at have svært ved at lade sit barn passe?

Jeg har ikke dårlig samvittighed over at få dem passet, men det er ikke alle og enhver der har fået lov indtil videre, faktisk er det kun min mor der har passet, jeg ved at svigermor er sur over at hun ikke har passet endnu, men  når de er så små, synes jeg ikke at der er en masse forskellige der skal passe dem og min mor har kunnet alle de gange vi har skullet noget. Hun kender deres rutiner og jeg stoler 100 % på hende og ved hun gør det på den måde jeg har sagt.

Jeg er en af de mødre

min datter bliver passet alt for tit i min optik, men hun elsker at sove hos mormor og morfar. Og tit sover hun der, fordi vi ikke skal noget, men fordi hun selv siger: jeg vil hjem til mormor og morfar. 

Jeg nyder det da bevares, men jeg kan godt finde på at takke nej tak til noget hvis det kræver pasning

anonym12 skriver:

Det handler også om barnets temperament. Vores dreng er knap 18 mdr og vi skal til bryllup om 2 mdr, hvor han gerne skulle passes med overnatning, men altså ikke en gang hans far kan have ham en hel nat, uden mig. Så jeg har virkelig svært ved at se hvad vi gør, for selvom han i teorien burde kunne klare en overnatning, så er realiteten (medmindre der sker en masse de næste mdr) at han ikke er klar. Jeg stresser totalt over det. 

Om dagen kan han fint passes også af bedsteforældre han ikke ser så ofte, men om natten vil han ha sin mor.

Men i jeres tilfælde kan jeg forstå bekymringen! Det handler det jo ikke om at i ikke tør eller vil. Det handler om at i har set med egne øjne når far har været alene med barnet, at natten bliver et helvede uden dig. Så forstår jeg udemærket at man tænker "shit hvordan skal det gå!". Men i har jo ikke problemer med at lade passe i nogen timer og den slags så i hører jo slet ikke under dem som jeg ikke forstår  

God-mor skriver:

Jeg har det ligesom dig lige med undtagelse af at jeg ikke ville lade min baby blive passet ude. Fra 1 års alderen der føler jeg det er fint at få passet børnene ude med en enkel overnatning. Min datter på snart 4 år elsker at sove hos både mine forældre og mine svigerforældre, og hun er selv begyndt at efterspørger det. Når farmor er med oppe at hente hende i børnehaven overser hun helt mig og springer farmor om halsen. Det varmer egentlig bare om hjertet, at hun et så tæt knyttet til sine bedsteforældre. Min mor og hende har også et helt unikt bånd til hinanden, og det har de haft fra nærmest dag 1. Det er fantastisk at være vidne til. 

Her sover hun ude ca 1 gang hver 5. uge. Derudover har hun ofte 1 gang om ugen hvor farmor henter hende og er sammen med hende nogle timer og så henter vi hende omkring aftensmad tid. Jeg savner hende ikke på den måde når hun sover ude, fordi jeg ved hun har det rigtig godt og nyder det. Jeg ved jo jeg ser hende dagen efter igen De første gange hun blev passet kan jeg dog huske at jeg savnede hende meget og følte mig helt nøgen uden hende. 

Nu er vores søn kun 2 uger gammel, men regner da med at han også af og til skal hygge sig alene med sine bedsteforældre når han bliver lidt ældre både med og uden overnatning og uden os forældre Men han skal være 1 års tid før jeg er klar til at undvære ham.

Undre mig også lidt når jeg høre om forældre der aldrig lader deres små poder passes ude, men det er mere fordi jeg syntes at børnene går glip af noget. Jeg husker at jeg selv elskede at være ovre hos min mormor ALENE Det var noget af det hyggeligste. 

Altså - baby og baby tror de har været omkring  10-11 mdr før de er blevet passet ude med overnatning, og fra 8mdr ca er de blevet passet nogen timer hvis det var nødvendigt. Men som sagt bliver de absolut ikke passer hele tiden. Det er faktisk ret sjældent. 

Min søn på 2 år er yderst tillidsfuld og tryg ved andre mennesker. Men han er ikke blevet passet særlig tit. En håndfuld gange tror jeg kun af et par timers varighed mens far og jeg var i bio. Han har endnu ikke overnattet ude. Da jeg fødte lillebror(på nu 6 måneder) var hans faster her hos og så efter ham, jeg fødte om natten så han nået slet ikke at opdage at vi var væk. 

Vi har ganske enkelt bare ikke lysten og behovet for at få vores unger passet  

Der er vel ikke noget der er mere rigtig end andet.

Skægt nok har jeg mere mødt den modsatte grøft, de der var tæt på at kalde mig en dårlig nor fordi mine børn ikke blev passet ude med overnatning - og nej det var ikke af princip, men det var ikke det behov for mormor som er den eneste i familien ville hellere passe hjemme hos os. Jeg er blevet beskyldt for at ødelægge børnenes evne til at turde være hjemme fra (og har sjovt nok to stykker som aldrig får hjemve og elsker at sove ude hos vennerne). 

