CBbaby skriver:
Man bliver nød til at trække vejret, som andre skriver. Og uanset hvad, så er det her et barn. Dit barn!
Jeg havde en forfærdelig fornemmelse af, at min barn var sygt. Gennem hele graviditen. Selv til MD- hvor de sagde, at tallene var flotte og barnet var skønt osv.
Desværre viste min fornemmelse sig at have ret. Mit barn har 2 sjældne genfejl.(Ting de ikke kan se på MD)
Min pointe er: jeg skubbede hele tiden barnet fra mig mentalt. Under graviditeten, efter (hvor vi ikke vidste det med genfejl en) osv. Jeg kæmper stadig en brav kamp med at acceptere min virkelighed. Men det havde været MEGET nemmere, hvis jeg ikke havde skubbet barnet fra mig. Man bliver ikke mere ked af det eller mindre ked af det, når man bliver bekræftet i sine tanker.
Faktisk blev det værre for da vi så fik bekræftet, at der var genfejl, problemer en fremtid med forbehold... Jamen så blev det meget svært. For jeg var ikke knyttet til mit barn 100 procent, jeg fik bare bekræftet, at jeg skulle tage endnu mere afstand. Men fordi jeg var bevidst om det, så har jeg modarbejdet det. Jeg har accepteret, at min virkelighed er, at jeg elsker min datter med hjernen. Og at hun lidt langsommere en normalt kommer til at fylde hele mit hjerte. For det gør hun. Det tager bare længere end jeg kunne forestiller mig og har lyst til. Så det havde været nemmere, hvis jeg allerede var 100 procent knyttet til hende fra fødslen.
Og det er den vigtigste tanke jeg kan give videre. Du må og skal forsøge at acceptere, at livet ingen garantier giver. Men det bliver ikke nemmere at at bekymre sig - faktisk bliver man deprimeret og angst, når man så har ret! For se; det jeg frygtede skete - jamen så sker det nok igen. Også er du i en ond spiral af ked af det hed...
Jeg elsker mit barn! Helt over skyerne også med de ting der kommer i fremtiden. Hendes sygdomme lærer mig at leve i nuet og elske i nuet. Jeg håber, du trykker på "pyt"-knappen (som en skriver) og tænker på, at det er nuet, det tæller: du er lykkelig og gravid 
PS. Der er forsket i det med bekymringer og sorg: man kommer bedre igennem sorg, hvis man faktisk har forholdt sig til barnet og det man "mister". Uanset om man så mister "et køn", et liv osv.
Held og lykke herfra
Det er så sandt som det er skrevet, man kan ikke tage sorgerne på forskud, de kommer alligevel og måske endda med mere styrke fordi de så krydres med en dårlig samvittighed, med en hvorfor nød jeg ikke osv.
Jeg havde ingen anelse om min datter havde en hjertefejl, ingen formodninger som dem du beskriver, blot glæde og en lille smule: kan jeg mon elske på samme måde, hvad hvis baby forstyrrer det at være os osv. Og selv de små tanker som er helt normale gjorde jeg havde lidt at bumle med da hun så døde.
I min næste graviditet tog jeg som du beskriver der afstand i en eller anden: så har jeg ikke taget ind og så gør det ikke ondt at miste. Jeg tør slet ikke tænke på hvis det hele så ikke var gået godt og jeg ikke havde nået at elske på den rigtige måde.
Nå lang smøre, men ville bare sige du har så evig ret. Nyd at være gravid, nyd de små bekymringer og elsk det lille væsen i maven hvis muligt. Sorgen er lige stor om man har overvejet den på forhånd eller ej - sådan lidt søgt eksempel, men det gør jo heller ikke mindreondt at ens kæreste har fundet en anden blot fordi man har bekymret sig over det lige siden forholdet startede.
Og en pyt knap er virkelig verdens bedste opfindelse og alle burde finde den og installere den, og bagefter huske nuet, det der er lige nu og ikke det der måske sker lige om lidt
