snyd med pillen

Men ... bare fordi nogle mænd er følelsesmæssigt umodne, og ikke kan finde ud af at formulere deres ønsker i livet (og lad os nu ikke gøre den dummere end de er - det er der heldigvis  virkelig mange der kan!), så giver det dæleme ikke kvinder ret til at tro at det er i orden at tage sagen i egen hånd og lyve!! For pokker, det er jo grænsende til sindssygt at negligere et andet menneskes mening i den grad, om noget så vigtigt.

Det er sgu da ok at sige nej tak til børn - også uden at blive afkrævet en forklaring eller en tidshorisont!

Du løj ikke - det har jeg respekt for. Men jeg forstår ikke at man vil presse sin partner til er liv, som de i bund og grund ikke ønsker lige nu. Jeg havde dælme' også anskaffet mig en fødselsdepression, hvis min kæreste havde presset mig på den måde, før jeg var klar 

Ja det kan vi nemt blive enige om og jeg betalte også prisen. Jeg var mere eller mindre alenemor med vores første barn i 5 år af barnets leveår. Vi boede også hver for sig i nogle år fordi min mand ikke var moden til familielivet på det tidspunkt selvom han var 4 år ældre end jeg og jeg var 23 da vi fik vores første barn. Men jeg fortryder ikke for han havde et valg. Jeg ville bare ikke spilde min tid længere på ubeslutsomme mænd. Jeg havde ønsket børn og familieliv med en seriøs mand siden jeg var 19 år og min tålmodighed var opbrugt. Så han kunne jo have sagt nej. Dermed havde han så absolut et valg ligesom jeg havde ret til at finde en mand der varparat til at stifte familie når det altid havde været det jeg søgte. Men det skal siges han er en fantastisk far idag og har været det siden barn nr. 2. Han er selv dybt taknemmelig for han har fået så mange børn og ja han takker mig jo som sagt idag for jeg pressede ham dengang for ellers føler han sig overbevist om han aldrig havde fået børn. Så vi har begge både vundet og tabt noget i processen og jeg forsøger heller ike at sige mænd er dumme og ubeslutsomme, men nogen har svært ved at få truffet valget om børn og jeg ville i hvertfald ikke ende som en kvinde over 30 der ikke kunne få et familieliv blot fotdi de mænd jeg mødte ikke var interesseret. For der findes jo masser af mænd derude der godt vil stifte familie og så måtte jeg jo bare på jagt efter sådan en mand. Min mand og jeg har et solidt forhold idag og vi har lavet mange fejl begge to og har begge vores andel i alt der er sket. Vores børn er dog noget ingen af os tvivler på har været rette valg. De er alle ønskebørn uanset hvad. Livet er komplekst nogen gange og vi skal nogen gange presses lidt for at finde den vej vi skal gå. Vi ved jo ikke altid helt hvad vi ønsker os her i livet.

Anonym skriver:

Ja det kan vi nemt blive enige om og jeg betalte også prisen. Jeg var mere eller mindre alenemor med vores første barn i 5 år af barnets leveår. Vi boede også hver for sig i nogle år fordi min mand ikke var moden til familielivet på det tidspunkt selvom han var 4 år ældre end jeg og jeg var 23 da vi fik vores første barn. Men jeg fortryder ikke for han havde et valg. Jeg ville bare ikke spilde min tid længere på ubeslutsomme mænd. Jeg havde ønsket børn og familieliv med en seriøs mand siden jeg var 19 år og min tålmodighed var opbrugt. Så han kunne jo have sagt nej. Dermed havde han så absolut et valg ligesom jeg havde ret til at finde en mand der varparat til at stifte familie når det altid havde været det jeg søgte. Men det skal siges han er en fantastisk far idag og har været det siden barn nr. 2. Han er selv dybt taknemmelig for han har fået så mange børn og ja han takker mig jo som sagt idag for jeg pressede ham dengang for ellers føler han sig overbevist om han aldrig havde fået børn. Så vi har begge både vundet og tabt noget i processen og jeg forsøger heller ike at sige mænd er dumme og ubeslutsomme, men nogen har svært ved at få truffet valget om børn og jeg ville i hvertfald ikke ende som en kvinde over 30 der ikke kunne få et familieliv blot fotdi de mænd jeg mødte ikke var interesseret. For der findes jo masser af mænd derude der godt vil stifte familie og så måtte jeg jo bare på jagt efter sådan en mand. Min mand og jeg har et solidt forhold idag og vi har lavet mange fejl begge to og har begge vores andel i alt der er sket. Vores børn er dog noget ingen af os tvivler på har været rette valg. De er alle ønskebørn uanset hvad. Livet er komplekst nogen gange og vi skal nogen gange presses lidt for at finde den vej vi skal gå. Vi ved jo ikke altid helt hvad vi ønsker os her i livet.

Jeg er med på at ønsket om et barn kan fylde rigtig meget, hvad end man er 23 eller 33, men jeg tænker også, hvor er kærligheden mellem to mennesker henne? 

