.. Ja.. Jeg har en kæreste. Vi har kendt hinanden et halvt år. Jeg er så lykkelig med ham. Troede han var perfekt. Han har hidtil gjort alt det rigtige og vi taler og er åbne om alt. Jeg ved han er en jaloux type, og det ved han også selv - han synes det er fjollet og han stoler egentlig på mig, men følelsen kommer op anyway. Derfor taler vi altid om alting. Hvis jeg har været i byen svarer jeg åbemt og ærligt på alle spørgsmål og han stoler på mine svar. Det er fint med mig at han hat brug for den tryghed, og jeg undgår faktisk krydsforhør når han kan mærke at der intet er at skjule.
Vi var så ude i weekenden. Første gang fulde sammen. Jeg dansede både med ham, hans venner, de øvrige gæster og var glad, talte med hele baren osv som jeg plejer. Havde aftalt med kæresten at hvis han følte et stik af jalousi kunne han altid bare bryde ind og kysse mig, så ingen skulle være i tvivl om at jeg var optaget. Og det fungerede fint og han kom et par gange ned på dansegulvet, brød ind og kyssede mig og så stolt og lykkelig ud <3
men.. Pludselig blev hsn for fuld til at håndtere det rationelt tror jeg. Han hev mig væk, råbte hvad fanden jeg lavede og at det aldrig ville være okay hvis hsn gjorde det samme (jeg var bare ude og danse - helt alm ligesom tidligere på aftenen) jeg sagde at selvfølgelig gik det begge veje og vi havde talt om det hele før. Han blev ved, jeg blev sur og sagde at jeg ikke gad det teenagedrama, tog min jakke og gik.. Da jeg var kølet af gik jeg tilbage for at tale roligt om det. Han gik mig imøde og jeg blev så glad! Men, da vi så er tæt på hinanden skubber han mog op af en bygning, skriger mig ind i hoveder hvad fanden jeg laver og jeg skal komme med undskyldninger, forklaringer osv osv, jeg forstår ingenting og er pisse bange og chokeret! Han siger så at jeg gav ham en lussing. Dette har jeg aldrig i mit liv gjort før og jeg erindrer det ikke! Men hvis jeg virkelig gjorde det, så har det været en ren panikhandling fordi jeg var bange. Han tager fat om mit håndled - hårdt og fejer benene væk under mig så jeg falder ned på fortovet, jeg råber og græder nej nej nej nej nej.. Og så siger han at han gjorde det for min skyld og så går han.
Jeg er helt ude af den. Jeg troede han var perfekt og nu er det her lige sket. Jeg har aldrig prøvet lign!! Jeg bliver samlet op. Går ind til hans venner og beder dem komme med. Vi skal finde ham og jeg fortæller hvad der er sket. De er fulde og tager lidt let på det, men kan se på den ene at han er lidt chokeret over at høre det og de siger han aldrig har gjort lign så vidt de ved.
Vi finder ham. Vi forsøger at tale, men han bebrejder mig og mener ikke det var slemt hvad han gjorde og jeg slog ham jo, så det trickede resten. Jeg dropper samtalen og der kommer en taxa. Vi kommer hjem til kammeraten. Han taler med kæresten mens jeg er i vores soveværelse. Så kommer kammeraten ind og siger at kæresten godt ved han er en idiot, men han er stædig, men han skal nok komme ind og tale med mig, det lover han. Og så går kammeraten i seng. Og kæresten bliver på sofaen.. Jeg ender med at gå derind. Vi snakker, og han indrømmer han overreagerede men mener stadig ikke det var så slemt som jeg giver udtryk for.
vi går i seng.
næste dag bruger vi hele dagen i sengen hvor vi taler og tuder og hsn finder ud af hvor voldsomt det var, da jeg er meget øm på armen og har en bule hvor han tog fat og har ondt på ryggen hvor jeg ramte fortovet. Han undskylder og lover at det aldrig skal ske igen. Og jeg har sagt at han kun får en chance.. Uanset hvor højt jeg elsker ham.. Hvis han nogensinde skriger af mig på den måde igen, så er det slut..
Jeg får stadig tårer i øjnene hver gang jeg rammer noget med min arm og bliver mindet om at den stadig er øm. Jeg er bange for hvad der ellers kan tricke hans temperament. jeg har fortalt ham alle mine tanker! Og han ved min tillid er brudt. Og han ved at det burde være ham der kom til mig og redte trådene ud og ikke mig, for det var ikke min skyld.
Igår aftes havde vi en god aften med film og sofahygge. Jeg faldt i søvn i hans arme og han bar mig ind i seng. Jeg ved han elsker mig. Og han ved han var en idiot, og jeg ønsker virkelig at synes han er perfekt igen - men åh det kommer vist til at tage lidt tid det her 
Jeg havde bare brug for at få det ud. Og mine veninder vil hade ham for evigt hvis de får historien..
Jeg bor på krisecenter lige nu med 3 børn. Deres far og jeg var sammen i 8 år... første gang han slog mig, var en lussing i fuldskab der havde vi været et par i nogle mdr.... jeg står med 3 børn på et krisecenter fordi han aldrig rørte mig igen før vi havde fået nr 3 og jeg begyndte på en uddannelse med "mange pæne mænd" i min klasse...... han har altid været sygeligt jaloux, og en meget lang historie kort.... så sidder jeg her nu.. med 3 børn.. og en splittet familie, forvirrede børn der går til psykolog for at kunne stykke det hele sammen, og en masse bristede drømme............
Kan han gøre det .... i jalousi, så ligger det bare i ham. Og det vil ske igen. Jeg garantere dig for, søde ts, det kommer til og ske igen. Også selvom du resten af jeres liv sammen, holder dig fra og drikke sammen med ham, og hvad der eller dukker op af ting og situationer du kommer til og skulle leve uden og gå udenom for at ddt ikke skal kokse for din kæreste... er det dét værd?
