at have svært ved at lade sit barn passe?

Mor11 skriver:

Men sidder du med en følelse af at svigte når hun bliver passet? Savner du så meget at du lang tid i forvejen har det dårligt med at hun skal passes? 

For det er den slags jeg undrer mig over. Ikke over at man ikke søger pasning i tide og utide, for det gør jeg heller ikke selv. Mine bliver kun passet hvis alt andet virkelig ikke kan gå op. Fx at far kan ha dem, at min aftale kan skydes eller hvad det nu kan være. Pasning hos andre end far er altid den sidste prioritet. men når de er afsted, er jeg helt afslappet omkring det og har altid været det. 

Det kommer an på perioden. Ja jeg kan godt have en irrationel følelse af svigt. Og da vi skulle på weekend tur til Kbh til bryllup følte jeg vitterligt jeg svigtede hende. 

Hun elskede det og det hjælper. Og ja jeg nyder det da men savner hende også helt vildt. Hun høre til hos mig og ikke andre 

men jeg savner hende også i løbet af dagen for fanden jeg kan lade hende sove imellem os hvis jeg savner hende (ja har en enkelt gang "tvunget" hende)

Jeg må indrømme at jeg selv har ret svært ved at lade min søn passe. Synes bare at han er så lille stadigvæk. Han bliver 1 år i næste uge. Han er blevet passet 3 gange hjemme hos os, i henholdsvis 1, 2 og 3 timer. Alle gangene har det være min mor der har haft ham. Vi har kun meget lidt netværk (næsten ingen familie, og kun få nære venner), og min mor er reelt den eneste i vores omgangskreds der både kan og vil passe ham nu her imens han stadig er så lille. Han starter også først i dagpleje til august. Det er dog blevet lettere for mig. At det har været svært har især skyldtes at vi havde en rigtig hård start med kolik og refluks. Min dreng var meget plaget af sin refluks i især det første halve år. I dag er han bare den gladeste og mest nysgerrige lille mus. Han er super tillidsfuld og rigtig glad for min mor, så vi har talt om at hun om nogle måneder skal have lov til at låne ham med hjem et par timer (det er hende der efterspørger det, og ved at han vil få det super skønt der, da han især er helt tosset med min mors hund). Overnatning er slet ikke aktuelt lige pt... Ikke at der kommer til at gå flere år, men det kommer nok tidligst på tale om et halvt år.

Mor11 skriver:

Det er sjovt som man altid bliver lidt misforstået herinde jeg undrer mig jo ikke over at man ikke har behov for at få passet, jeg undrer mig heller ikke over at man ikke får passet særlig tit. Jeg undrer mig over at jeg støder på flere og flere forældre der har noget nær angst for at være adskilt fra deres børn. At de slet ikke kan tåle det, tror at de skader barnet hvis de overlader det til andre i nogen timer. Græder i flere uger før, hvis de er nødsaget til at få passet børn.. det er dét jeg undrer mig over.. indtil videre er der ingen i denne tråd der har det sådan måske jeg bare har en flok virkelig følelsesladede veninder ��

Forstod dig nu godt, men møder bare ikke dem du beskriver, men en del af de jeg beskriver 

Har hørt så meget for min datter ikke sov ude før hun var over 3 år. Blev kaldt en mor der gjorde sine børn en bjørnetjeneste, og de med sikkerhed aldrig ville turde at blive selvstændige.

skal virkelig vride min hjerne for at finde eksempler på det du beskriver - har stødt på nogle i min cirkel af dem der har mistet, men de alle meget bevidste om det er en irrationel angst, men også på de måske ikke kan forandre den. Har ellers ikke mødt nogle, så ja måske du har følelsesladede veninder, eller måske det er blevet en trend. På samme måde som det var en trend i min omgangskreds at man skulle næsten "hærde" børnene.

Nu er Aya jo kun 6 måneder og ja jeg/vi er nok mærket af vi har mistet Isaac.

Men jeg kan slet ikke overskue tanken om at hun skal passes med eller uden overnatning. Jeg kan allerede nu få en knude i maven ved tanken om at hun er skrevet op til dagpleje fra 1. august - hvad nu hvis de ikke kan få hende til at stoppe med at græde? Hvad nu hvis de ikke gør som mig? Og ja det er virkelig en frygt jeg har.

Herhjemme opdrager vi efter ifavnske metoder, der er ingen der skal græde sig i søvn, der er ingen der skal tvinges til noget hvor der er en frygt. Jeg tror på, at hvis Aya græder når hun bliver lagt til at sove er det ikke fordi hun er på tværs men fordi hun har brug for os - igen jeg ved godt hun kun er 6 måneder - men så meget ændre sig ikke på de næste 4 måneder.