Jeg forstår ikke at man kan smide kærligheden væk, som 23 årig, behandle det som om det er sekundært ift. at få et barn. Burde et barn ikke være lavet på kærlighed, fordi man elsker et andet andet menneske og ønsker at starte en familie sammen med ham?

Med vores den yngste og eneste fælles var jeg også den der valgte at blive gravid. (På den måde at vi havde sex oveni ægløsbingstidspunktet som kun jeg kendte til). Vi brugte ikke prævention og min kæreste ønskede ikke direkte at nu skulle det være. Klassiske argumenter med at vi har ikke plads til en til, han arbejder meget, passede det nu i forhold til resten af børneflokken osv.

Men han var selv med på, at skete det, så ville han selvfølgelig få babyen og så var det fint. Han vidste at jeg ville have en baby indenfor 2-3 år og at det var et krav for at vi kunne have en fremtid sammen. Jeg vil og ville ikke gå og passe hans tre børn og ikke få mit eget. Han blev glad da jeg meddelte graviditeten og han er lykkelig for at vi fik vores datter hurtigt. Tiden med baby er nu overstået for vores vedkommende og alle børnene elsker hinanden. Vi er begge glade for at vi ikke skulle starte på baby nu, men at vi har det "overstået".. fars alder (43) gjorde også at jeg ikke ville skubbe den beslutning længere. 

Så ja, far blev skubbet ud i det. Ligesåvel som han blev det med de første 3. Han har dog altid udtalt at mænd der gør kvinder gravide også må stå ved børnene, da det ligeså meget er deres ansvar..

Ej jeg bliver faktisk sådan lidt: hvad???? Ja det er forkert at lyve om prævention, men er det ikke også forkert at lyve om en graviditet for at se om vi nu er parate til barn nummer 4. Har en mand ikke også følelser og kan blive slået i jorden af hans kone aborterer deres ønskebarn. 

Min mand og jeg er ligeværdige partnere og er jeg  i tvivl om fx familieforøgelse, så taler jeg da med ham, jeg ville da aldrig lave sådan et nummer, jeg tester ham ikke, men taler med ham. Og hvis vi begge er i tvivl så er vi det, der findes ikke en nem løsning på det.

Jeg antydede jeg kunne være gravid og ikke jeg var det for at mærke hans reaktion. Min mand er kompleks følelsesmæssigt og efter 15 år sammen ved jeg man ikke bare taler med ham om den slags. På den her måde vidste jeg virkelig hvor jeg havde ham og ellers havde vi ikke forsøgt at få barn nr. 4 hvilket vi begge to under overfladen i virkeligheden ønskede os. Vi lod fornuften styre fordi det måske var det klogeste rent praktisk kun at have tre børn, men det var jo alligevel det vores hjerter ville. Så jeg hjalp processen på vej fordi vi så bare blev sikre på vi burde forsøge på det. Men det er jo noget med at kende hinanden og de omstændigheder der har formet ens forhold der gør at man kan gøre den slags. Min mand har også løjet om meget i vores forhold og vi har bestemt haft store kriser pga vores forskellige lidt specielle valg. Men idag er vi et meget stærkt par der har overvundet det hele og ja vejen hertil har været lang. Men vi har altid villet hinanden og været gode til at tilgive. Men selvfølgelig duer den slsgs ikke i alle forhold. Men vi har overlevet det og kommet ud med et fantastisk forhold på den anden side og en masse værdifulde erfaringer jeg ikke ville have væet foruden. Og han ej heller. Så vi fortryder intet.

Anonym skriver:

Der er da ingen tvivl om at det er forkert at lyve om prævention. Men jeg vil gerne tilføje at mænd nogle gange ikke kan få taget beslutningen om at få børn. Jeg valgte som yngre at give min kæreste det ultimatum at han enten fik barn med mig eller også smuttede jeg og fandt en mand der ville. Efter to useriøse forhold var jeg træt af mænd der kun gad være kærester for sjov og orkede det ikke mere. Han valgte barnet og har senere sagt at han er glad for jeg "pressede" ham til det for ellers havde han aldrig taget sig sammen til at blive far. Helt omkostningsfrit var det dog ikke for han fik en fødelsdepression og først da vores barn var 3 år fik han følelser for ham. Så der gik mange år før vi fik nr 2 men efter nr 2 hvor jeg troede vi havde fået sidste barn kom han selv en uge efter fødslen med forslag om vi fik nr 3 hurtigt efter nr 2. Det gjorde vi så og så da det barn var 3 år blev jeg i tvivl om en nr 4 ikke også var det vi ønskede. Min mand var rådvild og jeg valgte at teste ham af. Så løj for ham og sagde jeg mente jeg var blevet gravid uplanlagt. Han blev vildt glad men da mens så kom næste gang, han har ikke styr på min cyklus, så sagde jeg det ikke var blevet til noget. Så nu havde han valget om vi skulle forsøge aktivt. Det valgte han vi skulle og jeg havde selvfølgelig respekteret et nej da vi jo lisom har tre børn trods alt, men ja man kan måske forsøge nogle andre metoder for man må ik bare tvinge sig til det men skabe muligheden for et valg. Nogle mænd får aldrig børn fordi beslutningen om det er for svær, men man må finde andre måder at vække dem på end ved at droppe præventionen.