Vi er alle forskellige, familier er forskellige, forældre er forskellige. Vi har en meget reduceret familie med kun min mor, det sætter visse begrænsninger for pasning og vi har derfor tilrettelagt os ud fra det - ingen lange kæresteture, weekend ophold osv. Men kan sagtens finde romantikken når børnene er der også. 

lineog4 skriver:

Skægt nok har jeg mere mødt den modsatte grøft, de der var tæt på at kalde mig en dårlig nor fordi mine børn ikke blev passet ude med overnatning - og nej det var ikke af princip, men det var ikke det behov for mormor som er den eneste i familien ville hellere passe hjemme hos os. Jeg er blevet beskyldt for at ødelægge børnenes evne til at turde være hjemme fra (og har sjovt nok to stykker som aldrig får hjemve og elsker at sove ude hos vennerne). 

Vi er alle forskellige, familier er forskellige, forældre er forskellige. Vi har en meget reduceret familie med kun min mor, det sætter visse begrænsninger for pasning og vi har derfor tilrettelagt os ud fra det - ingen lange kæresteture, weekend ophold osv. Men kan sagtens finde romantikken når børnene er der også. 

 

Det er sjovt som man altid bliver lidt misforstået herinde jeg undrer mig jo ikke over at man ikke har behov for at få passet, jeg undrer mig heller ikke over at man ikke får passet særlig tit. Jeg undrer mig over at jeg støder på flere og flere forældre der har noget nær angst for at være adskilt fra deres børn. At de slet ikke kan tåle det, tror at de skader barnet hvis de overlader det til andre i nogen timer. Græder i flere uger før, hvis de er nødsaget til at få passet børn.. det er dét jeg undrer mig over.. indtil videre er der ingen i denne tråd der har det sådan måske jeg bare har en flok virkelig følelsesladede veninder ��

migxher skriver:

Min søn på 2 år er yderst tillidsfuld og tryg ved andre mennesker. Men han er ikke blevet passet særlig tit. En håndfuld gange tror jeg kun af et par timers varighed mens far og jeg var i bio. Han har endnu ikke overnattet ude. Da jeg fødte lillebror(på nu 6 måneder) var hans faster her hos og så efter ham, jeg fødte om natten så han nået slet ikke at opdage at vi var væk. 

Vi har ganske enkelt bare ikke lysten og behovet for at få vores unger passet  

Der er vel ikke noget der er mere rigtig end andet.

men det er jo også underordnet om han bliver passet tit eller sjældent. Min undren går ikke på hvorfor børn ikke bliver passet hele tiden, for det gør mine altså heller ikke. Overhovedet ikk faktisk.

Min undren går på de forældre der er decideret bange for at få børnene passet, om det er timer eller et døgn. Altså, hvor de slet ikke kan bære at være adskilt fra dem.. 

Sprit25 skriver:

Jeg er en af de mødre

min datter bliver passet alt for tit i min optik, men hun elsker at sove hos mormor og morfar. Og tit sover hun der, fordi vi ikke skal noget, men fordi hun selv siger: jeg vil hjem til mormor og morfar. 

Jeg nyder det da bevares, men jeg kan godt finde på at takke nej tak til noget hvis det kræver pasning

Men sidder du med en følelse af at svigte når hun bliver passet? Savner du så meget at du lang tid i forvejen har det dårligt med at hun skal passes? 

For det er den slags jeg undrer mig over. Ikke over at man ikke søger pasning i tide og utide, for det gør jeg heller ikke selv. Mine bliver kun passet hvis alt andet virkelig ikke kan gå op. Fx at far kan ha dem, at min aftale kan skydes eller hvad det nu kan være. Pasning hos andre end far er altid den sidste prioritet. men når de er afsted, er jeg helt afslappet omkring det og har altid været det. 

Soonmom skriver:

Jeg har ikke dårlig samvittighed over at få dem passet, men det er ikke alle og enhver der har fået lov indtil videre, faktisk er det kun min mor der har passet, jeg ved at svigermor er sur over at hun ikke har passet endnu, men  når de er så små, synes jeg ikke at der er en masse forskellige der skal passe dem og min mor har kunnet alle de gange vi har skullet noget. Hun kender deres rutiner og jeg stoler 100 % på hende og ved hun gør det på den måde jeg har sagt.

Det giver fin mening at det kun er nogen man stoler på der passer. Jeg ville heller aldrig lade en fremmed eller en ungerne kun kender perifert, passe. Men det er heller ikke det mit spørgsmål går på  

det går på hvordan i har det når børnene skal passes. Er i rolige og trygge, eller nervøse og bange for hvordan det skal gå? Kan i slappe af, eller fylder savnet helt vildt i jer?