Vi samsover også og det vil jeg ikke "tvinge" eventuel bedsteforældre til, men jeg vil heller ikke tvinge mit barn til at sove alene når hun er vant til at ligge tæt.

Jeg ER en pylrermor og jeg ved det og står ved det, og mange kan have meninger om hvordan mit barn ender med at blive, men så længe jeg selv kan stå ved det jeg/vi gør så bliver jeg ved 

Udover de første gange, hvor der skulle passes, har jeg ikke siddet med tårer og bekymring på den måde, du beskriver. Vi får da også passet, når behovet er der. Min pige er 4,5år( og en baby som stadig ammer, og derfor ikke kan passes) og hun har prøvet at overnatte ved bedsteforældre og moster. Men jeg synes faktisk sjældent, vi har gjort det, behovet har ikke rigtig været der, og når det har, indrømmer jeg gerne, at jeg får lidt dårlig samvittighed. Det hænger nok sammen med, at jeg synes, hun bliver passet så mange timer i institution hver dag, at jeg gerne vil have kvalitetstiden i weekenden. Dertil skal det nævnes, at nærmeste familie da gerne hjælper, men de har ikke et selvstændigt behov for at passe.

Det er klart, at vi ikke får de berømte kæresteweekender med ovenstående model. Jeg synes dog, manden og jeg er gode til stadig at finde tid til hinanden - tapas og stearinlys når hun er puttet, biografaften i sofaen m.m.

Jeg har aldrig haft det godt med at lade mine børn passe. Kun af min mor ved nødvendighed og højest et par timer. Er simpelthen utryg ved om andre har styr på det og vil helst undgå det. Specielt når de er små. Børn under halvandet år ville jeg aldrig lade nogen passe. End ikke i institution.

Jeg græder ikke før, men EFTER pasning��  Første gang min datter skulle passe af bedstemor med overnatning pga bryllup, da græd jeg som pisket, da vi kom hjem igen. Jeg havde simpelthen savnet hende SÅ meget. Men det var rart at komme ud og mærke savn på dem måde. At få et break fra en kedelig barselshverdag��

Har aldrig haft problemer med pasning og bassen er blevet passet siden han var baby... 

Jeg kan ikke referere til det selv, men jeg kan kun forholde mig til hvad min mor har sagt, hun var 20 da hun fik mig. Og jeg tror hun følte en form for "skam" ved at andre skulle passe mig, både hende og min far er lidt "vi har ikke fået barn for at andre skulle passe det!", men jeg tror det blev så meget et mantra, at det eneste de nok til sidst havde brug for, var faktisk at få en aften ude. Jeg var 4 måneder gammel da min mormor ringede til min mor og sagde "Så kan du godt pakke en weekendtaske, og komme ned på banegården, jeg kommer i eftermiddag ind med toget kl. 14, og toget retur kører 14:20, så ses vi igen søndag!". For mange herinde ville det være et overgreb, men det var min mormors måde at sige "det her er ikke et valg, for hvis ingen griber ind, så kan det kun gå galt" (min far var ikke megen hjælp til hverken bleskift eller bræk, og jeg ville ikke ammes, så var gået over på flaske og skemad). Jeg led ingen overlast, min mor fik en weekend fri, og min mormor fik "lov" til at vise hun kan.

Men jeg forstår godt hvordan ovenstående vil få alle i dag til at gå amok. Jeg er da selv sådan at de første mange overnatninger ude med baby skal være med mig, men fra 1 års alderen synes jeg at jeg ser mange blive passet en overnatning, men kun hos nogen de kender. Men det er ikke sådan jeg synes mormor eller farmor skal gøre sig "fortjent" til det, men det er KUN fordi jeg stoler på mine, jeg forstår godt dem der ikke stoler på deres  

Mor11 skriver:

Men i jeres tilfælde kan jeg forstå bekymringen! Det handler det jo ikke om at i ikke tør eller vil. Det handler om at i har set med egne øjne når far har været alene med barnet, at natten bliver et helvede uden dig. Så forstår jeg udemærket at man tænker "shit hvordan skal det gå!". Men i har jo ikke problemer med at lade passe i nogen timer og den slags så i hører jo slet ikke under dem som jeg ikke forstår  

Det var også mest for at få en ekstra dimension med, da jeg ofte støder på folk der synes vi er for pylrede. Han bliver heller ikke passet specielt ofte om dagen, da vores netværk desværre er langt væk fra os.

Jeg har aldrig mødt de forældre der græder når de vinker farvel til barnet, når det bliver passet. Det lyder lidt underligt, hvis barnet er i hopla og er tryg. Men altså jeg må ærligt erkende at jeg savner ham, når vi ikke er sammen, men jeg nyder også når vi en sjælden får ham passet. Det er en sådan lidt underlig følelse.