Oh my fucking god! Du tager pis på mig! 

Du lyver og bedrager jo for sin sølle mand i et væk! Det er jo afstumpet! 

Jeg er med på at ønsket om et barn kan fylde rigtig meget, hvad end man er 23 eller 33, men jeg tænker også, hvor er kærligheden mellem to mennesker henne? 

Jeg forstår ikke at man kan smide kærligheden væk, som 23 årig, behandle det som om det er sekundært ift. at få et barn. Burde et barn ikke være lavet på kærlighed, fordi man elsker et andet andet menneske og ønsker at starte en familie sammen med ham?

Ja der er jeg nok lidt speciel så. Han var også ryger da jeg mødte ham og jeg var meget klar i mælet om jeg ikke ville leve med en ryger og ja jeg kan ligge kærligheden på hylden hvis tingene ikke er i orden. Så efter 14 dage var han ikke-ryger og han har været røgfri siden hvilket han også blev glad for. Visse ting skal fungere og visse ting ved man på forhånd ikke fungere og så må man koble sig selv af med det samme. Hvis en mand ikke vil stifte familie med mig elsker han ikke mig nok og så finder jeg bare en der gør. Det er nok meget simpelt i min verden. Hvis man går på kompromis med sine egne ønsker for en partners skyld så dør kærligeden alligevel før eller siden.

o

Oh my fucking god! Du tager pis på mig! 

Du lyver og bedrager jo for sin sølle mand i et væk! Det er jo afstumpet! 

Smiler.. Du skal ikke have så ondt af ham. Han har løjet tre gange så meget som mig i forholdet så tror vi passer meget godt sammen. Vi har et bundsolidt forhold og der skal meget til at anfægte os men vi har vores små games med hinanden og sådan er det og ja det virker helt sikkert ikke for alle. Men sådan er mennesker og forhold jo så forskellige og jeg tilstod også jeg havde løjet og så grinede han bare og sagde det var klogt gjort af mig. Jeg havde jo ikke gjort det hvis jeg vidste han blev sur. Han skulle bare lige skubbes i den rigtige retning. Tro mig han kan tåle mosten og jeg nægter at fortryde resten af mit liv vi ikke fik et barn mere pga vi ik tog os sammen når vi egentlig i hjertet ønsker det. Og valget har han altid haft.

Anonym skriver:

Ja der er jeg nok lidt speciel så. Han var også ryger da jeg mødte ham og jeg var meget klar i mælet om jeg ikke ville leve med en ryger og ja jeg kan ligge kærligheden på hylden hvis tingene ikke er i orden. Så efter 14 dage var han ikke-ryger og han har været røgfri siden hvilket han også blev glad for. Visse ting skal fungere og visse ting ved man på forhånd ikke fungere og så må man koble sig selv af med det samme. Hvis en mand ikke vil stifte familie med mig elsker han ikke mig nok og så finder jeg bare en der gør. Det er nok meget simpelt i min verden. Hvis man går på kompromis med sine egne ønsker for en partners skyld så dør kærligeden alligevel før eller siden.

Så du skal ikk gå på kompromis med manden, men manden skal gå på kompromis med dig?... 

Hvordan ville alle kvinderne der har gjort det føle,  hvis en mand påstod han tog kondom på men ikke gjorde det og javede tissemanden ind med hensigt på at gøre dig gravid uden dit samtykke? Puh, jeg får kuldegysninger... sådan noget grænser til decideret overgreb!

Anonym skriver:

Ja der er jeg nok lidt speciel så. Han var også ryger da jeg mødte ham og jeg var meget klar i mælet om jeg ikke ville leve med en ryger og ja jeg kan ligge kærligheden på hylden hvis tingene ikke er i orden. Så efter 14 dage var han ikke-ryger og han har været røgfri siden hvilket han også blev glad for. Visse ting skal fungere og visse ting ved man på forhånd ikke fungere og så må man koble sig selv af med det samme. Hvis en mand ikke vil stifte familie med mig elsker han ikke mig nok og så finder jeg bare en der gør. Det er nok meget simpelt i min verden. Hvis man går på kompromis med sine egne ønsker for en partners skyld så dør kærligeden alligevel før eller siden.

"Hvis man går på kompromis med sine egne ønsker for en partners skyld så dør kærligeden alligevel før eller siden."

Jamen, manden skal så gå på kompromis? Det lyder altså som et meget ikke ligeværdigt forhold, hvor du ikke føler den vildt store kærlighed for en mand, for han kan bare udskiftes. Et forhold er da lige præcis at gå på kompromis, lytte til hinanden, og ikke at uddele ultimatumer og makke ret. 

Det lyder som et meget pragmatisk forhold. Og hvis der er noget sted jeg ikke selv ønsker pragmatik, et det da i kærligheden.