få lyst til at ruske de af mine veninder med børn på ja, knapt 3 år, der er heeelt ude at skide over at de måske kan være nødt til at få passet barnet mens de føder nummer to, eller mens de er til bryllup eller lign. Altså blrn på næsten 3 der aldrig har været passet et par timer udover af institutionen. 

Jeg mener det er vigtigt at ens børn er trygge ved andre end mor og far, og jeg synes bedsteforældrebåndet er skønt. Jeg kan simpelthen ikke se det forfærdelige i at et barn bliver passet i ny og næ. Hvad er man bange for? Og hvor kommer den frygt fra, hvis ellers barnet er helt normalt og raskt?? 

 

Hvordan har i det med pasning hvis i bliver inviteret til fx bryllup uden børn, eller en tur i biffen? Og jeg snakker selvfølgelig ikke om små helt nye babyer! Det håber jeg er sådan rimelig indforstået  

Jeg har det ligesom dig lige med undtagelse af at jeg ikke ville lade min baby blive passet ude. Fra 1 års alderen der føler jeg det er fint at få passet børnene ude med en enkel overnatning. Min datter på snart 4 år elsker at sove hos både mine forældre og mine svigerforældre, og hun er selv begyndt at efterspørger det. Når farmor er med oppe at hente hende i børnehaven overser hun helt mig og springer farmor om halsen. Det varmer egentlig bare om hjertet, at hun et så tæt knyttet til sine bedsteforældre. Min mor og hende har også et helt unikt bånd til hinanden, og det har de haft fra nærmest dag 1. Det er fantastisk at være vidne til. 

Her sover hun ude ca 1 gang hver 5. uge. Derudover har hun ofte 1 gang om ugen hvor farmor henter hende og er sammen med hende nogle timer og så henter vi hende omkring aftensmad tid. Jeg savner hende ikke på den måde når hun sover ude, fordi jeg ved hun har det rigtig godt og nyder det. Jeg ved jo jeg ser hende dagen efter igen De første gange hun blev passet kan jeg dog huske at jeg savnede hende meget og følte mig helt nøgen uden hende. 

Nu er vores søn kun 2 uger gammel, men regner da med at han også af og til skal hygge sig alene med sine bedsteforældre når han bliver lidt ældre både med og uden overnatning og uden os forældre Men han skal være 1 års tid før jeg er klar til at undvære ham.

Undre mig også lidt når jeg høre om forældre der aldrig lader deres små poder passes ude, men det er mere fordi jeg syntes at børnene går glip af noget. Jeg husker at jeg selv elskede at være ovre hos min mormor ALENE Det var noget af det hyggeligste. 

Mariposa2 skriver:

Jeg tænker alle forældre gør, som de synes passer til deres familie. Vores børn har været over 1 år, før de er blevet passet med overnatning, og kun i særlige tilfælde som fx et bryllup, hvor de ikke er inviteret med. Da vores datter var 4 havde hun sovet ude 2 gange. Nu er de 9 og 6 og har de sidste 2 år overnattet pga lyst hos deres bedsteforældre 3-4 gange om året og decideret pasning 1/2 gange. Det er ikke fordi vi græder os selv i søvne, når de ikke er hjemme, men har bare ikke kunne se behovet.

Det handler også om barnets temperament. Vores dreng er knap 18 mdr og vi skal til bryllup om 2 mdr, hvor han gerne skulle passes med overnatning, men altså ikke en gang hans far kan have ham en hel nat, uden mig. Så jeg har virkelig svært ved at se hvad vi gør, for selvom han i teorien burde kunne klare en overnatning, så er realiteten (medmindre der sker en masse de næste mdr) at han ikke er klar. Jeg stresser totalt over det. 

Om dagen kan han fint passes også af bedsteforældre han ikke ser så ofte, men om natten vil han ha sin mor.